Tilbage i Caribien!
Anaconda har nu passeret sin egen kølvandsstribe fra dengang hun ankom fra Atlanten til Tobago i 2001.
Loggen skriver nu 106.000 sømil som viser, at der er udsejlet ca. 90.000 sømil på jordomsejlingen.
Hun gør det godt, den gamle dame. "Still going strong".
Vi ankom til Barbados den 26. maj og fik lavet clearence på Cruise Ship Terminalen, hvor der var fuld af turister fra et kæmpe Cruise Ship.
Bureaukratiet er tilbage. Masser af papirarbejde og kopier. Striks efter bogen og til hvilken nytte?
Man drømmer sig tilbage til alle de steder hvor indklarering er nemt og problemfrit. Man skulle ansøge specielt om at sejle op og ned ad kysten og vi fik tilladelsen hos customs.
Vi lagde os derefter til ankers i Carrenege bugten ved siden af og fik snorklet lidt, hvilket vi har savnet i så mange måneder i Sydamerika med al deres kaffegrumsede vand.
En tur på en poolbar om aftenen var også en god ide. Men vi blev lige mindet om, at vi er tilbage i Caribien.
Priserne var lige hoppet en tak op. Men man må nok erkende, at hele Verden langsomt er blevet dyrere.
Simone Pedersen og Emil Simonsen stod af her efter ½ år ombord. De stod på i Sydafrika og har sejlet næsten 7000 sømil med Anaconda.
Vi spenderede en lille uges tid oppe ad vestkysten og hyggede os lidt om aftenen i barerne og på gaden, hvor de lokale en fredag aften optrådte med Karaoke!
Vi fik også dykket en del og så de sædvanlige skildpadder og stimer af fisk. Da vi vendte tilbage og skulle have udklareret var fanden løs. Vi havde IKKE fået tilladelse til at ankre nogen steder om natten, men skulle have været tilbage hver aften på Carrenege ankerpladsen.
Af hvilken grund, spurgte jeg.
Jamen sådan er reglerne og de skal overholdes!
Men jeg fik dirigeret problemet væk, over på Custom officeren med begrundelsen, at han ikke havde forklaret sig tydeligt nok, så vi slap for at få bøde.
Vi afsejlede herefter fra Barbados, som ikke havde gjort det store indtryk på os. Der var i øvrigt næsten ingen sejlere her, idet de fleste ankommer i December måned fra Atlantpassagen og sejler videre ind i Caribien. Så godt som ingen kommer tilbage fordi det er modvind fra de andre Caribiske øer.
Vi havde herefter en overnat sejlads, 100 sømil til Rodney Bay på St. Vincent. hvor vi indklarerede. Her var der lystbåde, masser. Mange charterkompagnier holder til her, en kæmpe Marina hvor man kan få alt, bare man betaler. Vi lagde os i marinaen to nætter og fik fyldt op med det fornødne.
Næste nat ankrede vi ved Pigeon Island i samme bugt, hvorefter vi sejlede sydover mod Marigot Bay, et lille "hurricane hul" på kysten. Bugten har igennem århundreder været tilholdssted for de Britiske fregatter, der kunne ankre op inde i den meget lille bugt, fuldstændig omgivet af palmer, så de var usynlige for de franske fregatter, der jagtede dem i gamle dage. Til tider placerede de palmeblade i riggen, så de var camouflerede. Et meget hyggeligt sted med masser af sejlere.
Næste stop var bugten ved foden af de to høje bjergtoppe The Pitons, smukt sted. Her skulle man også have speciel tilladelse til at ankre, som kostede 25 EC (East Caribian dollar) Vi dykkede et par gange og så bl.a. masser af store tøndesvampe.
Ydermere fandt vi diverse nyt båd udstyr, som formentlig var tabt af charterbådene, som sværmer rundt her. To nye bådshager og et Lewmar spilhåndtag, en god fortjeneste på et par hundrede US dollar.
På et tidspunkt kom en patruljebåd forbi, som vi snakkede med. Vi havde lige hængt vores dykkerudstyr til tørre og de spurgte om vi dykkede. Ja, det havde vi da planer om, sagde vi, hvorefter de fortalte, at der var mange gode dykkersteder i området, MEN vi skulle have en lokal divemaster med, hvis vi ikke dykkede med de lokale dykkerfirmaer og hvis vi dykkede alligevel, så var bøden 5000 EC dollar = 2500 US dollar.
UPS! vi skulle ikke have dykket mere !
