Sidste nye rejsebrev
St. John 8. Januar 2012
Vejret skiftede radikalt, da vi nærmede os Caribien. Den normale Tradewind blev stoppet af et lavtryk, der passerede op langs ø-rækken, så vi havde både vindstille og masser af vind og regn fra forskellige retninger.
Men den 17. december anduvede vi Antigua og gik ind i Falmouth Harbor og lagde os til ankers.
Her var imellem de største og dyreste lystyachter i verden. I marinaen lå den ene lystyacht større end den anden. Sejlbåde på 150-200 fod og motoryachter som storebæltsfærger. Helt ude af proportioner for vores lille verden i en 48 fods. Indklarering gik nemt og smertefrit.
Ingen kontoraber gider at bevæge sig ned og se båden nogen steder mere, så det var blot papirformaliteter og så naturligvis at betale penge for indklareringen. 50 US dollar.
Min gode ven Brian Barton fra Kenya har en søn "Mark" der sejler rundt i Caribien og arbejder og han lå til ankers tæt ved os, så vi fik en snak om forskellige ting.
Brian Andersen, der er ombord på Anaconda og er sejlmager, havde luftet tanken om at få sig et job herovre og
Mark kunne måske henvise til et sejlloft. Men det nærmeste Quantum loft var på St. Martin.
Antigua er en smuk ø med høje bjerge omkring på øen og nogle fantastisk smukke bugte. Søndag eftermiddag kørte vi op til en pynt, Shirleys Hights, højt over English Harbor og Falmouth Bay. Her var der Steel Band musik med flere orkestre, Barbeque og udskænkning. Mange hundrede mennesker var samlet her og det var EN stor fest, hvor alle dansede rundt, drak rompunch eller øl og lyttede til dejlig caribisk musik. Og så med den fantastiske udsigt over området, så der blev tager mange billeder. Alle gaster lejede en bil og kørte rundt på øen.
Efter et par dage måtte Jacob Sørensen tage hjem, men han nåede da at opleve lidt af Caribien.
Efter 4-5 dage sejlede vi videre mod Montserrat, den kendte Vulkan ø, der havde et kæmpe udbrud i 1995 og hvor halvdelen af øen, bl.a. den største by Portsmouth, måtte evakueres. Vulkanen er stadig aktiv, så vi sejlede rundt og oplevede røgskyerne, der steg op og der lugtede af svovl. Vi indklarerede ikke, men lagde os i tilpas afstand fra stedet vi skulle have indklareret.
Dagen efter sejlede vi videre til Nevis og St. Kitt, hvor vi heller ikke indklarerede, men var i land og opleve lidt.
Vinden var drejet noget og havde tiltaget, så vi måtte lægge ruten om, så vi måtte droppe Saba og St. Bart. Da vi også ville nå frem til St. Martin til juleaften sejlede vi direkte dertil, den Hollandske del, og lagde os til ankers uden for indsejlingen til lagunen.
Her indklarerede vi og betalte broafgiften dagen efter. Vi havde fået at vide, at det var gratis at indklarere i den franske del, men der var et par timer længere sejlads. 40 plus 21 dollar betalte vi og dagen efter sejlede vi ind i lagunen og ankrede. Her lå der endnu flere lystyachter. Ved en lang marina bro lå der 25 kæmpe motoryachter og på en anden marina bro lå de store sejlbåde side om side. Der ligger rigtig mange lystyachter på St. Martin, mange Marinaer og kæmpe områder med ankerpladser. St. Martin er tax free og man kan få alt. Her er også de store udstyrsforretninger, Island Water World og Budget Marine, samt et kæmpe firma med elektriske komponenter, så vi var på indkøbstur og fik kikket en masse.
Om aftenen var der gang i den i juledagene med fest og ballade på barerne langs vandet.
En af juledagene var vi inviteret til Pot Lock på en strandbar, sammen med en masse andre sejlere. Vi lavede en gang Teriyaki tun og ris, som vi tog med. Det var hyggeligt nok, men der var så mange sejlere, at den rigtige hyggesnak ikke var tilstede.
Ana skibshund var med alle vegne og hun hygger sig, når hun er med i land.
Brian Andersen og jeg gik op til Quantum Sejlloftet, men indehaveren var ikke særlig venlig. Vi havde håbet vi kunne låne loftet og sy en ny genua til Anaconda, men den gik ikke.
Lufthavnen "Juliana Airport" på øen er Caribiens travleste og der lander små og store fly konstant. St. Martin er den største koncentration af turister i området. Lufthavnen ligger i øst-vest retning med landing fra vest for det meste.
