Home

Seneste rejsebrev er nederst på siten

Bahamas 6. Januar 2011
Ved ankomst til Cartagena stod Kai Week af og vi fik provianteret lidt. Indklarering hos agenten Manfred gik uden problemer og vi udklareret med det samme og fik vores Clearence til Grand Cayman. 
Herunder mødte jeg en amerikaner, Lance, der var skipper på en stor lystyacht "Natalie III" som var hjemmehørende på Grand Cayman. Det viste sig, at båden var ejet af Andreas Ugland, den norske reder, der var en stor "kanon" på Grand Cayman. 
Jeg har arbejdet for ham flere gange via firmaet Yacht Offshore, som jeg var ansat i. Vi fik en lang snak og han fortalte, at de skulle trække deres 28 fods store dinghi med en 250 HK Yamaha påhængsmotor hele vejen de 600 sømil op til Grand Cayman, hvilket var hovedløst i mine øjne. Han bekræftede dette ved at fortælle, at de under sejlads ned langs Mexicos kyst trak dinghien helt ned under vandet, men fik den reddet igen. Dog med bekostelige skader. De skulle forlade Cartagena nogle timer efter os, så vi sagde på gensyn på Grand Cayman.
Ved afsejlingen fra Cartagena sejlede vi op langs kysten for at udnytte strømmen og få en bedre højde mod Grand Cayman. Vinden var noget stærk, op til 25 knob, men halvvind, så der var ingen problemer. Sent om natten, langt til søs, hørte jeg på VHF´en at der blev snakket livligt og jeg var ikke i tvivl om, at det var Natalie III. Der blev snakket om en knækket bugser line på dinghien og at der blev sat en mand over i dinghien for at fastgøre nogle andre liner. Så de må have mistet den i løbet af natten. Derefter hørte vi ikke mere til dem.
Ved ankomst til Grand Cayman gjorde vi fast til en af de orange bøjer ved George Town og indklarerede næste dag uden problemer. Custom og Immigration var ikke så slemme som sidste gang jeg var der. 
Denne gang blev Anaconda ikke undersøgt, men vi måtte bære 3 kasser rom og 3 kasser øl og vores harpuner i land til forsegling hos customs.
Vejret var konstant blæsende fra nord, så der var hele tiden store bølger og dønninger ved ankerpladsen, men vi kunne gå sikkert i land ved et slæbested/rampe bag ved "Lobster Pot" og kunne udforske Grand Cayman herfra. 
Næste dag tog jeg cyklen og kørte rundt for at finde reservedele og kom herunder helt ud til Harbour House Marina, hvor jeg fik hilst på alle arbejdskollegerne fra den tid jeg arbejde de der. På vej tilbage krydsede jeg en sidevej og en stor "truck" med en bådtrailer bremsede op.
Det var Dave Ehnes, som jeg arbejde sammen med sidst jeg var her, så der var stor gensynsglæde midt på gaden. 
Siden var vi sammen flere gange og fik sludret. Dave mistede sin 40 fods sejlbåd, som han boede på, da hurricane Ivan raserede Grand Cayman i 2004. Vi havde forladt øen få dage forinden.
Jeg fik også hilst på flere andre venner, bl.a. danskerne: tømrer Kenny og hans søde Honduras-pige, gartner Henrik og hans amerikanske kone Kate, samt mekaniker Henrik og hans familie. Det var herligt at hilse på alle dem.
Christian Johansen stod af og Laura og jeg havde en uge med travlhed inden de nye gaster kom. Forkabinen skulle lakeres.
Den 7. December ankom først Nicolai  Glanz,senere på dagen Bent Jensen og Jesper Johansen.
Nicolai  Glanz var værktøjssælger, Bent Jensen var tidligere skoleinspektør og Jesper Johansen var fundamentkonstruktør.
Jesper Johansen havde før været med Anaconda, da vi sejlede ved øst Afrika, men havde nu fået CMAS bevis som sportsdykker. Vi fik snorklet og dykket lidt på trods af det dårlige vejr.
Generatoren på motoren ladede ikke så godt mere, idet der var kommer saltvand ind i den, så jeg fik afleveret i alt tre generatorer til reparation.
Men dagen efter blæste det mere op og bølgerne blev større og det var ikke godt, når motoren ikke kunne startes. 
Vi måtte derfor have en af generatorerne ombord, men det var umuligt at gå i land med dinghien. Jesper Johansen og Laura forsøgte med dinghien at komme tæt på kysten. Laura sprang i vandet med snorkeludstyr og svømmede ind til stranden, men det var hårdt og umuligt at svømme ud igen. Kenny ventede ved stranden. Hun gik derfor ned langs stranden for at finde et bedre sted og vinkede Jesper Johansen i gummibåden med sig. Men han kom for tæt på brændingen, så en stor bølge væltede ham rundt så gummibåden lå på hovedet. Den blev hurtigt presset ind mod klipperne.
Jesper Johansen blev ude i vandet for ikke at komme til skade på klipperne. Heldigvis var der nogle lokale folk, der hurtigt kom Laura til hjælp og fik halet gummibåden så godt som uskadt op på klipperne, så den var i sikkerhed. Alt imens begyndte folk at samle sig på gaden bag stranden og i løbet af ingen tid var der også to politivogne til stede. Folk stoppede i bilerne og blokerede trafikken og både TV og journalister kom til stede. 
Jesper Johansen svømmede for livet tilbage imod Anaconda, men strømmen var stærk og han blev udmattet og råbte om hjælp samtidig med at han vinkede vildt med armene.
Det gjorde ikke situationen mindre spændende for alle tilskuerne, der hylede og skreg, samtidig med, at de pegede ud mod Jesper.
Jeg hoppede i vandet med snorkeludstyr og kom ham i møde og kunne hjælpe ham tilbage på båden, hvor han var helt udmattet. Laura kunne ikke komme ud på båden, så hun måtte blive på land.
Efter situationen var stilnet af og politiet havde dirigeret alle bilerne væk, tog hun med Kenny hjem og var forberedt på at overnatte der. Men senere på eftermiddagen stilnede det lidt af og hun kom ned til stranden igen. 
Hun havde den ene generator med sig i en vandtæt taske, så igen hoppede jeg i vandet, denne gang med våddragt og snorkeludstyr, samt en lang line der kunne nå de ca. 700 meter ind til land.
Ved klippekanten hoppede Laura i vandet og sammen svømmede vi mod båden, samtidig med, at Bent Jensen og Nicolai Glanz hjalp med ved at hive linen hjem. 
Næste dag var det i nyhederne, både i radioen og TV.
Vi kunne ikke kende historien": Fem besætningsmedlemmer fra en sejlbåd ved navn Anaconda, ville i land på grund af de store bølger ved Georgetown.
De forsøgte at redde sig i land i en dinghi, men de kuldsejlede på vej ind og alle fem svømmede for livet, men blev reddet af Coast Guarden, der kom til stede.
Alle fem er i sikkerhed og ingen kom til skade" 
Det lød noget opblæst.
Man kunne kommentere nyhederne på Internettet, så venlige tilskuere havde dagen efter rettet på historien, så den var mere sand. 
Min ven Henrik lånte os en firehjulstrækker, så vi kunne komme lidt mere rundt på øen.
Da vejret blev bedre sejlede vi rundt om nordpynten omkring Seven Mile Beach og ind i North Sound og ankrede i Governors Creek, hvor jeg havde ligget i marinaen i to år, da jeg arbejdede på Grand Cayman.
Dagen efter sejlede vi ud og besøgte The Sand Bar, hvor vi ankrede lige op ad det lave vand på den kridhvide sandbund. Her svømmede vi med Stingrays i massevis, som jeg havde gjort for år tilbage.
Vi havde "squid" med os til at fodre dem med. Efterfølgende sejlede vi til Kaibo yacht Club og fik os en "Mudslide" drink, inden vi sejlede tilbage til Governors Creek og ankrede. Undervejs hilste vi på Natalie III, hvor Andreas Ugland, en kone og skipperen og hans venner var ombord.
Den store dinghi var der også, så den må være reddet i den forblæste nat fra Cartagena.
Efter i alt 14 dage på Grand Cayman sejlede vi videre og stoppede på Caman Brac, hvor vi dykkede på det russiske krigsskib/vrag, en fregat, der var sunket for ca. 20 år siden. Flot dyk, hvor vi også hilste på en kæmpe revbars.
Herfra sejlede vi videre mod Santiago de Cuba og var heldige, at vinden var med os, meget usædvanligt.
Mange hilsner fra Jan Klintegaard og besætning

