Nyeste rejsebrev er nederst på siten

Rejsebreve fra 2002 frem til 2005 kan du få tilsendt hvis du ønsker det.
Send en mail til Webmaster og oplys hvilken periode(r) du ønsker at læse.
Send en mail til: cresta @ cresta. dk (Mailadressen er med " mellemrum", således at robotter ikke kan se den på nettet og spamme Anacondas mail)

Stillehavet den 20. Januar 2006
Computeren gik ned i går, så jeg har brugt utallige timer til at re-installere diverse programmer, men mangler en del for at det vil være godt igen. Har mistet alt i adresser og mails, programmer, breve, dokumenter, fotos og meget mere. Vejret er dårligt, regn og temmelig koldt. Er langt fra Internet, hvor jeg kan downloade diverse programmer m.m. Det varer 3 uger før vi er i nærheden af en Internatcafe. Men har fået "hul" igennem til en station, der kan sende og modtage mails i begrænset omfang, når forholdene er gode.

Micronesien - Rejsebrev den 2. februar 2006
På vej fra Pohnpei fangede vi tidligt om morgenen en pæn Guldmakrel, 8 kg og et par små tunfisk. Vi ligger nu på en lille atoll, Ngatik, også kaldet Sabwuatik, hvor der bor 500 mennesker på en af disse 10 små koraløer. Der er intet andet end blå lagune, sandstrande, cocospalmer, brødfrugttræer, banan og papaya palmer. 
Vi ankrede inde i lagunen og blev mødt af lokale, der padlede ud til os i udriggerkanoer af hule træstammer. 
Bagefter sejlede vi ind og havde møde med Øens overhoved, Høvdingen, for at få lov til at være her. Alle mennesker stimlede sammen om os. Der havde ikke været sejlbåde på besøg i mere end to år og forsyningsskibet havde ikke været der siden oktober måned, så alle var udgået for alt udefra. Ingen mel, sukker, ris, alt. Så de lever af naturen, fisk, cocosnødder og hvad der er muligt at spise.
En gåtur rundt på øen tog 45 minutter. Utroligt rent og pænt. Intet ligger og flyder.
Hele vejen rundt om øen er der bygget en mur af gammel koral, i en afstand på 10-20 m fra havet. Alle grisene går herude og lige bag muren går stien. Totalt tropisk paradis. 
To af de indfødte, Marcello og Jefrey var glade for at få den ene side af guldmakrellen og kvitterede med to Coconutcrabs. Crabberne stak dog af den første nat de var ombord, efter at have gravet hul i redningskransen.
De lever normalt på land, men kan også leve i vandet i kortere perioder.
Vejret har været meget blæsende her, sommetider op til 40 knob, 20 m/sek. 
Det har været noget besværligt at ankre, masser af koralhoveder, så ankerkæden vikler sig rundt og en gang har vi knækket kæden, når den rykker for hårdt. En nat var det nødvendigt med ankervagt og en nat måtte vi have to ankre ude. 
Ankerkæden er totalt slidt op, så den skranser på kapilarhjulet på ankerspillet. Vi må vende den, så den får bedre fat igen.
Samtidig vil jeg sætte Bruce ankeret på igen, som jeg tror er bedre egnet til skiftende sandbund og koraller.
Ellers er her smukt, uspoleret, masser af koralsnorkling. Her til morgen kom tre udriggerkanoer med latinersejl strygende forbi os, på vej ud til deres fiskesteder. Smukt syn.
I dag sejlede vi tværs over lagunen til en lille joralø, som Marcello var medejer af. Marcello og Jefrey gik straks i land og indsamlede en flok Coconutcrabs, som vi har spist her til aften, uhm det smager godt. Øen er et fantastisk paradis, men herom senere. Lige da vi skulle smide anker havde vi et uheld. Et hyl fra kileremmen fortalte der var noget galt og kort efter lugtede det brændt. Kileremmen var splittet ad. Vandpumpen havde sat sig, Satans!!
Så hele dagen gik med at finde på nødløsninger.
Vi forsøger at bruge vores saltvands trykvandspunpe koblet ind på ferskvandskølingen, så vi kan bruge motoren i nødsituationer. Ladningen må vi glemme, da vi ikke har så kort en kilerem, at kun generatoren kan køre med motoren.
Vi må spare på strømmen og køre lidt mere med Onan generatoren.
Vindgeneratorerne hjælper fint når det blæser. Vi klarer den nok og vi må sejle mere med sejl også ind gennem passene på de næste atoller og som sagt, hvis det bliver nødvendigt, så starter vi motoren og klarer den.
Vi må satse på at få repareret på Chuuk, selv om alle fortæller, at det er et forfærdeligt sted med megen kriminalitet, men efter at have læst om PNG, så må Chuuk være det rene vand.

Rejsebrev Sabwuahtik, Mikronesien, den 4. Februar 2006
Marciello har to øer, som vi har besøgt. Den første ø ankrede vi ved og havde vores Coconut crab oplevelse. Marciello og Patric sov i land, i Marciellos primitive halvtag inde imellem palmerne og den næste morgen kom de tilbage med 19 lobsters/langusters!
De havde været tidligt oppe og ude på revet og fange dem.
Sikke et hummergilde vi havde om aftenen.
Efter en spændende dag med Coconut crab fangst og snorkling, afbrænding af affald på stranden og bare fed afslapning, kom Marciello og Patric ombord igen, hvorefter vi sejlede til den anden ø Marciello ejer. De spiste med ombord, hummergilde og det var spændende at høre deres beretning om livet herude. De var meget stolte og taknemmelige for at være inviteret ombord og sejle med.
Vi lavede Kava og fik lidt rom, hyggesnakkede til langt ud på aftenen, hvorefter de sov i cockpittet. Morgenen efter tog vi maske og snorkel på samt sko og fulgte Marciello og Patric ud på koralstokken. Helt ude ved brændingen, hvor Stillehavsbølgerne bryder og vælter ind over revet, gik og svømmede vi i to timer.
Vi fangede 19 store hummere. Under klipper og koralhoveder lå hummerne, så igen ..."måtte vi spise hummere til aften." :o)
"Det er fandme hårdt at være langturssejler".
Forinden havde Marciello fortalt, at der var masser af Manta Rays i passet ind til Atollen, men kun på et specielt sted. Vi sejlede tæt på og ankrede Anaconda, hvorefter vi svømmede og sejlede med dinghien ud til et smalt mindre pas, hvor strømmen løb stærkt, med ca. 4 knob.
Vi kunne næste ikke holde os fast i korallerne, men nede på 10 m vand så vi Mantaerne stå næsten stille, imens de med åben mund lod det forbipasserende vand filtrere. Af og til slog de et stort sving og kom helt op til overfladen helt tæt ved os...
Fantastisk syn. 3-4 m vingespænd, sorte på overkroppen og sølvglinsende fremad ragende flapper ved mund siderne. Hvide på undersiden. Majestætisk "flyvende" igennem vandet.
Et syn vi har ventet på i lange tider, men ikke været heldig nok til at opleve. Nu var de der.
Også to store sorttippede hajer svømmede forbi.
Vi blev enige om, at det måtte gentages, men først sejlede vi Marciello og Patric tilbage til landsbyen. De var rigtig stolte over for deres venner og familie, de havde jo været ude at sejle på et stort skib. Man kunne se beundringen i de andres ansigter og munden stod ikke stille.
Samtidig havde Marciello fået en godtepose med fra båden med ris, pasta, spagetti, sukker, bønner, kava og meget mere som tak for vores oplevelser.
De havde levet som "Grever" om bord i forhold til deres daglige tilværelse, men det var dejligt at se deres glæde og de var sikkert glade for at se vi var glade for vores oplevelser.
En af de ting de havde husket var, at skibshunden ANA havde fået ris til aftensmad. Det var næsten for meget, der jo ikke var ris overhovedet på øen.
Da de blev sejlet i land fik vi fyldt nogle vanddunke og Marciello fik fremskaffet en kilerem, som kunne bruges til at drive generatoren med uden om vandpumpen.

Nukuoro den 11. februar 2006
Da vi sejlede fra Sawuahfik stoppede vi ved passet for at dykke med flasker og det fortryder vi ikke. Vi sejlede roligt til stedet og ankrede, hvorefter vi dykkede ned på ca. 10 m vand.
På stedet hvor Mantaerne plejede at stå var der en stor enlig manta, der med åben mund lod vandet passere igennem munden. Vi kom helt tæt til den og den var ikke bange. En gang imellem slog den et "slag" rundt og kom tilbage. 5 gange var den på stedet imens dykket foregik, et uforglemmeligt dyk.
Da alle havde dykket var vi godt "mætte" af indtryk, så det var tid til at sejle videre til Nukuoro. 
Vinden var fin derned af, ca. 180 sømil med store "swells". Vi fangede en wahoo på 4-5 kg og en Mahi Mahi på 9 kg.
Den sidste nat var vi nødt til at rulle forsejlet ind, så vi ikke ankom for tidligt. Men alligevel måtte vi krydse frem og tilbage i god afstand fra øen.
PC søkortene herude passer ingen steder. Så når skibets GPS position bevæger sig over søkortet sker det tit, at vi sejler hen over land, op til 2,5 sømil fejlvisning har vi oplevet.
Så det er med at holde sig på god afstand af atollerne om natten.
Da morgenlyset kom, satte vi kurs mod passet og kom fint ind uden at bruge motoren mere end få minutter. Passet var smalt og med meget konstant udadgående strøm. Vi kan stadig ikke bruge motoren mere en få minutter før den bliver varm. Der er via E-mail bestilt ny vandpumpe hos Fred. Rasmussen i Odense, som en af de næste gaster, Henrik Jensen, tager med.
I mellemtiden må vi klare os så godt vi kan. Måske kan vi nødreparere den gamle med nye lejer på Chuuk.
Da vi kom ind i lagunen, som er cirkelrund med 45 små palmeøer hele vejen rundt med en diameter på 3 sømil, kunne vi se, at fortællingerne om Nukuoro levede op til det faktiske.
Fantastisk idyllisk tropeparadis.
Vi ankrede i læ af den største af de tre beboede øer og i læ for den kraftige NØ vind. Inde langs øen svajede palmerne ud over vandet sammen med andre kæmpe træer, der gav skygge for solen til de indfødte. Ind imellem stod der hytter med palmebladstage på pæle uden i vandet.
Disse hytter fungerede som "toilet" og delvis også som køkken.
Efter vi var ankret kom udriggerkanoer med indfødte ud for at handle. Frugt var der masser af og vi fandt hurtigt ud af, at også Nukuoro manglede forsyninger. Det var 3-4 måneder siden der havde været forsyningsskib. En åben motorbåd kom sejlende, som viste sig at være to lokale "politifolk" Dixon og Lazarus.
"Goverment" og den lokale perlefarm, var de eneste, der havde både med påhængsmotorer og havde benzin til dem. De ønskede os velkommen og kikkede lidt på vores papirer. De var yders flinke og hjalp os med mange ting under vores ophold. Vi fulgtes med dem op til "høvdingen" som nærmere kunne kaldes Borgmesteren. Han fik en pakke cigaretter og ønskede os velkommen.
Landsbyen var idyllisk, helt ren for affald, små åbne arealer foran husene, så beboerne satte højt at holde rene, så der blev fejet blade flere gange om dagen. Ungerne kikkede på os og var glade.
Øen er besøgt af flere sejlere hvert år, måske 4-5 stykker og alle måtte skrive sig ind i gæstebogen, som den lokale lærer og præst (protestant) administrerede. Der var billeder og søde hilsner fra alle bådene og det var tydeligt at samme forsyningsproblem altid havde eksisteret.
Den sidste danske båd, der havde været her var "TAT". 
Vejret her er skiftende, sol og regn, blæst og vindstille, men der kommer lige rigeligt med regn.
Det viste sig, at vi ikke måtte sejle rundt til øerne selv. Så skulle en af politifolkene være med ombord og vi måtte ikke overnatte derude. Det var jeg ikke tilfreds med og gik sammen med Dixon op til borgmesteren, der på en pæn, men bestemt måde fortalte, at det måtte vi ikke. Det var samme behandling for alle både og selv efter argumentering ændrede han ikke sin mening, hvilket for os var helt uforståeligt. Men vi konkluderede, at der måtte have været nogle dårlige eksempler i fortiden, der havde medført denne begrænsning. Vi mistede lidt af lysten til at sejle ud til øerne, men tog dog alligevel af sted en dag.
Øerne er adskilt af lave "vandløb" på 15-20 meter, hvor vandet fra de brækkende bølger rinder igennem.
Dixon og jeg gik på eremitkrebsejagt og fandt en sækfuld, som vi derefter knuste på stranden. Halerne blev tager fra som madding og kløerne og kroppen blev knust fuldstændig som lokkemad. Han tog så en masse sten/koraller med ud i gummibåden og satte sig til at fiske. Et par haler blev sat på krogene, hvorefter lidt lokkemad blev lagt på en sten. Så viklede han snøren rundt om stenen for at holde på lokkemaden, hvorefter stenen blev smidt i vandet. Linen viklede sig af når den nåede bunden og lokkemaden lokkede fiskene til og i løbet af kort tid havde han fanget 3 red sanppers, som blev vores aftensmad.
Vi kunne ikke være af sted ret længe, så kom der et skybrud af format, så vi sejlede hjemad mod landsbyen igen. Dixon fortalte, at hans udrigger ikke havde noget sejl mere, da det var gået i stykker. Så kom jeg i tanke om min gamle spiler, som ikke kunne repareres. Vi fandt den frem og snart var vi i gang med at sy et nyt lille latinersejl til ham i den fineste spilerdug, rød, hvid og blå.
Som tak for det kom han dagen efter med 4 skildpaddeskjold.
Herude har man et afslappet forhold til havskildpadder. De ender på spisebordet en gang imellem, som traditionen altid har været og de kunne ikke forstå, at der var noget der hed Washington konventionen som forbød al handel og transport af sådanne ting.
Der er blevet byttet og handlet imens vi har været her. Kvinderne laver smykker af små flotte sneglehuse og bytter sig til sukker, mel eller salt fra os, meget hyggeligt. Vi har fået mange smukke smykker og er hele tiden blevet overdænget med frugt, kokosnødder, bananer, papaya og orange og citrus frugter.

Satawan den 13. februar 2006
Dagen før vi sejlede fra Nukuoro tog ejeren af perlefarmen os med rundt på en tur for st se hvordan østersne var hængt op. Der var nu ikke meget at se i forhold til Tuamotu, men lidt var der.
Han havde ingen perler på lager, alt var sendt til Pohnpei, men han ville dog kikke lidt i gemmerne.
Senere på dagen kom begge politifolkene ombord flere gange med ting og sager. Borgmesteren ligeledes. Han forærede mig en stor flettet bast måtte og en kæmpe Trompetsnegl "Triton" og have en stor dråbeformet perle med. Den udgjorde en værdi af 125 dollars fortalte han, men han ville gerne handle. Jeg havde stadig cigaretter, kaffe, pasta, sukker, salt og diverse dåsemad til overs fra Panama, så vi fik handlet og alle var tilfredse.
Meget af varerne var blevet gamle og skulle af sted, så det passede fint.
Jeg sendte en tanke til Thomas, der stod for indkøbene i Panama. Hvis vi ikke var sejlet herop og handlet, ja, så havde vi kun haft "den blå hylde" at vælge som opmagasinering.
Om aftenen kom Lazarus med sin familie, samt Dixon og ejeren af perlefarmen ombord med indfødt mad, brødfrugter som chips og marinerede bananer samt hele fisk, stegt i cocos olie. Det smagte fint. Dixon havde lavet en dessert af cocosnødder, revet i forskellige stadier, hård og blød nød og sød cocossaft deri, så det lignede en isanretning.
Ejeren af perlefarmen havde "fundet 24 "kitchier", de små naturperler i forskellige former, som østersen nogle gange laver ved siden af perlerne. Desuden 5 sorte Perler, så alle var glade, da vi havde delt dem imellem os. Han fik proviant som betaling og 40 dollars og dagen efter forærede han mig et stort "nautilus" blæksprutteskjold. Vi fik fyldt vand på tankene og de sidste frugter kom ombord, hvorefter Lazarus gerne ville have et billede af os. Vi fik det taget og printet ud.
Derefter fik vi sagt farvel og sejlede. En dejlig oplevelse.
Efter fin sejlads mod nordvest i fuldmåne, fik vi næste morgen øje på Satawan atollen i Mortlock gruppen, syd for Chuuk. Denne Atoll er meget større og passet var meget bredt og nemt. 
Nu er vi netop ankret ved landsbyen og skal op til borgmesteren.

