Seneste rejsebrev er nederst på siten

Rejsebreve fra 2002 frem til 2005 kan du få tilsendt hvis du ønsker det.
Send en mail til Webmaster og oplys hvilken periode(r) du ønsker at læse.
Send en mail til: cresta @ cresta. dk (Mailadressen er med " mellemrum", således at robotter ikke kan se den på nettet og spamme Anacondas mail)

Stillehavet den 20. Januar 2006
Computeren gik ned i går, så jeg har brugt utallige timer til at re-installere diverse programmer, men mangler en del for at det vil være godt igen. Har mistet alt i adresser og mails, programmer, breve, dokumenter, fotos og meget mere. Vejret er dårligt, regn og temmelig koldt. Er langt fra Internet, hvor jeg kan downloade diverse programmer m.m. Det varer 3 uger før vi er i nærheden af en Internatcafe. Men har fået "hul" igennem til en station, der kan sende og modtage mails i begrænset omfang, når forholdene er gode.

Micronesien - Rejsebrev den 2. februar 2006
På vej fra Pohnpei fangede vi tidligt om morgenen en pæn Guldmakrel, 8 kg og et par små tunfisk. Vi ligger nu på en lille atoll, Ngatik, også kaldet Sabwuatik, hvor der bor 500 mennesker på en af disse 10 små koraløer. Der er intet andet end blå lagune, sandstrande, cocospalmer, brødfrugttræer, banan og papaya palmer. 
Vi ankrede inde i lagunen og blev mødt af lokale, der padlede ud til os i udriggerkanoer af hule træstammer. 
Bagefter sejlede vi ind og havde møde med Øens overhoved, Høvdingen, for at få lov til at være her. Alle mennesker stimlede sammen om os. Der havde ikke været sejlbåde på besøg i mere end to år og forsyningsskibet havde ikke været der siden oktober måned, så alle var udgået for alt udefra. Ingen mel, sukker, ris, alt. Så de lever af naturen, fisk, cocosnødder og hvad der er muligt at spise.
En gåtur rundt på øen tog 45 minutter. Utroligt rent og pænt. Intet ligger og flyder.
Hele vejen rundt om øen er der bygget en mur af gammel koral, i en afstand på 10-20 m fra havet. Alle grisene går herude og lige bag muren går stien. Totalt tropisk paradis. 
To af de indfødte, Marcello og Jefrey var glade for at få den ene side af guldmakrellen og kvitterede med to Coconutcrabs. Crabberne stak dog af den første nat de var ombord, efter at have gravet hul i redningskransen.
De lever normalt på land, men kan også leve i vandet i kortere perioder.
Vejret har været meget blæsende her, sommetider op til 40 knob, 20 m/sek. 
Det har været noget besværligt at ankre, masser af koralhoveder, så ankerkæden vikler sig rundt og en gang har vi knækket kæden, når den rykker for hårdt. En nat var det nødvendigt med ankervagt og en nat måtte vi have to ankre ude. 
Ankerkæden er totalt slidt op, så den skranser på kapilarhjulet på ankerspillet. Vi må vende den, så den får bedre fat igen.
Samtidig vil jeg sætte Bruce ankeret på igen, som jeg tror er bedre egnet til skiftende sandbund og koraller.
Ellers er her smukt, uspoleret, masser af koralsnorkling. Her til morgen kom tre udriggerkanoer med latinersejl strygende forbi os, på vej ud til deres fiskesteder. Smukt syn.
I dag sejlede vi tværs over lagunen til en lille joralø, som Marcello var medejer af. Marcello og Jefrey gik straks i land og indsamlede en flok Coconutcrabs, som vi har spist her til aften, uhm det smager godt. Øen er et fantastisk paradis, men herom senere. Lige da vi skulle smide anker havde vi et uheld. Et hyl fra kileremmen fortalte der var noget galt og kort efter lugtede det brændt. Kileremmen var splittet ad. Vandpumpen havde sat sig, Satans!!
Så hele dagen gik med at finde på nødløsninger.
Vi forsøger at bruge vores saltvands trykvandspunpe koblet ind på ferskvandskølingen, så vi kan bruge motoren i nødsituationer. Ladningen må vi glemme, da vi ikke har så kort en kilerem, at kun generatoren kan køre med motoren.
Vi må spare på strømmen og køre lidt mere med Onan generatoren.
Vindgeneratorerne hjælper fint når det blæser. Vi klarer den nok og vi må sejle mere med sejl også ind gennem passene på de næste atoller og som sagt, hvis det bliver nødvendigt, så starter vi motoren og klarer den.
Vi må satse på at få repareret på Chuuk, selv om alle fortæller, at det er et forfærdeligt sted med megen kriminalitet, men efter at have læst om PNG, så må Chuuk være det rene vand.

Rejsebrev Sabwuahtik, Mikronesien, den 4. Februar 2006
Marciello har to øer, som vi har besøgt. Den første ø ankrede vi ved og havde vores Coconut crab oplevelse. Marciello og Patric sov i land, i Marciellos primitive halvtag inde imellem palmerne og den næste morgen kom de tilbage med 19 lobsters/langusters!
De havde været tidligt oppe og ude på revet og fange dem.
Sikke et hummergilde vi havde om aftenen.
Efter en spændende dag med Coconut crab fangst og snorkling, afbrænding af affald på stranden og bare fed afslapning, kom Marciello og Patric ombord igen, hvorefter vi sejlede til den anden ø Marciello ejer. De spiste med ombord, hummergilde og det var spændende at høre deres beretning om livet herude. De var meget stolte og taknemmelige for at være inviteret ombord og sejle med.
Vi lavede Kava og fik lidt rom, hyggesnakkede til langt ud på aftenen, hvorefter de sov i cockpittet. Morgenen efter tog vi maske og snorkel på samt sko og fulgte Marciello og Patric ud på koralstokken. Helt ude ved brændingen, hvor Stillehavsbølgerne bryder og vælter ind over revet, gik og svømmede vi i to timer.
Vi fangede 19 store hummere. Under klipper og koralhoveder lå hummerne, så igen ..."måtte vi spise hummere til aften." :o)
"Det er fandme hårdt at være langturssejler".
Forinden havde Marciello fortalt, at der var masser af Manta Rays i passet ind til Atollen, men kun på et specielt sted. Vi sejlede tæt på og ankrede Anaconda, hvorefter vi svømmede og sejlede med dinghien ud til et smalt mindre pas, hvor strømmen løb stærkt, med ca. 4 knob.
Vi kunne næste ikke holde os fast i korallerne, men nede på 10 m vand så vi Mantaerne stå næsten stille, imens de med åben mund lod det forbipasserende vand filtrere. Af og til slog de et stort sving og kom helt op til overfladen helt tæt ved os...
Fantastisk syn. 3-4 m vingespænd, sorte på overkroppen og sølvglinsende fremad ragende flapper ved mund siderne. Hvide på undersiden. Majestætisk "flyvende" igennem vandet.
Et syn vi har ventet på i lange tider, men ikke været heldig nok til at opleve. Nu var de der.
Også to store sorttippede hajer svømmede forbi.
Vi blev enige om, at det måtte gentages, men først sejlede vi Marciello og Patric tilbage til landsbyen. De var rigtig stolte over for deres venner og familie, de havde jo været ude at sejle på et stort skib. Man kunne se beundringen i de andres ansigter og munden stod ikke stille.
Samtidig havde Marciello fået en godtepose med fra båden med ris, pasta, spagetti, sukker, bønner, kava og meget mere som tak for vores oplevelser.
De havde levet som "Grever" om bord i forhold til deres daglige tilværelse, men det var dejligt at se deres glæde og de var sikkert glade for at se vi var glade for vores oplevelser.
En af de ting de havde husket var, at skibshunden ANA havde fået ris til aftensmad. Det var næsten for meget, der jo ikke var ris overhovedet på øen.
Da de blev sejlet i land fik vi fyldt nogle vanddunke og Marciello fik fremskaffet en kilerem, som kunne bruges til at drive generatoren med uden om vandpumpen.

Nukuoro den 11. februar 2006
Da vi sejlede fra Sawuahfik stoppede vi ved passet for at dykke med flasker og det fortryder vi ikke. Vi sejlede roligt til stedet og ankrede, hvorefter vi dykkede ned på ca. 10 m vand.
På stedet hvor Mantaerne plejede at stå var der en stor enlig manta, der med åben mund lod vandet passere igennem munden. Vi kom helt tæt til den og den var ikke bange. En gang imellem slog den et "slag" rundt og kom tilbage. 5 gange var den på stedet imens dykket foregik, et uforglemmeligt dyk.
Da alle havde dykket var vi godt "mætte" af indtryk, så det var tid til at sejle videre til Nukuoro. 
Vinden var fin derned af, ca. 180 sømil med store "swells". Vi fangede en wahoo på 4-5 kg og en Mahi Mahi på 9 kg.
Den sidste nat var vi nødt til at rulle forsejlet ind, så vi ikke ankom for tidligt. Men alligevel måtte vi krydse frem og tilbage i god afstand fra øen.
PC søkortene herude passer ingen steder. Så når skibets GPS position bevæger sig over søkortet sker det tit, at vi sejler hen over land, op til 2,5 sømil fejlvisning har vi oplevet.
Så det er med at holde sig på god afstand af atollerne om natten.
Da morgenlyset kom, satte vi kurs mod passet og kom fint ind uden at bruge motoren mere end få minutter. Passet var smalt og med meget konstant udadgående strøm. Vi kan stadig ikke bruge motoren mere en få minutter før den bliver varm. Der er via E-mail bestilt ny vandpumpe hos Fred. Rasmussen i Odense, som en af de næste gaster, Henrik Jensen, tager med.
I mellemtiden må vi klare os så godt vi kan. Måske kan vi nødreparere den gamle med nye lejer på Chuuk.
Da vi kom ind i lagunen, som er cirkelrund med 45 små palmeøer hele vejen rundt med en diameter på 3 sømil, kunne vi se, at fortællingerne om Nukuoro levede op til det faktiske.
Fantastisk idyllisk tropeparadis.
Vi ankrede i læ af den største af de tre beboede øer og i læ for den kraftige NØ vind. Inde langs øen svajede palmerne ud over vandet sammen med andre kæmpe træer, der gav skygge for solen til de indfødte. Ind imellem stod der hytter med palmebladstage på pæle uden i vandet.
Disse hytter fungerede som "toilet" og delvis også som køkken.
Efter vi var ankret kom udriggerkanoer med indfødte ud for at handle. Frugt var der masser af og vi fandt hurtigt ud af, at også Nukuoro manglede forsyninger. Det var 3-4 måneder siden der havde været forsyningsskib. En åben motorbåd kom sejlende, som viste sig at være to lokale "politifolk" Dixon og Lazarus.
"Goverment" og den lokale perlefarm, var de eneste, der havde både med påhængsmotorer og havde benzin til dem. De ønskede os velkommen og kikkede lidt på vores papirer. De var yders flinke og hjalp os med mange ting under vores ophold. Vi fulgtes med dem op til "høvdingen" som nærmere kunne kaldes Borgmesteren. Han fik en pakke cigaretter og ønskede os velkommen.
Landsbyen var idyllisk, helt ren for affald, små åbne arealer foran husene, så beboerne satte højt at holde rene, så der blev fejet blade flere gange om dagen. Ungerne kikkede på os og var glade.
Øen er besøgt af flere sejlere hvert år, måske 4-5 stykker og alle måtte skrive sig ind i gæstebogen, som den lokale lærer og præst (protestant) administrerede. Der var billeder og søde hilsner fra alle bådene og det var tydeligt at samme forsyningsproblem altid havde eksisteret.
Den sidste danske båd, der havde været her var "TAT". 
Vejret her er skiftende, sol og regn, blæst og vindstille, men der kommer lige rigeligt med regn.
Det viste sig, at vi ikke måtte sejle rundt til øerne selv. Så skulle en af politifolkene være med ombord og vi måtte ikke overnatte derude. Det var jeg ikke tilfreds med og gik sammen med Dixon op til borgmesteren, der på en pæn, men bestemt måde fortalte, at det måtte vi ikke. Det var samme behandling for alle både og selv efter argumentering ændrede han ikke sin mening, hvilket for os var helt uforståeligt. Men vi konkluderede, at der måtte have været nogle dårlige eksempler i fortiden, der havde medført denne begrænsning. Vi mistede lidt af lysten til at sejle ud til øerne, men tog dog alligevel af sted en dag.
Øerne er adskilt af lave "vandløb" på 15-20 meter, hvor vandet fra de brækkende bølger rinder igennem.
Dixon og jeg gik på eremitkrebsejagt og fandt en sækfuld, som vi derefter knuste på stranden. Halerne blev tager fra som madding og kløerne og kroppen blev knust fuldstændig som lokkemad. Han tog så en masse sten/koraller med ud i gummibåden og satte sig til at fiske. Et par haler blev sat på krogene, hvorefter lidt lokkemad blev lagt på en sten. Så viklede han snøren rundt om stenen for at holde på lokkemaden, hvorefter stenen blev smidt i vandet. Linen viklede sig af når den nåede bunden og lokkemaden lokkede fiskene til og i løbet af kort tid havde han fanget 3 red sanppers, som blev vores aftensmad.
Vi kunne ikke være af sted ret længe, så kom der et skybrud af format, så vi sejlede hjemad mod landsbyen igen. Dixon fortalte, at hans udrigger ikke havde noget sejl mere, da det var gået i stykker. Så kom jeg i tanke om min gamle spiler, som ikke kunne repareres. Vi fandt den frem og snart var vi i gang med at sy et nyt lille latinersejl til ham i den fineste spilerdug, rød, hvid og blå.
Som tak for det kom han dagen efter med 4 skildpaddeskjold.
Herude har man et afslappet forhold til havskildpadder. De ender på spisebordet en gang imellem, som traditionen altid har været og de kunne ikke forstå, at der var noget der hed Washington konventionen som forbød al handel og transport af sådanne ting.
Der er blevet byttet og handlet imens vi har været her. Kvinderne laver smykker af små flotte sneglehuse og bytter sig til sukker, mel eller salt fra os, meget hyggeligt. Vi har fået mange smukke smykker og er hele tiden blevet overdænget med frugt, kokosnødder, bananer, papaya og orange og citrus frugter.

Satawan den 13. februar 2006
Dagen før vi sejlede fra Nukuoro tog ejeren af perlefarmen os med rundt på en tur for st se hvordan østersne var hængt op. Der var nu ikke meget at se i forhold til Tuamotu, men lidt var der.
Han havde ingen perler på lager, alt var sendt til Pohnpei, men han ville dog kikke lidt i gemmerne.
Senere på dagen kom begge politifolkene ombord flere gange med ting og sager. Borgmesteren ligeledes. Han forærede mig en stor flettet bast måtte og en kæmpe Trompetsnegl "Triton" og have en stor dråbeformet perle med. Den udgjorde en værdi af 125 dollars fortalte han, men han ville gerne handle. Jeg havde stadig cigaretter, kaffe, pasta, sukker, salt og diverse dåsemad til overs fra Panama, så vi fik handlet og alle var tilfredse.
Meget af varerne var blevet gamle og skulle af sted, så det passede fint.
Jeg sendte en tanke til Thomas, der stod for indkøbene i Panama. Hvis vi ikke var sejlet herop og handlet, ja, så havde vi kun haft "den blå hylde" at vælge som opmagasinering.
Om aftenen kom Lazarus med sin familie, samt Dixon og ejeren af perlefarmen ombord med indfødt mad, brødfrugter som chips og marinerede bananer samt hele fisk, stegt i cocos olie. Det smagte fint. Dixon havde lavet en dessert af cocosnødder, revet i forskellige stadier, hård og blød nød og sød cocossaft deri, så det lignede en isanretning.
Ejeren af perlefarmen havde "fundet 24 "kitchier", de små naturperler i forskellige former, som østersen nogle gange laver ved siden af perlerne. Desuden 5 sorte Perler, så alle var glade, da vi havde delt dem imellem os. Han fik proviant som betaling og 40 dollars og dagen efter forærede han mig et stort "nautilus" blæksprutteskjold. Vi fik fyldt vand på tankene og de sidste frugter kom ombord, hvorefter Lazarus gerne ville have et billede af os. Vi fik det taget og printet ud.
Derefter fik vi sagt farvel og sejlede. En dejlig oplevelse.
Efter fin sejlads mod nordvest i fuldmåne, fik vi næste morgen øje på Satawan atollen i Mortlock gruppen, syd for Chuuk. Denne Atoll er meget større og passet var meget bredt og nemt. 
Nu er vi netop ankret ved landsbyen og skal op til borgmesteren.