Bahamas den 13. januar 2011
Cuba
Vi ankom til Santiago de Cuba om aftenen, da det var mørkt, men indsejlingen er nem og vi fik besked fra Marina Gorda om at ankre og først indklarere om morgenen.
Det sædvanlige "show" med otte forskellige myndigheder kom ombord, men dog en ad gangen. Som tidligere kom vi af med 120 dollar for indklareringen. I dagene derefter så vi lidt af Santiago og jeg fik hilst på mine gode venner Jorge og Elan Hung. Laura var helt ellevild da hun så alle de gamle amerikanske biler fra halvtredserne, der stadig kørte rundt i gaderne. En aften blev vi inviteret over til Øen Grand Ma, hvor vi fik god mad og den Cubanske "Trio Son de Bahia" spillede og sang for os. Dagen efter fik vi købt de sædvanlige Coiba cigarer og et par kasser Cubai rom, samt nogle Metusalem 15 års rom. Vi nåede også at holde julefrokost med al den gode danske mad vi havde fået ombord. Efter en uge i Santiago sejlede vi videre den 22. december. 
Caicos
Vejrudsigten lovede godt vejr et par dage frem, så vi besluttede at sejle igennem til Caicos, hvilket betød, at vi skulle være på havet den 24. december. Men vi fik æbleskiver med gløgg og vi lavede julemad den 25. i stedet for, da vi var ankommet til Caicos. Flæskesteg med rødkål og risalamande til dessert. Turk/Caicos er en lille øgruppe, der ligger i den sydlige ende af Bahamas, lige nord for Haiti og hører under British West Indies, ligesom Grand Cayman. Valutaen er US dollar og det er dyrt at handle. Indklareringen var nem og kostede 15 dollar og 8 dollar i overtid. Jeg fik kontakt med en dansk pensionist Svend Kirkegaard, der sammen med sin kone Hanne, boede på Caicos hver vinter, hos deres datter, som var gift med manageren af et af de store resorts. Svend var overordentlig hjælpsom og kørte os rundt på øen. Laura blev kørt i Lufthavnen, idet hun skulle hjem og besøge sin familie i Idaho og Texas. Hun kommer tilbage efter midten af februar. Jesper Johansen tog hjem herfra og han blev ligeledes kørt i lufthavnen og samtidig hentede vi Sara Bjergskov og Rikke Jensen. De første dage lå vi til ankers ved Sappodilla Bay, men da vejret blev lidt bedre sejlede vi til den anden ende af øen og lagde til i Leeward Marina, en helt ny enorm Marina, som ikke var taget i brug endnu, idet firmaet var gået rabundus under byggeriet. Marinaen var helt færdig og vi lå der som eneste båd, helt gratis. Der var dog ingen vand og el. Lige enden nytår blev vi inviteret til en herlig frokost hos Svend og Hanne i datteren Karinas hus. 
Svend har hele sit liv arbejdet forskellige steder rundt omkring i verden og har også sejlet som ung, så der var masser at snakke om. Tak til Svend og hans familie og tak for den store hjælpsomhed.
Mandag den 3. januar sejlede vi mod Mayaguana, den sydøstligste ø i Bahamas. Vi fandt en god ankerplads i læ og tæt på et Drop Off, og vi fik er herligt dyk, med det klareste vand man kan tænke sig. Dagen efter sejlede vi videre og dykkede på Øen Plana, hvor vi også var en tur i land og vandre i sandklitterne. Vi fanger mange fisk. Tracvally, Barracuda, tun, rainbow runner, og hajer. mange fisk kommer kun ombord med hovedet. re4sten ar bidt af, af hajer. Vi ser dem kredse bag fisken når vi hiver dem ind. Vi ser også hajer så godt som på hvert dyk. Selv når vi snorkler ved båden er der hajer, store og små.
Næste stop var Attwood Bay på Ackling Island, kun en enkelt overnatning og så videre til Majors Cay. Her lagde vi os til rette, idet en koldfront kom med kulingstyrke dagen efter, den 7 januar. Aftenen forinden lavede jeg en snorkeltur i mørket og fangede 4 hummere og en krabbe, som endte på aftensbordet. Dagen efter kom et par lokale fiskere ud og tømte deres fiskefælde tæt ved Anaconda og vi kom i snak med dem og spurgte dem om hvad der var at se på øen, nu da vi skulle ligge stille for at vente på bedre vejr. Masser, sagde de og tilbød at køre os rundt på øen i et part timer, hvis vi ville betale brændstoffet. Det blev til er herlig heldagstur rundt til forskellige steder, bl.a. drypstenshuler. Mange huse stod tomme og faldefærdige, idet en masse beboere, især de unge, var flyttet til Nassau. Ingen havde lyst til at dyrke jord eller fiske mere. Der var kun 200 mennesker tilbage på øen. Alle vi mødte var utrolig flinke og glade. De to fik en flaske rom som tak for turen og dagen efter kom de forbi med en sæk appelsiner/citroner inden vi sejlede. Vi tog det sidste stræk frem til Clerence Town, på Long Island. Her lå Flying Fish marina, så vi lagde os der for natten med strøm og varmt vand på i baderummene, WIFI og ferskvand. 56 dollar pr. nat. plus strøm og plus vand. Vandet var krystalklart inde i havnen og der svømmede store sting Rays, Eagle Rays og store hajer rundt.
Dagen efter blev vi indklareret, formedes 320 dollar. Heri var inkluderet en tvungen cruising permit og fiskelicens. Om eftermiddagen ankom Ida Berents, en ung læge fra København og Nicolai Glanz bestilte flybillet hjem den 11. Sara Bjergskov og Rikke Jensen besluttede også at tage videre herfra. De ville se Florida. Næste nat lagde vi os til ankers uden for Marinaen. 
Rum Cay
Vi blev liggende indtil Nicolai tog hjem. Derefter sejlede vi 30 sømil op til Rum Cay, en mindre ø i Bahamas-områder, hvor der kun boede 50 mennesker.
En total fredelig ø, som ude fra lagunen så ud som om den sov. Vi besøgte en lille bar/restaurant, hvor der var sand på gulvet og venlige mennesker. I den østlige ende af lagunern havde en amerikaner Bob Little bygget en marina og en stor restaurant. Stedet var flittigt benyttet af mange Game Fishing både og der kom en del mindre sejlbåde. Der var ikke vand nok til at vi kunne gå derind, men vi kom på restauranten og spiste. Fantastisk dejlige fiskeretter og til en billig penge. 12 dollar. Bob havde gravet en masse koraller op under sandet, da han byggede Marinaen og dem benyttede han nu til at fremstille skulpturer, der var flotte. www.BobloStoneArt.com
Vi lå her nogle dage og sejlede så videre mod Georgetown på Exuma, hvor vi skal samle Joanes Reinert, en Færøsk kok, op den 16 om eftermiddagen. Der er et bredt frontsystem, der passerer over Bahamas de næste tre dage med vind mellem 20 og 30 knob, så sejladsen i dag var med en gennemsnitsfart af 8,5 knob.
Vi er nu ankret i en lille bugt ud for et ressort, hvor der er rimelig læ bag nordspidsen af Long Island.
Mange hilsner fra Jan Klintegaard, Bent Jensen og Ida Berents

Bahamas den 28. Januar 2011
Den 16. Januar ankom Joanes Reinert til Nassau, og han kunne samme dag tage et lille fly til Georgetown, hvortil han ankom kl. 19. Jeg fik arrangeret en taxibåd til at samle ham op, når han ankom til havnen i mørket med Taxa, men det var søndag, så selvfølgelig havde båd taxachaufføren glemt sin aftale. Men Joanes fandt en anden båd og ankom en time efter planen. Dagen efter fik vi hentet vand, som var gratis, hvis man handlede i det supermarked, der havde lavet en dinghi bro bag butikken.
Det er umuligt at sejle om natten på Bahamas, med mindre man vælger de dybe havområder imellem øerne. Resten er meget lavvandet og fyldt med koralrev og klipper. Samtidig er vores computer kort ikke for gode. CM 93, C-maps er ikke opmålt på de lavvandede områder, så vi må kikke i vores cruising guides, der heller ikke er for gode, skrevet af nogle sejlere for 10 år siden, som oven i købet har haft lavere dybgang end Anaconda har. Vi stikker 8 fod
Vi sejlede op langs Exumas ø-rækken og skulle finde en ankerplads inden det blev mørkt. Ifølge Cruising guiden var der en rute ind imellem øerne og den valgte vi. Men lige inden for indsejlingen blev det lavt og kort efter var det så lavt, at vi stod på hård klippegrund. Anaconda krængede over, idet vi stadig havde storsejlet oppe. De svage dønninger og bølger ude fra det åbne hav, bumpede os indad hele tiden. Jeg forsøgte, at vende båden og sejle udad igen, men tidevandet løb indad med 2-3 knob mod højvande, så det virkede ikke. Kort efter kom der en hurtiggående åben "taxibåd" susende forbi og stoppede ud for os. De råbte, at vi skulle fortsætte indad, hvor det ville blive dybere. Men vi sad fast og måtte i værste fald vente til højvandet var på sit højeste. De fik herefter et reb over, men deres knude var svag og gik op. Efter endnu et forsøg trak de os indad med deres 2 x 150 HK påhængsmotorer og kort efter var vi fri. Heldigt, at de kom forbi så vi var fri for at vente i flere timer på højvandet. Jeg gav dem en halv kasse rom for deres hjælp og alle var glade. Kort efter fandt vi en ankerplads og fik os en tiltrængt rom til at køle nerverne lidt ned. Vi dryssede op langs Exuma på indersiden, hvor der var lavt, men vi kunne ikke passere flere sandbanker, så vi ankrede for natten. Vi sigtede mod Farmer Cay, men måtte gå ud i åbent farvand for at komme videre. På Farmer Cay var vi i land og få lidt fisk og hummer på en lille restaurant. Her mødte vi igen folkene fra båden der havde hjulpet os.
Området her er smukt med mange øer, krystalklart grønligt vand på de lavvandede områder og dybblåt, hvor der er dybt. Mange steder hvor vi sejler eller ankrer på lavt vand ser vi hajer og rokker svømme omkring os. Bent Jensen fiskede ivrigt, både når vi sejlede og når vi lå til ankers om natten. Vi fangede mange fisk. Nogle blev sat ud igen og andre endte på middagsbordet. En aften på Farmer Cay, hvor han smed sin line ud over siden, kom det er kraftigt ryk i linen, der hev stangen ud af hånden på ham og væk var hele molevitten. Der lød et højt bandeord fra Bent og en forklaring hvorfor. "Der er fandme store fisk her, Den hev stangen ud af hånden på mig!" Satan og Helvede! Jeg hoppede herefter i vandet med snorkel, briller og fødder samt en undervandslygte og på trods af meget kraftig strøm dukkede stangen op på bunden, lidt bag ved båden, men der var ingen fisk på krogen mere.
Næste dag ankrede vi ved Staniel Cay, hvor Anaconda har være før. Her ligger undervandshulerne, hvor flere James Bond film er optaget. Vi fik snorklet ind i en af hulerne og så det flotte syn med det blå hav ud igennem en åbning. Masser af flotte koralfisk. Et eldorado for snorklere. 
Staniel Cay Yacht Club blev ligeledes besøgt om aftenen og efter en god middag og mange drinks, samt lidt spil på pool bordet gik turen tilbage til Anaconda. Siden vi var her sidst er der bygget så meget, at man ikke kan genkende det nogen steder. Og det er kun 6 år siden jeg var her sidst. 
Næste stop var ved Allan Highborne Cay, hvor der var bygget en stor Marina. Der havde vi ikke lyst til at gå ind, da vi vidste, at priserne var skyhøje. En kabine for en nat kostede 2500 USD. Vi lå til ankers for natten, så vi næste dag kunne sejle direkte til Nassau, hvor Ida Berents skulle med et fly hjem om eftermiddagen. I Nassau ankrede vi lidt ud for alle de nye Marinaer, der er bygget.
Nassau er en stor by med mange dyre resorts, hoteller og Casinoer og alle steder er meget dyrt. Både at spise og at købe ting. Der ankommer hver dag adskillige Krydstogtskibe så det vrimler med turister.
Mit US Visa var ved at udløbe, så jeg kontaktede den Amerikanske Ambassade for at få et nyt. Men efter de havde annulleret det gamle visa, fik jeg den besked, at der ikke var plads nok i mit pas til et nyt visa, så nu kunne jeg ikke sejle til Florida som planlagt. Jeg fik herefter kontakt med det danske konsulats repræsentant, Pia Farmer og fik bestilt et nyt pas og må nu pænt vente til det er fremme i Nassau. I mellemtiden er vi sejlet nordover mod Eleuthera Cays og Abaco Cays. Når passet er fremme sejler vi tilbage til Nassau. I eftermiddag så vi en flok delfiner og fangede en pæn Mahi Mahi til aftensmaden.
Hilsen fra Jan Klintegaard, Bent Jensen og Joanes Reinert