Mikronesien, den 28. februar 2006
Efter Nukuoro sejlede vi mod nordvest mod Mortlock Islands, nærmere Satawan atoll 120 sømil væk. Passet var nemt og kunne uden motor anduves og vi smed anker dagen efter ud for landsbyen.
Der var mange nysgerrige indbyggere, men det blev kun til en tur op til borgmesteren, der intet havde at indvende til vores ophold. Vi var helt fri til at sejle rundt.
Midt i landsbyen stod der 12 gamle Japanske tanks fra WWII. Det er samme historie alle vegne. Alle vrag, hvad det måtte være, efterlades hvor de står eller strander. Der er ingen mulighed for at fjerne dem. Masser af børn svømmede rundt om båden og legede. Dagen efter sejlede vi mod de små atoller i ringrevet og nød naturen. Det skal opleves.
Vi endte oppe ved det nordlige pas, hvor vi ankrede lige uden for øens landsby og her var der virkelig mange nysgerrige tilskuere, der sad og kikkede ud på os i timevis. Vi havde møde med byens borgmester, politichef og skolelærer, der gjorde et stort nummer i at holde møde med os og nysgerrigt spurgte til vores rejse.
Efter mødet, mødte vi en ung amerikaner der for nyligt var startet på et 2 års ophold på øen som skolelærer. Herefter sejlede vi nordover, igennem flere laguner mod Chuuk (tidligere kaldet Truk), som er en stor lagune på 30 x 30 sømil med mange bjerg-øer inde i.
Chuuk lagoon er skueplads for over 50 japanske vrag fra anden verdenskrig, som Amerikanerne sænkede under et flyangreb i 1944. Verdens største vragkoncentration.
Vandet er normalt krystalklart og dybden 30 til 50 meter, så vragdykningen er ubeskrivelig.
Vi kom fint ind og ankrede og fik checket ind, dog måtte vi betale overtid til Custom og Immigration.
Samme latterlige formaliteter med papirer og stempler som alle andre vegne. Vi var lidt på vagt, da vi havde hørt så meget dårligt om Chuukerne, men de viste sig at være flinke og søde og hjælpsomme. Men vi fik dog venligt at vide, at kvinder ikke bør gå alene, mænd altid to og to efter mørkets frembrud og båden ikke måtte ligge ubevogtet ved byen.
Altid en eller flere ombord.
Farvandet summede af hurtige joller med påhængsmotorer, der fungerer som "busser" imellem de mange øer. Så skibshunden ANA havde travlt med at gø så snart nogen kom for tæt på.
Det virker bare. Ingen kom i nærheden af os uden vi var indblandet. Fejlen ved hende er dog, at hun meget tit springer i vandet og svømmer efter os, hvis vi alle sejler i land, så vi må tit binde hende.
Chuuk er dårligt udviklet. Den amerikanske kontanthjælp ender i forkerte lommer, så alt her er forfaldet og snavset. Gamle huse, blikskure, skrald og den største koncentration af bilvrag jeg nogensinde har set. Der står bilvrag ALLE vegne. Ingen tager sig af dem.
Vejene er hullede, næsten aldrig strøm fra generatorerne, så ingenting fungerer ordentligt.
Dagen efter sejlede vi ned til et dykker ressort "Blue Lagoon Ressort", hvor vi kunne ligge sikkert til ankers. Der var bar og restauration og en stor dykkershop. Der kommer virkelig mange dykkere fra hele verden for at opleve dette paradis af vrag. Så selv om det var dyrt, to dyk for 90 dollars, plus leje af udstyr, plus licens for Truk 30 dollar pr mand, så måtte vi også ud og se lidt af det.
Vi fik snakket os til at leje en lokal dykkerguide for 75 dollar for en dag, så vi kunne dykke fra båden. Det var jo en hel anden snak og vi slap for licensen.
Så vi havde nogle flotte dyk på nogle gamle japanske skibe, en lastdamper samt et ubåds moderskib.
En aften i baren mødte vi en amerikaner, Mike Gerken, der arbejdede på en af "live on board" bådene. Han var videofotograf og havde lavet nogle fantastiske flotte film fra vragene, samt af en fodrings seance med revhajerne. Vi købte en kopi af filmene, som vi indbyrdes har fået endnu en kopi af. Meget flotte.
Prøv at kikke på www.bluelagoondiveresort.com eller på www.trukstop.com der giver et indtryk af Truk.
Jeg fik repareret min vandpumpe på et værksted, der drives af en Philippiner.
Mange forretninger og værksteder var ejet af Philippinere, som er flittige arbejdere og handelsfolk.
Derudover fik jeg skiftet alle bådens batterier ud, da de gamle ikke kunne holde strøm mere. Så nu er vi fuld operationelle igen.
Der var dog lige et par uheld mere. En dag tabte jeg min pung på gaden med et par hundrede dollars i og mine debet cards. Så den aldrig mere.
I forgårs forsvandt dinghien med påhængsmotoren. En af gasterne fik ikke sat den ordentlig fast, så da vi opdagede det efter kun en halv time var det umuligt at finde den i mørket. Det blæste 20-30 knob, så radaren kunne ikke finde den. Vi sejlede den halve nat, men fandt den ikke. Ærgerligt, det var min elskede Caribe, det bedste mærke i gummibåde. Den 16 HK Mercury røg med i købet. Alle sagde, at den var umulig at få tilbage igen. Enhver der fandt den, ville beholde den og at lede efter den på alle øerne var formålsløst. Jeg var heldig at finde en lille plastjolle dagen efter til 600 dollars, så vi igen kan komme i land.
Steen Sørensen og Jan Otte besluttede at stå af her og fløj sammen til Guam og Manilla. Steen Sørensen er nu på Phuket og Jan Otte i Nordvietnam.
I går fik vi checket ud og fyldt vand og diesel på. Men vi skulle også lige have betalt for opholdet. 25 dollar i Entry free, 25 dollar i Port fee og 10 dollar om dagen for at være her! 9 dage 140 dollar. Men bevares. Havnekaptajnen kørte mig rundt til alle mulige steder i sin gamle udrangerede bil og var behjælpelig med alt muligt. Vi fik ikke taget ret mange billeder fra Chuuk. Det meste var trist og snavset, men vi har alligevel en godt indtryk med herfra.
Nu er vi på vej mod Kavieng på Papua New Guinea (PNG)600 sømil, halvvind 15-20 knob og med store rullende dønninger fra nordøst. Vi har lige fanget en Wahoo på 8-9 kg, så der er fisk på menuen og fiskefrikadeller. Vi har haft fint vejr på Chuuk, men det sidste døgn til søs har det regnet meget. Vi regner med at passere ækvator om et ar dage.
Rikke Kjærsgård står af i Kavieng den 5. marts og flyver til Port Moresby og via Australien hjem, hvorefter Jeppe Olsen og jeg sejler videre og oplever PNG og vil være ved Medang før den 18. marts, hvor Henrik Pedersen og Sarah Eiersholt står på.

Rejsebrev, Stillehavet, lørdag den 4. marts 2006
Micronesien har været en god oplevelse, trods alle strabadserne
Turen mod syd har været lidt usædvanlig. Indtil nu, et døgn før Kavieng har vi set 10 skibe. Containerskibe, fragtbåde, fiskefartøjer og andre uidentificerede, som lys i natten. Mere end et om dagen, hvilket er meget usædvanligt.
Samtidig har fiskelykken været stor, Wahoo, Tun og Marlin. Jeppe Olsen fisker ivrigt og laver hele tiden nye "lures" med forskellig farvede plastic blæksprutter og har haft held til at få bid af Marlin tre gange på turen. Store flotte fisk, der danser på halen i vandoverfladen, langt ude for at slippe fri af krogen.
Alle tre havde held til at slippe fri, selv efter lang tids kamp, hvor de udmattes. Men det gør ikke noget, da fiskene er så store, at vi ikke magter at spise dem.
Menuen har alligevel stået på fisk hver dag. Sidste fisk indenbords var en Yellowfin tun på 16 kg.
Vejret har været meget skiftende. I starten stabil tradewind fra nordøst, men efter et døgn blev vinden mere ustadig. Nogle gange ingen vind, andre gange alt for meget. Hver gang en regnbyge nærme sig, kom vinden. I går morges havde vi sejlet i vindstille for motor hele natten, da det ved solopgang tog til i vind. Regnen kom og vindstyrken nåede 40 knob på halvvind, så Anaconda strøg af sted med over 9 knob. Samtidig var der bid på to af stængerne. Det viste sig at være to mindre (3-4 kg stk) tun, som snart surfede oven på vandet på grund af farten. Vi kunne ikke dreje bi i den kraftige vind, så fiskene hang bare efter båden.
Til sidst faldt de dog af sig selv.
Vejrkortene viser, at vi er midt i det vindstille bælte nord for PNG og vi har da også sejlet for motor siden i går eftermiddags.
Havet var spejlblankt hele natten. Kl. 0430 sejlede vi over Ækvator, hvor vi skålede i Gl. Dansk.
Rikke Kjærsgaard havde så travlt med at se på repeaterens display, at hun ikke bemærkede, at båden trak til bagbord.
"Den tæller ikke opad mere" sagde hun.
Men den naturlige forklaring var, at vi passerede linien som GPSèn viste, men sejlede så parallelt med ækvator et stykke og så nordover i en bue, indtil vi opdagede det, så inden får få minutter havde vi passeret Ækvator 3 gange.
Da det blev lyst på formiddagen kom vores gode ven "Kong Neptun" ombord, for at konstatere om der var "landkrabber" om bord.
Det havde vi jo i Rikke Kjærsgaard, så hun blev døbt på behørig vis til "Sommerfuglefisken".
Vinden har ikke været med os, så vi er bagud af tidsplanen. Rikke Kjærsgaard må ombooke sin billet.
Vi er først fremme sent søndag eller mandag morgen, hvilket er for sent for hendes ordinære billet.
Storsejlet er flænget på kryds og tværs, så der er et hul på 2 kvadratmeter imellem første og andet reb efter regnvejret i går morges. Men noget et alm. sejl sagtens kunne have klaret. Det er så mørt nu, at det går i stykker hele tiden.
For sejl alene, med fuld rebet storsejl, sejler vi nu 1,2 knob, så vi må tilpasse ankomsten med motoren. Vi er spændt på hvad myndighederne på PNG gør ved os. Jeg har konstateret, at man SKAL have visum inden ankomst nu, noget der er lavet for ikke så lang tid siden. Enten giver de os en bøde, eller vi skal undvære vores pas (Jeppe Olsen og mit) imens de sendes til Port Moresby for at få visum, hvilket jeg kan frygte vil tage lang tid. Tidligere, som cruising guiden anviser, så blev visum udsted ved ankomst.

Bismarch Sea, Papua New Guinea(PNG), 16. marts 2006
Som altid før, når der var dårlige historier om et land vi skulle besøge, blev vi positivt overrasket over dette nye sted, PNG, som vi er ankommet til.
Kavieng er den største "by" i New Ireland Province. New Ireland er en ca. 350 km lang smal ø, der ligger i øhavet nord for PNG.
Vi ankom lige ved mørkets frembrud og nåede at komme inden for revet og ankre, inden det blev mørkt. Som altid før, passede positionen ikke på kortene, så vi skulle ikke nyde noget af at sejle rundt i mørket. Vi ankrede bag en Philippinsk fragtbåd, ikke langt fra Kavieng.
Jeg havde på forhånd mailet til et resort, www.nusaislandretreat.com.pg der ligger på øen Nusa, lige over for byen og spurgt om ankomstprocedure. Næste morgen lagde vi til ved byens kajanlæg og var heldige ved, at Customs havde til huse i et gammelt pakhus på kajen. En sød smilende dame fortalte høfligt, at vi skulle have visum, som kun kunne udstedes i Port Moresby, hovedbyen på PNG. Vi kunne ikke få lov til at sejle videre mod Madang og søge om visum derfra. Blanketter blev udfyldt, visumgebyr betalt og jeg fik selv lov til at sende passene med DHL til Immigration i Port Moresby. Med forsendelsesgebyr blev det hele ca. kr. 450,- for os begge. Rikke Kjærsgaard havde visum, lavet hjemmefra, så der var ingen problemer. Passene var dagen efter på Immigration i Port Moresby, men så skete der ikke mere. På trods af telefonopringninger hver dag til kontoret, gik der en uge, før en person fandt blanketterne og kun det ene pas!
Jeppe Olsen´s pas var væk.
Dagen efter var det heldigvis dukket op og pågældende person lovede at ekspedere visumansøgningerne hurtigst muligt, så vi havde håb om at få passene imens vi var i Kavieng. Men nej, de dukkede ikke op, så da fristen for at nå Madang i ordentlig tid oprandt, måtte vi sejle uden passene, hvilket var en utryg situation.
DHL i Kavieng lovede at få omdirigeret passene til DHL i Madang, så vi håber de ligger der, når vi ankommer.
Kavieng er en lille søvnig landsby med to banker, 5-6 supermarkeder, et par hoteller, et posthus, en bilforhandler og ikke ret meget mere. I udkanten ligger der et par ressorts for surfere og dykkere. Befolkningen på PNG er Melanesere, sorte med kruset mørkt hår. Så godt som ALLE tygger betelnødder, så der er røde spytklatter alle vegne og ikke mange har tænder i munden. Men alle meget flinke og hjælpsomme.
I området ud for Kavieng er der mange øer med små samfund. Efter indklarerings-vanskelighederne ankrede vi ud for et surf resortet. Der var en god restaurant og en god bar med sand på gulvet, et tropisk paradis, hvor vi nød tilværelsen sammen med de mange australske surfere. Om dagen små-reparationer og syning af storsejlet, om aftenen i baren. Jeppe Olsen nåede at surfe og dykke i området.
Efter en god uges tid måtte vi af sted, for at nå til Madang, hvor Henrik Jensen og Sarah Eilersholt står på. Selvfølgelig var det dårligt vejr, netop denne dag med masser af regn og blæst. Vi lagde til ved dieselkajen og fik tanket diesel. Vi havde ikke PNG penge nok (de hedder Kina), men det tog tankpasseren ikke så tungt. Han justerede bare beløbet efter hvor mange penge vi havde, så vi fik forærende mere end 20 liter diesel. Prisen var ca. kr. 5,- pr liter.
Han fik et par pakker cigaretter og var glad.
Inden vi kom væk fra kajen sprang en fender og noget af fenderlisten var knækket. Vejrudsigterne var gode, nordvestlig vind 15 knob, men vi kom ud i hårdt vejr og havde en urolig nat. En diesel- og en benzindunk forsvandt ud over siden.
Dagen efter var vejret fint og frokosten blev reddet i form af en stor Barracuda. Bismarch Havet er på størrelse med Nordsøen og den direkte vej til Madang er 335 sømil.
Selv ude midt på havet flyder det med alle former for affald, mest træer, kævler, klodser, rødder, pinde, grene, gammel sko, plastic og kæmpe træstammer, hele tiden og vi ramte flere gange større træstykker, der gav nogle dunk i båden.
Det hele kommer antagelig fra de store floder, der løber ud i havet fra PNG´s fastland, hvorefter det følger havstrømmene rundt og rundt ud for kysten. Vi regner med at ankomme Madang i løbet af lørdag den 18. marts.