Mikronesien, den 28. februar 2006
Efter Nukuoro sejlede vi mod nordvest mod Mortlock Islands, nærmere Satawan atoll 120 sømil væk. Passet var nemt og kunne uden motor anduves og vi smed anker dagen efter ud for landsbyen.
Der var mange nysgerrige indbyggere, men det blev kun til en tur op til borgmesteren, der intet havde at indvende til vores ophold. Vi var helt fri til at sejle rundt.
Midt i landsbyen stod der 12 gamle Japanske tanks fra WWII. Det er samme historie alle vegne. Alle vrag, hvad det måtte være, efterlades hvor de står eller strander. Der er ingen mulighed for at fjerne dem. Masser af børn svømmede rundt om båden og legede. Dagen efter sejlede vi mod de små atoller i ringrevet og nød naturen. Det skal opleves.
Vi endte oppe ved det nordlige pas, hvor vi ankrede lige uden for øens landsby og her var der virkelig mange nysgerrige tilskuere, der sad og kikkede ud på os i timevis. Vi havde møde med byens borgmester, politichef og skolelærer, der gjorde et stort nummer i at holde møde med os og nysgerrigt spurgte til vores rejse.
Efter mødet, mødte vi en ung amerikaner der for nyligt var startet på et 2 års ophold på øen som skolelærer. Herefter sejlede vi nordover, igennem flere laguner mod Chuuk (tidligere kaldet Truk), som er en stor lagune på 30 x 30 sømil med mange bjerg-øer inde i.
Chuuk lagoon er skueplads for over 50 japanske vrag fra anden verdenskrig, som Amerikanerne sænkede under et flyangreb i 1944. Verdens største vragkoncentration.
Vandet er normalt krystalklart og dybden 30 til 50 meter, så vragdykningen er ubeskrivelig.
Vi kom fint ind og ankrede og fik checket ind, dog måtte vi betale overtid til Custom og Immigration.
Samme latterlige formaliteter med papirer og stempler som alle andre vegne. Vi var lidt på vagt, da vi havde hørt så meget dårligt om Chuukerne, men de viste sig at være flinke og søde og hjælpsomme. Men vi fik dog venligt at vide, at kvinder ikke bør gå alene, mænd altid to og to efter mørkets frembrud og båden ikke måtte ligge ubevogtet ved byen.
Altid en eller flere ombord.
Farvandet summede af hurtige joller med påhængsmotorer, der fungerer som "busser" imellem de mange øer. Så skibshunden ANA havde travlt med at gø så snart nogen kom for tæt på.
Det virker bare. Ingen kom i nærheden af os uden vi var indblandet. Fejlen ved hende er dog, at hun meget tit springer i vandet og svømmer efter os, hvis vi alle sejler i land, så vi må tit binde hende.
Chuuk er dårligt udviklet. Den amerikanske kontanthjælp ender i forkerte lommer, så alt her er forfaldet og snavset. Gamle huse, blikskure, skrald og den største koncentration af bilvrag jeg nogensinde har set. Der står bilvrag ALLE vegne. Ingen tager sig af dem.
Vejene er hullede, næsten aldrig strøm fra generatorerne, så ingenting fungerer ordentligt.
Dagen efter sejlede vi ned til et dykker ressort "Blue Lagoon Ressort", hvor vi kunne ligge sikkert til ankers. Der var bar og restauration og en stor dykkershop. Der kommer virkelig mange dykkere fra hele verden for at opleve dette paradis af vrag. Så selv om det var dyrt, to dyk for 90 dollars, plus leje af udstyr, plus licens for Truk 30 dollar pr mand, så måtte vi også ud og se lidt af det.
Vi fik snakket os til at leje en lokal dykkerguide for 75 dollar for en dag, så vi kunne dykke fra båden. Det var jo en hel anden snak og vi slap for licensen.
Så vi havde nogle flotte dyk på nogle gamle japanske skibe, en lastdamper samt et ubåds moderskib.
En aften i baren mødte vi en amerikaner, Mike Gerken, der arbejdede på en af "live on board" bådene. Han var videofotograf og havde lavet nogle fantastiske flotte film fra vragene, samt af en fodrings seance med revhajerne. Vi købte en kopi af filmene, som vi indbyrdes har fået endnu en kopi af. Meget flotte.
Prøv at kikke på www.bluelagoondiveresort.com eller på www.trukstop.com der giver et indtryk af Truk.
Jeg fik repareret min vandpumpe på et værksted, der drives af en Philippiner.
Mange forretninger og værksteder var ejet af Philippinere, som er flittige arbejdere og handelsfolk.
Derudover fik jeg skiftet alle bådens batterier ud, da de gamle ikke kunne holde strøm mere. Så nu er vi fuld operationelle igen.
Der var dog lige et par uheld mere. En dag tabte jeg min pung på gaden med et par hundrede dollars i og mine debet cards. Så den aldrig mere.
I forgårs forsvandt dinghien med påhængsmotoren. En af gasterne fik ikke sat den ordentlig fast, så da vi opdagede det efter kun en halv time var det umuligt at finde den i mørket. Det blæste 20-30 knob, så radaren kunne ikke finde den. Vi sejlede den halve nat, men fandt den ikke. Ærgerligt, det var min elskede Caribe, det bedste mærke i gummibåde. Den 16 HK Mercury røg med i købet. Alle sagde, at den var umulig at få tilbage igen. Enhver der fandt den, ville beholde den og at lede efter den på alle øerne var formålsløst. Jeg var heldig at finde en lille plastjolle dagen efter til 600 dollars, så vi igen kan komme i land.
Steen Sørensen og Jan Otte besluttede at stå af her og fløj sammen til Guam og Manilla. Steen Sørensen er nu på Phuket og Jan Otte i Nordvietnam.
I går fik vi checket ud og fyldt vand og diesel på. Men vi skulle også lige have betalt for opholdet. 25 dollar i Entry free, 25 dollar i Port fee og 10 dollar om dagen for at være her! 9 dage 140 dollar. Men bevares. Havnekaptajnen kørte mig rundt til alle mulige steder i sin gamle udrangerede bil og var behjælpelig med alt muligt. Vi fik ikke taget ret mange billeder fra Chuuk. Det meste var trist og snavset, men vi har alligevel en godt indtryk med herfra.
Nu er vi på vej mod Kavieng på Papua New Guinea (PNG)600 sømil, halvvind 15-20 knob og med store rullende dønninger fra nordøst. Vi har lige fanget en Wahoo på 8-9 kg, så der er fisk på menuen og fiskefrikadeller. Vi har haft fint vejr på Chuuk, men det sidste døgn til søs har det regnet meget. Vi regner med at passere ækvator om et ar dage.
Rikke Kjærsgård står af i Kavieng den 5. marts og flyver til Port Moresby og via Australien hjem, hvorefter Jeppe Olsen og jeg sejler videre og oplever PNG og vil være ved Medang før den 18. marts, hvor Henrik Pedersen og Sarah Eiersholt står på.

Rejsebrev, Stillehavet, lørdag den 4. marts 2006
Micronesien har været en god oplevelse, trods alle strabadserne
Turen mod syd har været lidt usædvanlig. Indtil nu, et døgn før Kavieng har vi set 10 skibe. Containerskibe, fragtbåde, fiskefartøjer og andre uidentificerede, som lys i natten. Mere end et om dagen, hvilket er meget usædvanligt.
Samtidig har fiskelykken været stor, Wahoo, Tun og Marlin. Jeppe Olsen fisker ivrigt og laver hele tiden nye "lures" med forskellig farvede plastic blæksprutter og har haft held til at få bid af Marlin tre gange på turen. Store flotte fisk, der danser på halen i vandoverfladen, langt ude for at slippe fri af krogen.
Alle tre havde held til at slippe fri, selv efter lang tids kamp, hvor de udmattes. Men det gør ikke noget, da fiskene er så store, at vi ikke magter at spise dem.
Menuen har alligevel stået på fisk hver dag. Sidste fisk indenbords var en Yellowfin tun på 16 kg.
Vejret har været meget skiftende. I starten stabil tradewind fra nordøst, men efter et døgn blev vinden mere ustadig. Nogle gange ingen vind, andre gange alt for meget. Hver gang en regnbyge nærme sig, kom vinden. I går morges havde vi sejlet i vindstille for motor hele natten, da det ved solopgang tog til i vind. Regnen kom og vindstyrken nåede 40 knob på halvvind, så Anaconda strøg af sted med over 9 knob. Samtidig var der bid på to af stængerne. Det viste sig at være to mindre (3-4 kg stk) tun, som snart surfede oven på vandet på grund af farten. Vi kunne ikke dreje bi i den kraftige vind, så fiskene hang bare efter båden.
Til sidst faldt de dog af sig selv.
Vejrkortene viser, at vi er midt i det vindstille bælte nord for PNG og vi har da også sejlet for motor siden i går eftermiddags.
Havet var spejlblankt hele natten. Kl. 0430 sejlede vi over Ækvator, hvor vi skålede i Gl. Dansk.
Rikke Kjærsgaard havde så travlt med at se på repeaterens display, at hun ikke bemærkede, at båden trak til bagbord.
"Den tæller ikke opad mere" sagde hun.
Men den naturlige forklaring var, at vi passerede linien som GPSèn viste, men sejlede så parallelt med ækvator et stykke og så nordover i en bue, indtil vi opdagede det, så inden får få minutter havde vi passeret Ækvator 3 gange.
Da det blev lyst på formiddagen kom vores gode ven "Kong Neptun" ombord, for at konstatere om der var "landkrabber" om bord.
Det havde vi jo i Rikke Kjærsgaard, så hun blev døbt på behørig vis til "Sommerfuglefisken".
Vinden har ikke været med os, så vi er bagud af tidsplanen. Rikke Kjærsgaard må ombooke sin billet.
Vi er først fremme sent søndag eller mandag morgen, hvilket er for sent for hendes ordinære billet.
Storsejlet er flænget på kryds og tværs, så der er et hul på 2 kvadratmeter imellem første og andet reb efter regnvejret i går morges. Men noget et alm. sejl sagtens kunne have klaret. Det er så mørt nu, at det går i stykker hele tiden.
For sejl alene, med fuld rebet storsejl, sejler vi nu 1,2 knob, så vi må tilpasse ankomsten med motoren. Vi er spændt på hvad myndighederne på PNG gør ved os. Jeg har konstateret, at man SKAL have visum inden ankomst nu, noget der er lavet for ikke så lang tid siden. Enten giver de os en bøde, eller vi skal undvære vores pas (Jeppe Olsen og mit) imens de sendes til Port Moresby for at få visum, hvilket jeg kan frygte vil tage lang tid. Tidligere, som cruising guiden anviser, så blev visum udsted ved ankomst.

Bismarch Sea, Papua New Guinea(PNG), 16. marts 2006
Som altid før, når der var dårlige historier om et land vi skulle besøge, blev vi positivt overrasket over dette nye sted, PNG, som vi er ankommet til.
Kavieng er den største "by" i New Ireland Province. New Ireland er en ca. 350 km lang smal ø, der ligger i øhavet nord for PNG.
Vi ankom lige ved mørkets frembrud og nåede at komme inden for revet og ankre, inden det blev mørkt. Som altid før, passede positionen ikke på kortene, så vi skulle ikke nyde noget af at sejle rundt i mørket. Vi ankrede bag en Philippinsk fragtbåd, ikke langt fra Kavieng.
Jeg havde på forhånd mailet til et resort, www.nusaislandretreat.com.pg der ligger på øen Nusa, lige over for byen og spurgt om ankomstprocedure. Næste morgen lagde vi til ved byens kajanlæg og var heldige ved, at Customs havde til huse i et gammelt pakhus på kajen. En sød smilende dame fortalte høfligt, at vi skulle have visum, som kun kunne udstedes i Port Moresby, hovedbyen på PNG. Vi kunne ikke få lov til at sejle videre mod Madang og søge om visum derfra. Blanketter blev udfyldt, visumgebyr betalt og jeg fik selv lov til at sende passene med DHL til Immigration i Port Moresby. Med forsendelsesgebyr blev det hele ca. kr. 450,- for os begge. Rikke Kjærsgaard havde visum, lavet hjemmefra, så der var ingen problemer. Passene var dagen efter på Immigration i Port Moresby, men så skete der ikke mere. På trods af telefonopringninger hver dag til kontoret, gik der en uge, før en person fandt blanketterne og kun det ene pas!
Jeppe Olsen´s pas var væk.
Dagen efter var det heldigvis dukket op og pågældende person lovede at ekspedere visumansøgningerne hurtigst muligt, så vi havde håb om at få passene imens vi var i Kavieng. Men nej, de dukkede ikke op, så da fristen for at nå Madang i ordentlig tid oprandt, måtte vi sejle uden passene, hvilket var en utryg situation.
DHL i Kavieng lovede at få omdirigeret passene til DHL i Madang, så vi håber de ligger der, når vi ankommer.
Kavieng er en lille søvnig landsby med to banker, 5-6 supermarkeder, et par hoteller, et posthus, en bilforhandler og ikke ret meget mere. I udkanten ligger der et par ressorts for surfere og dykkere. Befolkningen på PNG er Melanesere, sorte med kruset mørkt hår. Så godt som ALLE tygger betelnødder, så der er røde spytklatter alle vegne og ikke mange har tænder i munden. Men alle meget flinke og hjælpsomme.
I området ud for Kavieng er der mange øer med små samfund. Efter indklarerings-vanskelighederne ankrede vi ud for et surf resortet. Der var en god restaurant og en god bar med sand på gulvet, et tropisk paradis, hvor vi nød tilværelsen sammen med de mange australske surfere. Om dagen små-reparationer og syning af storsejlet, om aftenen i baren. Jeppe Olsen nåede at surfe og dykke i området.
Efter en god uges tid måtte vi af sted, for at nå til Madang, hvor Henrik Jensen og Sarah Eilersholt står på. Selvfølgelig var det dårligt vejr, netop denne dag med masser af regn og blæst. Vi lagde til ved dieselkajen og fik tanket diesel. Vi havde ikke PNG penge nok (de hedder Kina), men det tog tankpasseren ikke så tungt. Han justerede bare beløbet efter hvor mange penge vi havde, så vi fik forærende mere end 20 liter diesel. Prisen var ca. kr. 5,- pr liter.
Han fik et par pakker cigaretter og var glad.
Inden vi kom væk fra kajen sprang en fender og noget af fenderlisten var knækket. Vejrudsigterne var gode, nordvestlig vind 15 knob, men vi kom ud i hårdt vejr og havde en urolig nat. En diesel- og en benzindunk forsvandt ud over siden.
Dagen efter var vejret fint og frokosten blev reddet i form af en stor Barracuda. Bismarch Havet er på størrelse med Nordsøen og den direkte vej til Madang er 335 sømil.
Selv ude midt på havet flyder det med alle former for affald, mest træer, kævler, klodser, rødder, pinde, grene, gammel sko, plastic og kæmpe træstammer, hele tiden og vi ramte flere gange større træstykker, der gav nogle dunk i båden.
Det hele kommer antagelig fra de store floder, der løber ud i havet fra PNG´s fastland, hvorefter det følger havstrømmene rundt og rundt ud for kysten. Vi regner med at ankomme Madang i løbet af lørdag den 18. marts.