Atlanterhavet 27. april 2011
Efter Eleuthera Island havde vi en dagsejlads op til sydspidsen af Great Abaco og ankrede ved "Hole in the Wall". Navnet hentyder til en stor Arch i klippen, der rager ud i vandet. Vandet var lidt koldt, direkte ud mod Nord atlanten, måske kun 22 grader, så det var svært at blive lang tid neddykket med en 2 mm tynd dragt. Men her var masser af fisk og hummere, der endte på spisebordet. Efter et par dage her sejlede vi videre til Little Harbour inde bag revet, længere nordpå. Her mødte vi en masse andre både, Amerikanere, men flest Canadiere. Jeg havde et flot dyk ude revner i det store rev, der beskytter Abaco ud mod Atlanterhavet. Flere hajer blev observeret, herunder en hammerhead, der svømmede tæt forbi. Masser af ørnerokker svævede yndefuldt rundt imellem hinanden på ydersiden af revet imellem forrevne koralformationer, huler, nicher og kunne ses på lang afstand i det klare vand. Vi fik snakket med nogle andre sejlere og fik kopieret nogle detaljerede søkort for den videre sejlads imellem de mange koralrev og lavvandede områder. Alligevel stødte vi på grund mange steder på vej op til Marsh Harbor, videre til Guana Cay og så Treasure Cay. Vi mødte en Canadisk båd "H20BO" med Branco og Maggie Vukojevik, som vi havde hyggelige timer med. Vi mødtes flere steder og holder kontakt via E-mail. Deres plan er at krydse Atlanten, ligeledes i foråret og besøge Europa, fortrinsvis Middelhavet. Vi er stadig i e-mail kontakt.
Bent Jensen er ivrig sportsfisker/lystfisker og havde mange steder sin stang ude. På Guana Cay var der på ankerpladsen pludselig hårdt bid. Efter en dyst på 5-10 minutter hev han en stor Nursehaj op, der dovent baskede fra side til side. Vi lod den gå igen efter at have fjernet krogen.
Sejlads på de lavvandede områder kan kun foregå i dagslys, da man hele tiden skal have et øje på farveskiftet i vandet. I blæsevejr skal man passe ekstra på, da vandet bliver grumset. Om natten ankrede vi på beskyttede ankerpladser, idet Marinaerne er meget dyre. Mange tager 2 dollars pr. fod og på Grand Bahama koster det 3 dollars pr fod for en overnatning.( 3 x 48 = 144 USD = ca. 800 Dkr. Helt hen i vejret dyrt. Men man kan ankre alle vegne når man tager hensyn til de lavvandede områder i lagunerne. Der er mange marinaer, men de lever fortrinsvis af de mange sportsfiskerbåde, der kommer fra USA i højsæsonen. Blue Marlin, Makohaj, Dorado, Tun, Wahoo er de store fangstmål og der er mange af dem på de rigtige årstider.
Efter motorsejlads ca. 150 sømil for motor/sejl på to dage hen over det store "Little Bahamas Bank" ankrede vi ved nordvestspidsen af Grand Bahama Island, ikke langt fra Freeport, hvor der er international lufthavn/airstrip. Joanes tid ombord var desværre overstået, så han skulle hjem og arbejde igen som kok på det nyrenoverede Hotel Thorshavn, så han tog en taxa til lufthavnen og fløj hjem via New York. Bent og jeg sejlede videre ned mod Nassau, med en overnatning i bugten ved Great Harbour på Berry Islands.
Ved ankomst til Nassau var mit pas endnu ikke dukket op, så vi måtte vente yderligere. Bents tid ombord nærmede sig også, så han besluttede at flyve fra Nassau til Miami, så han kunne nå sin returforbindelse hjem til Danmark den 24. februar. På grund af forsinkelsen var der ikke tid for mig til at tage til Texas og støde til Laura. I stedet kom hun flyvende til Nassau, da Bent var taget hjem. Vi blev et par dage mere, jeg fik fornyet mit amerikanske Visa og vi så lidt af byen. Jeg nåede et fint dyk så vi kunne få hummer på bordet. Derefter satte vi kursen mod Florida, hvor vi skulle finde et sted at tage Anaconda på land for bundbehandling. Første nat ankrede vi ved det sydlige Berry Islands inden vi sejlede over det lavvandede område ved North Channel mod Bimini. Dagen efter nåede vi over det lave område og kort efter var vi på Bimini. Bimini er et herligt sted og man forstår godt, at det altid har været et eftertraktet sted for mange at besøge. Navnet klinger i ørerne. Der er en stribe af Marinaer, alle dyre, så vi måtte gøre os store besværligheder for at få godt fat i bunden med ankret. Der løber en stærk tidevandsstrøm igennem den smalle passage, hvor Marinaerne ligger. Men det lykkedes og vi blev her og nød det i en lille uges tid med lange spadsereture langs de hvide sandstrande ud mod det azurblå hav. 
Via andre sejlere og Internettet fandt vi frem til en Marina i det nordlige Florida, 50 sømil inde ad St. Johns River i Green Cove Springs, ca. 20 miles syd for Jacksonville. Marinaen bød os velkommen på E-mail og vi satte kursen nordover. 
Indklarering i USA
Vi havde læst meget om indklarering i USA og var da også forberedt på, at blive bordet af Coast Guard, når vi nærmede os Florida. Men nej, ingen havde interesse for os, selv om vi sejlede 300 sømil op langs kysten til indsejlingen ved Jacksonville, som er en stor by med stor skibstrafik. Da vi sejlede ind ad floden og passerede først en stor flådehavn og derefter en stor Coast Guard Station, kaldte vi op på VHF og forklarede vores hensigt. Efter nogen tids kommunikation frem og tilbage og Coast Guards telefonopkald til US Custom og Border Protection, fik vi besked på, at vi blot kunne fortsætte hele vejen ind til Green Cove Springs Marina. Så kunne vi dagen efter blot ringe til Custom og få yderligere instruktioner. Måske ville Cuistom komme ned og inspicere båden. Vi var forundrede. Vi kom fra et fremmed land og huskede vores erfaringer med streng kontrol i lufthavnene og så kunne vi blot sejle ind til marinaen uden nogen havde større interesse for os. Nå, men det gjorde vi så. Undervejs passerede vi en masse broer, en af dem midt i Jacksonville. Her skulle vi vente på, at den blev "hejst op". Trafikken blev standset og brovagten stod midt på brosektionen, der blev hejst op med en "remote control" samtidig med at han snakkede med os på VHF. Alle andre broer var høje nok til passage. Bortset fra den sidste bro før Green Cove Springs. Her kunne vi se på højvandsmåleren, at der ville blive problemer, så vi nærmede os forsigtigt. Og nej, VHF antennen bukkede, så vi måtte bakke væk igen. Vi ankrede tæt ved og jeg måtte i masten og se efter, hvor højt vi hade berørt broen. Mærket på antennen fortalte, at vi kunne passere, hvis vi tog antennen ned. Det blev gjort, men vi ventede 6 timer til absolut lavvande, så vi var sikre. 
Green Cove Springs
Vi kom sikkert igennem og anduvede Marinaen. Området vi kom til var et tidligere "Moth Ball" område fra WWII. Efter krigen blev der bygget 12 stk. ½ km lange moler af beton, hvor den amerikanske Atlanterhavsflåde blev lagt op. Her lå ca. 700 flådeenheder, alt fra patruljebåde, torpedobåde, fregatter, krydsere, transport og forsyningsskibe, ubåde og meget mere. Årene gik og der var ikke brug for så stor en flåde mere, så til sidst, i midten af tresserne, blev de fleste skibe hugget op, andre blev flyttet til Texas. Tilbage stod molerne og de står stort set stadig tomme. De ligger godt beskyttet inde i landet, men for langt inde til at benytte som egentlig havn, så de blev blot forladt. I nogle gode år havde mindre krydstogtskibe hjemhavn her, hvorfra de sejlede med gæster op og ned ad floden og havde Casinoer og andre spillefornøjelser, men de er alle lukket nu og skibene ligger forladt og forfalder. Kun to Marinaer har lejet sig ind for en billig penge og en af dem er Green Cove Springs Marina. Hele området var dengang uddybet til 28-30 fod, men i årene der er gået har dynd og snavs lagt sig på bunden, så der nu kun er 4-10 fod dybt svarende til 1 til 2,5 meter med blød bund. Så vi måtte "pløje" os ind til Marinaen igennem det bløde mudder. Her var rigtig hyggeligt, med en masse "live on board" sejlere, mange både på land og en travelift, der hver dag tog både op og ned. Under hyggelige forhold på terrassen foran Marina kontoret, hvor der døgnet rundt var gratis kaffe, mødte vi en masse dejlige mennesker. Alle var flinke og hjælpsomme. Dagen efter ankom en anden dansk båd. Det var "Drot" fra Havnsø med Troels og Vivi Klavsen, der siden de blev pensioneret, havde benyttet Marinaen som deres "hjemhavn". I 17 år havde de sejlet ud herfra hvert år og udforsket Caribien. De ville nu sælge båden og havde derfor en masse ting de gerne ville have til Danmark, så det passede fint med, at vi var på vej dertil. 
Vi ringede til US Custom- og Border Control og fik at vide, vi skulle møde op på kontoret i Jacksonville. En Canadier, Kenn Joliffe kørte os derop, hvor vi fik at vide, at vi skulle have haft besøg ombord af myndighederne, men nu var det for sent, så vi fik vore stempel i passet og alt var i orden, da vi havde betalt 19 dollar for indklareringen.
Reservedele
Vi kunne på Marinakontoret bestille hvad vi havde behov for af reservedele og det meste var der dagen efter, noget et par dage senere, hvis det kom langvejs fra. West Marines underafdeling, "Port Supply", kunne vi bestille "en gross". Marinaen lagde kun 10 % oven i prisen for deres fortjeneste. Så der blev indkøbt store mængder af reservedele m.m. samt super bundmaling m.m. til gode priser. 85 dollar pr. gallon. B&G Vindinstrumenterne blev sendt til reparation/service og watermakeren blev fikset. Jeg gik i gang med at ombygge forkabinen, så der kom 3 gange mere bordplads til at arbejde på. Alle vandtanke blev taget ud og blev gennemgået for "pinholes" svejset og lagt ned igen med nye slangeforbindelser, ventiler og pumper. Vores ven canadieren Kenn Joliffe fra Toronto havde haft sin flodbåd på land i flere år for reparation og boede ved siden af i sin Camper. Desuden havde han sin Ford Truck og han tilbød os bare at låne bilen, når han ikke brugte den. Han skulle have forsikret sin båd under opbevaringen, så jeg lavede et "Survey" på båden og en rapport, så han var glad. Vi kørte flere gange til St. Augustine og handlede ind i "Sailors Exchange", som er en "Second Hand" bådudstyrsforretning, der også havde en masse nyt udstyr. Forretningen købte alt ind fra nedlagte udstyrsforretninger og andet udstyr kom fra Hurricane havarerede både. Desuden købte de også ting fra andre sejlere. Der var priser på næsten alt, men de var til forhandling. Så efter en underholdende forhandling kunne man gå væk med en virkelig god handel. Kenn Joliffe kørte senere tilbage til Canada for at fange laks. Men der var køremulighed hele tiden. Troels og Vivi boede ligeledes i en camper, som de turede rundt i USA med når de ikke sejlede.
Våben mod pirater
En aften, hvor vi sad på terrassen foran kontoret kom snakken på pirater og at man skulle skyde dem ud af vandet, når man så dem. Vi snakkede om at man skal i så fald have et våben, der var kraftigt mok og kunne stoppe dem inden de kommer for tæt. En sejler og Vietnam Veteran ved navn Chris bad mig om at gå med ned til hans båd. Han tog herefter en halvautomatisk langdistance riffel frem, men ammunition større end et maskingevær. Et stort tungt våben. Med lang riffelpibe og trefod kunne han med kikkertsigte ramme mål præcis på 2 km afstand. Vi bar det hele op på terrassen og studerede det hele. Det var imponerende og alle kan købe våben som dette i USA, blot man er statsborger og har en ren straffeattest. Han havde båden fyldt med alle mulige våben. Han fortalte han var våbensamler og gik meget på skydebane med dem. Han fortalte, at hvis vi ville have en tilsvarende riffel kunne den købes for 1500 dollars i standard version. Alt udstyr kom oveni, så den kunne ombygges til fuldautomatisk maskingevær. 
Besøg fra nord
Min gode ven og kammerat Henning "Kuta" Christensen og hans Canadisk/Amerikanske kone Linda var vi i telefonisk kontakt med tit. De var på vej ned til Fort Lauderdale for at se til deres båd "Kuta" og forsøge at finde arbejde i bådbranchen. Så en eftermiddag dukkede de op i marinaen og det var glædeligt gensyn. Vi fik snakket en masse og de blev og overnattede og kørte næste dag videre.
Helicopter øvelser.
Lufter svirrede hver dag af helicoptere. Coast Guarden havde hovedstation her uddannelses central i nærheden, så der var mange orange helicoptere i luften, redningsøvelser, flyvninger hen over sejlende både og meget mere.. Derudover var der en masse flyvning med nogle grå helicoptere og disse tilhørte CIA, der trænede alt muligt med helicopterne.
Ud ad floden
Det blev til over en måned i Marinaen og vi fik mange gode bekendtskaber. Den 17. april fik vi sagt farvel til alle vennerne. Troels og Vivi ville flyve hjem samtidig. Troels var tidligere kaptajn i Mærsk og ville gerne have sejlet med tilbage over Atlanten, men han skulle bringe Vivi sikkert tilbage til Danmark og ordne en masse ting efter deres fravær, så vi aftalte i stedet, at de kommer til FTLF pinsetræf og mødes med os der. Herefter sejlede vi ud af floden, forbi Jacksonville og ankrede et par sømil før udsejlingen. Vi ville gøre ordentligt søklar. Genuaen blev gennemsyet i alle syningerne og alt gjort søklart. VHF antennen blev igen placeret og vindmålerne ligeledes. Masten blev gennemstuderet og alt surret. Om aftenen gik vi i land og op på en lokal bar og spurgte om de serverede mad. Det gjorde de ikke, men vi skulle bare nogle hundrede meter over en bro, her lå der en stor cafe/restaurant. En gæst ved baren, en ældre herre, sagde herefter uopfordret, at vi bare kunne tage hans Truck derned. Han ville vente i baren til vi kom tilbage. Vi takkede pænt nej til hans gæstfrihed, der var ikke længere end vi kunne gå på 5 minutter.
Afsejling fra USA
Vi fik postet vores hvide slip fra passet til Custom, hvorefter vi den 19. april kl. 5 om eftermiddagen stod ud af floden og satte kursen mod Bermuda.
Herligt at komme på vandet igen med en lang distance, 900 sømil næsten ret øst foran os.
Dagen efter fangede vi en pæn Mahi Mahi, Guldmakrel. Herlig spise. Delfinerne var på besøg et par gange. Karsten fra Panama og min kammerat Henning i Fort Lauderdale sendte mig hver dag e-mails med vejrudsigter fra Internettet og jeg snakkede med Karsten hver aften på radioen. I går blev Ana pludselig opmærksom på en duft. Vi kikkede i vindretningen og havde her et herligt syn af to spækhuggere, en han og en hun, der passerede tæt forbi båden. En særlig god oplevelse. 
I morgen formiddag den 28. april lander vi på Bermuda og bliver der i nogle dage.
Mange hilsner til alle, der følger med i Anacondas rejser.
Jan og Laura