Madang, Papua New Guinea (PNG) den 31. marts 2006
Puh ha, sikke en tur over Bismarch Sea. Sidste nat før Madang løb vi ind i et PNG fænomen, nemlig storme, der opstår pludselig. Vi havde et par timer holdt øje med et regnområde, der bevægede sig ude i horisonten parallelt med os.
Lyn og torden på himlen er utroligt flot, men man ønsker ikke at være i det.
Pludselig drejede vinden 90 grader og tiltog på få minutter til stormstyrke. Vi nåede ikke at få sejlene ned så efter få minutter lå vi krænget ned, så der var vand på dækket. Tropisk piskeregn slog os i ansigtet og jeg vidste, at et forsøg på at få sejlene ned ville flænge dem på få minutter, så med motoren kørende løb jeg op i vinden, så der var vind i sejlene uden at de blafrede. Men det holdt kun kort.
Vi begyndte at rulle genuaen ind, men inden den var inde, var flere syninger gået op. Der skete dog ringe skade på den. Storsejlet derimod, flængede med et brag i to dele og så måtte det ned. Fuldstændig laset og flere af sejlpindene (gennemgående) var forsvundet. Jeg talte nogle og tyve lodrette flænger, da vi fik det ned.
Stormen rasede i godt en time, så blev det stille igen. Derefter sejlede vi det sidste stykke for motor til Medang. Vi ankom lidt over middag, lørdag den 18. og lagde os til ankers ud for den lokale sejlklub. Fik ryddet op og to timer efter ankom Sarah Eilersholt og Henrik Jensen, så alt var på plads.
Medang området er meget flot med alle bjergene i baggrunden, vuklanøer flere steder og an masse småøer iden for revområdet.
Luften er fyldt med "flyvende hunde", som hænger i alle træerne om dagen og om eftermiddagen tager de på jagt efter frugt og flyver hundreder af kilometer ind i landet inden næste morgen. Der er tusinder alle vegne. Nogle gange bliver de skræmt og letter fra træerne, så himlen formørkes. Madang skulle være det mest koncentrerede Flying Fox område i verden.
Dagen efter sejlede vi længere ind i naturhavnen til et værft, der er ejet af en australier Tony Bierns, som vi havde mødt i sejlklubben, en utrolig flink mand, der har hjulpet os i alle henseender. Båden blev med ankret ude agterfortøjet til en af de andre faste både, så vi kan gå direkte i land.
Tony Bierns har kørt os rundt alle vegne og hjulpet. En hyggelig fyr, der har boet i PNG i 44 år og ejer store landområder, skove, ejendomme, værftet og meget mere. Han kan fortælle mange spændende historier fra PNG.s spæde indgang i civisationen, som jo er sket inden for de sidste 50-100 år. Og så er han god til at drikke øl og whisky!
Vi fik vores pas med det samme på DHL, så vi var lettede. Mange har fortalt skrækhistorier om pas, der er forsvundet i Port Moresby.
Få dage efter vi ankom blev jeg pludselig dårlig og fik feber. Jeg sad sammen med Tony Bierns på hans kontor, heldigvis, for meget hurtigt fik jeg Malariasymptomer. Han vidste lige hvad der skulle gøres og havde medicinen på hylden. Kolde brusebade for at holde feberen nede mærkedes som issyle på kroppen. Derefter holdt han øje med mig hele natten og gav mig medicinen når den skulle tages. Allerede efter 24 timer var jeg på toppen igen, men fortsatte medicinskuren og er nu fuldstændig i orden igen. En myg i Kavieng har smittet, så inkubationstiden på ca. 10 dage passer. Nu har vi selv suppleret op med nødvendig medicin, hvis uheldet igen skulle være ude. Der er ikke mange myg her, men en er jo nok, hvis den bærer smitten. Jeg var heldig, at det blev taget i opløbet. Hvis man går for mange dage uden behandling er det livsfarligt og mange har men af malariaen. Tony Bierns har 25 mand i arbejde. En dag kom der 5 ind på kontoret og bad om malariamedicin. Det siger lidt om, hvor meget der er.
Madang er et spændende område, hvor man kan få det meste af fornødenheder. Befolkningen er flinke og smilende. Helt sorte, kruset hår og alle tygger betelnødder.
Der er ingen problemer overhovedet.
Det lurer dog i baggrunden, at det er et farligt land. Forleden var der på avisens forside en historie om 7 mennesker, der var blevet dræbt og parteret på grund af overtro og trolddom imellem indbyggerne i en nærliggende landsby. Politiet tør ikke gøre noget af frygt for deres eget liv.
Alle bygninger, forretninger og større foretagender er indhegnet og der står vagter alle vegne.
Der er ca. 800 sprog i PNG, som ikke forstås af hinanden. Fællessproget er dog enten engelsk eller Pidgin, som er et kunstsprog bygget op af tysk, engelsk og lokalt sprog, konstrueret i kolonitiden. Radioen har lokal og god musik, men afbrydes af "reklamer" Sig nej til voldtægt!!.
Hustruvold og voldtægt hører til dagens orden hernede og er et stort problem.
Forleden dag hørte vi i radioen, at det var "rape free day", som når det er røgfri dag i Danmark. Meget spøjst.
Vi lånte en dag en motorbåd af Tony Bierns og to af hans folk viste os nogle dykkersteder. Men vandet var noget grumset på grund af regntiden, så det var dårlig sigt. Vi skal længere væk fra fastlandet.
Nu da vi var ved PNG.s fastland besluttede vi at køre op og se højlandet. En østrigsk pige Shirmin (Iraqiske forældre) som vi mødte i Madang, tog med os, da hun ikke ville rejse derop alene. Tony Bierns arrangerede en Hi Ace og med 3 guider/chauffører tog vi på en 4 dages tur over 300 km inde i landet til Goroka området. Det tog næsten 6 timer at køre derop. Vejene var mange steder grusveje af lavasten, enkelte steder kun hjulspor på grund af de uvejsomme bjergområder, men ellers rimelige. Jordskred efter heftige regnskyl hører til dagens orden, så der kører konstant buldozere rundt og rydder. Flere steder bliver vejen skyllet helt væk. Så må man vente, til den er genetableret. Utroligt smukt land, med jungle alle vegne langs kysten og op igennem bjergdalene.
Sol og regn skifter, så der er frodigt, alt er grønt. Forrevne bjergkæder med dybe dale, slugter og mange floder med vakkelvorne broer. Nogle steder kører man over floderne med vandet op til hjulnavene. Nærmere Goroka begyndte højlandet, hvor kæmpe områder er opdyrket med bl.a. palmer til olieudvinding og sukkerrør, samt i selve Goroka området mange kaffe plantager.
Befolkningen har i tusinder af år dyrket grønsager, som ses på alle markederne. Mange slags har vi aldrig set. Oppe i højlandet er der et behageligt klima, køligt i forhold til ved vandet. Som en dansk sommerdag med ca. 24 graders varme. Højlandet er derfor det tættest befolkede. Mange steder er der markeder og boder, der sælger betelnødder. Det er en kæmpe "industri".
Generelt er der snavset og beskidt med skrald allevegne. Man smider bare alt på vejene.
I Goroka overnattede vi på et lille hotel, Pacific Garden Hotel, hvor vagterne ved indhegningen var bevæbnet med bue og pil! Det er det eneste våben der er legalt. De viste os hvordan de kunne skyde og vi prøvede også. Henrik Jensen og jeg købte et par flotte ægte håndlavede buer og pile af en af vagterne. Et meget kraftigt våben.
I Goroka var vi på Museum, der imellem mange ting og en afdeling fra PNG.s medvirken i anden Verdenskrig, viste interessante gamle billeder fra "gamle tider" 50-60 år tilbage, hvor de første pionerer trængte op i højlandet, hvor ingen havde set hvide mennesker før. Langt de fleste mennesker bor stadig i basthytter med bål i midten og hvor man sover på jordgulvet eller på lejer af grene. Man laver mad over bålet og holder varmen om natten. Henrik Jensen fik filmet flittigt, da vi blev inviteret ind i en af dem. På museet mødte vi en guide, der tilbød at vise os området og han fik arrangeret opvisning af traditionel sang og dans på "Teaterbygningen", samt opvisning af "The Mudmen" ude i en landsby. Vi måtte betale for det, men en stor oplevelse. The Mudmen er efterkommere af en klan fra gammel tid. Hele befolkningen i PNG er opdelt i klaner, der altid har bekriget hinanden. Man tog på plyndringstogt og fjenderne spiste man for at få deres kraft. Nævnte Mudmen blev en gang overfaldet af en stamme længere mod nord og da de flygtede, faldt de i et mudderhul og blev helt grå over det hele. Da fjenderne så dem blev de bange og troede de var ånder, hvorfor de flygtede. Siden har klanen benyttet mudderet som krigsudsmykning med succes og i dag danser man med mudderudsmykningen som tradition.
Den sidste aften kørte vi op på det lokale universitet, hvor chaufførerne havde arrangeret afhentning af nogle piger, der skulle med på diskotek. 7 piger tog med og det blev til en lystig aften med øl og dans. På turen hjem stoppede vi ved en kilde med svovlvand, der kom ud af en klippehule. Der er meget vulkansk aktivitet overalt. Nord for Madang var vi oppe på et af de højeste steder, med udsigt over hele området, et fantastisk syn.
Det var varmt at komme tilbage til Madang og nu gør vi klar til afsejling lørdag mod en masse småøer og New Britain, hvor vi vil være i Rabaul om en måneds tid. Shirmin har besluttet at sejle med mod Solomon øerne, så nu er vi 5 ombord.
Jeg har syet min Jib om til at sidde på storsejlsbommen, så den må klare opgaven indtil jeg får et nyt storsejl.
Tony Bierns havde tilfældigvis en Zodiac gummibåd med en lille 4 HK motor liggende, som jeg har købt.

Long Island, Papua New Guinea, den 10. april 2006
Stor påstyr da vi kom ind med den store Marlin til Madang.
Den blev hængt op, så vi næste dag kunne veje den. Folk stimlede sammen for at se den og den blev målt til 2,70 m og 82,5 kg. Lidt under de 100 kg, som vi havde gættet os til.
Men så sandelig en ordentlig moppedreng.
Vores tur til Bagabag Island, endte med, at generatoren og regulatoren brændte sammen, så vi kom ikke af sted som planlagt. En ny generator og relæ er monteret nu, så vi afsejlede torsdag den 6/4 efter at have sagt farvel til vores nye venner og bekendte.
Vi sejlede for motor mod øst til Crown Island, som er en lille vulkanø, overgroet med grøn jungle og omgivet af ringrev med klart vand. Et dyk langs ydersiden af revet var fantastisk flot med et utal af fisk, hajer, kæmpe koraller, blødkoraller, gorgonia vifter, havskildpadder, napoleonsfisk, kæmpe Tridacne muslinger på en meter i diameter og meget mere. Korallerne er repræsenteret meget rigt og alle er levende, hvad vi ikke har været forvendt med ud over Stillehavet. Men her er de ideelle forhold i vandet.
Måske fordi den moderne industri ikke har formået at ødelægge økosystemet herude endnu. Delfinerne springer alle vegne, som vi aldrig har set magen før.
3-4-5 gange om dagen kommer flokke tæt på, ikke så store, men der er mange.
Fiskelykken er stor. Der går ikke mange minutter efter krogen er i vandet før, der bider fisk på. Mange af dem når vi dog ikke at få ind, da hajerne er der med det samme og æder dem, så kun hovedet kommer ombord i flere tilfælde.
Vi sejlede samme dag til Long Island, da kysten ved Crown Island ikke bød på læ nok, hvis et uvejr skulle bryde ud. Vi ankrer i små bugte, hvor de lokale indfødte kommer ud i deres udrigger kanoer og tilbyder bananer, kokosnødder og andet frugt og grønsager. De vil gerne have fiskekroge, ris og mel, mælk, slik og lignende, så vi får handlet lidt. De sidder i timevis og kikker på os, på pæn afstand, da de ikke tør komme nærmere på grund af Ana, vores skibshund, som holder vagt.
En eftermiddag blev vi inviteret ind i landsbyen. De indfødte bor i små firkantede hytter af bambus og palmeblade, der står på pæle. Under huset er ildstederne, hvor de tilbereder maden. Meget, meget fattige, de har intet, overalt er der snavset og deres tøj er snavset og slidt, men alle er glade og smilende.(med deres betelnødde røde mund)
De fleste taler engelsk eller kan gøre sig forståelige.
Grise løber rundt imellem nogle af husene og alle steder er der hunde, der ser ud som om de er ved at dø. Alle lever primitivt af hvad der er for hånden, rodfrugter, som taro og yams, sweet potato, græskar, som også vokser vildt hernede. Frugter som madbananer og søde bananer er der masser af. Ikke så mange brødfrugter og mango. Når vi kom frem til en lille landsby, med to-tre huse blev vi alle steder budt velkommen af smilende mennesker.
Vi ville gerne fotografere, men når vi spurgte om vi måtte, blev der sagt ja, men kvinderne løb ind i hytterne og trak i deres festtøj, som blot var noget tøj, der var lidt nyere end det de havde på. Normalt gik de rundt i saronger eller andet, mange med bare bryster og især kvinderne med småbørn.
Her er ingen lys eller vand eller veje, kun stier imellem hytterne.
Et sted blev vi inviteret ind og spise taro rodfrugt, som var revet på en gammel tagrende med huller i. Deri var blandet cocosmælk og derefter bagt ved bålet i bambusrør. Det smagte godt.
I går var Henrik Jensen, Sarah Eilersholt og jeg på en heldagstur op til en stor sø, der ligger midt på øen i et gammelt vulkankrater. Long Island havde et kæmpe udbrud for ca. 300 år siden, hvor alle mennesker omkom og øen var ubeboet i mange år. For ca. 50 år siden tog en flok indfødte op fra en anden ø og bosatte sig her. Øen har nu 2000 beboere er helt overvokset af tyk jungle, høje bjergtinder rager et par km. op. Turen gik ad gamle overvoksede stier. 3 unge gik forest med macheter og huggede vej, hvorefter vi kom bagved.
To voksne bar, bl.a. Henrik Jensens fotoudstyr. Det var en hård tur op over kraterkanten og ned igen. Over tre timer hver vej, men utrolig flot. Vi badede i søen, der var ferskvand. Et sted så drengene et par røde frugter, hvorefter træet med hård hånd blev hugget ned. Da det væltede ramte det nogle andre træer, der også blev hugget omkuld.
Ialt 4 træer røg. Udbyttet 3 røde frugter. Men sådan er livet i junglen.
Der er stort set ingen dyr. Kun vilde grise og vilde høns, men mange fugle. Et enkelt dyr, som ligner en kænguru lever i træerne. I dag tog Jeppe Olsen og Schirmin op til søen og Henrik Jensen og jeg dykkede på et rev i nærheden. Kæmpe stimer af store Napoleonsfisk og snappers, hajer, tusinder af koralfisk, rokker, sorte koraller, huler og meget mere. Man bliver hurtigt forvent. I morgen sejler vi videre mod Umboi Island.

Widu Island, PNG, den 18. april 2006
Umboi Island var et kort besøg.
Da vi nærmede os en landsby kom en kano ud og vinkede til os. Inden vi fik sagt et ord var roeren ombord og fortalte, at han ville vise vej til en ankerplads.
Kort efter gik vi på grund på en sandbanke, men kom hurtigt af igen. Imens sad han og spyttede betel ud over vores vasketøj, DOG UDEN AT RAMME!
Ham var vi ikke tilfreds med, så han blev hurtigt lempet overbord ned i sin kano igen.
Vi ankrede kort efter ved en landsby, men så kom kanoerne myldrende og efter et kort øjeblik var der over 20 kanoer med 100 mennesker. Vi besluttede at sejle videre og ankre ved en lille flad koralø.
Vi have et flot dyk undervejs, men mange hajer og rokker.
Ved øen Tunum lå vi natten over og grillede på stranden nogle af de fisk vi havde fanget. Næste dag dukkede nogle fiskere op i en kano, hvorefter vi sejlede videre til Sirik Island, hvor vi igen grillede på stranden og hyggede os. Derefter gik turen nordpå op igennem strædet med New Britain på styrbord side til øen Unea Island.
En gammel mand i en kano viste vej til et ankersted uden for en landsby, men i løbet af få minutter var der 40 kanoer rundt om os fyldt med indfødte, der kikkede og gerne ville holde fast ved rælingen af Anaconda.
En engelsktalende fortalte, at der var et godt dykkersted i nærheden, hvorefter vi sejlede derhen.
Kanoerne fulgte med og på et tidspunkt var der 48 kanoer omkring os.
Ana, skibshunden, havde travlt med at gø ad dem. Godt at have hund med.
Vi havde et flot dyk på en undersøisk bjergtop. Korallerne er fantastisk flotte og alle levende. Vi sejlede videre mod en vulkanøen Widu Island, hvor der er en indsejling i siden, ind i krateret.
Vi ankrede dog i en lille bugt, ved siden af en af de store "Live on board" "Star Dancer".
Da vi bakkede ind mod bredden gav det et ryk i ankerkæden og et "knæk", hvorefter jeg var klar over, at kæden var knækket. Det var stille vejr, så "no problems".
Et dyk og ankret var fundet igen. Bunden var sort vulkan sand og var fyldt med "garden eels", en ål, der bor i sandbunden og har hovedet oppe, som en "tulipan".
Vulkansandet er TUNGT. Det vil sige, at ankret bed sig fast som om det havde fat i beton og det var grunden til, at ankerkæden knækkede ved et ryk fra båden.
Her kom nogle få kanoer ud og hilste velkommen.
Bugten er utroligt smuk, med palmerne og junglen lodret ned til strandkanten.
Næste dag sejlede vi ind i vulkankrateret, som er ca. 2 sømil i diameter.
Flotte 200 høje junglebeklædte skrænter lodret ned til vandet med varme kilder flere steder. Vi mødte Star Dancer ude ved et rev igen og havde et flot dyk.
Dagen efter dykkede vi på en pinnacle på ca. 100 m i diameter, som kom op fra dybet til ca. 5 m og flad på toppen. Fantastiske koraller allevegne, stenkoraller og blødkoraller, kæmpe funnel spronges, gorgonia, sorte koraller og meget meget mere. Huler og et mylder af fisk.
Kæmpe stimer af grå snapper, flagermusfisk, alle former for farvestrålende koralfisk, stimer af horse eye jack, store groupers, kæmpe Napoleonsfisk (maori wrasse). Det kan slet ikke beskrives, så mange arter man ser.
Hajerne er der naturligvis også, på pæn afstand, men de kommer tæt på et par gange af nysgerrighed. De fleste fiskestimer stod på den side af pinnacklen, hvor strømmen kom fra.
En kæmpe barracuda stod og lurede på toppen.
Sigtbarheden var fin, omkring 25-30 meter.
Det bedste og mest storslåede dyk indtil nu i Stillehavet.
Nu ligger vi til ankers i en bugt ved Cape Heussner på nordvestsiden af Kimbe Bay, hvor vi ved der er mange gode dive sites: www.walindi.com - www.loloata.com - www.peterhughes.com