Madang, Papua New Guinea (PNG) den 31. marts 2006
Puh ha, sikke en tur over Bismarch Sea. Sidste nat før Madang løb vi ind i et PNG fænomen, nemlig storme, der opstår pludselig. Vi havde et par timer holdt øje med et regnområde, der bevægede sig ude i horisonten parallelt med os.
Lyn og torden på himlen er utroligt flot, men man ønsker ikke at være i det.
Pludselig drejede vinden 90 grader og tiltog på få minutter til stormstyrke. Vi nåede ikke at få sejlene ned så efter få minutter lå vi krænget ned, så der var vand på dækket. Tropisk piskeregn slog os i ansigtet og jeg vidste, at et forsøg på at få sejlene ned ville flænge dem på få minutter, så med motoren kørende løb jeg op i vinden, så der var vind i sejlene uden at de blafrede. Men det holdt kun kort.
Vi begyndte at rulle genuaen ind, men inden den var inde, var flere syninger gået op. Der skete dog ringe skade på den. Storsejlet derimod, flængede med et brag i to dele og så måtte det ned. Fuldstændig laset og flere af sejlpindene (gennemgående) var forsvundet. Jeg talte nogle og tyve lodrette flænger, da vi fik det ned.
Stormen rasede i godt en time, så blev det stille igen. Derefter sejlede vi det sidste stykke for motor til Medang. Vi ankom lidt over middag, lørdag den 18. og lagde os til ankers ud for den lokale sejlklub. Fik ryddet op og to timer efter ankom Sarah Eilersholt og Henrik Jensen, så alt var på plads.
Medang området er meget flot med alle bjergene i baggrunden, vuklanøer flere steder og an masse småøer iden for revområdet.
Luften er fyldt med "flyvende hunde", som hænger i alle træerne om dagen og om eftermiddagen tager de på jagt efter frugt og flyver hundreder af kilometer ind i landet inden næste morgen. Der er tusinder alle vegne. Nogle gange bliver de skræmt og letter fra træerne, så himlen formørkes. Madang skulle være det mest koncentrerede Flying Fox område i verden.
Dagen efter sejlede vi længere ind i naturhavnen til et værft, der er ejet af en australier Tony Bierns, som vi havde mødt i sejlklubben, en utrolig flink mand, der har hjulpet os i alle henseender. Båden blev med ankret ude agterfortøjet til en af de andre faste både, så vi kan gå direkte i land.
Tony Bierns har kørt os rundt alle vegne og hjulpet. En hyggelig fyr, der har boet i PNG i 44 år og ejer store landområder, skove, ejendomme, værftet og meget mere. Han kan fortælle mange spændende historier fra PNG.s spæde indgang i civisationen, som jo er sket inden for de sidste 50-100 år. Og så er han god til at drikke øl og whisky!
Vi fik vores pas med det samme på DHL, så vi var lettede. Mange har fortalt skrækhistorier om pas, der er forsvundet i Port Moresby.
Få dage efter vi ankom blev jeg pludselig dårlig og fik feber. Jeg sad sammen med Tony Bierns på hans kontor, heldigvis, for meget hurtigt fik jeg Malariasymptomer. Han vidste lige hvad der skulle gøres og havde medicinen på hylden. Kolde brusebade for at holde feberen nede mærkedes som issyle på kroppen. Derefter holdt han øje med mig hele natten og gav mig medicinen når den skulle tages. Allerede efter 24 timer var jeg på toppen igen, men fortsatte medicinskuren og er nu fuldstændig i orden igen. En myg i Kavieng har smittet, så inkubationstiden på ca. 10 dage passer. Nu har vi selv suppleret op med nødvendig medicin, hvis uheldet igen skulle være ude. Der er ikke mange myg her, men en er jo nok, hvis den bærer smitten. Jeg var heldig, at det blev taget i opløbet. Hvis man går for mange dage uden behandling er det livsfarligt og mange har men af malariaen. Tony Bierns har 25 mand i arbejde. En dag kom der 5 ind på kontoret og bad om malariamedicin. Det siger lidt om, hvor meget der er.
Madang er et spændende område, hvor man kan få det meste af fornødenheder. Befolkningen er flinke og smilende. Helt sorte, kruset hår og alle tygger betelnødder.
Der er ingen problemer overhovedet.
Det lurer dog i baggrunden, at det er et farligt land. Forleden var der på avisens forside en historie om 7 mennesker, der var blevet dræbt og parteret på grund af overtro og trolddom imellem indbyggerne i en nærliggende landsby. Politiet tør ikke gøre noget af frygt for deres eget liv.
Alle bygninger, forretninger og større foretagender er indhegnet og der står vagter alle vegne.
Der er ca. 800 sprog i PNG, som ikke forstås af hinanden. Fællessproget er dog enten engelsk eller Pidgin, som er et kunstsprog bygget op af tysk, engelsk og lokalt sprog, konstrueret i kolonitiden. Radioen har lokal og god musik, men afbrydes af "reklamer" Sig nej til voldtægt!!.
Hustruvold og voldtægt hører til dagens orden hernede og er et stort problem.
Forleden dag hørte vi i radioen, at det var "rape free day", som når det er røgfri dag i Danmark. Meget spøjst.
Vi lånte en dag en motorbåd af Tony Bierns og to af hans folk viste os nogle dykkersteder. Men vandet var noget grumset på grund af regntiden, så det var dårlig sigt. Vi skal længere væk fra fastlandet.
Nu da vi var ved PNG.s fastland besluttede vi at køre op og se højlandet. En østrigsk pige Shirmin (Iraqiske forældre) som vi mødte i Madang, tog med os, da hun ikke ville rejse derop alene. Tony Bierns arrangerede en Hi Ace og med 3 guider/chauffører tog vi på en 4 dages tur over 300 km inde i landet til Goroka området. Det tog næsten 6 timer at køre derop. Vejene var mange steder grusveje af lavasten, enkelte steder kun hjulspor på grund af de uvejsomme bjergområder, men ellers rimelige. Jordskred efter heftige regnskyl hører til dagens orden, så der kører konstant buldozere rundt og rydder. Flere steder bliver vejen skyllet helt væk. Så må man vente, til den er genetableret. Utroligt smukt land, med jungle alle vegne langs kysten og op igennem bjergdalene.
Sol og regn skifter, så der er frodigt, alt er grønt. Forrevne bjergkæder med dybe dale, slugter og mange floder med vakkelvorne broer. Nogle steder kører man over floderne med vandet op til hjulnavene. Nærmere Goroka begyndte højlandet, hvor kæmpe områder er opdyrket med bl.a. palmer til olieudvinding og sukkerrør, samt i selve Goroka området mange kaffe plantager.
Befolkningen har i tusinder af år dyrket grønsager, som ses på alle markederne. Mange slags har vi aldrig set. Oppe i højlandet er der et behageligt klima, køligt i forhold til ved vandet. Som en dansk sommerdag med ca. 24 graders varme. Højlandet er derfor det tættest befolkede. Mange steder er der markeder og boder, der sælger betelnødder. Det er en kæmpe "industri".
Generelt er der snavset og beskidt med skrald allevegne. Man smider bare alt på vejene.
I Goroka overnattede vi på et lille hotel, Pacific Garden Hotel, hvor vagterne ved indhegningen var bevæbnet med bue og pil! Det er det eneste våben der er legalt. De viste os hvordan de kunne skyde og vi prøvede også. Henrik Jensen og jeg købte et par flotte ægte håndlavede buer og pile af en af vagterne. Et meget kraftigt våben.
I Goroka var vi på Museum, der imellem mange ting og en afdeling fra PNG.s medvirken i anden Verdenskrig, viste interessante gamle billeder fra "gamle tider" 50-60 år tilbage, hvor de første pionerer trængte op i højlandet, hvor ingen havde set hvide mennesker før. Langt de fleste mennesker bor stadig i basthytter med bål i midten og hvor man sover på jordgulvet eller på lejer af grene. Man laver mad over bålet og holder varmen om natten. Henrik Jensen fik filmet flittigt, da vi blev inviteret ind i en af dem. På museet mødte vi en guide, der tilbød at vise os området og han fik arrangeret opvisning af traditionel sang og dans på "Teaterbygningen", samt opvisning af "The Mudmen" ude i en landsby. Vi måtte betale for det, men en stor oplevelse. The Mudmen er efterkommere af en klan fra gammel tid. Hele befolkningen i PNG er opdelt i klaner, der altid har bekriget hinanden. Man tog på plyndringstogt og fjenderne spiste man for at få deres kraft. Nævnte Mudmen blev en gang overfaldet af en stamme længere mod nord og da de flygtede, faldt de i et mudderhul og blev helt grå over det hele. Da fjenderne så dem blev de bange og troede de var ånder, hvorfor de flygtede. Siden har klanen benyttet mudderet som krigsudsmykning med succes og i dag danser man med mudderudsmykningen som tradition.
Den sidste aften kørte vi op på det lokale universitet, hvor chaufførerne havde arrangeret afhentning af nogle piger, der skulle med på diskotek. 7 piger tog med og det blev til en lystig aften med øl og dans. På turen hjem stoppede vi ved en kilde med svovlvand, der kom ud af en klippehule. Der er meget vulkansk aktivitet overalt. Nord for Madang var vi oppe på et af de højeste steder, med udsigt over hele området, et fantastisk syn.
Det var varmt at komme tilbage til Madang og nu gør vi klar til afsejling lørdag mod en masse småøer og New Britain, hvor vi vil være i Rabaul om en måneds tid. Shirmin har besluttet at sejle med mod Solomon øerne, så nu er vi 5 ombord.
Jeg har syet min Jib om til at sidde på storsejlsbommen, så den må klare opgaven indtil jeg får et nyt storsejl.
Tony Bierns havde tilfældigvis en Zodiac gummibåd med en lille 4 HK motor liggende, som jeg har købt.

Long Island, Papua New Guinea, den 10. april 2006
Stor påstyr da vi kom ind med den store Marlin til Madang.
Den blev hængt op, så vi næste dag kunne veje den. Folk stimlede sammen for at se den og den blev målt til 2,70 m og 82,5 kg. Lidt under de 100 kg, som vi havde gættet os til.
Men så sandelig en ordentlig moppedreng.
Vores tur til Bagabag Island, endte med, at generatoren og regulatoren brændte sammen, så vi kom ikke af sted som planlagt. En ny generator og relæ er monteret nu, så vi afsejlede torsdag den 6/4 efter at have sagt farvel til vores nye venner og bekendte.
Vi sejlede for motor mod øst til Crown Island, som er en lille vulkanø, overgroet med grøn jungle og omgivet af ringrev med klart vand. Et dyk langs ydersiden af revet var fantastisk flot med et utal af fisk, hajer, kæmpe koraller, blødkoraller, gorgonia vifter, havskildpadder, napoleonsfisk, kæmpe Tridacne muslinger på en meter i diameter og meget mere. Korallerne er repræsenteret meget rigt og alle er levende, hvad vi ikke har været forvendt med ud over Stillehavet. Men her er de ideelle forhold i vandet.
Måske fordi den moderne industri ikke har formået at ødelægge økosystemet herude endnu. Delfinerne springer alle vegne, som vi aldrig har set magen før.
3-4-5 gange om dagen kommer flokke tæt på, ikke så store, men der er mange.
Fiskelykken er stor. Der går ikke mange minutter efter krogen er i vandet før, der bider fisk på. Mange af dem når vi dog ikke at få ind, da hajerne er der med det samme og æder dem, så kun hovedet kommer ombord i flere tilfælde.
Vi sejlede samme dag til Long Island, da kysten ved Crown Island ikke bød på læ nok, hvis et uvejr skulle bryde ud. Vi ankrer i små bugte, hvor de lokale indfødte kommer ud i deres udrigger kanoer og tilbyder bananer, kokosnødder og andet frugt og grønsager. De vil gerne have fiskekroge, ris og mel, mælk, slik og lignende, så vi får handlet lidt. De sidder i timevis og kikker på os, på pæn afstand, da de ikke tør komme nærmere på grund af Ana, vores skibshund, som holder vagt.
En eftermiddag blev vi inviteret ind i landsbyen. De indfødte bor i små firkantede hytter af bambus og palmeblade, der står på pæle. Under huset er ildstederne, hvor de tilbereder maden. Meget, meget fattige, de har intet, overalt er der snavset og deres tøj er snavset og slidt, men alle er glade og smilende.(med deres betelnødde røde mund)
De fleste taler engelsk eller kan gøre sig forståelige.
Grise løber rundt imellem nogle af husene og alle steder er der hunde, der ser ud som om de er ved at dø. Alle lever primitivt af hvad der er for hånden, rodfrugter, som taro og yams, sweet potato, græskar, som også vokser vildt hernede. Frugter som madbananer og søde bananer er der masser af. Ikke så mange brødfrugter og mango. Når vi kom frem til en lille landsby, med to-tre huse blev vi alle steder budt velkommen af smilende mennesker.
Vi ville gerne fotografere, men når vi spurgte om vi måtte, blev der sagt ja, men kvinderne løb ind i hytterne og trak i deres festtøj, som blot var noget tøj, der var lidt nyere end det de havde på. Normalt gik de rundt i saronger eller andet, mange med bare bryster og især kvinderne med småbørn.
Her er ingen lys eller vand eller veje, kun stier imellem hytterne.
Et sted blev vi inviteret ind og spise taro rodfrugt, som var revet på en gammel tagrende med huller i. Deri var blandet cocosmælk og derefter bagt ved bålet i bambusrør. Det smagte godt.
I går var Henrik Jensen, Sarah Eilersholt og jeg på en heldagstur op til en stor sø, der ligger midt på øen i et gammelt vulkankrater. Long Island havde et kæmpe udbrud for ca. 300 år siden, hvor alle mennesker omkom og øen var ubeboet i mange år. For ca. 50 år siden tog en flok indfødte op fra en anden ø og bosatte sig her. Øen har nu 2000 beboere er helt overvokset af tyk jungle, høje bjergtinder rager et par km. op. Turen gik ad gamle overvoksede stier. 3 unge gik forest med macheter og huggede vej, hvorefter vi kom bagved.
To voksne bar, bl.a. Henrik Jensens fotoudstyr. Det var en hård tur op over kraterkanten og ned igen. Over tre timer hver vej, men utrolig flot. Vi badede i søen, der var ferskvand. Et sted så drengene et par røde frugter, hvorefter træet med hård hånd blev hugget ned. Da det væltede ramte det nogle andre træer, der også blev hugget omkuld.
Ialt 4 træer røg. Udbyttet 3 røde frugter. Men sådan er livet i junglen.
Der er stort set ingen dyr. Kun vilde grise og vilde høns, men mange fugle. Et enkelt dyr, som ligner en kænguru lever i træerne. I dag tog Jeppe Olsen og Schirmin op til søen og Henrik Jensen og jeg dykkede på et rev i nærheden. Kæmpe stimer af store Napoleonsfisk og snappers, hajer, tusinder af koralfisk, rokker, sorte koraller, huler og meget mere. Man bliver hurtigt forvent. I morgen sejler vi videre mod Umboi Island.