Atlanterhavet, 29 Nord 42 Vest 9 maj 2011
Ankomst til Bermuda var nem og smertefrit. Vi havde forud fremsendt en e-mail med alle relevante oplysninger til Bermuda Radio og kaldte ind til radioen 30 sømil ude, men vores VHF antenne i toppen af masten var uvirksom, så vi måtte vente til den håndholdte VHF kunne række, ca. 10 sømil ude. Bermuda radio fortalte, at der kun var knas på radioen, når vi kaldte på VHF antenne i toppen af masten. Bermuda Radio havde fuld kontrol over al trafik og det var en fornøjelse. Ved eftersyn af antennen viste det sig, at kontaktpunkterne var knækket. Efter reparation var det helt fin igen. Til gengæld virker AISen ikke. Henning fra Kuta kikkede på den i Florida, men der må være noget galt med dens GPS antenne. Den modtager dog fint skibene omkring os, men kan ikke sende vores position.
Vi nød nogle få dage på Bermuda, der slår alt hvad angår priser. 2 øl på den lokale bar 14 us dollar ! Men der lå en hyggelig Yacht Club lige ud for ankerpladsen hvor de "kun" kostede 8 dollar. Her kunne vi få vand og vasket tøj. Vi mødte også "Flying Pinguin" fra Sverige med Hjalmar og hans kone. De kom sejlende fra BWI oh havde ramt et eller andet på vejen, så deres sejldrev tilsyneladende var beskadiget. Da de ankom konstateredes, at der ikke var noget galt, så det kan have været et tov eller lignende, der er faldet af, af sig selv. Efter at have handlet det mest nødvendige og fået vand og diesel afsejlede vi den 1. maj om eftermiddagen.
Vi gik sydover på en SE-lig kurs for at komme syd om lavtrykket, der så øst for os. Vi snakker hver dag med "Herb" på hans net "Southbound too" kl. 1930 UTC på 12.359, som giver os den rette kurs igennem vejrsystemer og det er alle tiders hjælp og det er hyggeligt at følge de andre både undervejs. Vi har hele tiden vinden agtenfra eller på halvvind på bagbord halse. Nogle gange hård vind op til 35 knob, andre gange dør den næsten så vi må sejle for motor. Vi har også radiokontakt til Karsten Staffelt fra Panama hver dag kl. 2300 UTC på 12.353 og kan høre der er flere Skandinaviske både undervejs, bl.a. Pinton fra København, som vi har sludret med. Karsten giver os også vejrudsigten og positionerne på høj- og lavtrykkene, så sammenholdt med grib- filerne og vejrfax fra Boston skal vi nok komme over Atlanten uden om for meget dårligt vejr.
Tiden løber og vi er begyndt at tænke, om vi når op igennem Inverness kanalen i Skotland. Men hvis vi ikke når det på vej til Danmark, så kan vi starte næste tur med at gå den vej fra Danmark og så ned igennem Det Irske Hav. Så er der også mere tid til at nyde Skotland og Irland. Beslutningen er ikke taget endnu, så vi venter.
Nu satser vi foreløbig på Acorerne. Vi er ca. halvvejs imellem Florida og Irland. Ca. 2000 sømil hver vej. Fiskeriet har været dårligt. Vi har fire liner ude hver dag og skifter flittigt "lures", men lige meget hjælper det. 
Vi er nu ca. 880 sømil fra Acorerne og sejladsen indtil nu har været OK, mellem 125 og 150 sømil i døgnet. Havet er denne skønne klare dybblå farve. Sargassotangen var der meget af i Bermuda Trekanten, men herude er der langt imellem. Til gengæld er der super mange "Man of War" gopler, så vi skal holde øje med at krogene er rene hele tiden. Derudover er der altid plastic, der driver rundt i alle Oceaner. Utroligt, at der er så meget plastic, at krogene tit fanger det her ude på Oceanet. Stof til eftertanke.
Der er utroligt mange skibe hele tiden på AISen vi møder 4-5 fragtskibe i gennemsnit hver dag, så man føler ikke rigtig, at Nord Atlanten er så stor. Jeg husker afsejlingen fra Gran Canaria i 2001. Da virkede Atlanterhavet enormt og vi mødte kun få skibe, men efter 10 år på Oceanerne forandrer ens afstandsfornemmelse sig og alting skrumper ind. Jeg husker jeg havde en helt anden spændingsfornemmelse dengang. Nu er et Atlantkryds bare en distance, der skal udsejles for at komme til Europa. OK, vi sejler lige i den mest travle rute imellem Amerika og Europa.
Hilsner til alle fra Anaconda på Atlanterhavet.