Solomon Havet på vej til Buka, Bouganville, PNG den 13. maj 2006
PNG er et dejligt land, det er der vel ingen der er i tvivl om efterhånden. Vi nyder at være her og opleve naturen, befolkningen, dykkene, vulkanerne, junglen, de lidt vilde landsbyer og meget, meget mere. Det er et kæmpe område vi bevæger os rundt i, men vi når at opleve en masse. Buka er sidste stop i PNG, men vi har nået at sejle over 1400 sømil siden Kavieng.
Vi har haft mange dyk siden i Kimbe Bay, som er berømt i dykkerkredse og hører til verdens absolut top dykkersteder.
Det sidste dyk jeg beskrev var absolut det bedste og der er ikke noget at sige til, at det på lokalt sprog hedder Krack-a-Fat, hvilket frit oversat betyder "stådreng".
Walindi Resort, Kimbe
Efter en overnatning og et dyk på North Bay Reef, sejlede vi ned mod Kimbe by, nærmere til Walindi dykker Resort, der ligger nord for byen inde bag et barriere rev. Vi ankrede lige udenfor og blev vel modtaget.
Sarah Eiersholt besluttede at "tage" et PADI dykkerbevis, så hun ikke skulle sidde og kikke på os andre, når vi hoppede i vandet på disse flotte dyk.
Vi spiste hver aften på Resortet, og mødte flere interessante mennesker. De fleste "hvide" kender hinanden på tværs af store områder, hvorfor vi fik en masse gode informationer og kontakter til de områder vi havde foran os.
Her mødte jeg også skipperen Terry på en stor alu katamaran, "Paradise Sport", en flot "live on board" dykkerbåd. Han var tidligere Navy Officer i Australien og vi havde hyggelige stunder sammen, hvor han fortalte om dykkerstederne.
Om dagen sejlede vi ud til de bedste dykkersteder og om aftenen "sejlede " vi inde i baren på Resortet.
En eftermiddag tog vi på en biltur ud til en "varm flod".
En lang tur i en 4WD på dårlige veje, men det var turen værd. På grund af den store vulkanvirksomhed på New Britain, er der mange varme kilder og en af dem var temmelig stor, som en flod.
Vandet var svovlsurt og omkring 40 grader varmt, en speciel oplevelse. Vi smurte os ind i rødt mudder og oplevede, at hår og hud blev helt blødt.
Der var en aktiv vulkan i nærheden af Resortet som af og til spruttede lidt. Dette gav tit anledning til regn.
Det meste af New Britain er tilplantet med Oilpalms, kæmpeområder med plantager.
Jeppe Olsen og Shirmin stod af her og blev på Resortet nogle dage, inden de skulle videre mod Australien og ture rundt.
På Resortet mødte vi Dan Pantea, en amerikaner, der var på rejse rundt i det Vestlige Stillehav.
Dan Pantea skulle videre mod Rabaul, men ville meget gerne sejle med derfra mod Solomon Øerne, da der er dårlige forbindelser ad normale ruter. Efter en uge i Walindi sejlede vi til Kimbe og var heldige at lægge til ved en ny privat Marina, der lå lige bag Kimbe Bay Shipping Agencies, en kæmpe Hardware Store.
Ejeren Ivan O´Hanlon, en Australier der have bosat sig her for mange år siden, var flink og tilbød at ligge gratis, med fint drikkevand, strøm og bil lejlighed ind til byen.
Vi benyttede os af at handle i Hardware Storen. Ivan O´Hanlon kørte os rundt i byen og vi opdagede, at han ejede det halve af den, men det lod han sig ikke mærke med.
Ivan O´Hanlon boede ved Marinaen, hvor han selv havde en sejlbåd og under hans lejlighed stod en lejlighed tom.
Henrik Jensen og Sarah Eiersholt benyttede sig af at sove der for en nat med bad og luksus, en dejlig afveksling fra Anaconda sagde de.
Videre derfra sejlede vi op mod Rabaul og stoppede ved andre berømte dykkersteder, som Kilibobs.
Nyt uheld og vulkanudbrud
Det var planen at checke ind i Kokopo, en nyere by, der er skudt op efter vulkanudbruddet i Rabaul.
Da vi ankom og ledte efter et egnet ankersted, gav det et smæld fra motoren, hvorefter der ingen reaktion var til propellen.
Det samme var sket igen, som på Tahiti.
Flexkoblingen var knækket sammen og det hele var vredet rundt. Gearkassen var revet af, propelakslen bukket.
Nu var det vigtigere at komme til Rabaul, der ligger kun 10 sømil derfra, i et stort vulkankrater, fuldstændig beskyttet og med flere reparations muligheder.
Rabaul er hjemsted for en større fiskeriflåde, der fanger tun. Vinden var svag, så det gik langsomt nordover, med dinghien på siden, hårdt arbejdende med den lille 9 HK motor.
Vi var dog "heldige", idet Turvavur, Vulkanen, der var i udbrud og dækkede den halve by til med aske i 1994, netop som vi sejlede forbi, gav et "blast" med røg og aske mange hundrede meter op i luften. Et kæmpeflot syn, på første parket.
Halvvejs til Rabaul kom en båd i møde og der var Amerikaneren Dan Pantea ombord.
Han havde lejet båden, da han havde set os og vi fik således et "lift" den sidste strækning op til Rabaul, hvor vi ankrede ved Rabaul Yacht Club.
Her fik vi kontakt med nye mennesker, der hjalp med oplysninger om reparationsmuligheder.
Vi kunne komme på land på Toboi Slipway, men manageren, en fyr fra Sri Lanka var dyr. 2000 kr. at komme op, 1000 kr. om dagen plus det arbejde der skulle udføres, da vi ikke måtte arbejde på båden selv.
Det ville hurtigt blive kr. 10.000,-. En høj pris, men der var ingen konkurrence.
En tysker vi mødte, Christopher Westhausen, der var gift med en pige fra Rabaul, hjalp os med kørselsmulighed, så vi kunne se lidt af Rabauls område og få kontakt med andre reparatører.
Så efter nogle dage afmonterede vi motorens hoveddele, løftede den op og trak akslen ud indefra og satte en prop i stævnrøret.
Allerede et døgn efter var akslen rettet på et stort smedeværksted og sat i igen. Denne gang UDEN flexkobling, men med en mere præcis oplining.
Værkstedet lavede en ny gearkasseflange, ændrede ved stigningen på reservepropellen, lavede andre smådele til vandpumpe og oliekøler.
Det hele blev under kr. 1.500,- så efter et ophold på godt en uge i Rabaul, var vi klar til at sejle, men NEJ.
Motoren gik i stå, luft i brændstoffet og den ville ikke starte igen.
Starteren blev overophedet og måtte skilles ad.
Der gik et par døgn mere end beregnet.
Rabaul og visa forlængelse
Rabaul er et af de større byområder i PNG, men blev dog sat noget tilbage efter udbruddet i 1994.
Den halve by er væk, kun enkelte steder står endnu i det golde sorte landskab. Bl.a. Yacht Clubben, Travel Lodge Resort, et lille hotel, Rabaul Country Club og Hamamas Hotel.
Denne del af byen var det absolut utilrådeligt at gå udenfor om aftenen, i hvert fald ikke uden en guide med en Bushknife. Der var mange overfald, men hotellerne var flinke til at køre os frem og tilbage.
Vi var på udflugt og så nogle gamle ting fra 2. verdenskrig og kom ud ved vulkanen, hvor det boblede og røg op mange steder. På stranden var der en varm kilde, med rigtig varmt vand, så al vandet i området var varmt. Ana, vores skibshund, som elsker vand, spænede direkte ud i vandet, men et hyl og skrigen fortalte os, at vandet var meget varmt.
Hun var meget passiv resten af dagen, men er kommet over det. Hun er stadig en god vagthund og har en præventiv virkning med hensyn til tyverier.
De indfødte har stor respekt for hunde.
På grund af reparationerne var jeg ved at overskride mit 2. måneders visa, så en forlængelse var nødvendig. Med bussen til Kokopo og 200 Kina = kr. 400,- var det i orden.
Endelig den 11. maj om aftenen var vi klar til afsejling.
Hele vejen til Buka var Solomonhavet spejlblankt.
Dan Pantea er nu med ombord. Vi satser på at checke ud fra Buka mod Gizo på Solomon Islands, hvor vi skal være senest den 16. maj.
En "rally" gruppe af sejlbåde fra Brisbane ankommer samtidig for at opleve en 3 dages festival og det vil vi gerne nå.
Videre derfra skal vi være i Honiara den 25. maj, hvor Henrik Jensen og Sarah Eiersholt står af.
Den 27. maj ankommer Sue Ganster og sønnen Trace.

Morovo Lagoon, Solomon Islands den 21. maj 2006
Indsejlingen til Buka var rigtig flot, ind igennem strædet og der var meget strøm. Vi skulle checke ud fra PNG her.
Kort tid efter vi ankrede kom der 4 politibetjente ombord for at se båden igennem.
Det var vi ikke vant til, men henskrev det til de mange uroligheder, der har været på Bouganville. Men de var nu mest nysgerrige. Vi fik at vide, at vi ikke kunne checke ud i Buka, kun i Port Moresby!
Det havde de åbenbart ikke forstand på.
En af dem stoppede ved min mappe med musik CD'er og sagde at den ville han tage med for at se den igennem for pornografisk materiale, hvorefter han ville komme tilbage med den efter weekenden.
No way! fortalte jeg ham, hvorefter der opstod en længere diskussion.
Han gav sig dog til sidst, hvorefter de forlod båden. Idioter.
Derefter tog jeg op til Customs, checkede ud, fik stemplet passene, hvorefter vi forlod Buka samme dag.
Ikke så interessant et sted, så her gad vi ikke være.
Igen motorsejlads natten over til Solomon Islands, hvor vi landede i Gizo om formiddagen.
Vi blev mødt af Custom og Immigration, der kom sejlende ud til os.
De var meget flinke og alt gik gnidningsfrit.
Gizo er en smuk by og meget forskellig fra PNG. Solomons anden største by, selv om der nu ikke var ret meget. En enkelt gade uden asfalt på ca. 1 km med få butikker i gamle skure, et par sparsom udstyrede Hardware Stores, et par restauranter og et par hoteller og nogle blandede landhandler med kinesiske varer.
Hele byen var sat op til festivalen for Havet og der lå 4-5 australske både fra Brisbane ud for Yachtklubben.
Befolkningen kulsorte og smilende og anderledes end PNG befolkningen. Vi blev ikke overdænget med kanoer, de roede pænt forbi.
Meget mere civiliseret.
Allerede dagen efter var der åbningsceremoni og 10 lange krigskanoer med 20 malede roere i hver sejlede rundt i havnen og sang og sejlede om kap. Kæmpe flot syn.
Henrik Jensen havde travlt med sit videokamera.
Det var hyggeligt at møde andre sejlere igen. Det er ikke mange sejlere vi har mødt de sidste 6 måneder fra vi forlod Fiji i November.
Der lå også en stor slæbebåd, "Flamingo Bay" fra Cairns, bygget i Belgien til Nordsøen, men nu ejet og ombygget til luksus af en Canadier, David, som vi var meget sammen med. Han havde tjent sin formue på at bjærge skibe og udføre specialopgaver på boreplatforme. Slæbebåden var sat i stand for millioner af dollars. Utrolig flot og med 6 mands besætning. Han havde sejlet rundt i Solomon Islands i flere år og var i gang med planer om at bygge et resort i Marovo lagoon.
Vi fik også dykket på et vrag i nærheden, en stor japansk fragtbåd, sænket under krigen. Den lå på siden og der flød med diverse krigsmateriel, bl. a. en tanks og flere lastbiler, ammunition og andet.
Solomon Islands er af vulkans oprindelse med mange aktive vulkaner og undersøiske ligeledes.
Befolkningstal, godt 500.000 på et areal af ca. 27.000 m2 spredt ud over mange hundrede øer, hvoraf de 7 større øer.
Indbyggernes træudskæringer/woodcarvings er omfattende og utroligt flotte. Møntfoden er Solomon dollars, som er ca. 80 øre værd.
Øl og spiritus er dyrt, så det var godt vi havde lidt forsyninger fra PNG. Her tygger de også betel, men ikke så meget som PNG. Mange har flotte tænder, til forskel fra PNG.
Solomon er også det sted i Stillehavet, hvor der er flest flotte kvinder :o)
Noget populært musik i området var bambustrommer og en form for panfløjter i forskellige størrelser, lavet af bambus. De store blev der spillet på med "gummitøfler" og det lød fantastisk godt.
Efter Gizo sejlede vi mod Diamond Narrows, et meget specielt smalt stræde imellem to store øer, som at sejle på en flod.
Her fik vi tanket diesel ved en fiskerikaj og videre mod øst lagde vi til ved en koralø og næste dag i en flodmunding ved Viru Harbour, hvor vandet var brunt og masser af jungle og mangrovesump. De indfødte fortalte, at der var ikke så mange mosquitoer, men masser af krokodiller.
Et par unge indfødte i en lille udhulet træstamme kano tilbød at sejle over i mangroven med Sarah Eiersholt og Henrik Jensen for at se krokodiller om natten. De fik en stor stavlygte med, men var noget nervøse.
Kanoen er ikke ret stor i forhold til en Croc. De så dog ingen, men det var spændende, sagde de.
Næste dag startede sydover med havblik, men da det blæste op ændrede vi kurs og gik ind i Marovo Lagoon for at søge læ.
Vi ankrede tæt under land i den nordlige ende og blev kort efter kaldt op på VHF af "Flamingo Bay" med David, der passerede uden for revet.
Vi aftalte at mødes igen efter vores planlagte haj-dyk i et af passene.

Tulagi Island. Solomon Islands den 17. juni 2006
Dykket i Marovo passet var flot, men med meget strøm. Sarah Eiersholt, Henrik Jensen og Dan Pantea havde svært ved at svømme imod strømmen, så de kom ikke så langt omkring. Jeg gik langs ankerkæden ned til bunden og tæt ved koral droppet, så jeg nåede hele passet med alt "tilbehør". Hajer, store Napoleonsfisk, alle former for koralfisk, sorte koraller, ja, alt hvad man kan forvente. 
Efter dykket sejlede vi sydover og mødtes med ”Flamingo Bay” igen i et andet pas. Dave viste os et havareret bombefly, der var nødlandet under WWII. Flyet var totalt splittet ad, men det meste var at finde lige i nærheden, selv efter 60 år og delvis overvokset med jungle.
Herefter sejlede vi til Peava, en lille landsby bag et endnu mindre rev, hvor lagunen lige var stor nok til an man kunne ankre. Udenfor var bølgerne store, men når man var igennem det meget smalle pas, var der helt stille. Her var utroligt smukt, et paradis, uforstyrret og fredeligt.
Vi lagde os på siden af ”Flamingo Bay” og nød gratis strøm og vand, samt invitation til at spise ombord ved alle måltider.
Henrik, Sarah og Dan Pantea tog med en lokal guide på et heldags trek over til en anden landsby og oplevede en masse her. Bla. a. var der her tamme kæmpe ål, der kom helt op på stranden og kunne fodres med hånden.
Kæmpestore, nogle så tykke som et lår!
Vi havde ikke meget tid her, da Henrik skulle nå sit fly. Vi ankom efter 100 sømil til Honiara på Guadalcanal dagen hvor han skulle af sted om natten og ankrede ved Point Cruz Yacht Club.
Honiara er meget større end Gizo og vi var spændte på situationen efter de mange uroligheder.
Men der var intet at frygte. Alt var roligt og befolkningen flinke alle vegne.
Det eneste der vidnede om urolighederne, var de nedbrændte bygninger. Hele China Town var nedbrændt, et stort område i udkanten af byen. Desuden byens største hotel og Casinoet, samt enkelte andre bygninger spredt rundt i byen.
Hjælpesoldater og politi fra Australien, New Zealand, Fiji og Samoa var så småt begyndt at trække sig tilbage.
5 dage efter vi ankom, kom Sue Ganster og sønnen Trace flyvende fra Sydney.
Dan Pantea flyttede op på Hotel Honiara for at nyde lidt aircondition og luksus, men efter en uge dukkede han op igen.
Vi hyggede os i Yacht Clubben og mødtes med andre sejlere, bl.a. fra "Time Lord" fra New Zealand.
Vi fik også dykket på et af krigsvragene nordvest for Honiara. Sundet ud for Honiara hedder "Iron Bottom Sound" på grund af de mange vrag efter "slaget om Guadalcanal" under WWII. Vi var oppe på et bjerg i nærheden med flot udsigt og se det Amerikanske Krigsmonument til minde om alle de omkomne, ca. 5000 mand på selve landkrigen plus de omkomne på skibene. Japanerne mistede 21000 mand på land plus de omkomne på skibene. Det var Amerikanernes første landbaserede sejr over Japanerne. Monumentet beskrev alle træfningerne. Et interessant besøg.
Få dage efter dukkede den tyske træskonnert, "Jolly Celeste" op med Thede og Otto.
Dem havde Sue og jeg tidligere mødt i Pago Pago på Amerikansk Samoa. Hyggelige fyre, der kunne lide en kop øl.
Vi benyttede tiden til at få indrejsevisa til PNG, så vi ikke skulle ud i samme besværligheder som i Kavieng. Det var nu ikke ligetil for mig, idet mit pas er helt udskrevet og overstemplet. Kun "børnesiden" var fri, så efter lang tids venten og godkendelse af High Commissioner, fik jeg mit visa stemplet på den side. Men det var samtidig tid til at kontakte det nærmeste danske konsulat (Brisbane eller Port Moresby) og få gang i et nyt pas!
Det tog sin tid, så da vi havde ligget der i 14 dage og skulle af sted, ville jeg lige hæve lidt kontanter i en pengeautomat, men den var sulten og væk var mit Visa kort. Så vi måtte vente 2 dage mere før jeg kunne få det igen.
Årsagen var, at den månedlige grænse var overskredet, da jeg købte nyt storsejl i Hong Kong. Men samtidig kunne jeg holde fødselsdag i Yacht Clubben i stedet for på en øde Ø.
Den 12. juni sejlede vi fra Honiara mod Tulagi. Selvfølgelig med vinden ind forfra, men vi kunne bære genuaen og med motor gik det med 7,5 knob derudaf.
Ved indsejlingen mødte vi "Time Lord", der på VHF gav os positionen på den bedste ankerplads. De var nu på vej direkte mod New Zealand. 2000 sømil i et stræk.
Vi ankrede bag en lille ø med et træskibsværft, hvor man var i gang med at bygge to 95 fods passagerbåde til sejlads imellem øerne. Dagen efter regnede det hele dagen, så der blev ikke foretaget meget. Men vi nåede at se værftet og sejle over til Tulagi by og hilse på Dykkercentret og få nogle gode tips om dykkerstederne. Alle øerne i Solomon er høje vulkanøer med tæt grøn bevoksning. Smukke og maleriske. Koralrevene er storslåede. Dagen efter var det høj skyfri himmel, så vi sejlede videre op imellem to øer, der var adskilt af et meget smalt stræde, som en flod med mangrove sumpe langs siderne.
Her var vi sikre på, at der var saltvandskrokodiller, så vi skulle ikke nyde noget med at hoppe i vandet.
Efter den flotte passage sejlede vi igen mod vest imod Sandfly passage, men ankrede bag en lille ø, Anuha Island. Flot klart vand, flotte koraller og kridhvide badestrande med jungle og palmer hængende ud over vandet.
Dan Pantea var ellevild og nød det i fulde drag. Men fornøjelsen var kort, for ved solnedgang fik vi skiftede vinden hele tiden med kraftige vindstød, regn og torden. Ankerkæden buldrede hele tiden og vi var tæt ved revet, da det kun var muligt at ankre på et lille plateau, så vi måtte holde ankervagt hele natten.
Næste dag sejlede vi til Sand Fly Passage, hvor et mellemstort Cruiseship "World Discoverer" for 6 år siden løb på en klippe midt i passagen under højlys dag. Alle blev reddet og bagefter sejlede den tyske kaptajn skibet op på land i håb om at redde det, men det sank delvis lige i strandkanten og ligger nu med 30 graders slagside. Alle forsøg på at bjærge skibet er mislykket, så nu er det ribbet for alt af værdi og overladt til naturens nedbrydning.
Nu må befolkningen i landsbyen døje med at kikke på vraget hver dag.