Et dyk med de lokale firmaer kostede 70 US dollar, hvilket vi ikke havde lyst til at betale. Vandet var i øvrigt ikke ret klart. De lokale omtalte vandet som Green, idet det kom op fra de store næringsfyldte flodudløb i Amazones på denne tid af året.
Næste stop var Viux Fort, hvor Katja Svensson stod på den 11. juni.
Den 12. juni sejlede vi videre sydover mod St. Vincent, hvor myndighederne er mere afslappede. Vi ankom til Willilabou, en lille hyggelig bugt på vestkysten.
Jeg huskede jeg havde været der i 2002. Dengang blev vi mødt af lokale i små joller, der indbyrdes sloges om at hjælpe os med at tage vores agtertrosse og gøre den fast i en palme. Men de var ikke her mere, kun ganske få var tilbage.
Der var forandret og vi opdagede, at det var her, at "Pirates of Caribbean" var optaget.
En masse ting var bygget op omkring filmene og det var sjovt at genkende. Alt var i "Pirat stil" og det havde åbenbart lavet helt om på de lokales liv. Vi blev her nogle dage.
Indklarering var nem. En custom fyr kom kørende i bil fra Kingstown, idet der ikke er fast kontor uden for sejlsæsonen. Papirer udfyldt - færdig! Vi skulle blot sørge for at få stemplet vores pas på næste stop på St. Vincent. Vi fik også hilst på Tony, der ejer den kendte bar "Pirates Retreat" og havde en hyggelig aften.
Næste stop blev Kingstown, hvor vi ankrede tæt ved Blue Lagoon.
Her fik vi dykket og besøgte også en lille klippeø, Duvernette Island, som i fortiden fungerede som fort. Stejle trapper førte op til toppen, hvor der stod gamle kanoner alle vegne. Noget af et job, at få dem transporteret op på toppen i gamle dage.
Næste stop var Port Elisabeth på Bequia, hvor der lå mange sejlere.
Andre sejlere kom den ene dag om eftermiddagen og sejlede næste morgen. Det var tydeligt at fornemme, at alle ville sydover nu, da Hurricane sæsonen stod for døren. Vejret var nu også præget af "Tropical waves, der hver 3-4 dag "ruller" ind fra Atlanten med blæst og regn. Det er disse waves, der kan udvikle sig til Tropical Disturbance, Tropical Storms og Hurricanes. Men der er masser af gode vejrmeldinger og fax, så man behøver ikke at blive overrasket af dårligt vejr.
Vi fik stemplet vores pas her og oplevede lidt af de lokales karneval i gaderne. En hyggelig bugt, som også benyttedes som "hurricane hole", idet bugten var omgivet af høje bjergagtige bakker.
Sune Agersnap, som havde sejlet ca. 6000 sømil med os fra Namibia stod af her. Sune havde en masse besvær med at finde et fly fra øen, idet der ingen internationale lufthavne er på St. Vincent nogen steder. Men det lykkedes, han skulle flyve tilbage til St. Lucia, men via Barbados, hvor han skulle have en overnatning.
Der har været en del tyverier de sidste år tilbage, bl.a. dinghier og motorer. Ved siden af os lå en sejlbåd, hvor vi ikke så nogen ombord i flere dage, men dinghien var i vandet bag båden og vi undrede os hvorfor. Ejeren kunne jo ligge og være syg. Den sidste dag vi lå der spurgte vi en Coastguard patrulje, om de kendte båden og de svarede ja, ja, men ejeren er en lokal mand og han var ombord her til morgen, så der er ingen grund til bekymring.
Derimod er ejeren af den båd derude død, >hvorefter han pegede imod den<. Han havde hængt sig i masten om natten og i kahytten havde de fundet hans kone, også død. Det hele lignede selvmord, men politiet var i gang med efterforskningen. Mere fik vi ikke at vide i den sag, da vi afsejlede sydover mod Canouan.
Katja Svensson havde samme morgen taget et billede ud imod stedet og kikkede på sit kamera, men "dødsbåden" var ikke på billedet. Det havde været lidt makabert, hvis man kunne have set en mand hænge i masten.
Vi lå kort tid på Canouan, hvorefter vi sejlede mod Tobago Cays ( www.tobagocays.com ) hvor vi ligger nu og nyder livet.
Et af de smukkeste steder i Caribien. Siden jeg var her sidst i 2002 er området lavet til Marine Park, så nu sejler der Park Rangers rundt og opkræver 10 EC pr. person pr dag!
Nå, men vi fik os forhandlet lidt ned og bliver her i 4 dage, hvorefter vi sejler mod Granada, hvor Katja Svensson står af.
Mange hilsner fra Jan Klintegaard og besætning