Horta, Acorerne den 23. Maj 2011
Vi sejlede fra Bermuda Sydøst over i en stor bue for at komme syd om et stort stationært lavtryk. Vi havde vinden agtenind, så det var en lang behagelig sejlads. Jeg kunne gå rundt og arbejde på båden og få bygget formkabinen færdig. Hver dag havde vi kontakt til "Heri" i Canada og fik vejrmeldinger, sejlads retning og alle de andre bådes positioner. Senere på aftenen snakkede vi med Karsten fra Panama. Efter ca. 1200 sømil opstod der foran os en højtryksfront og vi løb ind i næsten vindstille, så motoren måtte startes, så vi kunne komme så meget østover som muligt. For vejrmeldingerne sagde, at vinden ville friske op fra Øst og Sydøst og blæse i en række dage og det var lige i de dage vi skulle anduve Acorerne, så hvis vi fortsatte på kursen direkte mod Horta, ville vi få vinden i næsen.
Havet i disse dage var roligt med de store "swells" så det lignede landskabet på en golfbane. Men til gengæld kunne vi nemt observere alt der passerede. Vi mødte mange skibe hver dag. En dag så vi 11 skibe. Der er tusindvis af Portugisiske Orlogsmænd, den luftfyldte brandgoble, alle vegne. Også klumpfisk i overfladen og delfiner besøger os af og til. Meget få flyvefisk og slet ingen fisk bider på krogen, på trods af, at vi har fire liner ude hver dag. ?. En dag så vi en stor flok Kaskelothvaler, der havde kurs nordover. Vi kom helt tæt på og det var et flot syn. Da vi kom alt for tæt på dykkede de dybt efter at have vist os deres enorme haler, så vi så dem ikke mere.
De følgende dage fik vi dagligt besøg af delfin flokke. Nogle mindre arter og andre store flotte.
Den 16. maj, da vi var kommer nærmere Acorerne ændrede fiskelykken sig. På samme dag fik vi bid 5 gange på krogen og fik 3 pæne Big Eye Tuna indenbords. De blev hurtigt filleteret og lagt på is og noget af kødet henkogt.
De sidste sømil var med kryds op til Acorerne og det sidste døgn tog vi sejlene ned og gik direkte. 
Ankomst til Horta var spændende efter mange døgn på havet. Det myldrede med sejlbåde fra alle verdenshjørner. Indklarering var nem og smertefri og vi tankede op med vand og diesel med det samme, så vi var klar til afgang igen.
Men efter få dage sagde vejrmeldingerne, at et lavtryk ville udvikle sig til fuld storm på vej mod Irland, og ville gå hen over vores fortsatte rute mod den Engelske Kanal, så vi ventede lidt. Horta er hyggelig med de mange malerier/logoer på kajerne fra alle de både der anløber. Der kommer langt over et tusinde både til Horta hvert år, så der er overmalet på kajerne og alle andre steder nær havnen. Vi fik hilst på en masse af de både vi havde hørt på radioen på vej over Atlanten og malet vores eget logo. Der var inkl. Wifi i Marinaen, som for os kostede 15 Euro i døgnet. Vi ville have dykket på Acorerne, men vandet var for koldt.
Inden afgang fik vi handlet og nu er kursen lagt mod Sydengland.
Mange hilsner fra Jan Klintegaard og Laura Foster

Danmark den 16. Juli 2011
Turen op mod den Engelske Kanal var uden vind de første 3 døgn, så vi måtte sejle for motor, hvilket ikke var rart med de priser der er på diesel i Europa. På Acorerne kostede den 1,25 Euro pr liter. De priser er vi ikke vant til. Men vi var nødt til at komme fremad, da jeg havde lovet FTLF Langturssejlerne at komme til Pinsetræffet i Ebeltoft og holde festtalen. 
Da vi kom mere nordligt fik vi vinden fra vest, yderkanten af et lavtryk, der nærmede sig Irland. Vandets farve skiftede fra Atlanterhavets blå kulør til mere og mere gråt grønligt. Faktisk skiftede farven kort efter Acorerne og det blev grumset, hvilket ledte tanken på Europas kystegne med al deres forurening. Folk, der bor i Europa, tænker ikke over det, da de kun kender denne triste farve, men når man kommer sejlende udefra er det ekstra markant. 
Temparaturen var jævnt faldende. Vi havde frosset hele vejen over Atlanten og det blev værre og værre. I mange år har vi gået rundt i let tøj, men nu måtte vi finde vores vintertøj frem for ikke at fryse. Også sko og strømper måtte vi have frem og vi tænkte mange gange på, om det var det rigtige for os at sejle op mod nord. Men vi havde jo taget beslutningen, så vi fortsatte. Vi havde jo friheden til at sejle sydover igen, når vintervejret pressede sig på til den tid.
Da vi kom nærmere ind i den Engelske kanal pressede et lavtryk sig på med kulingsvarsel. Jeg har i lang tid været i mailkontakt med en god engelsk ven, Steven Mukaloff, som jeg mødte i Kalifi i Østafrika. Han boede tæt ved kysten i Sydengland, så vi gik ind til Eastbourne, tæt ved Dover og han kom kørende og vi havde en hyggelig aften sammen. Steve er opvokset i Kalifi, hvor han har et dejligt stort hus og arbejder i Olieindustrien, hvor han er med til olieboreundersøgelser m.m. så han er nødt til at opholde sig i England meget af året. Han skulle have været med over Atlanten, men måtte melde af på grund af arbejde.
Vi fortsatte dagen efter, da kulingen havde lagt sig, op langs Belgien og Holland, op igennem oliefelterne og de mange hundrede vindmølleparker ude midt i vandet. Vi måtte sejle for motor og sejl det meste af vejen, da vinden var svag. 
Vi nåede ikke frem til Elben i medstrøm, så vi måtte kæmpe os mod 3-4 knobs strøm, men kunne med fordel gå tæt på land flere steder og nåede frem til Brunsbyttel tidlig morgen den 6. juni. Inde i kanalen fik vi tanket diesel igen, denne gang endnu dyrere.
Motoren gik amok
Få minutter efter vi havde tanket og var på vej igennem kanalen, gik motoren pludselig amok. Den gik helt op i omdrejninger selv om den gik i tomgang og det lød ikke godt. Jeg var med det samme klar over hvad der var galt. Vi havde flere gange fået stigende oliestand i motoren på grund af diesel, der trænger ind i krumtaphuset. 
Mistanken havde i lang tid ligget i pakninger og o-ringe i højtryks dieselpumpen. Jeg havde monteret en helt ny liftpumpe, så den var uden for mistanke. Liftpumpen har en membran af vinyl, som er den eneste barriere imellem dieselen og krumtaphuset. Jeg havde adskellige gange skiftet olie så smøringen kunne opretholdes, men kunne alligevel ikke finde ud af hvor dieselen kom ind i olien. Men denne gang var oliestanden så høj, at olie/dieselblandingen nåede op så krumtappen piskede det hele op og blandingen blev presset op igennem krumtaphusets udluftning, der ender i indsugningen. 
Så på denne måde begyndte motoren at køre på sin egen blanding og kunne derfor ikke kontrolleres ved at forsøge at stoppe motoren på normal vis. Intet virkede. Så det var med at komme hurtigt ned til motoren, afmontere indsugningsfilteret og blokkere indsugningen med en skosål, som var det nærmeste ved hånden. 
Vi fortsatte for sejl igennem kanalen, imens jeg igen skiftede olie og afmonterede liftpumpen. Og her fandt jeg fejlen. 
Pakningens skruehuller var på et sted forskudt, så dieselen langsomt kunne sive ind i krumtaphuset. 
Godt gjort, at man ikke engang kan stole på nye reservedele. 
Nå, men efter en times arbejde var fejlen udbedret og vi kunne fortsætte.
I Holtenau ventede min kammerat Kenn Rosenfold og han sejlede med os videre. 
Vi nåede frem til Ebeltoft torsdag eftermiddag den 8 juni. 
Laura havde aldrig været på så høje breddegrader og set de lyse nætter, så det var en oplevelse for hende, at se solen gik sent ned og komme tidligt op og natten aldrig blev rigtig mørk.
Ankomst til Ebeltoft torsdag aften. Fredag holdt vi fødselsdag ombord, hvor min gamle gast Steen Sørensen (bogen "Gast") dukkede op. Vi flagede over top med alle de mange landeflag der er samlet i årene. 
Senere ankom Benny Carlsen, havnefogeden fra Helsingør og Vivi og Troels Klausen, som vi mødte i Florida. 
HP Jensen og Flemming Bitz, der sejlede med i Thailand, lagde til på siden af os. 
Lørdag var der fest i Fregatten Jyllands Værftshal og aftenen sluttede på Anaconda, hvor vi fik nogle "sundownere" og Benny Carlsen spillede på sin harmonika i sommernatten. 
Herligt, at møde mange af de gamle gaster og venner.
Efter Pinsen sejlede vi til Helsingør og besøgte Benny Carlsen. Det var en lidt speciel følelse, at sejle ned mod Kronborg til styrbord og her ankom mine to piger med børnebørnene, som alle sejlede med til København. Vi lå for natten i Nyhavn, besøgte Christianshavns Kanal og sejlede derefter mod Mosede, Anacondas gamle hjemhavn.
Vi havde et par uger med afslapning og mange gamle gaster dukkede også op her. 
Sct. Hans aften sejlede vi med min game kammerat Folmer Jensen ud og kikkede på bål og det var herligt at være i Danmark igen. Stegte ål og fjordrejer :o)
Anaconda er nu på på bedding i Stubbekøbing, hvor vi knokler hver dag for at få slebet og poleret fribordet og bundmalet m.m. 
Sidst i juli er vi tilbage i Københavnsområdet. Vi er i gang med at planlægge efterårets sejlads.