Santa Isabel, Solomon den 24. juni 2006
Da vi havde sagt farvel til landsbyen Haroro ved Rodrick Bay, dykkede vi langs et "drop of" i nærheden og sejlede så videre til resortet Maravagi. Vi havde fået oplyst, at det var vanskeligt at ankre, da der var meget strøm igennem strædet, hvor det lå. Men det var lige modsat.
Foran resortet var der en lille lukket bugt med dybde på ca. 30 meter, og midt i, en ankerbøje som vi fortøjede til.
Den kraftige strøm i strædet imellem de to øer udskiftede vandet i bugten så tilpas hurtigt, at det var krystalklart.
Området var Marine Reservat med en fantastisk fauna. Koraller i alle former, kæmpe Giant Clam, de største på næsten en meter, tusinder af fisk, store og små, havskildpadder, revhajer, trompetfisk, kæmpe stimer af travally, der langsomt klumpede sig sammen i lange og runde former og meget mere.
Sjældent har jeg set så meget på et så lille sted.
Vi snorklede i 2 dage rundt i området og kunne ikke få nok. Resortet fungerede som forsøgsstation, hvor man indsamlede forskellige koraller og "plantede" dem lige ud for resortet, så man kunne studere dem på nært hold. Stedet var et lille paradis, omgivet af hvide palmestrande med høje klipper i baggrunden, bevokset med jungle. Om aftenen var der underholdning af lokale Pan Pipe trommer.
På vej mod nordvest mod Santa Isabel Island fangede vi en sejlfisk på 28 kg, 2,55 m lang.
Den kæmpede bravt i starten for at komme fri og det var flot at se den springe højt over vandet mange gange, men den blev hurtigt træt og var forholdsvis nem at trække ind.
Vi ankrede i en lille bugt omgivet af jungle og høje bjergsider.
Det var helt klart et tilholdssted for saltvandskrokodiller, så vi blev om bord.
Dagen efter sejlede vi op igennem en smal passage, som der er mange af på Solomon. Vi ankrede i en lille bugt og snakkede hele aftenen med en lokal skovejer, Moses, der kom ud til båden i sin kano.
Han fortalte om hvor han fældede træer og solgte dem til opkøbere i Honiara.
Hele området var meget øde, kun med få små landsbyer.
Dagen efter sejlede vi til Russel Island, der ifølge Lonely Planet, skulle have en af Stillehavets største kokosnødde-produktioner fra store landområder med plantede kokospalmer og med egen fabrik og en landsby med gode forsyninger, men nej.
Fabrikken var lukket for 3 år siden på grund af dårlige priser på cobra, så alt var lukket ned og befolkningen arbejdsløs. Trist at se alt forfalde. Men alligevel var alle glade og smilende.
Vi krydsede lidt rundt imellem de smukke øer og koralrev og snorklede og dykkede. Vi besøgte også det eneste resort, der ligger på Russel Islands.
Et lille idyllisk sted med tre hytter, en lille restaurant med 5 borde.
Men man var desværre løbet tør for øl og spiritus for flere uger siden.
Mad kunne vi få, så vi medbragte vores egne drikkevarer.
Senere på aftenen tog vi med en "bananbåd" ud til et rev, hvor vi snorklede for at fange hummere. Det blev til 6 hummere og 10 krabber.
En sorttippet revhaj fulgte med på afstand.
Dykningen på Solomon er flot overalt, med klart vand og utallige "drop offs". Efter nogle dage på Russel Island sejler vi natten over tilbage mod Marovo Lagoon for at mødes igen med Dave på "Flaingo Bay".
Det er planen at være tilbage i Gizo midt i juli, for at sejle sydover mod Lousiades og videre mod Australien.

Arnavon Island, Solomon den 9. Juli 2006
Turen til Peava var med vind og bølger agtenind, så vi måtte rebe forsejlet for ikke at ankomme for tidligt.
Næste morgen var det regn og blæst, men vi fandt hullet i revet, så vi kunne komme i smult vand.
Vinden tog til og det var de næste dage ikke muligt for de små passagerbåde, der sejler imellem øerne på Solomon, at komme til Honiara. Flere af dem prøvede, men måtte opgive. Bølgerne var for store og lige i "næsen".
En af dem lagde sig ind i "vores" lagune et par dage og ventede. Båden var bygget til ca. 100 mennesker, men der var 250 ombord, så forsyningerne var knappe og folk utålmodige, men der var ikke andet at gøre end at vente.
Vi skulle nordover mod Marovo Lagoon, så efter at have lavet aftale med en "woodcarver" om at lave en speciel træudskæring til saloonen i Anaconda, sejlede vi ud i det åbne hav i en time, så var vi i læ af lagoonen. Vejret var stadig regn og blæst, men vi fandt ved en tilfældighed et lille resort, der hed "Kuba", på en lille ø i lagoonen og det var lige åbnet et par uger forinden. Her fik vi tiden til at gå et par dage, inden vi sejlede videre i det smukke område med hundredvis af øer og med de høje bjergtinder i baggrunden fra New Georgia øen.
I en lille landsby tilbød en af de indfødte at vi kunne købe en lille aluminiumsjolle, der egnede sig bedre til vores formål. Jeg kikkede på den, men den var gammel og fuld af små tærehuller i bunden.
Den så dog bedre ud, end vores lille plastjolle, der mange gange havde tippet rundt for os. Prisen var høj, men handlen endte med, at han fik vores jolle samt noget tovværk.
Alu-jollen var meget bedre, men måtte øses tit, indtil den kunne repareres.
Manta
Under en snorkeltur imellem øerne kom en Manta Ray op fra dybet, sejlende helt tæt på mig. Man bliver aldrig træt af se en Manta. Jeg fulgte den i ca. 1 minut, hvorefter den forsvandt igen.
PC søkortene var ikke særlige nøjagtige herinde i lagoonen, så det var kun dagsejlads, hvor vi kunne se revene. Vi ankrede tæt ved en lille koralø med palmer og en lang hvid sandstrand på en tange, så der ville vi lave bål.
Der lå en lille sejlbåd ikke ret langt derfra, og snart kom en gummibåd sejlende med tre australiere ombord. De var erfarne sejlere i Solomon og fortalte mange gode tips.
Vi fandt ud af, at de var meget kristne katolikker og sejlede rundt imellem øerne og prædikede for de indfødte. De fleste af dem hernede er dog "Seven days Adventists".
Vi havde bål om aftenen med hummerere, sweet potatoes, majskolber og et par øl, så vi hyggede os.
Næste dag mødte vi dykkerbåden Bilikiki igen og dykkede i samme pas vi havde dykket før. Denne gang med mindre strøm. Et fantastisk dyk på en lodret væg med huler, utallige koraller og fisk, masser af hajer, barracudaer og et par havskildpadder. Marovo Lagoon har 22 passager.
Vi sejlede videre nordpå og lagde hver aften ind i et pas. Undervejs havde vi fiskelinerne ude og fangede 2 "Dogteth Tuna", en slank fisk med skarpe tænder og med hvidt kød, der smager rigtig godt. På nordspidsen af New Gorogia Island besluttede vi at gå videre nordover tværs over "The Slot" til Choiseul Island, hvor der er et af de mange smalle passager imellem øerne. Denne hedder Woodford Channel, ca. 8 NM lang og meget smal på midten. Utrolig flot ind igennem junglen med de høje bjergsider. Vejret var sol, men med mange kraftige regnbyger i jungle området.
Samme morgen havde vi talt med en indfødt i en kano. Han fortalte, at der var mange krokodiller, men der havde ikke været angreb siden sidste år, hvor en hund blev taget.
Vi var nu i et område af Solomon Islands, hvor den Danske FTLF kontaktperson Hans Clemmensen havde fortalt, at han kom meget, så vi sejlede i den retning.
Stedet er en lille atol øgruppe Arnavon Island i Manning Strait.
Da vi nærmede os, var der advarsler i søkortet om kraftige Tide Rips. Vinden var kraftig, så vi ville finde en sikker ankerplads, inden vi passerede Manning Strait. I strædet imellem Wagina Island og Silapasope Island løb strømmen meget kraftigt, så advarslerne var på sin plads.
I forsøg på at finde en ankerplads måtte vi sejle imod 3,5 knob strøm med mange strømhvirvler. Men området var utroligt smukt, et vildt område, der ikke var beboet på grund af forholdene, med meget blæst og kraftig tidevandsstrøm. Til gengæld uberørt.
Store havørne med reder i toppen af træerne så vi flere steder. I lagoonen inde bag de smalle øer var vandet turkisgrønt, men der var for lavvandet til at vi kunne sejle derind, kun med dinghien, så vi måtte ankre midt i strædet, med tidevandsstrømmen, der vendte hver 6 time, men trods det lå vi sikkert og snorkningen var god, når tidevandet skiftede. Et fantastisk område.
Næste øgruppe er Arnavon Island, hvor vi er nu, midt i Manning Strait.

Arnavon, Solomon Islands den 13. Juli 2006
Hvaler, Mantarokker og Havskildpadder
Den 10. juli startede med højt solskinsvejr for anker i kanalen mellem Wagina og Silapasope. Imens vi spiste morgenmad så vi pludselig et blås og ja, der var en stor Rethval(bardehval), der dykkede. Vores øjne var klisteret til stedet den gik ned og et minut senere var den der igen. I den kraftige tidevandsstrøm bevægede den sig kun langsomt fremad, så vi havde glæde af den i lang tid. Normalt kommer hvalerne ikke så langt nordpå, når de skal kælve, men der findes undtagelser.
Vi lettede anker og sejlede med strømmen ud af kanalen og da vi nåede det åbne ocean var der store Manta rokker lige foran os, der udnyttede den kraftige strøm. Flot syn.
Vi fortsatte de 10 sømil til Arnavon Island.
Undervejs fik jeg radiokontakt med Hans Clemmensen i Seagoon, der lå nede ved Gizo.
Hans Clemmensen fortalte om Arnavon området, så vi var endnu mere spændte. Øen tonede frem i de store dønninger med hvide strande og en stor beskyttet lagune. Vi ankrede inde i bunden og rundt omkring os svømmede delfiner, havskildpadder og Mantaer, som om det var Zoologisk Have.
Da vi kort efter talte med dem, der boede på øen, viste det sig at være et Marine Reservat og de hvide strande på ydersiden af atollen var hjemsted for hundredvis af havskildpadder, der netop i Maj, Juni og Juli kom op på stranden og lagde deres æg i sandet bag strandkanten. Parkbetjentene inviterede os på aften/nattevandring for at se havskildpadderne lægge æg. Hundredvis af reder med skilte på og net hen over var der langs stranden.
Skiltene indeholdt oplysninger om dato, art, og hvad der kunne være interessant. Områderne var inddelt i sektorer og alt var nummereret og blev lagt ind i database, så man kunne overvåge arterne og ligeledes sørge for, at de små kom sikkert i vandet, når de klækkede. Nettet var for at hindre Makropoderne (en hønsesart der lever ved vulkanøerne) og de vilde høns, i at grave æggene op og spise dem.
Nethullerne var så store, at de små skildpaddeunger netop kunne kravle igennem, når de blev udklækket efter ca. 70 dage. 93 % af skildpadderne var Hawksbill og 7 % var Green Turtle.
Ca. 200 havskildpadder havde lagt æg på øens strand i år. Her kom ingen Leatherback Turtles.
Disse lagde derimod deres æg i Oktober og November på Øen Santa Isabel. Vi vandrede i timer frem og tilbage, men var ikke heldige den om aftenen. 
En aften måtte vi lette anker for at komme lidt væk fra det lavvandede område. I lagunen hvor vi var ankret, svømmede der hele tiden Mantaer rundt og spiste plankton.
Fra en lille lavvandet lagune, en anden del af atollen, kom der konstant vand flydende ud i den store lagune og dette vand indeholdt masser af plankton, hvilket var årsagen til, at der var så mange Mantaer. Vi kunne følge dem konstant, helt tæt på båden.
Under os var fiskelivet enormt. Vi fik dykket og snorklet mange steder.
Ingen cigaretter
Vejret var skiftende fra højt solskin til kraftige regnstorme, men så kunne vi samle regnvand til tankene. Regnopsamleren kommer op hver gang vi ligger til ankers.
Vores forsyninger er ved at være lang nede, så vi må snart mod Gizo. Vi lider dog ingen nød.
Vi spiser stadig fisk, muslinger og coconut crabs, som vi havde fået i Marovo Lagoon.
Det var værre med cigaretterne for de to rygere ombord.
Desperationen var ved at nærme sig, idet Dan Pantea var gået i gang med at "file" tobaks stumper af et stykke lokal tobak og rulle sine egne, men en af parkbetjentene skulle selv over til Wagina Island og proviantere cigaretter i reservatets speedbåd, så Susi og Dan tog med, og fik handlet lidt ind, bl.a. et par kart. cigaretter. Efter 5 timer var de tilbage igen og alle var glade.
Imens fik jeg skilt lænsepumpesystemet ad og repareret det, der var nødvendigt.
Skade i bunden
Under et snorkeldyk konstaterede jeg, at bagbord side af båden havde fået en ca. 1 m lang grim skade i glasfiberen, ca. 1 m under vandlinien fra en af vores grundstødninger.
Den var opstået i den smalle kanal på Choiseul, hvor vandet var grumset, som flodvand og man ingenting kunne se. Normalt sker der ingenting, når båden rammer en koral med blykølen, men her har det været en koral, der ragede op til lige under overfladen og derfor har ramt selve bunden.
Nå, men det bestyrker blot, at båden skal på land i Australien. De australske myndigheder er meget strenge med kontrol af lystbåde. Hvis man ikke kan fremvise bevis for, at båden er blevet bundbehandlet/malet inden for det sidste halve år, så skal man bekoste en optagning på land og rengøring af bunden, eller optagning på land og ny bundmaling, idet man er nervøs for, at bådene, i deres bundbegroning, bringer uønskede havdyr med sig til Australien fra andre områder ??!!
Vi er nu på vej til Gizo, hvor Dan Pantea står af.