Widu Island, PNG, den 18. april 2006
Umboi Island var et kort besøg.
Da vi nærmede os en landsby kom en kano ud og vinkede til os. Inden vi fik sagt et ord var roeren ombord og fortalte, at han ville vise vej til en ankerplads.
Kort efter gik vi på grund på en sandbanke, men kom hurtigt af igen. Imens sad han og spyttede betel ud over vores vasketøj, DOG UDEN AT RAMME!
Ham var vi ikke tilfreds med, så han blev hurtigt lempet overbord ned i sin kano igen.
Vi ankrede kort efter ved en landsby, men så kom kanoerne myldrende og efter et kort øjeblik var der over 20 kanoer med 100 mennesker. Vi besluttede at sejle videre og ankre ved en lille flad koralø.
Vi have et flot dyk undervejs, men mange hajer og rokker.
Ved øen Tunum lå vi natten over og grillede på stranden nogle af de fisk vi havde fanget. Næste dag dukkede nogle fiskere op i en kano, hvorefter vi sejlede videre til Sirik Island, hvor vi igen grillede på stranden og hyggede os. Derefter gik turen nordpå op igennem strædet med New Britain på styrbord side til øen Unea Island.
En gammel mand i en kano viste vej til et ankersted uden for en landsby, men i løbet af få minutter var der 40 kanoer rundt om os fyldt med indfødte, der kikkede og gerne ville holde fast ved rælingen af Anaconda.
En engelsktalende fortalte, at der var et godt dykkersted i nærheden, hvorefter vi sejlede derhen.
Kanoerne fulgte med og på et tidspunkt var der 48 kanoer omkring os.
Ana, skibshunden, havde travlt med at gø ad dem. Godt at have hund med.
Vi havde et flot dyk på en undersøisk bjergtop. Korallerne er fantastisk flotte og alle levende. Vi sejlede videre mod en vulkanøen Widu Island, hvor der er en indsejling i siden, ind i krateret.
Vi ankrede dog i en lille bugt, ved siden af en af de store "Live on board" "Star Dancer".
Da vi bakkede ind mod bredden gav det et ryk i ankerkæden og et "knæk", hvorefter jeg var klar over, at kæden var knækket. Det var stille vejr, så "no problems".
Et dyk og ankret var fundet igen. Bunden var sort vulkan sand og var fyldt med "garden eels", en ål, der bor i sandbunden og har hovedet oppe, som en "tulipan".
Vulkansandet er TUNGT. Det vil sige, at ankret bed sig fast som om det havde fat i beton og det var grunden til, at ankerkæden knækkede ved et ryk fra båden.
Her kom nogle få kanoer ud og hilste velkommen.
Bugten er utroligt smuk, med palmerne og junglen lodret ned til strandkanten.
Næste dag sejlede vi ind i vulkankrateret, som er ca. 2 sømil i diameter.
Flotte 200 høje junglebeklædte skrænter lodret ned til vandet med varme kilder flere steder. Vi mødte Star Dancer ude ved et rev igen og havde et flot dyk.
Dagen efter dykkede vi på en pinnacle på ca. 100 m i diameter, som kom op fra dybet til ca. 5 m og flad på toppen. Fantastiske koraller allevegne, stenkoraller og blødkoraller, kæmpe funnel spronges, gorgonia, sorte koraller og meget meget mere. Huler og et mylder af fisk.
Kæmpe stimer af grå snapper, flagermusfisk, alle former for farvestrålende koralfisk, stimer af horse eye jack, store groupers, kæmpe Napoleonsfisk (maori wrasse). Det kan slet ikke beskrives, så mange arter man ser.
Hajerne er der naturligvis også, på pæn afstand, men de kommer tæt på et par gange af nysgerrighed. De fleste fiskestimer stod på den side af pinnacklen, hvor strømmen kom fra.
En kæmpe barracuda stod og lurede på toppen.
Sigtbarheden var fin, omkring 25-30 meter.
Det bedste og mest storslåede dyk indtil nu i Stillehavet.
Nu ligger vi til ankers i en bugt ved Cape Heussner på nordvestsiden af Kimbe Bay, hvor vi ved der er mange gode dive sites: www.walindi.com - www.loloata.com - www.peterhughes.com

Solomon Havet på vej til Buka, Bouganville, PNG den 13. maj 2006
PNG er et dejligt land, det er der vel ingen der er i tvivl om efterhånden. Vi nyder at være her og opleve naturen, befolkningen, dykkene, vulkanerne, junglen, de lidt vilde landsbyer og meget, meget mere. Det er et kæmpe område vi bevæger os rundt i, men vi når at opleve en masse. Buka er sidste stop i PNG, men vi har nået at sejle over 1400 sømil siden Kavieng.
Vi har haft mange dyk siden i Kimbe Bay, som er berømt i dykkerkredse og hører til verdens absolut top dykkersteder.
Det sidste dyk jeg beskrev var absolut det bedste og der er ikke noget at sige til, at det på lokalt sprog hedder Krack-a-Fat, hvilket frit oversat betyder "stådreng".
Walindi Resort, Kimbe
Efter en overnatning og et dyk på North Bay Reef, sejlede vi ned mod Kimbe by, nærmere til Walindi dykker Resort, der ligger nord for byen inde bag et barriere rev. Vi ankrede lige udenfor og blev vel modtaget.
Sarah Eiersholt besluttede at "tage" et PADI dykkerbevis, så hun ikke skulle sidde og kikke på os andre, når vi hoppede i vandet på disse flotte dyk.
Vi spiste hver aften på Resortet, og mødte flere interessante mennesker. De fleste "hvide" kender hinanden på tværs af store områder, hvorfor vi fik en masse gode informationer og kontakter til de områder vi havde foran os.
Her mødte jeg også skipperen Terry på en stor alu katamaran, "Paradise Sport", en flot "live on board" dykkerbåd. Han var tidligere Navy Officer i Australien og vi havde hyggelige stunder sammen, hvor han fortalte om dykkerstederne.
Om dagen sejlede vi ud til de bedste dykkersteder og om aftenen "sejlede " vi inde i baren på Resortet.
En eftermiddag tog vi på en biltur ud til en "varm flod".
En lang tur i en 4WD på dårlige veje, men det var turen værd. På grund af den store vulkanvirksomhed på New Britain, er der mange varme kilder og en af dem var temmelig stor, som en flod.
Vandet var svovlsurt og omkring 40 grader varmt, en speciel oplevelse. Vi smurte os ind i rødt mudder og oplevede, at hår og hud blev helt blødt.
Der var en aktiv vulkan i nærheden af Resortet som af og til spruttede lidt. Dette gav tit anledning til regn.
Det meste af New Britain er tilplantet med Oilpalms, kæmpeområder med plantager.
Jeppe Olsen og Shirmin stod af her og blev på Resortet nogle dage, inden de skulle videre mod Australien og ture rundt.
På Resortet mødte vi Dan Pantea, en amerikaner, der var på rejse rundt i det Vestlige Stillehav.
Dan Pantea skulle videre mod Rabaul, men ville meget gerne sejle med derfra mod Solomon Øerne, da der er dårlige forbindelser ad normale ruter. Efter en uge i Walindi sejlede vi til Kimbe og var heldige at lægge til ved en ny privat Marina, der lå lige bag Kimbe Bay Shipping Agencies, en kæmpe Hardware Store.
Ejeren Ivan O´Hanlon, en Australier der have bosat sig her for mange år siden, var flink og tilbød at ligge gratis, med fint drikkevand, strøm og bil lejlighed ind til byen.
Vi benyttede os af at handle i Hardware Storen. Ivan O´Hanlon kørte os rundt i byen og vi opdagede, at han ejede det halve af den, men det lod han sig ikke mærke med.
Ivan O´Hanlon boede ved Marinaen, hvor han selv havde en sejlbåd og under hans lejlighed stod en lejlighed tom.
Henrik Jensen og Sarah Eiersholt benyttede sig af at sove der for en nat med bad og luksus, en dejlig afveksling fra Anaconda sagde de.
Videre derfra sejlede vi op mod Rabaul og stoppede ved andre berømte dykkersteder, som Kilibobs.
Nyt uheld og vulkanudbrud
Det var planen at checke ind i Kokopo, en nyere by, der er skudt op efter vulkanudbruddet i Rabaul.
Da vi ankom og ledte efter et egnet ankersted, gav det et smæld fra motoren, hvorefter der ingen reaktion var til propellen.
Det samme var sket igen, som på Tahiti.
Flexkoblingen var knækket sammen og det hele var vredet rundt. Gearkassen var revet af, propelakslen bukket.
Nu var det vigtigere at komme til Rabaul, der ligger kun 10 sømil derfra, i et stort vulkankrater, fuldstændig beskyttet og med flere reparations muligheder.
Rabaul er hjemsted for en større fiskeriflåde, der fanger tun. Vinden var svag, så det gik langsomt nordover, med dinghien på siden, hårdt arbejdende med den lille 9 HK motor.
Vi var dog "heldige", idet Turvavur, Vulkanen, der var i udbrud og dækkede den halve by til med aske i 1994, netop som vi sejlede forbi, gav et "blast" med røg og aske mange hundrede meter op i luften. Et kæmpeflot syn, på første parket.
Halvvejs til Rabaul kom en båd i møde og der var Amerikaneren Dan Pantea ombord.
Han havde lejet båden, da han havde set os og vi fik således et "lift" den sidste strækning op til Rabaul, hvor vi ankrede ved Rabaul Yacht Club.
Her fik vi kontakt med nye mennesker, der hjalp med oplysninger om reparationsmuligheder.
Vi kunne komme på land på Toboi Slipway, men manageren, en fyr fra Sri Lanka var dyr. 2000 kr. at komme op, 1000 kr. om dagen plus det arbejde der skulle udføres, da vi ikke måtte arbejde på båden selv.
Det ville hurtigt blive kr. 10.000,-. En høj pris, men der var ingen konkurrence.
En tysker vi mødte, Christopher Westhausen, der var gift med en pige fra Rabaul, hjalp os med kørselsmulighed, så vi kunne se lidt af Rabauls område og få kontakt med andre reparatører.
Så efter nogle dage afmonterede vi motorens hoveddele, løftede den op og trak akslen ud indefra og satte en prop i stævnrøret.
Allerede et døgn efter var akslen rettet på et stort smedeværksted og sat i igen. Denne gang UDEN flexkobling, men med en mere præcis oplining.
Værkstedet lavede en ny gearkasseflange, ændrede ved stigningen på reservepropellen, lavede andre smådele til vandpumpe og oliekøler.
Det hele blev under kr. 1.500,- så efter et ophold på godt en uge i Rabaul, var vi klar til at sejle, men NEJ.
Motoren gik i stå, luft i brændstoffet og den ville ikke starte igen.
Starteren blev overophedet og måtte skilles ad.
Der gik et par døgn mere end beregnet.
Rabaul og visa forlængelse
Rabaul er et af de større byområder i PNG, men blev dog sat noget tilbage efter udbruddet i 1994.
Den halve by er væk, kun enkelte steder står endnu i det golde sorte landskab. Bl.a. Yacht Clubben, Travel Lodge Resort, et lille hotel, Rabaul Country Club og Hamamas Hotel.
Denne del af byen var det absolut utilrådeligt at gå udenfor om aftenen, i hvert fald ikke uden en guide med en Bushknife. Der var mange overfald, men hotellerne var flinke til at køre os frem og tilbage.
Vi var på udflugt og så nogle gamle ting fra 2. verdenskrig og kom ud ved vulkanen, hvor det boblede og røg op mange steder. På stranden var der en varm kilde, med rigtig varmt vand, så al vandet i området var varmt. Ana, vores skibshund, som elsker vand, spænede direkte ud i vandet, men et hyl og skrigen fortalte os, at vandet var meget varmt.
Hun var meget passiv resten af dagen, men er kommet over det. Hun er stadig en god vagthund og har en præventiv virkning med hensyn til tyverier.
De indfødte har stor respekt for hunde.
På grund af reparationerne var jeg ved at overskride mit 2. måneders visa, så en forlængelse var nødvendig. Med bussen til Kokopo og 200 Kina = kr. 400,- var det i orden.
Endelig den 11. maj om aftenen var vi klar til afsejling.
Hele vejen til Buka var Solomonhavet spejlblankt.
Dan Pantea er nu med ombord. Vi satser på at checke ud fra Buka mod Gizo på Solomon Islands, hvor vi skal være senest den 16. maj.
En "rally" gruppe af sejlbåde fra Brisbane ankommer samtidig for at opleve en 3 dages festival og det vil vi gerne nå.
Videre derfra skal vi være i Honiara den 25. maj, hvor Henrik Jensen og Sarah Eiersholt står af.
Den 27. maj ankommer Sue Ganster og sønnen Trace.