Landingsbanen starter netop på stranden, en smuk hvid badestrand på vestkysten og den slutter inde i lagunen. Så når de store fly kommer lavt ind og skal bruge hele landingsbanen til at bremse, er de nødt til at flyve så lavt hen over stranden, at de kun er få meter over. På begge sider af stranden ligger hyggelige barer og det er en stor turist attraktion at se flyene lande og lette. Men det sjoveste er, når de taxier ud og skal starte. Her kommer de helt ud til stranden, vender rundt og gør klar. Folk stiller sig op langs den smalle vej, der afgrænser startbanen fra stranden og holder fast i hegnet for enden af startbanen. Hegnet her er i øvrigt kun halvanden meter højt i midten, for at flyene ikke skal ramme det når de lander !!
Når de store jumbo jets gasser op er det blevet tradition for piloterne at holde lidt på bremserne før de lader flyet fare fremad. Dette medfører, at sand og grus fra enden af startbanen blæser vandret hen over stranden. Alt bliver blæst væk og folk står på hovedet imens de forsøger at holde balancen, mister hat og briller og parasoller blæser langt ud over vandet, men alle synes det er sjovt at opleve dette sandstorm helvede fra flymotorerne og den infernalske larm.
Se www.sunsetbeachbar.com eller google navnet. Der er video
optagelser af flyafgangene på Youtube.
Efter udklarering sejlede vi til den franske del og var i land. Helt anderledes, som at være i en lille fransk provinsby. Vi var inde ved en udendørs bar for at få en kold Predidente øl, men tjeneren havde ingen kolde tilbage, men i stedet anbefalede han en fransk øl Kronenburg som vi modvilligt drak. Men til gengæld ville han ikke have penge for den. Et plus i bogen til fransk mændene.
Næste dag sejlede vi til nabo øen Anguilla, men undlod at indklarere. Dagen efter sejlede vi ud til et lille revområde med et par småøer ved navn Prickleys Cay. Her var herligt og der boede ingen. Kun om dagen kom der turister med en speedbåd. Vi fik snorklet og dykket rundt om øen. På et natdyk fangede vi en enkelt hummer, så den måtte lade livet nytårsaften, som vi holdt her. Vi kunne uforstyrret sidde og se på alt fyrværkeriet inde på hovedøen.
Næste sejlads var 80 NM til Road Town, Tortola, BVI.
Henrik Larsen og Peter Petersen tog på motorcykekltur rundt på øen efter vi havde indklareret. BVI er meget smukt sejlads område og er verdens største koncentration af charterbåde. De var alle vegne og lå til ankers i de små stille bugte.
Vi blev her et par dage og mødte den danske båd JOY, en Phantom 42 med
Tommy og hans kone.
Peter Petersen afmønstrede her og tog færgen til St. Thomas, hvorfra han skulle flyve hjem og på arbejde.
En dag sejlede vi ud til Sandy Island og dykkede på vraget af en gammel sejlskibs damper ved navn The Rhone, der sank i 1860 i en hurricane, men nu ligger spredt i mange dele. Men det var et OK dyk.
Efter Road Town sejlede vi til en lille hyggelig bugt ved navn Soopers Hole, hvor piraterne holdt til i gamle dage. Meget hyggeligt sted. Vi skulle sørge for at kunne udklarere fra BVI, da
Brian Andersen skulle tage færgen til St. John, da han ikke havde visa til USA. Vi sejlede derfor til Jost Van Dyke Island hvor der også var hyggeligt. På vejen derud stoppede vi på en lille pragtfuld ø ved navn Sandy Cay, hvid strand med mange palmer, hvor vi ville have fat i cocosnødder til vores sundownere.
Det var Finn Grønnings fødselsdag, så vi skulle gøre lidt ekstra ud af det. Vi kunne ikke forså, at der ikke var noget ressort på øen, der var oplagt til det, men det fandt vi ud af hvorfor da vi kom i land. Efter en lidt våd landing på grund af de store dønninger gik vi op til palmerne og begyndte at fiske kokosnødder ned. Men her blev vi angrebet
af tusinder af sandfluer, der bed hele tiden og jo mere vi rumsterede med palmerne, jo flere kom der. Så da vi havde fået de nødder vi skulle bruge, var vi fuldstændig overbidt alle sammen. Vi skyndte os ud til båden og fik vores Coconut drinks, inden vi lavede stegte ål med persillesovs og nye kartofler og en flaske Linieakvavit
:o)
Senere på aftenen kom der 6 nordmænd ombord og spillede på guitar og sang fødselsdags sange for
Finn Grønning.
Så det blev en herlig aften til langt ud på natten.
I dag sejlede vi videre til Cruz Bay på St. John, hvor vi er nu og er indklareret og
Brian Andersen kom ind i USA efter lidt afhøring m.m. Så nu kan vi igen frit sejle rundt med ham indtil alle står af på Puerto Rico.
Mange hilsner OG GODT NYTÅR fra JAN KLINTEGAARD OG BESÆTNING.
... Skriv en hilsen i gæstebogen ...