Solomon Sea den 26. juli 2006
Ankomst til Gizo gik planmæssigt.
Dan Pantea stod af og tog til Honiara, hvor han skulle møde sin mor, der kom på besøg. Her lå et par andre både fra Australien og ”Seagoon” med Hans Clemmensen kom ind dagen efter, så der var hyggelig "kom-sammen".
Vi mødte også et Østrigsk ægtepar, Anne og Herbert, der var på ferie. Til hverdag drev de deres restauration "Bamira" på Mas Palomas på Grand Canaria, så der var meget at snakke om.
Efter en uge i Gizo, hvor der blev provianteret lidt, samt checket ud hos Immigration og Custom gjorde vi klar til afsejling om mandagen.
Men vi afventede en pakke fra Honiara, som Dan Pantea havde arrangeret. Den kom først torsdag aften fordi et af de lokale små fly var brækket ned, så vi kom først af sted fredag morgen mod Noro, dieselkajen og ankom om aftenen til Munda i det sydlige New Georgia.
Næste dag sejlede vi til Vitu Harbour og overnattede i den sikre bugt. Vi ankom sent om aftenen i bælgmørke, men kunne gå ind for radar og MaxSea og det gik fint, da jeg havde været der før.
Indsejlingen er kun godt hundrede meter bred med vilde brækkende søer mod koralrevene på begge sider.
Suzi styrede imens jeg gav kursordre hele tiden.
Da vi sejlede ud næste dag troede Suzi ikke sine egne øjne, da hun så hvad vi havde sejlet igennem. Grov søgang.
Den videre sejlads imod Peava var temmelig hård imens vi sejlede inde bag et koralrev, der på toppen var omkring 5 m dybt. De store bølger, efter en blæsende periode fra sydøst, rullede fra 800 m dybde ind over revet og gav en forfærdelig krapsø inde bag ved, så vi måtte tage beslutningen om at gå igennem bræksøerne/over revet og komme ud i det åbne, men det gav "pote" da søerne godt nok var meget større derude, men samtidig meget længere imellem, så sejladsen blev meget roligere.
Da vi ankom til Peava stod det østrigske par, Anne og Herbert, og vinkede os i møde, lidt uventet, så vi fik endnu en hyggestund sammen.
Jeg fik afhentet min bestilte træ udskæring, som skal hænge på skottet i Anacondas salon. Fantastisk flot. Carveren ville have en "boomboks" (casette radio) for den, som jeg havde købt i Gizo. Han fik en Walkman CD med i købet. Udskæringen hedder "Solomon Spirit" og forestiller en indfødt høvding, der løfter en krigskano. Rundt om er der 30 mennesker, 7 dødningehoveder, fisk, hajer, krokodiller, havskildpadder, blæksprutter, og mange andre dyr. 
Afsejling fra Solomon
Tirsdag morgen den 25. afsejlede vi fra Peava og det var det endelige farvel til Solomon Islands. Det har været en god oplevelse, de næsten 2 en halv måned vi har sejlet rundt hernede imellem hundreder af øer, høje bjerg-øer, lave koraløer, dybe have, lave laguner, strømfyldte passager og den dejlige tropiske atmosfære. 
Vinden er svag fra skiftende retninger og vi gør kun lav fart. Gennemsnittet for det første døgn var 2,5 knob. Det går ikke så stærkt uden storsejl. Solen bagte fra en næsten skyfri himmel, kun med skyer over Solomon øerne, kunne ses hele dagen med de høje bjerge.
I nattemørket lynede det over bjergene, men himlen var stadig skyfri, så der var et mylder af stjerner. Lidt usædvanligt hernede, da der tit er skydække og regn om natten.
Kursen er sat mod Nimoa i det østlige øhav af PNG. Her skal vi mødes med svenske Kenneth og Vidya på "El Cordero", der kommer sejlende fra New Caledonien.
Her til morgen kunne vi stadig se Solomon bjergene i det fjerne og vejret skiftede til regn igen med 1-3 m/sek. vind fra skiftende retninger. Når vi lader batterierne med motoren, kommer vi lidt fremad. Der er stadig 250 sømil tilbage, så turen kommer til at tage længere tid end beregnet.
Af oplevelser i dag har der været flokke af Pilot Whales(Grindevhaler) og som noget særligt, er vi omgivet af tusinder og atter tusinder af "Portuguise Man of War", den farlige goppel, der med sit luftsejl flyder rundt på verdenshavene. Under den sidder de brændende tentakler. De er ikke så store, som dem jeg har set i andre dele af verden, men det bliver de en dag.
Det har været sløjt med Internet. Forbindelserne hernede er dårlige og forsøg på at få billeder igennem til hjemmesiden er fejlet flere gange. Det bliver rettet snart, når vi når til Townsville i Australien. Jeg er i gang med at lave en megalang liste over alle de ting der skal indkøbes og repareres.
På radioen kan jeg høre de skandinaviske både i det vestlige Stillehav, men de kan ikke høre mig, da Icom-radioens tuner er i stykker, så signalet er for svagt. Kun e-mailene kommer igennem og det er godt. Radioen skal ligeledes repareres i Australien.

Rejsebrev fra Cairns, Australien den 23. august 2006 
Hårdt vejr
Grib filerne, som jeg modtager via HF radioen varslede hård vind fra SSØ og det kom til at passe. Så vi fik en hård tur fra PNG over Coral Sea, vinden var foran for tværs, varierende fra 25 til 40 knob, bølgerne voksede og voksede og flere bræksøer ramte og sendte kaskader af vand flyvende over båden.
Fordækket blev overskyllet hele tiden. Cockpittet bordfyldte flere gange, og en nat blev vi ramt af en brækkende sø ind over hele båden. Med et brag blev doghouse i bagbord side ødelagt, vinduerne i overbygningen blev blæst ind og masser af vand alle vegne, flere hundrede liter kom ned ad trappen.
Kaos med knuste glas og tallerkener, flænge i genuaen, udhal på bommen til "storsejlet" knækkede, redningsflåden og dykkerkompressoren flyttede sig over i styrbord side. Heldigvis var det fuldmåne, så det var muligt at ordne det meste i løbet af natten.
Nu er alt vel ombord igen, bortset fra det er vådt, også en del elektronik.
Vejret pressede os nordover, så vi landede i Cairns, AUS.
Det var for hårdt at gå videre til Townsille med vinden stik imod. Selv inde bag Barriere Revet var bølgerne over 2 m høje. Vi ankom sent torsdag eftermiddag til ankerpladsen og indklarerede i Marlin Marina fredag den 11. august.
Vi havde på forhånd sendt mail til Customs om vores ankomst, heldigvis for det, for det er de meget strenge med. De svarede prompte med velkomsthilsen og forklarede hvordan indklareringen skulle foregå.
Der var ingen problemer overhovedet. Kun mælkeprodukter, frugter, grønsager og madrester fra dagen forud blev taget med for destruering. Vi havde frygtet meget strengere kontrol.
Cairns er en super turistby, hvor man møder turister fra det sydlige Australien og masser af Japanere og en del andre udlændinge. Hundredvis af forretninger, centre, restauranter, tur- og rejsearrangører, dykkerforretninger og eksklusive hoteller i massevis. Halvdelen af alle biler er lejede biler.
Men der er masser at se på i hele Queensland området.
I går, den 22. august kom båden på land, masten taget ned og så skal der arbejdes i et par uger.
Mange reparationer
Overbygning, sejl, tovværk og elektronik, men det er behageligt, at være i civilisationen igen for en tid, hvor man kan få de ting man skal bruge. Min 3 sider lange indkøbsliste er ved at være overstreget.
Nu mangler der kun de mest vigtige ting, fryser, køleskab og Dinghy. HF radioen er sendt til Melbourne for reparation. Når vi går nordover midt i september, skal vi hente skibshunden ANA, der blev efterladt i Loiusiaderne, PNG for at undgå de australske myndigheders karantæne regler. Hun bliver passet af en sød melanesisk familie i en palmehytte på stranden, som jeg nævnte i sidste brev.
Jeg satser stadig på at vi er på Guam i starten af december.
Omkring 1. marts, måske før, går turen mod Palau og Philippinerne.
Det glæder jeg mig til. Jeg har altid holdt meget af Philippinerne.
God rom, søde piger og fantastisk sejladsområde imellem øerne :o)
Sådan ser det ud indtil videre. Det trækker godt nok i mig, når jeg hører på radioen, at en masse af de skandinaviske både går mod Langkawi og Phuket for at holde jul. Men jeg må væbne mig med tålmod. Det kommer senere.
Ikke så meget fart på, så når man ikke at opleve noget.

Rejsebrev fra Coral Sea den 29. september 2006
Nu er det længe siden. Her er lidt nyt fra Anaconda.
Reparationerne i Cairns har taget al tiden og samtidig blev radioen, som forbinder os til omverdenen via e-mails, sendt til Melbourne for reparation. Reparationerne på båden ville aldrig tage ende. Hele tiden nye projekter. 
For de teknisk interesserede er følgende repareret eller indkøbt: Omfattende bundbehandling med masser af osmose efter 20 år i vandet, skaden i bunden fra Solomon Øerne så ikke ud af meget, men vandet var trængt ind i balsakernen, så et stort område af bundlaminatet skulle slibes væk, så det kunne tørre ordentligt. Derefter opbygning af nyt laminat.
Roret repareret i bunden. Ny brudkerne opbygget.
Kistebænken på hækpartiet tætnet og der er gjort klar til lakering af hele hækken. Siden på doghouse er repareret, limet sammen igen.
Redningsflåden sendt til eftersyn, indholdet udskiftet.
HF radioen til reparation hos Icom hovedforandleren i Melbourne, (tuneren var skadet på grund af controllerkablet var kortsluttet, idet en skrue var skruet igennem)
Ny 10 fod Caribe Dinghy gummibåd, ankerkæde galvaniseret, nyt kapilarhjul til ankerspil, (det gamle slidt op efter utallige ankringer) svanehals på bom svejset, masten gennemgået minutiøst, da det er 6 år siden den var af båden, ny autopilot, (igen var det en kabelfejl) nyt storsejl og solsejl fra Hong Kong, flot arbejde, men sikke et besvær at få det ind i Australien.
Jeg var nødsaget til at betale en agent til at lave alt papirarbejdet i Sydney og stille sikkerhed for import told og moms.
Nyt køleskab, ny fryser, ny DVD skærm, nyt dykkerudstyr, masser af dimser og udstyr og meget mere.
Australien er et dejligt land med mange muligheder og masser af dejlige kvinder at kikke på.
Man kan jo få alt hernede og jeg har da også benyttet mig af det, jfr. ovenstående og brugt en masse penge for at holde skuden sejlende. Men, men....Landet er ved at drukne i bureaukrati med tonsvis af papirarbejde vedrørende alt muligt. Told og moms, miljø, regler og bekendtgørelser, sikkerhed og forurening.
Det er næsten ligesom i Danmark. Nogle ting meget værre.
Der er meget streng kontrol med alt der indføres. Vores indklarering var nem, men vi fandt ud af, at det var på grund af travlhed, idet der samme dag ankom 40 både i en kapsejlads.
Inden vi tog båden på land lå vi nogle dage i den store Marlin Marina (46AUD pr. dag) men her var det forbudt at reparere noget som helst udvendigt på båden og det var kun tilladt at afvaske med ferskvand uden rengøringsmidler. Reparationer fra land kunne man ansøge om og få en Hot Work tilladelse, hvis der skulle bruges elektriske maskiner. 
Da vi var kommet i vandet igen og lå på ankerpladsen, blev vi en aften påsejlet af en stor tur-katemaran, der sejlede aftentur med et stort selskab. På grund af en stor fragtbåd, der sejlede ud af havnen, måtte katamaranen sejle tæt på ankerpladsen, hvor der ligger 100 både og desværre overså skipperen os. De drev ind i os med tidevandsstrømmen, men det var ikke så slemt. Forpulpitten krøllede sammen. Så tilbage til værftet for reparation igen.
De betalte gildet og faktisk fik jeg en bedre pulpit, da den gamle var skadet i forvejen, men det var der ingen der bemærkede. Vi brugte vores vinkelsliber til at skære rørene til forpulpitten så de passede, men sikken en ballade vi løb ind i, selv om det var væk fra andre både. Det blev indberettet til miljøkontorer og havnemyndigheder for forurening af vandet.
Havnen er flodvand hvor man ikke kan se 10 cm igennem, i forvejen møgbeskidt.
Trusler om store bøder hang i luften, så til sidst var vi trætte af Australien.
Da de sidste varer var ankommet, kom vi af sted tirsdag den 26. september, noget forsinket. Vi stoppede (ulovligt) ved Barriere Revet og snorklede, men vandet var uklart og koldt. Jeg ville nu gerne have haft mere tid for at dykke, men vi må tage revanche i PNG.
Sent tirsdag eftermiddag fortsatte vi ud på det åbne hav med godt 500 sømil foran os mod PNG og er nu ca. 100 NM fra, hvor vi skal hente skibshunden, HVIS DE ALTSÅ IKKE HAR SPIST DEN !
Mig med rygsmerter efter hold i ryggen på grund af overbelastning og det er ikke bedre herude i bølgerne. Vi kan netop lige holde Nimoa op, men havet er flot, store dønninger fra øst, vinden fra øst syd øst 20-25 knob, så med rebet storsejl og jib kommer vi støt og roligt nærmere.
I går fangede vi en Yellowfinn Tun på 18 kg.
Fra Nimoa sejler vi mod vest for at checke ind på den lille ø Samarai og derfra videre mod Alotau i Milne Bay, hvor Magnus fra Island kommer. Han skal sejle med til Guam.
Nye storsejl fra Lee Sail´s i Hong Kong er perfekt.
Turen for efteråret er stadig op igennem PNG til Mikronesien og Guam, hvor vi lander i starten af december. Der er mange henvendelser fra interesserede gaster, der vil med, især fra Guam mod Philippinerne, så der skal planlægges lidt.
Teddy Witzansky, der var med fra Ecuador til Tuamotu, ankom i Cairns og skal med op igennem PNG.