Morovo Lagoon, Solomon Islands den 21. maj 2006
Indsejlingen til Buka var rigtig flot, ind igennem strædet og der var meget strøm. Vi skulle checke ud fra PNG her.
Kort tid efter vi ankrede kom der 4 politibetjente ombord for at se båden igennem.
Det var vi ikke vant til, men henskrev det til de mange uroligheder, der har været på Bouganville. Men de var nu mest nysgerrige. Vi fik at vide, at vi ikke kunne checke ud i Buka, kun i Port Moresby!
Det havde de åbenbart ikke forstand på.
En af dem stoppede ved min mappe med musik CD'er og sagde at den ville han tage med for at se den igennem for pornografisk materiale, hvorefter han ville komme tilbage med den efter weekenden.
No way! fortalte jeg ham, hvorefter der opstod en længere diskussion.
Han gav sig dog til sidst, hvorefter de forlod båden. Idioter.
Derefter tog jeg op til Customs, checkede ud, fik stemplet passene, hvorefter vi forlod Buka samme dag.
Ikke så interessant et sted, så her gad vi ikke være.
Igen motorsejlads natten over til Solomon Islands, hvor vi landede i Gizo om formiddagen.
Vi blev mødt af Custom og Immigration, der kom sejlende ud til os.
De var meget flinke og alt gik gnidningsfrit.
Gizo er en smuk by og meget forskellig fra PNG. Solomons anden største by, selv om der nu ikke var ret meget. En enkelt gade uden asfalt på ca. 1 km med få butikker i gamle skure, et par sparsom udstyrede Hardware Stores, et par restauranter og et par hoteller og nogle blandede landhandler med kinesiske varer.
Hele byen var sat op til festivalen for Havet og der lå 4-5 australske både fra Brisbane ud for Yachtklubben.
Befolkningen kulsorte og smilende og anderledes end PNG befolkningen. Vi blev ikke overdænget med kanoer, de roede pænt forbi.
Meget mere civiliseret.
Allerede dagen efter var der åbningsceremoni og 10 lange krigskanoer med 20 malede roere i hver sejlede rundt i havnen og sang og sejlede om kap. Kæmpe flot syn.
Henrik Jensen havde travlt med sit videokamera.
Det var hyggeligt at møde andre sejlere igen. Det er ikke mange sejlere vi har mødt de sidste 6 måneder fra vi forlod Fiji i November.
Der lå også en stor slæbebåd, "Flamingo Bay" fra Cairns, bygget i Belgien til Nordsøen, men nu ejet og ombygget til luksus af en Canadier, David, som vi var meget sammen med. Han havde tjent sin formue på at bjærge skibe og udføre specialopgaver på boreplatforme. Slæbebåden var sat i stand for millioner af dollars. Utrolig flot og med 6 mands besætning. Han havde sejlet rundt i Solomon Islands i flere år og var i gang med planer om at bygge et resort i Marovo lagoon.
Vi fik også dykket på et vrag i nærheden, en stor japansk fragtbåd, sænket under krigen. Den lå på siden og der flød med diverse krigsmateriel, bl. a. en tanks og flere lastbiler, ammunition og andet.
Solomon Islands er af vulkans oprindelse med mange aktive vulkaner og undersøiske ligeledes.
Befolkningstal, godt 500.000 på et areal af ca. 27.000 m2 spredt ud over mange hundrede øer, hvoraf de 7 større øer.
Indbyggernes træudskæringer/woodcarvings er omfattende og utroligt flotte. Møntfoden er Solomon dollars, som er ca. 80 øre værd.
Øl og spiritus er dyrt, så det var godt vi havde lidt forsyninger fra PNG. Her tygger de også betel, men ikke så meget som PNG. Mange har flotte tænder, til forskel fra PNG.
Solomon er også det sted i Stillehavet, hvor der er flest flotte kvinder :o)
Noget populært musik i området var bambustrommer og en form for panfløjter i forskellige størrelser, lavet af bambus. De store blev der spillet på med "gummitøfler" og det lød fantastisk godt.
Efter Gizo sejlede vi mod Diamond Narrows, et meget specielt smalt stræde imellem to store øer, som at sejle på en flod.
Her fik vi tanket diesel ved en fiskerikaj og videre mod øst lagde vi til ved en koralø og næste dag i en flodmunding ved Viru Harbour, hvor vandet var brunt og masser af jungle og mangrovesump. De indfødte fortalte, at der var ikke så mange mosquitoer, men masser af krokodiller.
Et par unge indfødte i en lille udhulet træstamme kano tilbød at sejle over i mangroven med Sarah Eiersholt og Henrik Jensen for at se krokodiller om natten. De fik en stor stavlygte med, men var noget nervøse.
Kanoen er ikke ret stor i forhold til en Croc. De så dog ingen, men det var spændende, sagde de.
Næste dag startede sydover med havblik, men da det blæste op ændrede vi kurs og gik ind i Marovo Lagoon for at søge læ.
Vi ankrede tæt under land i den nordlige ende og blev kort efter kaldt op på VHF af "Flamingo Bay" med David, der passerede uden for revet.
Vi aftalte at mødes igen efter vores planlagte haj-dyk i et af passene.

Tulagi Island. Solomon Islands den 17. juni 2006
Dykket i Marovo passet var flot, men med meget strøm. Sarah Eiersholt, Henrik Jensen og Dan Pantea havde svært ved at svømme imod strømmen, så de kom ikke så langt omkring. Jeg gik langs ankerkæden ned til bunden og tæt ved koral droppet, så jeg nåede hele passet med alt "tilbehør". Hajer, store Napoleonsfisk, alle former for koralfisk, sorte koraller, ja, alt hvad man kan forvente. 
Efter dykket sejlede vi sydover og mødtes med ”Flamingo Bay” igen i et andet pas. Dave viste os et havareret bombefly, der var nødlandet under WWII. Flyet var totalt splittet ad, men det meste var at finde lige i nærheden, selv efter 60 år og delvis overvokset med jungle.
Herefter sejlede vi til Peava, en lille landsby bag et endnu mindre rev, hvor lagunen lige var stor nok til an man kunne ankre. Udenfor var bølgerne store, men når man var igennem det meget smalle pas, var der helt stille. Her var utroligt smukt, et paradis, uforstyrret og fredeligt.
Vi lagde os på siden af ”Flamingo Bay” og nød gratis strøm og vand, samt invitation til at spise ombord ved alle måltider.
Henrik, Sarah og Dan Pantea tog med en lokal guide på et heldags trek over til en anden landsby og oplevede en masse her. Bla. a. var der her tamme kæmpe ål, der kom helt op på stranden og kunne fodres med hånden.
Kæmpestore, nogle så tykke som et lår!
Vi havde ikke meget tid her, da Henrik skulle nå sit fly. Vi ankom efter 100 sømil til Honiara på Guadalcanal dagen hvor han skulle af sted om natten og ankrede ved Point Cruz Yacht Club.
Honiara er meget større end Gizo og vi var spændte på situationen efter de mange uroligheder.
Men der var intet at frygte. Alt var roligt og befolkningen flinke alle vegne.
Det eneste der vidnede om urolighederne, var de nedbrændte bygninger. Hele China Town var nedbrændt, et stort område i udkanten af byen. Desuden byens største hotel og Casinoet, samt enkelte andre bygninger spredt rundt i byen.
Hjælpesoldater og politi fra Australien, New Zealand, Fiji og Samoa var så småt begyndt at trække sig tilbage.
5 dage efter vi ankom, kom Sue Ganster og sønnen Trace flyvende fra Sydney.
Dan Pantea flyttede op på Hotel Honiara for at nyde lidt aircondition og luksus, men efter en uge dukkede han op igen.
Vi hyggede os i Yacht Clubben og mødtes med andre sejlere, bl.a. fra "Time Lord" fra New Zealand.
Vi fik også dykket på et af krigsvragene nordvest for Honiara. Sundet ud for Honiara hedder "Iron Bottom Sound" på grund af de mange vrag efter "slaget om Guadalcanal" under WWII. Vi var oppe på et bjerg i nærheden med flot udsigt og se det Amerikanske Krigsmonument til minde om alle de omkomne, ca. 5000 mand på selve landkrigen plus de omkomne på skibene. Japanerne mistede 21000 mand på land plus de omkomne på skibene. Det var Amerikanernes første landbaserede sejr over Japanerne. Monumentet beskrev alle træfningerne. Et interessant besøg.
Få dage efter dukkede den tyske træskonnert, "Jolly Celeste" op med Thede og Otto.
Dem havde Sue og jeg tidligere mødt i Pago Pago på Amerikansk Samoa. Hyggelige fyre, der kunne lide en kop øl.
Vi benyttede tiden til at få indrejsevisa til PNG, så vi ikke skulle ud i samme besværligheder som i Kavieng. Det var nu ikke ligetil for mig, idet mit pas er helt udskrevet og overstemplet. Kun "børnesiden" var fri, så efter lang tids venten og godkendelse af High Commissioner, fik jeg mit visa stemplet på den side. Men det var samtidig tid til at kontakte det nærmeste danske konsulat (Brisbane eller Port Moresby) og få gang i et nyt pas!
Det tog sin tid, så da vi havde ligget der i 14 dage og skulle af sted, ville jeg lige hæve lidt kontanter i en pengeautomat, men den var sulten og væk var mit Visa kort. Så vi måtte vente 2 dage mere før jeg kunne få det igen.
Årsagen var, at den månedlige grænse var overskredet, da jeg købte nyt storsejl i Hong Kong. Men samtidig kunne jeg holde fødselsdag i Yacht Clubben i stedet for på en øde Ø.
Den 12. juni sejlede vi fra Honiara mod Tulagi. Selvfølgelig med vinden ind forfra, men vi kunne bære genuaen og med motor gik det med 7,5 knob derudaf.
Ved indsejlingen mødte vi "Time Lord", der på VHF gav os positionen på den bedste ankerplads. De var nu på vej direkte mod New Zealand. 2000 sømil i et stræk.
Vi ankrede bag en lille ø med et træskibsværft, hvor man var i gang med at bygge to 95 fods passagerbåde til sejlads imellem øerne. Dagen efter regnede det hele dagen, så der blev ikke foretaget meget. Men vi nåede at se værftet og sejle over til Tulagi by og hilse på Dykkercentret og få nogle gode tips om dykkerstederne. Alle øerne i Solomon er høje vulkanøer med tæt grøn bevoksning. Smukke og maleriske. Koralrevene er storslåede. Dagen efter var det høj skyfri himmel, så vi sejlede videre op imellem to øer, der var adskilt af et meget smalt stræde, som en flod med mangrove sumpe langs siderne.
Her var vi sikre på, at der var saltvandskrokodiller, så vi skulle ikke nyde noget med at hoppe i vandet.
Efter den flotte passage sejlede vi igen mod vest imod Sandfly passage, men ankrede bag en lille ø, Anuha Island. Flot klart vand, flotte koraller og kridhvide badestrande med jungle og palmer hængende ud over vandet.
Dan Pantea var ellevild og nød det i fulde drag. Men fornøjelsen var kort, for ved solnedgang fik vi skiftede vinden hele tiden med kraftige vindstød, regn og torden. Ankerkæden buldrede hele tiden og vi var tæt ved revet, da det kun var muligt at ankre på et lille plateau, så vi måtte holde ankervagt hele natten.
Næste dag sejlede vi til Sand Fly Passage, hvor et mellemstort Cruiseship "World Discoverer" for 6 år siden løb på en klippe midt i passagen under højlys dag. Alle blev reddet og bagefter sejlede den tyske kaptajn skibet op på land i håb om at redde det, men det sank delvis lige i strandkanten og ligger nu med 30 graders slagside. Alle forsøg på at bjærge skibet er mislykket, så nu er det ribbet for alt af værdi og overladt til naturens nedbrydning.
Nu må befolkningen i landsbyen døje med at kikke på vraget hver dag.

Santa Isabel, Solomon den 24. juni 2006
Da vi havde sagt farvel til landsbyen Haroro ved Rodrick Bay, dykkede vi langs et "drop of" i nærheden og sejlede så videre til resortet Maravagi. Vi havde fået oplyst, at det var vanskeligt at ankre, da der var meget strøm igennem strædet, hvor det lå. Men det var lige modsat.
Foran resortet var der en lille lukket bugt med dybde på ca. 30 meter, og midt i, en ankerbøje som vi fortøjede til.
Den kraftige strøm i strædet imellem de to øer udskiftede vandet i bugten så tilpas hurtigt, at det var krystalklart.
Området var Marine Reservat med en fantastisk fauna. Koraller i alle former, kæmpe Giant Clam, de største på næsten en meter, tusinder af fisk, store og små, havskildpadder, revhajer, trompetfisk, kæmpe stimer af travally, der langsomt klumpede sig sammen i lange og runde former og meget mere.
Sjældent har jeg set så meget på et så lille sted.
Vi snorklede i 2 dage rundt i området og kunne ikke få nok. Resortet fungerede som forsøgsstation, hvor man indsamlede forskellige koraller og "plantede" dem lige ud for resortet, så man kunne studere dem på nært hold. Stedet var et lille paradis, omgivet af hvide palmestrande med høje klipper i baggrunden, bevokset med jungle. Om aftenen var der underholdning af lokale Pan Pipe trommer.
På vej mod nordvest mod Santa Isabel Island fangede vi en sejlfisk på 28 kg, 2,55 m lang.
Den kæmpede bravt i starten for at komme fri og det var flot at se den springe højt over vandet mange gange, men den blev hurtigt træt og var forholdsvis nem at trække ind.
Vi ankrede i en lille bugt omgivet af jungle og høje bjergsider.
Det var helt klart et tilholdssted for saltvandskrokodiller, så vi blev om bord.
Dagen efter sejlede vi op igennem en smal passage, som der er mange af på Solomon. Vi ankrede i en lille bugt og snakkede hele aftenen med en lokal skovejer, Moses, der kom ud til båden i sin kano.
Han fortalte om hvor han fældede træer og solgte dem til opkøbere i Honiara.
Hele området var meget øde, kun med få små landsbyer.
Dagen efter sejlede vi til Russel Island, der ifølge Lonely Planet, skulle have en af Stillehavets største kokosnødde-produktioner fra store landområder med plantede kokospalmer og med egen fabrik og en landsby med gode forsyninger, men nej.
Fabrikken var lukket for 3 år siden på grund af dårlige priser på cobra, så alt var lukket ned og befolkningen arbejdsløs. Trist at se alt forfalde. Men alligevel var alle glade og smilende.
Vi krydsede lidt rundt imellem de smukke øer og koralrev og snorklede og dykkede. Vi besøgte også det eneste resort, der ligger på Russel Islands.
Et lille idyllisk sted med tre hytter, en lille restaurant med 5 borde.
Men man var desværre løbet tør for øl og spiritus for flere uger siden.
Mad kunne vi få, så vi medbragte vores egne drikkevarer.
Senere på aftenen tog vi med en "bananbåd" ud til et rev, hvor vi snorklede for at fange hummere. Det blev til 6 hummere og 10 krabber.
En sorttippet revhaj fulgte med på afstand.
Dykningen på Solomon er flot overalt, med klart vand og utallige "drop offs". Efter nogle dage på Russel Island sejler vi natten over tilbage mod Marovo Lagoon for at mødes igen med Dave på "Flaingo Bay".
Det er planen at være tilbage i Gizo midt i juli, for at sejle sydover mod Lousiades og videre mod Australien.