Helgoland den 7. september 2011
Så kom Anaconda af sted fra Mosede Havn. Venner og familie var mødt op til afsked. De sidste ting var kommer ombord, vand, diesel og lidt madvarer. 
Sejlmagerne Brian Andersen og Ove Jensen havde lagt sidste hånd på storsejlet og fokken. 
Nye dieseldysser var skaffet hjem via HBJ Marine i Nordhavnen. Søren Andersen, Skibselektronik havde repareret AIS'en og jeg havde fået den rustfri forstærkning under ruffet færdig. 
Thomas Luckow fra Nordhavnen havde meldt sig på som gast. 
Fredag den 2. sejlede vi kl. 5 om eftermiddagen mod Rødvig, hvor vi skulle mødes med "Victoria" fra Ishøj med Stig Holst. Det var meningen vi skulle følges ad mod Kieler kanalen, men Stig Holst havde opdaget vand i dieseltanken i kølen, så han skulle på land og fundet fejlen. 
Stig Holst´s tur er udsat til juni næste år.
Det var motorsejlads hele vejen, da der ingen vind var. Vi overnattede i Rødvig og dagen efter gik det mod Bøgestrømmen, nord om Lolland og ned til Holtenau-Kiel. 
Lørdagen gik med at gennemsejle Kieler kanalen og kl. 8 om aftenen gik vi med højvandet ud af Elben mod Helgoland. I medstrømmen gik vi 11 knob. Vejrmeldingerne lovede kuling fra SV tirsdag aften, men det friskede allerede op om mandagen, så vi besluttede at blive på Helgoland indtil det hele havde lagt sig. Helgoland er mere interessant end de Frisiske øer ved Holland. 
I dag, tirsdag har det blæst som bare pokker. Havnefogeden kom med et specielt opslag rundt til alle bådene, da de tyske vejrmeldinger lovede vind op til 10 beaufort, som er 27 m/sek. eller 54 knob og med vindstød af orkanstyrke. Min engelske ven Steven Mukaloff, der arbejder på vindfarmene i Nordsøen, tæt på England, melder også om 9 beaufort. 
Vi har seks store fendere ude mod flydebroen, men de bliver hele tiden trykket flade. Bådene i havnen hopper og danser og krænger ind over flydebroerne, der opfører sig som "Det skæve hus" i Tivoli, selv helt inde i bunden af havnen. Regn, rusk og hylen i masterne og uden for havnen en frådende sø. Godt vi ikke ligger ude på havet. De lover kuling helt frem til weekenden, så vi må pænt vente til den er blæst af. 
Så kan vi få set noget af Helgoland. I går eftermiddags fik vi handlet hos skibshandleren. Man kan stadig få billig vin, spiritus, parfume, chokolade og hvad der ellers hører med. 
Efter en god bøf ombord gik vi i land for at smage på det lokale øl og havde en hyggelig aften.
I morgen kan vi få lavet nogle småreparationer og gøre mere klar til turen sydover. 
Autopiloten laver problemer, formentlig et gennemgnavet kabel inde i den rustfri bøjle ved kompasset.

Den Engelske Kanal den 15. september 2011
Turen ned mod Holland var ok, modvind eller ingen vind, så det var mest for motor. Da vi kom ned på højde med Amsterdam var det tid til at tanke diesel, så vi sejlede ind til marinaen ved Ijmuiden, lige ved indsejlingen til Amsterdam kanalen. 
Vi løb lige ind i en kæmpe bådudstilling. Hele Marinaen var på den anden ende med både, udstyr og opvisning, så efter at have kikket på vejrudsigten, besluttede vi at blive til næste dag. Det endte med en kraftig kulingvarsel og storm, så vi besluttede, at sejle inde på kanalerne i Holland, ned forbi Rotterdam og ud nede ved floden Shelde, når kulingen var overstået. Det var en fin oplevelse. 
På trods af forskellige problemer med broerne og ventetid på over et døgn i Amsterdam, fik vi oplevet en masse. 
Stormen var i øvrigt så kraftig, at der væltede træer inde i Amsterdam. Imponerende industri- og sluse- og kanal-system i Holland, med store flodpramme i massevis. Bådeværfter alle vegne, et utal af motorbåde og en masse sejlbåde. Store moderne vindmøller alle vegne og imponerende kæmpeværfter for offshore industrien. Det var bare det vi så på den rute vi sejlede. Kun en brøkdel af det hele.
Thomas Luckow måtte stige af i en af sluserne lige før vi sejlede ud i Den Engelske Kanal, da han skulle hjem på arbejde. Thomas er selv i gang med at istandsætte og udstyre en 40 fods sejlbåd til langturssejlads, så vi fik snakket en masse om dette.
Der var spænding på til det sidste, om vi kunne passere diverse broer. Den sidste bro var ved "Nordlandslusen", ved floden Shelde, der ikke kunne lukke op. I kortet stod der 17,7 meters højde, men vi havde fået at vide vi kunne passere. 
Broen VAR faktisk kun 17,7 meter høj over vandoverfladen, men det var vandet inde bag slusernes højde. 
Vi ankom kl. 19 til slusen og fik at vide vi blot skulle vente til kl. 22. 
Da var det lavvandet udenfor, så vi ville blive sænket ned i slusen så der var 21,5 meter under broen og det var lige nok, Pyh-ha. 
Vi er nu nået ud i den Engelske Kanal på vej i vindstille mod Dover. 
I morgen, den 16. september vil vi være syd for Southampton i en lille Marina ved navn Hamble. Her skal jeg have bestilt nogle dele til B&G Network systemet.
Alle vi møder siger: Nå, I skal til Gran Canaria. Det er da lidt sent på sæsonen, hvad? ... Hvad med Biscayen? 
Man har åbenbart meget respekt for dette farvand, især her om efteråret.
Nå, men der er flere end os, der skal samme vej. Gode vejrmeldinger, så er det intet problem. 
Vi bliver i England til delene er fremskaffet, måske 3-4 dage, hvorefter det går imod Brest, måske med et stop på Guernsey. I Brest venter vi på det rigtige vejr vindue og så af sted. 300 sømil er 2 døgn sejlads.
Vi kan allerede mærke forskel i temperaturen i forhold til Danmark. Nu kan man gå i T-shirt igen. Herligt.

Biscayen den 29. september 2011
Ved ankomst til The Solent blev vi mødt af den sædvanlige kæmpeskare af sejlbåde. Kapsejladser alle vegne. 
Vi fik navigeret op igennem farvandet og op ad Hamble floden, som var pakket på begge sider med broer, flydebroer og spækket med sejlbåde. Vi forsøgte at finde plads til ankring, men nej. 
Der måtte ikke ankres og Marinaerne var for dyre, så vi besluttede at sejle videre. Vi endte med at sejle ind til Cowes på øen Wright. Sejlsportens mekka. Vi blev af den patruljerende havnekontrol, venligst henvist til at lægge os ved en flydebro, det billigste sted i havnen for 15 Euro i døgnet. Vi betalte for 7 dage, men lå her et par dage længere. 
Et B&G instrument skulle til reparation. 
Dagen før ankomst faldt jeg i cockpittet og trykkede et par ribben, og det gør nas, som bekendt, så det var på smertemedicin i mange dage. På et tidspunkt var jeg nødt til at gå til læge og denne behandling var helt gratis, inklusive den medicin, der blev ordineret.
Den gamle AIS havde voldt mange problemer, kunne til sidst kun modtage, så den måtte vige pladsen for en nyere model fra Advansea, som nu virker både som sender og modtager. Anaconda er konstant på AIS og kan følges på  www.marinetraffic.com  når vi er i nærheden af AIS basis stationer i kyst egnene.
Vi fik instrumentet tilbage og fik tanket vand og diesel. 
Tankpasseren i havnen var fra Sydafrika, så der var meget at snakke om og han endte med at sælge os rød diesel til fiskernes pris. Så tankene blev denne gang fyldt helt op  :o) 
Derefter gik det sydover igen mod Brest. Vi krydsede den Engelske Kanal i fint vejr og meget tidevand ned forbi Guernsey. Vejret var for godt til at stoppe der, så vi fortsatte langs Bretagnes kyst og dagen efter gik vi ind til en lille by med en Marina ved navn Paimpol, fyldt med sejl og motorbåde. Tidevandet her er 10 meter, så det er kun ved højvande, man kan anduve. Når man er kommet ind i marinaen og tidevandet falder, lukker en sluseport for vandet, så vandstanden inde i marinaen er konstant over 2,5 meter, og udenfor slusen forsvinder det fuldstændigt. Vi havde regnet med, at en lille flække som denne ville være billig i havnepenge, men nej. 38 Euro pr. døgn ! 
Man skal være godt beslået for at sejle på ferie rundt i Europa. Men den franske pige ved Capitania-havnekontoret, var meget flink og gav os to døgn for samme pris. Det skulle passe med, at vi sejlede ud igen med højvande. I øvrigt så vi overhovedet ingen på marina broerne, der kontrollerede. Så vi kunne formentlig have blevet længere.
I vindstille forlod vi tirsdag den 27. september marinaen og sejlede mod Brest. Det var motorsejlads hele vejen, først med tidevandet og senere imod. 
Da vi var ud for Brest om eftermiddagen var vejrudsigterne for Biscayen meget fine, så vi besluttede at fortsætte. Vi rundede Bretagnes spids og sejlede længere ind i bugten. Her kom vinden, ca. 6-7 m/sek. fra Sydøst. Sejlene blev sat og det næste døgn sejlede vi en stor bue mod sydøst og syd, så indtil nu har sejladsen været som at sejle på Øresund ! Der er ingen slemme vejrudsigter, så Biscayen har været en fin oplevelse denne gang. 
Delfinerne fulgte os hele natten men er nu forsvundet. Fiskesnørerne er ude agter og vi venter på aftensmaden. Vejret er en del lunere om dagen end i Danmark og vi nyder det allerede. 
Shortsene og T-shirten er fremme med bare fødder igen.