Papua New Guinea den 9. oktober 2006
Tilbage til PNG
Ankomsten til Nimoa var spændende. (11*18S, 153*15E) Vi brugte 4 døgn til sejladsen og smed anker i bugten lige over middag. Vi havde hele morgenen haft travlt med at hive fisk ind, den ene efter den anden bed på.
Den første udriggerkano var John, der havde passet Ana og han fik fiskefangsten til deling med de andre i landsbyen. Ana havde det godt, fortalte han. Jeg havde dog samme morgen snakket med Hans Clemmensen fra ”Seagoon”, der lige havde været der dagen i forvejen og han fortalte det samme.
Da vi havde ankret og klaret op, gik det mod stranden. Men her blev vi noget forbavset, for Ana ville ikke kendes ved os. Hun legede med de andre hunde.
Vi havde gaver med til familien, så efter endt udveksling, hvor jeg også fik alt mit "ulovlige" om bord (det som er besværligt at komme til Australien med), sejlede vi ud til Anaconda igen. Efter nogle dage var Ana normal igen. Vi blev ved området i nogle dage og overværede lidt af det lokale.
Vi havde en fin vandretur op over højdedraget og kikkede ud over øriget. En flok børn fulgte os hele vejen. Øerne omkring havde "stævne", hvor skoleelever i hundredvis var samlet ved hospitalet til en uges konkurrencer i forskellig boldspil. De overnattede ved boldbanen ved hospitalet, drevet af nonner. Alle sov i palmehytter og interimistiske telte.
På stævnets sidste dag gik vi en tur igennem området og så, hvordan den sidste aftens spisning skulle foregå.
Kl. 13 blev 7 store sorte grise slået ihjel med et spyd ind igennem halsen. Efter aftapning af blod blev de smidt direkte på hvert sit bål og svitset, så hår m.m. var brændt af og de var helt sorte. Derefter blev de smidt ud i strandkanten hvor de blev skrabet med en kniv. Først derefter blev de parteret midt på græsset, på palmeblade. Kl. 16 kom svinene på de rigtige bål og tilberedt.
Forholdene det hele skete under, var lidt af en "rynken på næsen", men det har sikkert foregået på samme vis i resten af verden, inden vi blev "civiliserede".
Efter at have snakket med Hans Clemmensen på ”Seagoon” sejlede vi til Grass Island, hvor han lå. Vi måtter dog tilbage til hospitalet dagen efter. Teddy Witzansky havde døjet med betændelse i den ene fod, der fulgte op med kraftig hævelse. Efter et besøg her gik det i sig selv igen. Det er næsten altid forbundet med betændelse, hvis man får en hudafskrabning eller bliver ridset af en koral.
Panasia, Calvados Chain
Nu var tiden inde til et stort stræk, op imod et sted at checke ind. Vi havde jo snydt lidt fordi vi skulle hente hunden. Så efter en hel dags sejlads ankom vi til en klippeø ved navn Panasia.(11*07S, 152^19E)
Kortene var ikke nøjagtige, men vi ankom så tidligt, at vi kunne se vej ind igennem revet og sikke en overraskelse. Det smukkeste vi længe har oplevet.
Der lå i forvejen 4 andre både, men det var der en årsag til. Det var Bora Bora i miniformat. 200 m høje forrevne lodrette limstens klipper bevokset med buskads, koralrev alle vegne i lagunen, der omkredsede øen. En lille hvid sandstrand med palmer og et par små hytter, som de lokale benyttede, når de overnattede på øen.
Vi blev modtaget af to udriggede kanoer hvor de lokale gerne ville handle med deres frugter og grønsager. De andre sejlbåde havde arrangeret bål på stranden så vores sidste fisk, en 15 kg spansk King Makrel, blev serveret.
De andre sejlere gik tidligt til køjs, idet de skulle direkte mod Australien dagen efter.
3 lokale melanesiere var med ved bålet og fortalte om området.
Vi fik arrangeret en tur dagen efter op igennem klippeøen, som vi aldrig glemmer.
Sammen med dem sejlede vi i dinghien over på den anden side af øen, hvor hele kysten var den smukkeste hvide sandstrand. Vi gik et par km langs stranden til vi kom til en forladt landsby med mange hytter. Bag hytterne var alle træer fældet og her var plantet Papaya, majs, græskar, taro, yams og sweet potato.
En af melanesiere, McKenzie fortalte, at en gang om året kom der folk til landsbyen for at indsamle søpølser/søagurker. De blev tørret over bål og sendt videre til Kina som en stor delikatesse. Det var en mand fra Singapore, der havde stået for sidste sæsons indsamling. Derfor var der igennem årene fældet mange træer, hvilket nu kom de lokale til gode med plads til at dyrke på.
Skeletter
McKenzie viste os derefter vej op i klipperne, hvor vi efter en kravletur kom frem til en lille åbning ind til en kæmpegrotte, der var åben op mod himlen 100 meter over os. I bunden af grotten var der en ferskvandssø. Han fortalte, at der ikke havde været hvide mennesker inde i grotten i lange tider. De viste ikke stedet frem for andre, kun ved særlige lejligheder og det var umuligt at finde på egen hånd.
En spændende oplevelse og utrolig flot og storslået. Vi kravlede videre opad et stejlt spor, der endte i et uigennemtrængeligt buskads.
Med "bushknife" huggede de sig igennem og pludselig stod vi med udsigt over lagunen hvor Anaconda lå, blot 200 meter længere nede.
Længere fremme dukkede under et stort klippe overhang mindre huler op. Der skulle have været kranier i en af dem, men den var tom. McKenzie fortalte, at der for flere år siden kom en Australier på besøg. Han havde set kranierne, hvori der "boede en sommerfugl".
Sommerfuglen fulgte med ham ned til hans båd hvor han fodrede den med brød. Den næste gang McKenzie var ved hulen, var sommerfuglen væk og kranierne ligeledes.
Men de dukkede op igen, sammen med sommerfuglen, fortalte han. Det var trolddom og overtro.
Vi var tændte på at se mere spændende, så efter en lang tur tilbage, sejlede vi i dinghien tværs over et pas, til den ø hvor McKenzie og de andre boede "Little Panasia".
Efter at have talt med landsbyens "gamle mand" fik de lov til at vise en hule frem for os. Igen skulle vi kravle op igennem et klippeområde, hvor der på en lille højslette var indrettet "have" hvor der dyrkedes grønsager. Videre igennem buskads og stier kom vi frem til en lille lysning og her pegede de på en hule.
De to andre melanesiere forsvandt igen, men McKenzie blev.
I en lille nische lå en stor stak knogler og kranier. Ingen vidste hvorfra de stammede, men det var tydeligt, at de var gamle.
I alt 8-10 skeletter var der, talt ud fra kranierne.
Gamle fortællinger siger, at folk blev brændt på bål, stående op ad en pæl. Over hovedet havde de en lerkrukke, og når det meste var brændt væk, blev resterne placeret i huler. Derfor flest kranier alle vegne.
Sent på eftermiddagen sejlede vi tilbage og de tre melanesiere fulgte med.
Vi grillede igen på stranden og med en stor pose med forskellige gaver, sagde vi farvel og trak for en fantastisk oplevelse. Gaverne bestod af tøj, sæbe, tandpasta, sygrej, balloner, slik, papir, blyanter, engelske ugeblade, læbestift, kamme.
Vi sejlede fra Panasia den 8. oktober ud igennem den smukke lagune, imod Pana Waipona (11*15S, 152*08E), en lille ø, der ligger midt i et meget bredt pas. Da vi kom tæt på lignede det fuldstændig Anholt, med samme højde, bevoksning, hvide strande og fyrtårn. En tanke gik blev hjemover til sommersejladserne i Kattegat.
Der var ingen passage igennem revet, så måtte fortsætte til en lille øgruppe ved Bramble Haven, som ikke er afmærket på kortene. Vi endte ved den sidste af 5 øer og ankrede i læ af den sidste, som faktisk var en elendig ankerplads. Her var meget tidevandsstrøm og som altid, da det var højvande, kom der bølger, så vi måtte tåle en rullende nat med et halvt øje vågent. Øen var ubeboet, så vi fik brændt vores plastic og papiraffald af.
I dag er vi på vej videre de næste 50-60 sømil. Området vi sejler i, er ikke detaljeret på C-map kortene, så koralrev, øer, dybder m.m. er overhovedet ikke afmærket. Det er med at holde godt udkig.
Der var en sort prik på kortet, som vi håbede var er en ø.(10*50S, 151*08E) Men det var kun en ensom klippe midt i havet, så vi har ændret kurs for at finde en ankerplads for natten.
Vi er på vej til Alotau i Milne Bay i det østlige PNG, hvor myndighederne ifølge andre sejlere, er flinkest.
Det er jo kun et usselt snavset kontor, hvor der sidder en immigration officer. Det eneste han har på kontoret er en kuglepen og et stempel.
Men myndigheden har han.
Det gælder om at være flink og i enkelte tilfælde hjælper det med lidt bestikkelse.
Der er et nærmere indchek sted, Samarai Island, men dette kontor er besat af en ny uddannet immigration officer, der er meget nidkær, så det sejler vi forbi. Det er jo i vores øjne så fuldstændig ligegyldigt, alt dette ind- og udcheck, men alle steder vogter de over deres "vigtige" arbejde.
Vores visa for PNG er udløbet allerede den 30. august, så vi er spændt på, om vi kan charme/bestikke os igennem immigration og bruge det samme stempel. Ellers må vi sende passene til Port Moresby, eller jeg må tage flyveren derned og få dem stemplet.
Så kan jeg jo gå på den danske ambassade og lave papirerne til et nyt pas, hvis det ikke lykkes at få et direkte hjemmefra. Det gamle pas har ikke plads til flere stempler. Det kan så blive sendt til Guam.
I Alotau står Teddy Witzansky af og to nye gaster, Magnus Waage fra Island og Søren Asmussen fra Århus ankommer den 12. oktober.

Rejsebrev Papuya New Guinea den 13. oktober 2006
Næste ankerplads var ved en Ø, der ikke var med navn på kortet. Der var ingen læ på ankerpladsen, men øen var omgivet af et smukt rev og med lavvandet lagune inden for revet.
Vi fandt et egnet sted og ankrede. Øen var igen fantastisk flot, med høje klipper, der gav læ for vinden og lave områder rundt om med palmelunde og krat, hvide strande hele vejen rundt. Vi havde fanget en 15 kg Yellowfinn tun kort før vi ankom, så da de første fem kanoer var ankommet, forærede vi dem fisken, som de blev glade for.
Øen hed Bentley og var beboet af ca. 200 mennesker. De fortalte der var masser af hummere og ville vise mig revet når det blev mørkt.
Langusterhummere og Havskildpadder
Da det blev mørkt hoppede jeg i vandet med handsker på en lygte. Der var hurtigt hummerbid og kort efter ankom de indfødte i kanoerne. Jeg lånte dem begge mine lygter og fulgte dem på revet, hvor de fangede flere hummere, så havde nok til næste aften.
På revet kom en stor Hawksbill skildpadde svømmende og lynhurtigt var de over den. I løbet af et øjeblik lå den oppe i kanoen, med hovedet nedad, så de ikke sprællede ud. Det blev til en Hawksbill mere, et par store fisk og et par squids blæksprutter.
Hajfinnesuppe
Næste dag gik vi en tur rundt på øen og i den hyggelige landsby. Alle er ualmindelige flinke. Jeg fik foræret et stort gebis fra en tigerhaj af en fisker, der stolt fortalte, at han fangede mange hajer på lange liner, men kun for finnernes skyld. Nogle gange lavede de mad af kroppen, men den smagte ikke så godt.
En del af kødet blev brugt som madding igen, men for det meste, blev kroppen smidt ud igen.
Finnerne blev tørret og solgt i Alotau til kinesiske opkøbere og de ender, som de fleste ved, som hajfinnesuppe, der står i høj kurs i Kina. En forfærdelig trussel mod hajbestandene alle vegne.
Skildpadderne fra aftenen før, lå på stranden på deres rygskjold, så de ikke kunne "stikke af".
Sådan kunne de ligge i dagevis og holde sig friske, men de skulle steges på bålet om aftenen. Godt vi ikke skulle overvære det.
Skildpadder er en del af deres kost på alle øerne herude som jeg har nævnt før, og det er der ikke nogen miljø organisation der kan rykke ved.
Undervejs til næste ankerplads ændrede vi kurs for at finde en sikker ankerplads. En lukket bugt ved Sariba Island var stedet og vi satte kursen imod Wanatonoli Bay sydøst for Alotau. Kæden af øer spærrer mere eller mindre for tidevandsstrømmen, der løber imellem øerne og skifter hver 12. time (ikke hver 6. som normalt)
Da vi nærmede os passagen ind imellem de høje smukke klipper ind i bugten, fik vi det at føle. Modstrømmen blev kraftigere og kraftigere og nåede 6 knob med en strømsø der svarede dertil.
Et inferno, hvor der skulle styres med tungen lige i munden. Vi kom langsomt igennem og var helt forpustede bagefter. 
Kort efter lå vi til ankers i en stille smuk bugt, omgivet af bjerge.
Bagefter så jeg på kortet, at tidevandsstrømmen løber med 7 knob.
Igen kom de lokale ud i udriggerkanoerne og ville handle. Et par unge fyre tilbød deres assistance med at hente vand. 7 gange var de i land for at fylde vores 6 x 5 gallon flasker med regnvand fra landsbyens tank. Vi forærede dem et par DVDer og de var lykkelige.
Næste morgen, den 12. oktober, stod vi tidligt op for at se manta-rokkerne der kom i store flokke, hvis vi var heldige. Vi var klar da solen stod op og snorklede i en time, men nej. Ikke denne gang. Derefter gik turen mod Alotau. Indcheck gik uden problemer overhovedet.
De to nye gaster, Magnus Waage og Søren Asmussen dukkede op kl. 5 om eftermiddagen.
Dagen efter afmønstrede Teddy Witzansky.
Nu skal vi lige have syet lidt på forsejlene, hvorefter turen går videre nordpå til Trobriands Islands.

PNG den 16. november 2006
Vi har haft problemer med laptop og tilslutninger m.m. men det er i orden igen.
På Normanby Island sejlede vi dybt ind i fjorden, omkranset af høje bjerge.
Vi vågnede kl. 4 om morgenen til en "fugle-koncert" fra junglen, der sjældent er hørt magen. I dinghien med en indfødt guide, sejlede vi ind i junglen, op ad en lille snørklet flod der havde sit udspring i en ferskvandskilde. Her hentede vi vand og fik fyldt tankene.
Øerne her er flotte, nogle 2000 meter høje og ikke ret store. Der er mange vådområder med tykke mangroveskove.
Her holder saltvandskrokodillerne til, men vi har ikke set nogen, da de er meget sky. Vi bader dog aldrig, når vi er tæt ved disse områder.
Jeg havde fornøjelsen at få malaria igen, så det var vandret liggende i godt et døgn før kræfterne kom tilbage.
Turen gik videre op igennem Trobriand Islands, hvor der ikke var så interessant, som vi havde forventet, men vi fortsatte til det sydlige hjørne af New Ireland, hvor vi ankrede i en lille idyllisk bugt.
En af de indfødte præsenterede sig som høvding for området og inviterede os op til en kilde og hente vand. Alt gik fint og han fik en gave som tak, men sent på dagen kom en anden person ud med et brev fra den "rigtige" høvding, faderen til førnævnte, der forlangte kr. 1000 for de dunke vand vi havde hentet. Han var åbenbart fornærmet over, at det ikke var ham, der havde fået gaven. Vi kom ind i en lang diskussion, hvor vi påstod, at det var om kompetence. Men til sidst måtte vi tilbyde høvdingen en lille sum penge, som han modtog så sagen var ude af verden. Men næste morgen var der stjålet en fiskestang og tre par nye sko fra vores agterplatform. Vi opdagede det først da vi var afsejlet, så vi fortsatte. Lidt ærgerligt.
Ana skibshund gøede godt nok om aftenen ud i mørket, men vi troede blot at det var nogen der roede forbi, så vi opdagede ikke tyven.
Efterfølgende hørte vi, at stedet er kendt for tyverier.
Vulkan i udbrud
Vi sejlede herfra til Rabaul, hvor vi oplevede Tavurvur vulkanen i udbrud, netop som vi sejlede forbi. Den tykke grå røg bølgede ind over en del af Rabaul, men vi tog chancen og ankrede ved Yachtklubben. Næste morgen var båden overstrøet med sort vulkanaske, så vi fortrak skyndsomt væk fra området til Kokopo. Fra Kokopo sejlede vi mod Kimbe Bay, hvor vi igen havde nogle gode dyk og lå til ankers om aftenen ved Walindi Resort. Her ankom Henrik Friis Juhl, der er læge. Henrik Friis Juhl skal sejle med til Yap.
Turen fortsatte op over Vitu Islands vi stoppede mange steder, bl.a. for at dykke på "Krakafat", det bedste dykkersted i området, som jeg har dykket på før. Jeg nåede da også at se 11 hajer på dette dyk. På Unea Island lå vi ved en missionsstation, hvor præsten kom ud og inviterede os til katolsk Gudstjeneste. Bagefter så vi landsbyen og området. En unik oplevelse, hvor vi måtte indenfor i læ ved en hytte imellem alle de indfødte, da et troperegnskyl pludselig væltede ned. Mange af børnene havde ikke set hvide mennesker før og sejlbådsbesøg var en sjældenhed.
Havskildpadder
På Umboi Island ankrede vi i en smuk bugt med en sød landsby. Igen blev vi inviteret ind og så alt hvad de lavede. Der var meget smukt. Om aftenen snorklede vi på revet efter hummere "Crayfish" sammen med fire indfødte. Vi fangede 9 stk. og en masse fisk, som de beholdte. Vi fik hummerne. Dagen efter kom andre indfødte ud til os med to havskildpadder de ville sælge. De kostede 10 kr. stykket, så vi købte dem. Men da de var sejlet i land, slap vi dem løs igen. Vi havde ingen planer om at lave skildpaddesuppe. Dagen efter sejlede vi ud til en ubeboet ø og dykkede. Her oplevede vi en sigtbarhed på 40-50 meter, helt fantastisk. Masser af store fisk og havskildpadder og enkelte hajer.
Madang
Herefter gik turen direkte mod Madang, hvor vi ankom fredag eftermiddag, ankrede op og agterfortøjede til min ven Tony Beirnes sted, skibsværftet. Han blev glad for at se Anaconda igen og vi havde nogle hyggelige dage sammen. Magnus Waage tog bussen op i højlandet til Goroka. Sue Ganster og hendes søn Trace besluttede sig for at tage hjem til USA og Søren Asmussen og Henrik Friis Juhl tog på dykkertur med Madang Resort imens jeg syede lidt på solsejlet m.m.
Næste stop var ved Jais Aben dykker-ressort, hvor vi fik noget god mad og mødte danske Klaus, der lige var startet med at arbejde der. Dagen efter dykkede vi på et B 25 bombefly fra anden verdenskrig. Et flot velbevaret vrag. Vi er nu på vej mod Wewak ved Sepik River på Nordkysten, hvor vi skal checke ud internationalt mod Micronesien.