Arnavon Island, Solomon den 9. Juli 2006
Turen til Peava var med vind og bølger agtenind, så vi måtte rebe forsejlet for ikke at ankomme for tidligt.
Næste morgen var det regn og blæst, men vi fandt hullet i revet, så vi kunne komme i smult vand.
Vinden tog til og det var de næste dage ikke muligt for de små passagerbåde, der sejler imellem øerne på Solomon, at komme til Honiara. Flere af dem prøvede, men måtte opgive. Bølgerne var for store og lige i "næsen".
En af dem lagde sig ind i "vores" lagune et par dage og ventede. Båden var bygget til ca. 100 mennesker, men der var 250 ombord, så forsyningerne var knappe og folk utålmodige, men der var ikke andet at gøre end at vente.
Vi skulle nordover mod Marovo Lagoon, så efter at have lavet aftale med en "woodcarver" om at lave en speciel træudskæring til saloonen i Anaconda, sejlede vi ud i det åbne hav i en time, så var vi i læ af lagoonen. Vejret var stadig regn og blæst, men vi fandt ved en tilfældighed et lille resort, der hed "Kuba", på en lille ø i lagoonen og det var lige åbnet et par uger forinden. Her fik vi tiden til at gå et par dage, inden vi sejlede videre i det smukke område med hundredvis af øer og med de høje bjergtinder i baggrunden fra New Georgia øen.
I en lille landsby tilbød en af de indfødte at vi kunne købe en lille aluminiumsjolle, der egnede sig bedre til vores formål. Jeg kikkede på den, men den var gammel og fuld af små tærehuller i bunden.
Den så dog bedre ud, end vores lille plastjolle, der mange gange havde tippet rundt for os. Prisen var høj, men handlen endte med, at han fik vores jolle samt noget tovværk.
Alu-jollen var meget bedre, men måtte øses tit, indtil den kunne repareres.
Manta
Under en snorkeltur imellem øerne kom en Manta Ray op fra dybet, sejlende helt tæt på mig. Man bliver aldrig træt af se en Manta. Jeg fulgte den i ca. 1 minut, hvorefter den forsvandt igen.
PC søkortene var ikke særlige nøjagtige herinde i lagoonen, så det var kun dagsejlads, hvor vi kunne se revene. Vi ankrede tæt ved en lille koralø med palmer og en lang hvid sandstrand på en tange, så der ville vi lave bål.
Der lå en lille sejlbåd ikke ret langt derfra, og snart kom en gummibåd sejlende med tre australiere ombord. De var erfarne sejlere i Solomon og fortalte mange gode tips.
Vi fandt ud af, at de var meget kristne katolikker og sejlede rundt imellem øerne og prædikede for de indfødte. De fleste af dem hernede er dog "Seven days Adventists".
Vi havde bål om aftenen med hummerere, sweet potatoes, majskolber og et par øl, så vi hyggede os.
Næste dag mødte vi dykkerbåden Bilikiki igen og dykkede i samme pas vi havde dykket før. Denne gang med mindre strøm. Et fantastisk dyk på en lodret væg med huler, utallige koraller og fisk, masser af hajer, barracudaer og et par havskildpadder. Marovo Lagoon har 22 passager.
Vi sejlede videre nordpå og lagde hver aften ind i et pas. Undervejs havde vi fiskelinerne ude og fangede 2 "Dogteth Tuna", en slank fisk med skarpe tænder og med hvidt kød, der smager rigtig godt. På nordspidsen af New Gorogia Island besluttede vi at gå videre nordover tværs over "The Slot" til Choiseul Island, hvor der er et af de mange smalle passager imellem øerne. Denne hedder Woodford Channel, ca. 8 NM lang og meget smal på midten. Utrolig flot ind igennem junglen med de høje bjergsider. Vejret var sol, men med mange kraftige regnbyger i jungle området.
Samme morgen havde vi talt med en indfødt i en kano. Han fortalte, at der var mange krokodiller, men der havde ikke været angreb siden sidste år, hvor en hund blev taget.
Vi var nu i et område af Solomon Islands, hvor den Danske FTLF kontaktperson Hans Clemmensen havde fortalt, at han kom meget, så vi sejlede i den retning.
Stedet er en lille atol øgruppe Arnavon Island i Manning Strait.
Da vi nærmede os, var der advarsler i søkortet om kraftige Tide Rips. Vinden var kraftig, så vi ville finde en sikker ankerplads, inden vi passerede Manning Strait. I strædet imellem Wagina Island og Silapasope Island løb strømmen meget kraftigt, så advarslerne var på sin plads.
I forsøg på at finde en ankerplads måtte vi sejle imod 3,5 knob strøm med mange strømhvirvler. Men området var utroligt smukt, et vildt område, der ikke var beboet på grund af forholdene, med meget blæst og kraftig tidevandsstrøm. Til gengæld uberørt.
Store havørne med reder i toppen af træerne så vi flere steder. I lagoonen inde bag de smalle øer var vandet turkisgrønt, men der var for lavvandet til at vi kunne sejle derind, kun med dinghien, så vi måtte ankre midt i strædet, med tidevandsstrømmen, der vendte hver 6 time, men trods det lå vi sikkert og snorkningen var god, når tidevandet skiftede. Et fantastisk område.
Næste øgruppe er Arnavon Island, hvor vi er nu, midt i Manning Strait.

Arnavon, Solomon Islands den 13. Juli 2006
Hvaler, Mantarokker og Havskildpadder
Den 10. juli startede med højt solskinsvejr for anker i kanalen mellem Wagina og Silapasope. Imens vi spiste morgenmad så vi pludselig et blås og ja, der var en stor Rethval(bardehval), der dykkede. Vores øjne var klisteret til stedet den gik ned og et minut senere var den der igen. I den kraftige tidevandsstrøm bevægede den sig kun langsomt fremad, så vi havde glæde af den i lang tid. Normalt kommer hvalerne ikke så langt nordpå, når de skal kælve, men der findes undtagelser.
Vi lettede anker og sejlede med strømmen ud af kanalen og da vi nåede det åbne ocean var der store Manta rokker lige foran os, der udnyttede den kraftige strøm. Flot syn.
Vi fortsatte de 10 sømil til Arnavon Island.
Undervejs fik jeg radiokontakt med Hans Clemmensen i Seagoon, der lå nede ved Gizo.
Hans Clemmensen fortalte om Arnavon området, så vi var endnu mere spændte. Øen tonede frem i de store dønninger med hvide strande og en stor beskyttet lagune. Vi ankrede inde i bunden og rundt omkring os svømmede delfiner, havskildpadder og Mantaer, som om det var Zoologisk Have.
Da vi kort efter talte med dem, der boede på øen, viste det sig at være et Marine Reservat og de hvide strande på ydersiden af atollen var hjemsted for hundredvis af havskildpadder, der netop i Maj, Juni og Juli kom op på stranden og lagde deres æg i sandet bag strandkanten. Parkbetjentene inviterede os på aften/nattevandring for at se havskildpadderne lægge æg. Hundredvis af reder med skilte på og net hen over var der langs stranden.
Skiltene indeholdt oplysninger om dato, art, og hvad der kunne være interessant. Områderne var inddelt i sektorer og alt var nummereret og blev lagt ind i database, så man kunne overvåge arterne og ligeledes sørge for, at de små kom sikkert i vandet, når de klækkede. Nettet var for at hindre Makropoderne (en hønsesart der lever ved vulkanøerne) og de vilde høns, i at grave æggene op og spise dem.
Nethullerne var så store, at de små skildpaddeunger netop kunne kravle igennem, når de blev udklækket efter ca. 70 dage. 93 % af skildpadderne var Hawksbill og 7 % var Green Turtle.
Ca. 200 havskildpadder havde lagt æg på øens strand i år. Her kom ingen Leatherback Turtles.
Disse lagde derimod deres æg i Oktober og November på Øen Santa Isabel. Vi vandrede i timer frem og tilbage, men var ikke heldige den om aftenen. 
En aften måtte vi lette anker for at komme lidt væk fra det lavvandede område. I lagunen hvor vi var ankret, svømmede der hele tiden Mantaer rundt og spiste plankton.
Fra en lille lavvandet lagune, en anden del af atollen, kom der konstant vand flydende ud i den store lagune og dette vand indeholdt masser af plankton, hvilket var årsagen til, at der var så mange Mantaer. Vi kunne følge dem konstant, helt tæt på båden.
Under os var fiskelivet enormt. Vi fik dykket og snorklet mange steder.
Ingen cigaretter
Vejret var skiftende fra højt solskin til kraftige regnstorme, men så kunne vi samle regnvand til tankene. Regnopsamleren kommer op hver gang vi ligger til ankers.
Vores forsyninger er ved at være lang nede, så vi må snart mod Gizo. Vi lider dog ingen nød.
Vi spiser stadig fisk, muslinger og coconut crabs, som vi havde fået i Marovo Lagoon.
Det var værre med cigaretterne for de to rygere ombord.
Desperationen var ved at nærme sig, idet Dan Pantea var gået i gang med at "file" tobaks stumper af et stykke lokal tobak og rulle sine egne, men en af parkbetjentene skulle selv over til Wagina Island og proviantere cigaretter i reservatets speedbåd, så Susi og Dan tog med, og fik handlet lidt ind, bl.a. et par kart. cigaretter. Efter 5 timer var de tilbage igen og alle var glade.
Imens fik jeg skilt lænsepumpesystemet ad og repareret det, der var nødvendigt.
Skade i bunden
Under et snorkeldyk konstaterede jeg, at bagbord side af båden havde fået en ca. 1 m lang grim skade i glasfiberen, ca. 1 m under vandlinien fra en af vores grundstødninger.
Den var opstået i den smalle kanal på Choiseul, hvor vandet var grumset, som flodvand og man ingenting kunne se. Normalt sker der ingenting, når båden rammer en koral med blykølen, men her har det været en koral, der ragede op til lige under overfladen og derfor har ramt selve bunden.
Nå, men det bestyrker blot, at båden skal på land i Australien. De australske myndigheder er meget strenge med kontrol af lystbåde. Hvis man ikke kan fremvise bevis for, at båden er blevet bundbehandlet/malet inden for det sidste halve år, så skal man bekoste en optagning på land og rengøring af bunden, eller optagning på land og ny bundmaling, idet man er nervøs for, at bådene, i deres bundbegroning, bringer uønskede havdyr med sig til Australien fra andre områder ??!!
Vi er nu på vej til Gizo, hvor Dan Pantea står af.

Solomon Sea den 26. juli 2006
Ankomst til Gizo gik planmæssigt.
Dan Pantea stod af og tog til Honiara, hvor han skulle møde sin mor, der kom på besøg. Her lå et par andre både fra Australien og ”Seagoon” med Hans Clemmensen kom ind dagen efter, så der var hyggelig "kom-sammen".
Vi mødte også et Østrigsk ægtepar, Anne og Herbert, der var på ferie. Til hverdag drev de deres restauration "Bamira" på Mas Palomas på Grand Canaria, så der var meget at snakke om.
Efter en uge i Gizo, hvor der blev provianteret lidt, samt checket ud hos Immigration og Custom gjorde vi klar til afsejling om mandagen.
Men vi afventede en pakke fra Honiara, som Dan Pantea havde arrangeret. Den kom først torsdag aften fordi et af de lokale små fly var brækket ned, så vi kom først af sted fredag morgen mod Noro, dieselkajen og ankom om aftenen til Munda i det sydlige New Georgia.
Næste dag sejlede vi til Vitu Harbour og overnattede i den sikre bugt. Vi ankom sent om aftenen i bælgmørke, men kunne gå ind for radar og MaxSea og det gik fint, da jeg havde været der før.
Indsejlingen er kun godt hundrede meter bred med vilde brækkende søer mod koralrevene på begge sider.
Suzi styrede imens jeg gav kursordre hele tiden.
Da vi sejlede ud næste dag troede Suzi ikke sine egne øjne, da hun så hvad vi havde sejlet igennem. Grov søgang.
Den videre sejlads imod Peava var temmelig hård imens vi sejlede inde bag et koralrev, der på toppen var omkring 5 m dybt. De store bølger, efter en blæsende periode fra sydøst, rullede fra 800 m dybde ind over revet og gav en forfærdelig krapsø inde bag ved, så vi måtte tage beslutningen om at gå igennem bræksøerne/over revet og komme ud i det åbne, men det gav "pote" da søerne godt nok var meget større derude, men samtidig meget længere imellem, så sejladsen blev meget roligere.
Da vi ankom til Peava stod det østrigske par, Anne og Herbert, og vinkede os i møde, lidt uventet, så vi fik endnu en hyggestund sammen.
Jeg fik afhentet min bestilte træ udskæring, som skal hænge på skottet i Anacondas salon. Fantastisk flot. Carveren ville have en "boomboks" (casette radio) for den, som jeg havde købt i Gizo. Han fik en Walkman CD med i købet. Udskæringen hedder "Solomon Spirit" og forestiller en indfødt høvding, der løfter en krigskano. Rundt om er der 30 mennesker, 7 dødningehoveder, fisk, hajer, krokodiller, havskildpadder, blæksprutter, og mange andre dyr. 
Afsejling fra Solomon
Tirsdag morgen den 25. afsejlede vi fra Peava og det var det endelige farvel til Solomon Islands. Det har været en god oplevelse, de næsten 2 en halv måned vi har sejlet rundt hernede imellem hundreder af øer, høje bjerg-øer, lave koraløer, dybe have, lave laguner, strømfyldte passager og den dejlige tropiske atmosfære. 
Vinden er svag fra skiftende retninger og vi gør kun lav fart. Gennemsnittet for det første døgn var 2,5 knob. Det går ikke så stærkt uden storsejl. Solen bagte fra en næsten skyfri himmel, kun med skyer over Solomon øerne, kunne ses hele dagen med de høje bjerge.
I nattemørket lynede det over bjergene, men himlen var stadig skyfri, så der var et mylder af stjerner. Lidt usædvanligt hernede, da der tit er skydække og regn om natten.
Kursen er sat mod Nimoa i det østlige øhav af PNG. Her skal vi mødes med svenske Kenneth og Vidya på "El Cordero", der kommer sejlende fra New Caledonien.
Her til morgen kunne vi stadig se Solomon bjergene i det fjerne og vejret skiftede til regn igen med 1-3 m/sek. vind fra skiftende retninger. Når vi lader batterierne med motoren, kommer vi lidt fremad. Der er stadig 250 sømil tilbage, så turen kommer til at tage længere tid end beregnet.
Af oplevelser i dag har der været flokke af Pilot Whales(Grindevhaler) og som noget særligt, er vi omgivet af tusinder og atter tusinder af "Portuguise Man of War", den farlige goppel, der med sit luftsejl flyder rundt på verdenshavene. Under den sidder de brændende tentakler. De er ikke så store, som dem jeg har set i andre dele af verden, men det bliver de en dag.
Det har været sløjt med Internet. Forbindelserne hernede er dårlige og forsøg på at få billeder igennem til hjemmesiden er fejlet flere gange. Det bliver rettet snart, når vi når til Townsville i Australien. Jeg er i gang med at lave en megalang liste over alle de ting der skal indkøbes og repareres.
På radioen kan jeg høre de skandinaviske både i det vestlige Stillehav, men de kan ikke høre mig, da Icom-radioens tuner er i stykker, så signalet er for svagt. Kun e-mailene kommer igennem og det er godt. Radioen skal ligeledes repareres i Australien.

Rejsebrev fra Cairns, Australien den 23. august 2006 
Hårdt vejr
Grib filerne, som jeg modtager via HF radioen varslede hård vind fra SSØ og det kom til at passe. Så vi fik en hård tur fra PNG over Coral Sea, vinden var foran for tværs, varierende fra 25 til 40 knob, bølgerne voksede og voksede og flere bræksøer ramte og sendte kaskader af vand flyvende over båden.
Fordækket blev overskyllet hele tiden. Cockpittet bordfyldte flere gange, og en nat blev vi ramt af en brækkende sø ind over hele båden. Med et brag blev doghouse i bagbord side ødelagt, vinduerne i overbygningen blev blæst ind og masser af vand alle vegne, flere hundrede liter kom ned ad trappen.
Kaos med knuste glas og tallerkener, flænge i genuaen, udhal på bommen til "storsejlet" knækkede, redningsflåden og dykkerkompressoren flyttede sig over i styrbord side. Heldigvis var det fuldmåne, så det var muligt at ordne det meste i løbet af natten.
Nu er alt vel ombord igen, bortset fra det er vådt, også en del elektronik.
Vejret pressede os nordover, så vi landede i Cairns, AUS.
Det var for hårdt at gå videre til Townsille med vinden stik imod. Selv inde bag Barriere Revet var bølgerne over 2 m høje. Vi ankom sent torsdag eftermiddag til ankerpladsen og indklarerede i Marlin Marina fredag den 11. august.
Vi havde på forhånd sendt mail til Customs om vores ankomst, heldigvis for det, for det er de meget strenge med. De svarede prompte med velkomsthilsen og forklarede hvordan indklareringen skulle foregå.
Der var ingen problemer overhovedet. Kun mælkeprodukter, frugter, grønsager og madrester fra dagen forud blev taget med for destruering. Vi havde frygtet meget strengere kontrol.
Cairns er en super turistby, hvor man møder turister fra det sydlige Australien og masser af Japanere og en del andre udlændinge. Hundredvis af forretninger, centre, restauranter, tur- og rejsearrangører, dykkerforretninger og eksklusive hoteller i massevis. Halvdelen af alle biler er lejede biler.
Men der er masser at se på i hele Queensland området.
I går, den 22. august kom båden på land, masten taget ned og så skal der arbejdes i et par uger.
Mange reparationer
Overbygning, sejl, tovværk og elektronik, men det er behageligt, at være i civilisationen igen for en tid, hvor man kan få de ting man skal bruge. Min 3 sider lange indkøbsliste er ved at være overstreget.
Nu mangler der kun de mest vigtige ting, fryser, køleskab og Dinghy. HF radioen er sendt til Melbourne for reparation. Når vi går nordover midt i september, skal vi hente skibshunden ANA, der blev efterladt i Loiusiaderne, PNG for at undgå de australske myndigheders karantæne regler. Hun bliver passet af en sød melanesisk familie i en palmehytte på stranden, som jeg nævnte i sidste brev.
Jeg satser stadig på at vi er på Guam i starten af december.
Omkring 1. marts, måske før, går turen mod Palau og Philippinerne.
Det glæder jeg mig til. Jeg har altid holdt meget af Philippinerne.
God rom, søde piger og fantastisk sejladsområde imellem øerne :o)
Sådan ser det ud indtil videre. Det trækker godt nok i mig, når jeg hører på radioen, at en masse af de skandinaviske både går mod Langkawi og Phuket for at holde jul. Men jeg må væbne mig med tålmod. Det kommer senere.
Ikke så meget fart på, så når man ikke at opleve noget.