Atlanterhavet den 8. Oktober 2011
Vi havde rimelig vind og medstrøm over Biscayen, fint vejr og vi havde sigtet mod La Coruna. Vi ankom om eftermiddagen den 30. september og sejlede ind i havnen. 
Masser af forandringer, moderniseringer og der var nu anlagt en kæmpe Marina med nye flydebroer. Der var et par både ved bøjer i udkanten af marinaen, så vi smed anker der. Der gik ikke lang tid, så kom en servicebåd fra marinaen ud til os og fortalte, at man ikke måtte ankre der. Hvorfor ikke? Sidst jeg var her var der ingen problemer! Ja, men der er bygget meget og der er lavet en lov, der forbyder ankring i hele La Coruna området fortalte han venligt. Men vi var velkommen i Marinaen! Ja, ja, men hvad koster det? Kun 1 euro pr. fod !! Godt nok med bad, vand, el og Wifi, men det er simpelt hen for meget! 48 euro er næsten 370 kroner. Sindsygt!
Vi forklarede kontant til ham, at vi ikke havde lyst til at betale så meget. Han havde allerede arrangeret trossemænd ved en marina-bro så da vi sejlede ud af Marinaen kikkede de uforstående på os?? 
Hvordan kunne vi dog lade være med at ligge i så dejlig en Marina? 
Men vi havde kun behov for at blive natten over, så vi fandt et andet sted og ankrede, i en lille hyggelig bugt, hvor vi kunne have taget dinghien ind til land og gå på restaurant eller bar, hvis vi havde lyst. 
Men vi overnattede kun og næste morgen gik det mod Cabo Finisterre. 
Der var ikke meget vind. Biscayen og Nordspanien var i midten af en stationært højtryk, så der var ingen udsigter til vind. 
Efter motorsejlads forbi nordvest-spidsen gik vi ind til en lille fiskerlandsby ved navn Laxe, hvor jeg har været før, meget hyggeligt sted at ankre. Om aftenen var vi oppe og spise en god stor spansk bøf og det var herligt at konstatere, at det stadig er billigt at spise i Spanien. 
Rødvinen ligeledes meget billig og det medførte, at Caja Bergstrøm stod på hovedet i vandet fra dinghien, da Caja skulle ombord :o) 
Det værste var, at hendes kamera tog turen med i vandet, så det var ødelagt.
Næste dag tog vi endnu en motorsejlads til en anden lille by, Muros. Her blev vi også kun natten over, så menuen på et lille cafeteria var Hamburger.
Vi har ikke fanget en eneste fisk undervejs, men vi har troligt snørerne ude hele tiden når vi sejler. 
Sidste gang jeg var på denne kyst i Spanien havde jeg mødt nogle gode spanske sejlere fra byen Vigo, den største by på vestkysten og en af Europas største fiskerihavne. Jeg havde sendt en mail i forvejen, men de havde ikke svaret. 
En af dem var Pedro, der dengang sejlede med mig fra Vigo ned til Cadiz i Sydspanien. Pedro har selv en sejlbåd på omkring 30 fod. 
De andre var Antonio Castreo Munez og hans kone Anita, som jeg har haft lidt kontakt til på mail siden. De sejlede også med mig dengang, men kun til Portugal. Jeg huskede Marinaen de lå i, Bousaz, inde i bunden af Vigos fiskerihavn. Så der sejlede vi ind. 
Her kunne jeg konstatere, at fiskeriflåden, også i Spanien, var decimeret voldsomt. For ti år siden var der mange flere fiskefartøjer, men også her er flåden forandret til få og større fartøjer. Marina Bouzas var udvidet, så den var kæmpestor med mange flydebroer, modsat de to der var der i 2001. 
På Marinakontoret oplyste de, at Antonio ikke lå der mere med sin båd. Han var flyttet til en anden by ved navn Cambados, 25 kilometer nord for Vigo, inde i fjorden. Men de fik hurtigt telefonkontakt til ham og vi aftalte, at sejle op til ham dagen efter.
I marinaen kostede det 30 Euro pr nat. Her mødte jeg Pedro, der kom hen til os og inviterede os hen til et bord hvor han sad sammen med 5 andre spanske sejlere. Vi var glade for at se hinanden og det endte med en hyggelig aften, hvor Pedro fortalte, at han havde fulgt os på AIS Systemet, på sin computer, så han kunne fortælle nøjagtigt hvor vi havde været, hvor langt vi var sejlet ind i Biscayen og hele ruten ned fra Cowes, hvor vi købte AIS.en.
Dagen efter kørte Pedro os op i et stort mall, hvor Caja Bergstrøm fik sig et nyt kamera (denne gang vandtæt) og vi fik handlet ind.
Da jeg skulle betale for Marinaen sagde damen i ekspeditionen, at opholdet var gratis, som en gave fordi jeg havde været der for så mange år siden og var kommet tilbage. Mange tak for det.
Vi sejlede herefter op til Vilanova de Camposita, en Marina tæt ved Cambados. Fjordsystemet er fantastisk med masser af sejladsområder og mange muslingefarme. Farmene er kæmpe flåder forankret på ca. 20 meter vand, hvor muslingerne hænger i tove og vokser her. Lige da vi ankom til området, blev vi prajet af det Spanske Toldvæsen i en hurtiggående patruljebåd. De var meget venlige og to mand kom ombord og checkede papirer, hvorefter de sejlede igen. 
I Marinaen kom Antonio ned og hentede os, hvorefter vi havde en hyggelig aften sammen med hans familie, Anita og deres to sønner. Antonio og Anita arbejder begge på det lokale Universitet, hvor de underviser. Samtidig er de begge kunstnere.
Vejret var under forandring, højtrykket flyttede sig, så dagen efter havde vi perfekt vind fra nord(Portugiser Norden) så det var med at udnytte dette. 
Vi sagde farvel, fik handlet lidt og om eftermiddagen den 7. Oktober gik det ud og mod syd. 
I løbet af aftenen blæste det godt op, men retningen var perfekt, 30-35 knob agtenind, så vi fik tilbagelagt nogle sømil.
I dag har vi hele dagen fulgtes med Tinglev Mærsk, der er på vej til Lissabon, men ikke må komme for tidligt, så de sejler langsomt.
Stadig med vinden agtenind ruller vi godt i de store søer. Alting rutscher rundt, men man vænner sig til det. Vi passerer forbi Portugal og udnytter vinden, nu når vi har den. Måske går vi til Madeira i stedet. 
Det er næsten lige på vejen til Gran Canaria.
På De Canadiske øer vil vi sejle lidt rundt indtil Caja Bergstrøm tager hjem den 26. oktober. 
Jeg vil se, om der er andre gode steder at ankre end Arguineguin, hvor jeg lå i 2001 inden afgangen den 22. november. 
Dengang havde mange både problemer med de lokale knægte på havnen. Flere gange flænsede de vores gummibåde.