Wewak, Papua New Guinea den 18. November 2006
På vej nordover mod Wewak, hvor vi skal checke ud af PNG, sejlede vi for motor hele vejen. Der var ingen vind, eller kun få knob, hvis der var noget, så havet var fladt. Vi stoppede op for natten ved en lille bugt, hvor der lå en landsby, Bunabun Harbour.
Igen kom de indfødte ud i deres kanoer og var nysgerrige.
Ved mørkets frembrud kunne vi pludselig høre skrattende højtalere, sang og tale inde fra land. Vi troede først, at det var noget primitivt fest arrangement, men fandt hurtigt ud af, at det var en religiøs sekt, der holdt dommedagstaler til de indfødte. Noget foregik på engelsk. Vi ignorerede det dog og det sluttede efter nogle timer. Men næste morgen kl. 0430 startede højtalerne igen med dommedagstaler og så havde vi fået nok. Selv om det var mørkt, lettede vi anker og sejlede videre.
Stakkels indfødte, der var tvangsindlagt til dette helvede.
Op langs kysten skiftede landskabet. Omkring Madang var der høje bjerge i baggrunden, men jo nærmere vi kom Sepik River, jo lavere blev det. Havet ændrede også karakter med større dønninger, der kom nordfra.
Vi stoppede i Hansa Bay, hvor der skulle ligge 35 vrag fra krigens tid, men bugten er stor og vandet var i perioder grumset fra alle floderne, så kun ved hjælp af de indfødte, vi mødte i kanoerne, lykkedes det os at finde et af dem, et japansk forsyningsskib, som vi dykkede på. Udemærket dyk med masser af fisk og mange Sting Rays i sandet ved siden af.
Efter dykket sejlede vi direkte til Sepik River, som er en af PNG´s største floder og vi ligger nu ankret i 5 knobs strøm, men alligevel kommer de indfødte ud i kanoerne og vil handle. De er dygtige kanoroere.
Her har de flotte træudskæringer. Det er det meget vilde område af PNG, men det er spændende.
Vi ankrede i næsten mørke, hvorefter de indfødte kom ud til os og fortalte, at det var bedre at ankre lige ved deres landsby. Der var mindre strøm. Der hvor vi havde ankret, kunne vi risikere, at blive revet med ud ad floden, hvis der kom en stor træstamme flydende med strømmen og ramte os. Så vi lettede anker og sejlede nærmere, men med tanke om, at så var vi også nærmere, hvis de skulle røve os i løbet af natten.
Nå men vi har jo skibshunden, som holder vagt.
Her til aften sidder vi i mørket og lytter til jungletrommer og kannibal sang fra landsbyen, ligesom "åndetrommer" fra Grønland, blot mere uhyggeligt, fordi vi er midt i det vilde, ikke det civiliserede Grønland.
Lidt tankevækkende, når vi kommer fra Madang, som sammenlignet med dette område, er "civiliseret".
Det er fuldstændig vindstille med klar himmel, men meget varmt og fugtigt. Det lyner og tordner oppe over bjergene, men det kommer nærmere og snart vil regnen stå ned "i torve". Men det nye sol/regn sejl er perfekt og vil samle en masse vand til os.
Jeg var heldig at købe en tromme, lavet af en udhulet træstamme med udskæringer og med lizzardskin som trommemembran.
I morgen sejler vi længere op ad floden, hvis det ikke er for strengt at sejle mod strømmen. Vi skulle gerne checke ud i Wewak om få dage og sejle imod Micronesien, ca. 600 sømil.
Her i området, hvor vi er, er der mange vulkaner. Keglebjerge mange steder ude i horisonten over havet og flere af dem er lidt aktive. For 8 år siden var her et undersøisk jordskælv, der forårsagede en Tzunami, der ramte Nordkysten med en 10 meter høj bølge og dræbte over 2000 mennesker. Selvfølgelig ikke noget i forhold til Thailand, men alligevel.
Her var ingen hjælp at hente, som de fik i Thailand, så de lider stadig under skaderne.

Mikronesien den 27. november 2006
Tropisk Storm Durian
Kalmebæltet ved Ækvator sluttede med regnbyger og vind med styrke 37 knob, som kom lige pludselig. Bølgerne rejste sig, så vi måtte rebe sejl og ændre kurs. Det varede 3-4 timer, hvor vi forberedte os på at sejle langt med vinden, hvis det fortsatte.
Vinden stabiliserede sig på 15-20 knob fra NØ, men vi kunne ikke holde Sarol Atollen op. I stedet satsede vi på at ramme Ngulu Atollen, 80 sømil syd for Yap. Det ville være fint at anløbe den og afvente vejrsituationen. 
Vejrudsigten sagde at et lavtryk var på vej vestover hen over det vestlige Mikronesien, men det forventedes at udvikle sig til en tropisk storm, så vi holdt øje med det på vores vejrmeldingssystem via computeren.
Den ville passere vestover imellem Guam og Yap.
Marlin!
Vi havde en fin sejlads med halvvind helt op til atollen, som vi anløb søndag morgen.
Kort forinden var der pludselig stort bid på krogen. MARLIN !!
Den dansede på halen og piskede løs for at komme fri, men den blev på krogen. Sejlene kom ned og efter mange manøvre med båden for at holde linen klar af ror og skrue, hvor vi stykke for stykke halede ind på linen og efter mange forsøg på at slippe fri, var den til sidst så træt, at den gav op.
45 minutter hård kamp tog det, at hale den ind. Flot stor fisk på anslået 75 kg.
Halen var en lille smule mindre, end den Marlin vi fangede i foråret ved Madang og den var 83 kg, så det er et skøn. Vi beholdt fisken ombord, for en time efter anløb vi Ngulu atollen og vi ville forære fisken til de indfødte på øen.
Ngulu Atollen
Anløbet af atollen var flot. Flade koraløer spredt langs revet med bevoksning af krat og palmer. Da vi kom tæt på den sydligste ø, som bærer atollens navn, Ngulu, kom der en båd ud med tre personer.
George med sin svoger og hustru. De fortalte hvor vi kunne ankre og ønskede os velkommen. Som velkomstgave gav de os en kurv af flettede palmeblade, fyldt med friske kokosnødder.
Vi kunne så give dem Marlinen som gave, hvilket de blev meget glad for og George fortalte, at de aldrig havde smagt Marlin før. Vi tog dog selv en bid af fisken til aftensmad, samt halen, som vi har hængt op som trofæ.
En god oplevelse, som blev fotograferet flittigt.
De fortalte, at der kun bor 10 mennesker på hele atollen og de boede på Ngulu øen. Resten af den lidt større befolkning, var rejst til andre atoller og til Yap, for at tjene penge.
Vi blev inviteret ind og se øen og det var en fin oplevelse for os alle. Der var tydelige beviser på, at der tidligere har boet mange mennesker på øen, idet der var mange tomme hytter og husområder. Da vi kom ind på øen var de allerede i gang med at partere Marlinen og ryge kødet, så det kunne holde sig længere. 10 mennesker, inkl. 3 børn og 2 gamle kvinder, er ikke meget til at fortære en stor Marlin. Vi forærede dem en pose med ris, mel, sukker, salt og slik og balloner til børnene og alle var glade.
Der er en tydelig forskel på befolkningen i PNG og heroppe i Mikronesien. De indfødte er ikke så påtrængende, men de har jo også været under mange års amerikansk protektorat efter WWII, inden de blev selvstændige, så de er på en måde mere civiliserede, samtidig med, at man forsøger at holde atollerne isolerede, så de indfødte kan få fred til at leve livet, som de har gjort i generationer. Der er tydeligt polynesisk islæt.
Familieoverhovedet George fortalte, at der "lige" havde været en anden dansk båd, men han huskede ikke navnet. Da vi spurgte lidt mere om den sagde han, at det måske var 10 år siden!
OK, så gættede vi på Nordkaperen, og ja, det var det. Nordkaperen havde besøgt dem undervejs fra Yap til Palau.
På grund af den skiftende vind lagde vi os til ankers lidt væk, bag en anden ø og beskyttet af mange rev og vi havde en rolig nat. Dagen efter snorklede vi på koralstokken. Her svømmede vi imellem masser af sorttippede hajer, ganske små, under ½-1 meter lange.
Bagefter gik vi en tur på øen og fangede en masse landkrabber og 4-5 kokoskrabber. Imens vi ventede, fik vi vejrkort og meldinger fra Tokyo og Taipeh, der sagde, at Durian havde udviklet sig til en tropisk tyfon, men den var heldigvis stadig på vej vestover, men centret passerer nord om os, kun 130 sømil væk. Vi er heldigvis i den venstre kvadrant, så vindene er moderate.
Men i den højre kvadrant er der mere end 50 knob lige nu.
Tyfonsæsonen er ikke forbi endnu. Sent på eftermiddagen skulle vinden dreje i syd og give os en fin sejlads de sidste 80 sømil op til Yap. George kaldte os på VHF radioen og ønskede os god tur. Jeg fortalte ham, at der er stor sandsynlighed for, at Anaconda ville komme tilbage i februar under vores tur fra Guam mod Palau og Philippinerne. Hans radioanlæg havde han fået af en dansker, der bor og arbejder et eller andet sted i Mikronesien?
På vej til Yap, sejler vi hen over et af verdens dybeste havområder.
Yap graven på over 8000 meter og senere på vej mod Guam sejler vi hen over Marianergraven på over 11000 meter. 
Over ækvator
Så er vi nået halvvejs til Yap. Det har været motorsejlads hele vejen, kun for lav fart, ca. 5 knob med storsejlet oppe, så vi ikke ruller så meget.
Passagen af ækvatorbæltet er ikke overstået endnu, men besætningen, de tre "landkrabber" er blevet behørigt døbt af Kong Neptun, der dukkede op tirsdag morgen, da vi passerede "linien" på 142 grader øst. Her var havet spejlblankt.
Lige nu er der store dønninger fra NØ og vinden få knob fra samme retning.
Vi har kurs 335 og påtænker at gøre stop på Atollen Sorol, der ligger næsten i Yaps retning. Ifølge litteraturen skulle der kun bo 3 mennesker på atollen.
Det er godt nok meget forbudt, at gøre stop nogen steder før man har checket ind, kun i nødsituationer, men mon ikke vi kan finde på en undskyldning? ;o)
Den lave fart har gjort, at vi har sejlet 1,8 sømil pr. liter diesel, hvilket glæder mig og viser, at vi har en sejladsradius på over 1000 sømil.
Godt at vide. Bare en knob mere gør, at vi bruger en liter pr. sømil.
Vi havde en fin oplevelse på Sepik River, hvor vi sejlede op imod strømmen i nogle timer og oplevede floden sno sig, men vi havde ikke tid til at fortsætte for langt op. Vi sejlede tilbage til landsbyen og her havde de indfødte fanget masser af friske flodrejer, der var så store som hummere.
Vi købte dem alle, næsten 20 stk. for 30 kr. og fik to rigtig gode måltider ud af dem de næste dage.
Vi fortsatte til Wewak, der lå smukt oppe på en høj halvø. Her fik vi handlet lidt, hentet vand og diesel, checket ud og kom af sted. Dagen efter gjorde vi stop på en lille ø ved navn Wuvulu hvor vi dykkede imellem skildpadder. På revet lå der et vrag af en nyligt grundstødt PNG fiskerbåd, der var sejlet direkte op på revet.
Imens vi var der, ankom en anden større fiskerbåd, der skulle forsøge at bjærge fartøjet, selv om det så lidt håbløst ud. Det lå højt på revet og bølgerne havde rullet med båden, så der var hul i skroget, der skulle tætnes først. 
Vi nåede ikke i land på øen, men en kano kom ud til os og vi fik handlet lidt frugt og grønsager, som vi ikke havde fået købt i Wewak. Vi kunne nu se, at den sorte Melaneser befolkning havde skiftet til mere Polynesisk afstamning, som de fleste af småøerne i dette område er befolket af.
Vi glæder os til at komme til Yap, som er den mest isolerede stat i Micronesien, hvor man stadig holder på traditionerne fra gammel tid. Enkelte steder er det forbudt befolkningen at gå i vestligt tøj. Der bliver nok masser at fortælle. Jeg håber det er muligt at sende billeder hjem via E-mail til websiden her. Der skulle være et posthus på øen, så vi må se.
Fiskeriet har været fint med spansk makrel og mahi mahi, så "landkrabberne" er lidt trætte af fisk i øjeblikket. Vi venter på en Yellowfinn tun, så vi kan lave en gang sushi, frisk fra havet.
Besætningen fra Guam den 1. februar er allerede på plads.
Der kommer 5, som sejler med tilbage til Yap, Palau og Philip-pinerne. Efter 1. april er der ledige pladser under videre sejlads i Philip-pinerne.

Ithi atollen den 5. december 2006
Tyfonen "Durian" 
Vinden tiltog i løbet af natten til 45 knob, så vi havde alt for høj fart og ville ankomme til YAP i mørke, så vi rebede sejl og ændrede kurs. På vejrkortene kunne vi se, at Durian passerede 110 sømil nord for Yap og det roterende skyområde strakte sig ned over os og det kunne vi mærke.
Det regnede i spandevis og søen var grov. Men da dagslyset kom stilnede det lidt af og vi kom sikkert i havn. Efterfølgende forrettede Durian frygtelig skade hen over Philippinerne med flere tusinde omkomne og fortsatte helt til Viet Nam.
2 gaster afmønstrer
Efter indcheck måtte vi vente til næste dag før vi fik vores "Entry Permit" og skulle blive ombord. Henrik Friis Juhl skulle hjem fra Yap via Guam og Søren Asmussen besluttede ligeledes at flyve til Guam.
Vi nåede at tage en rundtur på Yap med en Taxi, hvor vi så masser af Yap "stone money", som er store udhuggede sten, som mest af alt ligner møllesten. Det var betalingsmiddel i gamle dage og tegn på velstand og "pengene" har stadig betydning som værdi i dag.
Stenene kommer fra Palau, som ligger 250 sømil fra Yap og de er alle hentet i udriggerkanoer, en stor bedrift, på dette kæmpestore, urolige hav. Yap er den sidste stat imod vest i Federal State of Micronesia. Yapeserne, som er af polynesisk blandet med Philippinsk afstamning, er kendt for deres fremragende evner som navigatører og søfolk.
Der lå et par andre både på ankerpladsen, bl.a. "Petima" fra Langø på Lolland.
Det var tyskeren Peter fra Hamburg og hans canadiske kone Nicole. Han havde tidligere været dansk gift og har boet i Danmark, så dem havde vi nogle hyggelige timer sammen med, bl.a. var de med til vores julefrokost med danske madvarer, som Henrik Friis Juhl havde haft med.
Topløse kvinder
Rundt i gadebilledet så vi tit Yapesere, der var klædt traditionelt. Det består af Lava, et stofklæde, som mændene har viklet om hofterne og kvinderne som en lang sarong og så med bar overkrop. Også kvinderne. Topløse, som man ser på en strand i Danmark. 
Mantaer
Yap er kendt for rigtig god dykning, bl.a. med Manta rokker, så vi entrerede os med en lokal bådejer med en åben "bananbåd", der for et rimeligt beløb sejlede os over på den anden side af øen til en passage igennem revet, hvor der var mange Mantaer.
Det er Big Business på Yap med flere dykker Ressorter og mange både, der er ude at se Mantaerne hver dag. Det koster normalt 99 USD for to dyk, plus udstyr. Men vi havde vores eget og en af de erfarne Dive Masters med os "Mike" og fik et par fantastiske dyk med masser af Mantaer.
Som alle andre Yapesere, tyggede han betelnødder, også imens han dykkede! Så der kom en rød sky i vandet fra ham en gang imellem, når han tog automaten ud af munden og spyttede.
Mantaerne havde tre "clearing stations" i passet og kom sejlende stille igennem vandet i grupper på 3-4-5 stykker. De største var over 4 meter i vingespand. På "clearing stationen" stod Mantaerne stille i vandet og små koralbarser svømmede rundt på de store fisk og nippede urenheder til sig. Flot Syn.
Afsejling fra Yap
Magnus Waage og jeg skulle videre mod Guam, så vi gjorde os klar til afsejling mandag den 5.
Vinden var konstant fra N Ø, lige i næsen, 20-25 knob, så vi vidste vi ville få en hård tur, med kryds. Vi ville gøre stop på Ulithi Atollen, som ligger 100 sømil fra Yap og jeg fik indhentet Visiting Permit, som er obligatorisk. Det var med lidt bange anelser vi tog af sted, fordi vejrkortene viste atter et opbyggende lavtryk nede ved Ækvator, som vi skulle holde øje med, men vi håbede det først ville komme op til Micronesien når vi var tættere ved Guam.
Bølgerne var 4-5 meter og vinden hård, så undervejs flængede genuaen. Så måtte fokken holde for, alene med storsejl og motoren kørende. Fokken gik imidlertid også i stykker og jeg måtte i den rullende søgang skifte starter på motoren, da dagtanken, på grund af krængningen, løb tør for diesel og derefter "lufte ud".
Det gik bedre, da vi kom nærmere atollen, der gav læ for de store Stillehavs bølger.
En flot indsejling imellem de mange små palmebeklædte øer i ringbæltet omkring lagunen opvejede al besværet. Bølgerne aftog og da vi droppede anker ud for en af de beboede øer, Fassarai, blev vi hilst velkommen af vinkende mennesker. Vi ankom dog sent, så landgangen i morgen vil klarlægge, om vi må blive her et par dage og reparere sejlene.
Vi skal hilse på The Chief på øen og give ham en gave, samt betale for vores ophold 20 USD.

Stillehavet den 9. december 2006
Dagen efter sejlede vi på vej i land, men blev vinket tilbage mod båden.
Det viste sig at skibshunden Ana var sprunget i vandet og svømmede efter os, så vi vente om og fik hende ombord igen, bundet fast.
I land blev vi modtaget af en række indfødte, der inviterede os ind i Falaen, mændenes hus, som lå helt ud til stranden. De forklarede, at hunden var velkommen, men de vinkede fordi, der var en særlig stor Tigerhaj, der holdt til i området og en svømmende hund ville være en hurtig lækkerbisken for den. De frarådede snorkling og dykning lige omkring øen på g