Rejsebrev fra Coral Sea den 29. september 2006
Nu er det længe siden. Her er lidt nyt fra Anaconda.
Reparationerne i Cairns har taget al tiden og samtidig blev radioen, som forbinder os til omverdenen via e-mails, sendt til Melbourne for reparation. Reparationerne på båden ville aldrig tage ende. Hele tiden nye projekter. 
For de teknisk interesserede er følgende repareret eller indkøbt: Omfattende bundbehandling med masser af osmose efter 20 år i vandet, skaden i bunden fra Solomon Øerne så ikke ud af meget, men vandet var trængt ind i balsakernen, så et stort område af bundlaminatet skulle slibes væk, så det kunne tørre ordentligt. Derefter opbygning af nyt laminat.
Roret repareret i bunden. Ny brudkerne opbygget.
Kistebænken på hækpartiet tætnet og der er gjort klar til lakering af hele hækken. Siden på doghouse er repareret, limet sammen igen.
Redningsflåden sendt til eftersyn, indholdet udskiftet.
HF radioen til reparation hos Icom hovedforandleren i Melbourne, (tuneren var skadet på grund af controllerkablet var kortsluttet, idet en skrue var skruet igennem)
Ny 10 fod Caribe Dinghy gummibåd, ankerkæde galvaniseret, nyt kapilarhjul til ankerspil, (det gamle slidt op efter utallige ankringer) svanehals på bom svejset, masten gennemgået minutiøst, da det er 6 år siden den var af båden, ny autopilot, (igen var det en kabelfejl) nyt storsejl og solsejl fra Hong Kong, flot arbejde, men sikke et besvær at få det ind i Australien.
Jeg var nødsaget til at betale en agent til at lave alt papirarbejdet i Sydney og stille sikkerhed for import told og moms.
Nyt køleskab, ny fryser, ny DVD skærm, nyt dykkerudstyr, masser af dimser og udstyr og meget mere.
Australien er et dejligt land med mange muligheder og masser af dejlige kvinder at kikke på.
Man kan jo få alt hernede og jeg har da også benyttet mig af det, jfr. ovenstående og brugt en masse penge for at holde skuden sejlende. Men, men....Landet er ved at drukne i bureaukrati med tonsvis af papirarbejde vedrørende alt muligt. Told og moms, miljø, regler og bekendtgørelser, sikkerhed og forurening.
Det er næsten ligesom i Danmark. Nogle ting meget værre.
Der er meget streng kontrol med alt der indføres. Vores indklarering var nem, men vi fandt ud af, at det var på grund af travlhed, idet der samme dag ankom 40 både i en kapsejlads.
Inden vi tog båden på land lå vi nogle dage i den store Marlin Marina (46AUD pr. dag) men her var det forbudt at reparere noget som helst udvendigt på båden og det var kun tilladt at afvaske med ferskvand uden rengøringsmidler. Reparationer fra land kunne man ansøge om og få en Hot Work tilladelse, hvis der skulle bruges elektriske maskiner. 
Da vi var kommet i vandet igen og lå på ankerpladsen, blev vi en aften påsejlet af en stor tur-katemaran, der sejlede aftentur med et stort selskab. På grund af en stor fragtbåd, der sejlede ud af havnen, måtte katamaranen sejle tæt på ankerpladsen, hvor der ligger 100 både og desværre overså skipperen os. De drev ind i os med tidevandsstrømmen, men det var ikke så slemt. Forpulpitten krøllede sammen. Så tilbage til værftet for reparation igen.
De betalte gildet og faktisk fik jeg en bedre pulpit, da den gamle var skadet i forvejen, men det var der ingen der bemærkede. Vi brugte vores vinkelsliber til at skære rørene til forpulpitten så de passede, men sikken en ballade vi løb ind i, selv om det var væk fra andre både. Det blev indberettet til miljøkontorer og havnemyndigheder for forurening af vandet.
Havnen er flodvand hvor man ikke kan se 10 cm igennem, i forvejen møgbeskidt.
Trusler om store bøder hang i luften, så til sidst var vi trætte af Australien.
Da de sidste varer var ankommet, kom vi af sted tirsdag den 26. september, noget forsinket. Vi stoppede (ulovligt) ved Barriere Revet og snorklede, men vandet var uklart og koldt. Jeg ville nu gerne have haft mere tid for at dykke, men vi må tage revanche i PNG.
Sent tirsdag eftermiddag fortsatte vi ud på det åbne hav med godt 500 sømil foran os mod PNG og er nu ca. 100 NM fra, hvor vi skal hente skibshunden, HVIS DE ALTSÅ IKKE HAR SPIST DEN !
Mig med rygsmerter efter hold i ryggen på grund af overbelastning og det er ikke bedre herude i bølgerne. Vi kan netop lige holde Nimoa op, men havet er flot, store dønninger fra øst, vinden fra øst syd øst 20-25 knob, så med rebet storsejl og jib kommer vi støt og roligt nærmere.
I går fangede vi en Yellowfinn Tun på 18 kg.
Fra Nimoa sejler vi mod vest for at checke ind på den lille ø Samarai og derfra videre mod Alotau i Milne Bay, hvor Magnus fra Island kommer. Han skal sejle med til Guam.
Nye storsejl fra Lee Sail´s i Hong Kong er perfekt.
Turen for efteråret er stadig op igennem PNG til Mikronesien og Guam, hvor vi lander i starten af december. Der er mange henvendelser fra interesserede gaster, der vil med, især fra Guam mod Philippinerne, så der skal planlægges lidt.
Teddy Witzansky, der var med fra Ecuador til Tuamotu, ankom i Cairns og skal med op igennem PNG.

Papua New Guinea den 9. oktober 2006
Tilbage til PNG
Ankomsten til Nimoa var spændende. (11*18S, 153*15E) Vi brugte 4 døgn til sejladsen og smed anker i bugten lige over middag. Vi havde hele morgenen haft travlt med at hive fisk ind, den ene efter den anden bed på.
Den første udriggerkano var John, der havde passet Ana og han fik fiskefangsten til deling med de andre i landsbyen. Ana havde det godt, fortalte han. Jeg havde dog samme morgen snakket med Hans Clemmensen fra ”Seagoon”, der lige havde været der dagen i forvejen og han fortalte det samme.
Da vi havde ankret og klaret op, gik det mod stranden. Men her blev vi noget forbavset, for Ana ville ikke kendes ved os. Hun legede med de andre hunde.
Vi havde gaver med til familien, så efter endt udveksling, hvor jeg også fik alt mit "ulovlige" om bord (det som er besværligt at komme til Australien med), sejlede vi ud til Anaconda igen. Efter nogle dage var Ana normal igen. Vi blev ved området i nogle dage og overværede lidt af det lokale.
Vi havde en fin vandretur op over højdedraget og kikkede ud over øriget. En flok børn fulgte os hele vejen. Øerne omkring havde "stævne", hvor skoleelever i hundredvis var samlet ved hospitalet til en uges konkurrencer i forskellig boldspil. De overnattede ved boldbanen ved hospitalet, drevet af nonner. Alle sov i palmehytter og interimistiske telte.
På stævnets sidste dag gik vi en tur igennem området og så, hvordan den sidste aftens spisning skulle foregå.
Kl. 13 blev 7 store sorte grise slået ihjel med et spyd ind igennem halsen. Efter aftapning af blod blev de smidt direkte på hvert sit bål og svitset, så hår m.m. var brændt af og de var helt sorte. Derefter blev de smidt ud i strandkanten hvor de blev skrabet med en kniv. Først derefter blev de parteret midt på græsset, på palmeblade. Kl. 16 kom svinene på de rigtige bål og tilberedt.
Forholdene det hele skete under, var lidt af en "rynken på næsen", men det har sikkert foregået på samme vis i resten af verden, inden vi blev "civiliserede".
Efter at have snakket med Hans Clemmensen på ”Seagoon” sejlede vi til Grass Island, hvor han lå. Vi måtter dog tilbage til hospitalet dagen efter. Teddy Witzansky havde døjet med betændelse i den ene fod, der fulgte op med kraftig hævelse. Efter et besøg her gik det i sig selv igen. Det er næsten altid forbundet med betændelse, hvis man får en hudafskrabning eller bliver ridset af en koral.
Panasia, Calvados Chain
Nu var tiden inde til et stort stræk, op imod et sted at checke ind. Vi havde jo snydt lidt fordi vi skulle hente hunden. Så efter en hel dags sejlads ankom vi til en klippeø ved navn Panasia.(11*07S, 152^19E)
Kortene var ikke nøjagtige, men vi ankom så tidligt, at vi kunne se vej ind igennem revet og sikke en overraskelse. Det smukkeste vi længe har oplevet.
Der lå i forvejen 4 andre både, men det var der en årsag til. Det var Bora Bora i miniformat. 200 m høje forrevne lodrette limstens klipper bevokset med buskads, koralrev alle vegne i lagunen, der omkredsede øen. En lille hvid sandstrand med palmer og et par små hytter, som de lokale benyttede, når de overnattede på øen.
Vi blev modtaget af to udriggede kanoer hvor de lokale gerne ville handle med deres frugter og grønsager. De andre sejlbåde havde arrangeret bål på stranden så vores sidste fisk, en 15 kg spansk King Makrel, blev serveret.
De andre sejlere gik tidligt til køjs, idet de skulle direkte mod Australien dagen efter.
3 lokale melanesiere var med ved bålet og fortalte om området.
Vi fik arrangeret en tur dagen efter op igennem klippeøen, som vi aldrig glemmer.
Sammen med dem sejlede vi i dinghien over på den anden side af øen, hvor hele kysten var den smukkeste hvide sandstrand. Vi gik et par km langs stranden til vi kom til en forladt landsby med mange hytter. Bag hytterne var alle træer fældet og her var plantet Papaya, majs, græskar, taro, yams og sweet potato.
En af melanesiere, McKenzie fortalte, at en gang om året kom der folk til landsbyen for at indsamle søpølser/søagurker. De blev tørret over bål og sendt videre til Kina som en stor delikatesse. Det var en mand fra Singapore, der havde stået for sidste sæsons indsamling. Derfor var der igennem årene fældet mange træer, hvilket nu kom de lokale til gode med plads til at dyrke på.
Skeletter
McKenzie viste os derefter vej op i klipperne, hvor vi efter en kravletur kom frem til en lille åbning ind til en kæmpegrotte, der var åben op mod himlen 100 meter over os. I bunden af grotten var der en ferskvandssø. Han fortalte, at der ikke havde været hvide mennesker inde i grotten i lange tider. De viste ikke stedet frem for andre, kun ved særlige lejligheder og det var umuligt at finde på egen hånd.
En spændende oplevelse og utrolig flot og storslået. Vi kravlede videre opad et stejlt spor, der endte i et uigennemtrængeligt buskads.
Med "bushknife" huggede de sig igennem og pludselig stod vi med udsigt over lagunen hvor Anaconda lå, blot 200 meter længere nede.
Længere fremme dukkede under et stort klippe overhang mindre huler op. Der skulle have været kranier i en af dem, men den var tom. McKenzie fortalte, at der for flere år siden kom en Australier på besøg. Han havde set kranierne, hvori der "boede en sommerfugl".
Sommerfuglen fulgte med ham ned til hans båd hvor han fodrede den med brød. Den næste gang McKenzie var ved hulen, var sommerfuglen væk og kranierne ligeledes.
Men de dukkede op igen, sammen med sommerfuglen, fortalte han. Det var trolddom og overtro.
Vi var tændte på at se mere spændende, så efter en lang tur tilbage, sejlede vi i dinghien tværs over et pas, til den ø hvor McKenzie og de andre boede "Little Panasia".
Efter at have talt med landsbyens "gamle mand" fik de lov til at vise en hule frem for os. Igen skulle vi kravle op igennem et klippeområde, hvor der på en lille højslette var indrettet "have" hvor der dyrkedes grønsager. Videre igennem buskads og stier kom vi frem til en lille lysning og her pegede de på en hule.
De to andre melanesiere forsvandt igen, men McKenzie blev.
I en lille nische lå en stor stak knogler og kranier. Ingen vidste hvorfra de stammede, men det var tydeligt, at de var gamle.
I alt 8-10 skeletter var der, talt ud fra kranierne.
Gamle fortællinger siger, at folk blev brændt på bål, stående op ad en pæl. Over hovedet havde de en lerkrukke, og når det meste var brændt væk, blev resterne placeret i huler. Derfor flest kranier alle vegne.
Sent på eftermiddagen sejlede vi tilbage og de tre melanesiere fulgte med.
Vi grillede igen på stranden og med en stor pose med forskellige gaver, sagde vi farvel og trak for en fantastisk oplevelse. Gaverne bestod af tøj, sæbe, tandpasta, sygrej, balloner, slik, papir, blyanter, engelske ugeblade, læbestift, kamme.
Vi sejlede fra Panasia den 8. oktober ud igennem den smukke lagune, imod Pana Waipona (11*15S, 152*08E), en lille ø, der ligger midt i et meget bredt pas. Da vi kom tæt på lignede det fuldstændig Anholt, med samme højde, bevoksning, hvide strande og fyrtårn. En tanke gik blev hjemover til sommersejladserne i Kattegat.
Der var ingen passage igennem revet, så måtte fortsætte til en lille øgruppe ved Bramble Haven, som ikke er afmærket på kortene. Vi endte ved den sidste af 5 øer og ankrede i læ af den sidste, som faktisk var en elendig ankerplads. Her var meget tidevandsstrøm og som altid, da det var højvande, kom der bølger, så vi måtte tåle en rullende nat med et halvt øje vågent. Øen var ubeboet, så vi fik brændt vores plastic og papiraffald af.
I dag er vi på vej videre de næste 50-60 sømil. Området vi sejler i, er ikke detaljeret på C-map kortene, så koralrev, øer, dybder m.m. er overhovedet ikke afmærket. Det er med at holde godt udkig.
Der var en sort prik på kortet, som vi håbede var er en ø.(10*50S, 151*08E) Men det var kun en ensom klippe midt i havet, så vi har ændret kurs for at finde en ankerplads for natten.
Vi er på vej til Alotau i Milne Bay i det østlige PNG, hvor myndighederne ifølge andre sejlere, er flinkest.
Det er jo kun et usselt snavset kontor, hvor der sidder en immigration officer. Det eneste han har på kontoret er en kuglepen og et stempel.
Men myndigheden har han.
Det gælder om at være flink og i enkelte tilfælde hjælper det med lidt bestikkelse.
Der er et nærmere indchek sted, Samarai Island, men dette kontor er besat af en ny uddannet immigration officer, der er meget nidkær, så det sejler vi forbi. Det er jo i vores øjne så fuldstændig ligegyldigt, alt dette ind- og udcheck, men alle steder vogter de over deres "vigtige" arbejde.
Vores visa for PNG er udløbet allerede den 30. august, så vi er spændt på, om vi kan charme/bestikke os igennem immigration og bruge det samme stempel. Ellers må vi sende passene til Port Moresby, eller jeg må tage flyveren derned og få dem stemplet.
Så kan jeg jo gå på den danske ambassade og lave papirerne til et nyt pas, hvis det ikke lykkes at få et direkte hjemmefra. Det gamle pas har ikke plads til flere stempler. Det kan så blive sendt til Guam.
I Alotau står Teddy Witzansky af og to nye gaster, Magnus Waage fra Island og Søren Asmussen fra Århus ankommer den 12. oktober.