Atlanterhavet den 4. December 2011
Turen fra Portugal ned til Madeira gik fint. Vi lagde os først til ankers uden for Funchal havn, men gik i Marina for at det var nemmere for os at komme i land. 38 euro i døgnet !! 
Det var et hyggeligt gensyn med den hyggelige by.
Efter et par dage her sejlede vi videre mod Tenerife og ledte efter en ankerplads på sydspidsen ved Los Christianos, men det endte med, at vi igen gik i Marina. 
Her mødte vi den danske båd "Dania" med Anders og Lasse, som vi havde mødt på Tenerife. Mads og Nana var gaster om bord., så vi fik en lang snak om langturs sejlads. 
Caja Bergstrøm tog på en dagtur op til toppen af Teide, men det var overskyet, så udsigten var hæmmet. 
Los Christianos var ikke lige stedet at lægge sig indtil afsejlingen over Atlanten, så vi sejlede mod Arguineguin, hvortil vi ankom den 20. Oktober. Vi lagde os til ankers i Bugten og her lå den danske båd "Diana K" med Knud og Sanne, som Laura Foster og jeg mødte i George Town på Granada sidste år. 
Den danske bar Compas Amigo bar var ikke længere stedet, hvor langturs sejlere mødtes. 
Det ophørte, da Kaj Folden og Jytte solgte baren for 8 år siden. 
I stedet holdt vi til hos Bo Jensen på Cafe Paradiset helt nede ved havnen, hvor mange fastboende danskere mødtes hver dag.
Arguineguin var stadig den samme hyggelige by uden for mange turister, men med mange fastboende nordmænd og englændere.
Caja Bergstrøm tog hjem den 26. oktober og jeg fik lavet forskellige ting imens jeg ventede på to gode venner fra Mosede Havn, Erik Jørgensen og Steen Nielsen. Nedgangen er blevet ændret, så man nemmere kan gå ned. 
Løjgangen til storskødet er blevet flyttet op på taget af nedgangs kappen. Desuden er pilotkøjen i salonen blevet sløjfet, så det nu er et stort skabsparti med masser af stuveplads.
Vi hyggede os ombord med god mad og da det dagen efter blæste op fra SV, sejlede vi hen i Puerto Rico havn og lagde os ind i marinaen. Det var noget nemmere at kommer ombord fra restaurationsbesøg her. 
Vi fik besøg af Claus Johansen, en dansk rustfri smed, der havde boet i Arguineguin i mange år. Claus var en tæt bekendt af Erik Jørgensen. 
Claus Johansen fremstillede en ny vugge til redningsflåden, da den gamle var næsten tæret op og samtidig skaffede Claus mig noget nyt slibe- og polergrej til det rustfri stål. 1000 Tak for det :o)
Efter en uge tog Erik og Steen hjem igen og den 16. november ankom 4 mand fra Danmark. 
Finn Grønning, Henrik Larsen, der er FTLF kontaktperson for København, Peter Reitz og Brian Andersen, som er sejlmager fra Mosede Havn. Alle mand er sejlere og tre af dem har egne båd. 
To dage efter ankom Jacob Sørensen, som var i gang med at tage Duelighedsbevis i Danmark. 
Alle var meget motiverede og vi gik straks i gang med at proviantere til den næste måneds tid. STORT indkøb og vi fyldte en Hi-Ace, der kørte varerne ned til båden. Alle mand skal med til Kap Verde og videre mod Antigua, nogle helt med til San Juan, Puerto Rico.
Imens jeg lå i Arguineguin, hvor der var Wifi på ankerpladsen, bestilte jeg over Internettet en ny meget velegnet PC til Anaconda fra England. Aleutia hedder Firmaet. En lille sort boks med en SSD flash disc. Ingen roterende dele. 
Samme type, som man bruger i flyene til at optage alle bevægelser m.m.. 
Meget robust og meget lav strømforbrug og den kører på 12 volt. Samtidig en ny 12 volt LED skærm, der kan monteres på navigationspanelet, således, at kun et keyboard ligger på bordet. Sammenlagt bruger de kun under 20 watt. De garanterede, at delene ville være fremme efter 3 dage og det var de også, men kun til Las Palmas på UPS kontoret. Men så startede alle problemerne på grund af Gran Canarias specielle status som toldfrit område. Det tog 5 dage yderligere, at få den leveret hos Bo Jensen på Cafe Paradiset, så vi måtte udsætte afsejlingen i 3 dage. 
De sidste 3 dage lå vi og ventede i Marinaen i Puerto Rico.
Men den 22. sent om aftenen kom vi af sted. Vi fik hverken udklareret, stemplet pas eller fik Port Clearence, men det tager vi roligt.
Første døgn fra Gran Canaria var med skiftende vinde på grund af øens læ. Men efterhånden var vinden stabil fra NØ, 10-15 knob. Dagen efter fik vi besøg af en stor flok Delfiner, der legede med os ved boven.
OM MORGENEN DEN 24. November KORT EFTER VI HAVDE STARTET MOTOREN FOR AT LADE, VAR DER BID. 
På 3 stænger på en gang. 
Tre Mahi Mahi (guldmakreller) bed på og de kom alle ombord, så aftensmaden stod på dejlig fisk. Dagen efter skete det samme. Under morgenmaden bed en Mahi Mahi på igen. Dagen efter, også lige efter morgenmaden var der bid på den store havstang. 
Da vi fik halet den ind var der en 20 punds Mahi, der sloges for at komme af krogen. Rundt om den svømmede en stor flok af Mahis. Fantastisk flot syn at se de lyseblå fisk kredse omkring den der var på krogen. Den så ud som en han, men vi nåede ikke at få den ombord, før den rev sig løs og forsvandt. De andre prøvede at hugge efter nogle af de andre kroge, tæt ved båden, men ingen blev siddende på krogene.
Da vi hev krogene ind var de alle rettede ud, så det var årsagen.
På et tidspunkt friskede vinden op og med vores stagede letvejrs genua fik vi en nat problemer. Genuaen flængede, så Brian Andersen og jeg måtte på fordækket og kæmpede med at få den ned, men det gik. Vi fortsatte for storen alene og vi holdt næsten samme fart. Genuaen var en, jeg havde haft liggende i Danmark, så den var afskrevet alligevel.
Vi havde fra starten sat kurs mod øen Sal, men de store dønninger ville give os urolig ankerplads, så vi drejede af mod øen Sao Vicente med havnebyen Mindelo, hvor jeg havde været for 10 år siden. 
Vi kom sent ind den 28. november, efter mørkets frembrud, men der var fin afmærkning. Der er nu bygget en kæmpe marina, Marina Mindelo med plads til flere hundrede både og der var helt fyldt plus alle dem, der lå til ankers. Nok en forandring siden sidst. 
Byen summede af travlhed og dyre biler, så der var ingen tvivl om, at Kap Verde var i økonomisk fremgang på grund af turismen og sejlerne. Mange, mange flere både stopper her inden de tager de sidste sømil over Atlanterhavet. Vi lagde os på en af flydebroerne og lige over for os lå igen "Dania" med Nana, Anders og Lasse, som vi havde mødt på Tenerife.
Kap Verde var en positiv oplevelse og vi hyggede os med restaurantbesøg, lokal musik og god rom. Det er også til at få mange flere ting i dag og proviantering er ligeledes mulig, dog til lidt højere priser end Grand Canaria. På grund af de høje omkringliggende bjerge var der kraftig vind hver dag, men vi vidste fra grib filerne, at vinden på Atlanterhavet var stabil 20-25 knob.
Vi fik indklareret og udklareret igen den 2. December, men kom først af sted lørdag den 3. december. (Man lægger ikke ud på en fredag). 
Mange både tog af sted og "Dania" sejlede en halv time før os. 
Kap Verde kan varmt anbefales for kommende Atlanterhavs sejlere. 
Vi havde ikke og hørte intet om tyveriproblemer af nogen art. Det har været problemet for år tilbage, men der er masser af politi og god kontrol over alt nu. 
Nu er vi på det åbne Atlanterhav kl. 1200 UTC på 16.49 N og 27.31 V. 
Vi har lige fanget endnu en Mahi og efter den første nat ligger der masser af flyvefisk på dækket.
Alle mand ombord er motiverede og kun de første dage til søs gav lidt problemer med søsyge for et par mand. Vi spiser masser af fisk, undtagen Brian, der hader fisk. 
De daglige rutiner på vagterne kører. Morgenvagten laver morgenmad, formiddagsvagten gør rent og middagsvagten laver frokost. Eftermiddagsvagten sundowner og aftensmad. Om dagen går vi tre timers vagter og om natten går vi 2 timers vagter, så der kommer en naturlig rokering i vagterne. 
Med god fart skulle vi være på Antigua den 15. december, men meget kan ændre sig. Ifølge vejrkortene er der svagere vinde ved Caribien.
Med AIS´en kan vi se flere andre både på samme kurs, men herude kommer vores eget signal ikke til land, så man kan kun følge vores position på winlink, som jeg manuelt indberetter position til.

Atlanterhavet 13. december 2011
Sejladsen har indtil nu været fin, med vinden agten ind fra forskellige retninger, men mest plat læns. Med spilet genua og storsejlet helt ude modsat ruller vi noget i søen og der er ikke noget at sige til, at visse gaster kalder den "brækvejen", men vi gøre jævnt 6 knob i gennemsnit. Vi havde dog et par dage med svagere vind, hvor vi var helt nede på 2-3 knob og det sinker os noget. 
Når vi lader strøm til batterierne sejler vi fremad for motoren og det er 2-4 timer om dagen. Vi har flere gange hoppet i vandet ude fra stævnen og svømmet ind til agterstævnen og grebet fat i lejderen, selv med 5-7 knob kan det lade sig gøre. 
Herligt at blive kølet af og vand kan man ikke få nok af. Kølet af er så meget sagt, for vandet er 26-27 grader C. 
For nogle dage siden var vinden så svag, at vi drev langsomt og vi kunne svømme frit rundt om båden, Selv Ana var med ude at svømme. 
Fiskelykken har været med os hver dag. Vi har fanget mange Mahi Mahi (guldmakreller) et par Skipjack Tun på 6-10 kg, en Wahoo på 15 kg og en dag tog vi en Mahi Mahi ombord, som vi skønnede til 25 kg. Men efter den var blevet fotograferet gav den et spjæt og hoppede i vandet igen. 
Godt nok, for vores fryser var fyldt med fisk og vi havde ikke haft plads til den. 
Forleden fangede vi en halv Wahoo. Efter en lang indhaling var den pludselig nem at trække hjem og det viste sig, at hele bagkroppen manglede, så der er ikke noget at sige til, at den ikke gjorde mere modstand. 
En haj havde med et knivskarpt bid kappet halepartiet af. Men der var dog nok kød til en middag tilbage. 
En del af fiskekødet er lavet til fiskefrikadeller og resten er nu henkogt. Vi sætter så vidt muligt fiskene ud igen, når vi har haft glæden ved at fighte med den. 
Flyvefiskene har også været på spisekortet. En aften vi sad og spiste aftensmad blev jeg ramt i nakken af en stor flyvefisk med et splask, hvorefter den ladede i skødet på Henrik Larsen. 
Finn Grønning overtog den og det var en af dem, der landede på stegepanden dagen efter. 
Vi taler med s/v Dania hver morgen kl. 8 og igen om aftenen, lige inden vi prøver at snakke med Helge, en dansk Radioamatør, der kører et Skandinavisk net med vejrudsigt for bl.a. sejlere på 14.325 kl. 1930 UTC. Vi udveksler position med s/v Dania og vi følges pænt ad. 
Også andre både kalder vi op, når vi ser dem. Det er hyggeligt at høre hvor de andre er på vej hen. 
Vi lever godt ombord og der mangler ikke noget. 
Også vores "Sundownere" nyder vi, men det hele tærer på beholdningerne og alle kan se, at det er lidt af en kunst, at købe nok og af de rigtige ting. 
Vi er nu nede på 600 sømil til Antigua, så vi lander forhåbentlig om 3-4 dage. Vi har lige haft et par dage med 20-30 knob vind, i pustene mere og med en del regn, men vi har til gengæld holdt en god hastighed med op til 175-190 sømil i døgnet. Jfr. vejrudsigterne løber vi ind i et område med vindstille og meget regn om et døgns tid.
Havoverfladen driver med mange totter Sargassotang, der hænger på krogene hele tiden, så vi nøjes med en line ude nu. 
De store Atlanterhavsdønninger er 3-4 meter høje, hvilket ikke lyder af meget, men det er bjerge af vand, da der er 100 meter imellem dem. 
Det giver lidt vanskelligheder med at lave mad for nogen og søsygen plager et enkelt medlem ombord hele tiden. Men ellers kører det hele som det skal og der er endda "Atlantic Bio" om aftenen, hvor vi ser film. 
Nu nærmer tiden sig, hvor vi skal have fremstillet lidt glögg og æbleskiver. Det bliver den julehygge vi kommer tættest på.

Home