Rejsebrev Papuya New Guinea den 13. oktober 2006
Næste ankerplads var ved en Ø, der ikke var med navn på kortet. Der var ingen læ på ankerpladsen, men øen var omgivet af et smukt rev og med lavvandet lagune inden for revet.
Vi fandt et egnet sted og ankrede. Øen var igen fantastisk flot, med høje klipper, der gav læ for vinden og lave områder rundt om med palmelunde og krat, hvide strande hele vejen rundt. Vi havde fanget en 15 kg Yellowfinn tun kort før vi ankom, så da de første fem kanoer var ankommet, forærede vi dem fisken, som de blev glade for.
Øen hed Bentley og var beboet af ca. 200 mennesker. De fortalte der var masser af hummere og ville vise mig revet når det blev mørkt.
Langusterhummere og Havskildpadder
Da det blev mørkt hoppede jeg i vandet med handsker på en lygte. Der var hurtigt hummerbid og kort efter ankom de indfødte i kanoerne. Jeg lånte dem begge mine lygter og fulgte dem på revet, hvor de fangede flere hummere, så havde nok til næste aften.
På revet kom en stor Hawksbill skildpadde svømmende og lynhurtigt var de over den. I løbet af et øjeblik lå den oppe i kanoen, med hovedet nedad, så de ikke sprællede ud. Det blev til en Hawksbill mere, et par store fisk og et par squids blæksprutter.
Hajfinnesuppe
Næste dag gik vi en tur rundt på øen og i den hyggelige landsby. Alle er ualmindelige flinke. Jeg fik foræret et stort gebis fra en tigerhaj af en fisker, der stolt fortalte, at han fangede mange hajer på lange liner, men kun for finnernes skyld. Nogle gange lavede de mad af kroppen, men den smagte ikke så godt.
En del af kødet blev brugt som madding igen, men for det meste, blev kroppen smidt ud igen.
Finnerne blev tørret og solgt i Alotau til kinesiske opkøbere og de ender, som de fleste ved, som hajfinnesuppe, der står i høj kurs i Kina. En forfærdelig trussel mod hajbestandene alle vegne.
Skildpadderne fra aftenen før, lå på stranden på deres rygskjold, så de ikke kunne "stikke af".
Sådan kunne de ligge i dagevis og holde sig friske, men de skulle steges på bålet om aftenen. Godt vi ikke skulle overvære det.
Skildpadder er en del af deres kost på alle øerne herude som jeg har nævnt før, og det er der ikke nogen miljø organisation der kan rykke ved.
Undervejs til næste ankerplads ændrede vi kurs for at finde en sikker ankerplads. En lukket bugt ved Sariba Island var stedet og vi satte kursen imod Wanatonoli Bay sydøst for Alotau. Kæden af øer spærrer mere eller mindre for tidevandsstrømmen, der løber imellem øerne og skifter hver 12. time (ikke hver 6. som normalt)
Da vi nærmede os passagen ind imellem de høje smukke klipper ind i bugten, fik vi det at føle. Modstrømmen blev kraftigere og kraftigere og nåede 6 knob med en strømsø der svarede dertil.
Et inferno, hvor der skulle styres med tungen lige i munden. Vi kom langsomt igennem og var helt forpustede bagefter. 
Kort efter lå vi til ankers i en stille smuk bugt, omgivet af bjerge.
Bagefter så jeg på kortet, at tidevandsstrømmen løber med 7 knob.
Igen kom de lokale ud i udriggerkanoerne og ville handle. Et par unge fyre tilbød deres assistance med at hente vand. 7 gange var de i land for at fylde vores 6 x 5 gallon flasker med regnvand fra landsbyens tank. Vi forærede dem et par DVDer og de var lykkelige.
Næste morgen, den 12. oktober, stod vi tidligt op for at se manta-rokkerne der kom i store flokke, hvis vi var heldige. Vi var klar da solen stod op og snorklede i en time, men nej. Ikke denne gang. Derefter gik turen mod Alotau. Indcheck gik uden problemer overhovedet.
De to nye gaster, Magnus Waage og Søren Asmussen dukkede op kl. 5 om eftermiddagen.
Dagen efter afmønstrede Teddy Witzansky.
Nu skal vi lige have syet lidt på forsejlene, hvorefter turen går videre nordpå til Trobriands Islands.

PNG den 16. november 2006
Vi har haft problemer med laptop og tilslutninger m.m. men det er i orden igen.
På Normanby Island sejlede vi dybt ind i fjorden, omkranset af høje bjerge.
Vi vågnede kl. 4 om morgenen til en "fugle-koncert" fra junglen, der sjældent er hørt magen. I dinghien med en indfødt guide, sejlede vi ind i junglen, op ad en lille snørklet flod der havde sit udspring i en ferskvandskilde. Her hentede vi vand og fik fyldt tankene.
Øerne her er flotte, nogle 2000 meter høje og ikke ret store. Der er mange vådområder med tykke mangroveskove.
Her holder saltvandskrokodillerne til, men vi har ikke set nogen, da de er meget sky. Vi bader dog aldrig, når vi er tæt ved disse områder.
Jeg havde fornøjelsen at få malaria igen, så det var vandret liggende i godt et døgn før kræfterne kom tilbage.
Turen gik videre op igennem Trobriand Islands, hvor der ikke var så interessant, som vi havde forventet, men vi fortsatte til det sydlige hjørne af New Ireland, hvor vi ankrede i en lille idyllisk bugt.
En af de indfødte præsenterede sig som høvding for området og inviterede os op til en kilde og hente vand. Alt gik fint og han fik en gave som tak, men sent på dagen kom en anden person ud med et brev fra den "rigtige" høvding, faderen til førnævnte, der forlangte kr. 1000 for de dunke vand vi havde hentet. Han var åbenbart fornærmet over, at det ikke var ham, der havde fået gaven. Vi kom ind i en lang diskussion, hvor vi påstod, at det var om kompetence. Men til sidst måtte vi tilbyde høvdingen en lille sum penge, som han modtog så sagen var ude af verden. Men næste morgen var der stjålet en fiskestang og tre par nye sko fra vores agterplatform. Vi opdagede det først da vi var afsejlet, så vi fortsatte. Lidt ærgerligt.
Ana skibshund gøede godt nok om aftenen ud i mørket, men vi troede blot at det var nogen der roede forbi, så vi opdagede ikke tyven.
Efterfølgende hørte vi, at stedet er kendt for tyverier.
Vulkan i udbrud
Vi sejlede herfra til Rabaul, hvor vi oplevede Tavurvur vulkanen i udbrud, netop som vi sejlede forbi. Den tykke grå røg bølgede ind over en del af Rabaul, men vi tog chancen og ankrede ved Yachtklubben. Næste morgen var båden overstrøet med sort vulkanaske, så vi fortrak skyndsomt væk fra området til Kokopo. Fra Kokopo sejlede vi mod Kimbe Bay, hvor vi igen havde nogle gode dyk og lå til ankers om aftenen ved Walindi Resort. Her ankom Henrik Friis Juhl, der er læge. Henrik Friis Juhl skal sejle med til Yap.
Turen fortsatte op over Vitu Islands vi stoppede mange steder, bl.a. for at dykke på "Krakafat", det bedste dykkersted i området, som jeg har dykket på før. Jeg nåede da også at se 11 hajer på dette dyk. På Unea Island lå vi ved en missionsstation, hvor præsten kom ud og inviterede os til katolsk Gudstjeneste. Bagefter så vi landsbyen og området. En unik oplevelse, hvor vi måtte indenfor i læ ved en hytte imellem alle de indfødte, da et troperegnskyl pludselig væltede ned. Mange af børnene havde ikke set hvide mennesker før og sejlbådsbesøg var en sjældenhed.
Havskildpadder
På Umboi Island ankrede vi i en smuk bugt med en sød landsby. Igen blev vi inviteret ind og så alt hvad de lavede. Der var meget smukt. Om aftenen snorklede vi på revet efter hummere "Crayfish" sammen med fire indfødte. Vi fangede 9 stk. og en masse fisk, som de beholdte. Vi fik hummerne. Dagen efter kom andre indfødte ud til os med to havskildpadder de ville sælge. De kostede 10 kr. stykket, så vi købte dem. Men da de var sejlet i land, slap vi dem løs igen. Vi havde ingen planer om at lave skildpaddesuppe. Dagen efter sejlede vi ud til en ubeboet ø og dykkede. Her oplevede vi en sigtbarhed på 40-50 meter, helt fantastisk. Masser af store fisk og havskildpadder og enkelte hajer.
Madang
Herefter gik turen direkte mod Madang, hvor vi ankom fredag eftermiddag, ankrede op og agterfortøjede til min ven Tony Beirnes sted, skibsværftet. Han blev glad for at se Anaconda igen og vi havde nogle hyggelige dage sammen. Magnus Waage tog bussen op i højlandet til Goroka. Sue Ganster og hendes søn Trace besluttede sig for at tage hjem til USA og Søren Asmussen og Henrik Friis Juhl tog på dykkertur med Madang Resort imens jeg syede lidt på solsejlet m.m.
Næste stop var ved Jais Aben dykker-ressort, hvor vi fik noget god mad og mødte danske Klaus, der lige var startet med at arbejde der. Dagen efter dykkede vi på et B 25 bombefly fra anden verdenskrig. Et flot velbevaret vrag. Vi er nu på vej mod Wewak ved Sepik River på Nordkysten, hvor vi skal checke ud internationalt mod Micronesien.

Wewak, Papua New Guinea den 18. November 2006
På vej nordover mod Wewak, hvor vi skal checke ud af PNG, sejlede vi for motor hele vejen. Der var ingen vind, eller kun få knob, hvis der var noget, så havet var fladt. Vi stoppede op for natten ved en lille bugt, hvor der lå en landsby, Bunabun Harbour.
Igen kom de indfødte ud i deres kanoer og var nysgerrige.
Ved mørkets frembrud kunne vi pludselig høre skrattende højtalere, sang og tale inde fra land. Vi troede først, at det var noget primitivt fest arrangement, men fandt hurtigt ud af, at det var en religiøs sekt, der holdt dommedagstaler til de indfødte. Noget foregik på engelsk. Vi ignorerede det dog og det sluttede efter nogle timer. Men næste morgen kl. 0430 startede højtalerne igen med dommedagstaler og så havde vi fået nok. Selv om det var mørkt, lettede vi anker og sejlede videre.
Stakkels indfødte, der var tvangsindlagt til dette helvede.
Op langs kysten skiftede landskabet. Omkring Madang var der høje bjerge i baggrunden, men jo nærmere vi kom Sepik River, jo lavere blev det. Havet ændrede også karakter med større dønninger, der kom nordfra.
Vi stoppede i Hansa Bay, hvor der skulle ligge 35 vrag fra krigens tid, men bugten er stor og vandet var i perioder grumset fra alle floderne, så kun ved hjælp af de indfødte, vi mødte i kanoerne, lykkedes det os at finde et af dem, et japansk forsyningsskib, som vi dykkede på. Udemærket dyk med masser af fisk og mange Sting Rays i sandet ved siden af.
Efter dykket sejlede vi direkte til Sepik River, som er en af PNG´s største floder og vi ligger nu ankret i 5 knobs strøm, men alligevel kommer de indfødte ud i kanoerne og vil handle. De er dygtige kanoroere.
Her har de flotte træudskæringer. Det er det meget vilde område af PNG, men det er spændende.
Vi ankrede i næsten mørke, hvorefter de indfødte kom ud til os og fortalte, at det var bedre at ankre lige ved deres landsby. Der var mindre strøm. Der hvor vi havde ankret, kunne vi risikere, at blive revet med ud ad floden, hvis der kom en stor træstamme flydende med strømmen og ramte os. Så vi lettede anker og sejlede nærmere, men med tanke om, at så var vi også nærmere, hvis de skulle røve os i løbet af natten.
Nå men vi har jo skibshunden, som holder vagt.
Her til aften sidder vi i mørket og lytter til jungletrommer og kannibal sang fra landsbyen, ligesom "åndetrommer" fra Grønland, blot mere uhyggeligt, fordi vi er midt i det vilde, ikke det civiliserede Grønland.
Lidt tankevækkende, når vi kommer fra Madang, som sammenlignet med dette område, er "civiliseret".
Det er fuldstændig vindstille med klar himmel, men meget varmt og fugtigt. Det lyner og tordner oppe over bjergene, men det kommer nærmere og snart vil regnen stå ned "i torve". Men det nye sol/regn sejl er perfekt og vil samle en masse vand til os.
Jeg var heldig at købe en tromme, lavet af en udhulet træstamme med udskæringer og med lizzardskin som trommemembran.
I morgen sejler vi længere op ad floden, hvis det ikke er for strengt at sejle mod strømmen. Vi skulle gerne checke ud i Wewak om få dage og sejle imod Micronesien, ca. 600 sømil.
Her i området, hvor vi er, er der mange vulkaner. Keglebjerge mange steder ude i horisonten over havet og flere af dem er lidt aktive. For 8 år siden var her et undersøisk jordskælv, der forårsagede en Tzunami, der ramte Nordkysten med en 10 meter høj bølge og dræbte over 2000 mennesker. Selvfølgelig ikke noget i forhold til Thailand, men alligevel.
Her var ingen hjælp at hente, som de fik i Thailand, så de lider stadig under skaderne.

Mikronesien den 27. november 2006
Tropisk Storm Durian
Kalmebæltet ved Ækvator sluttede med regnbyger og vind med styrke 37 knob, som kom lige pludselig. Bølgerne rejste sig, så vi måtte rebe sejl og ændre kurs. Det varede 3-4 timer, hvor vi forberedte os på at sejle langt med vinden, hvis det fortsatte.
Vinden stabiliserede sig på 15-20 knob fra NØ, men vi kunne ikke holde Sarol Atollen op. I stedet satsede vi på at ramme Ngulu Atollen, 80 sømil syd for Yap. Det ville være fint at anløbe den og afvente vejrsituationen. 
Vejrudsigten sagde at et lavtryk var på vej vestover hen over det vestlige Mikronesien, men det forventedes at udvikle sig til en tropisk storm, så vi holdt øje med det på vores vejrmeldingssystem via computeren.
Den ville passere vestover imellem Guam og Yap.
Marlin!
Vi havde en fin sejlads med halvvind helt op til atollen, som vi anløb søndag morgen.
Kort forinden var der pludselig stort bid på krogen. MARLIN !!
Den dansede på halen og piskede løs for at komme fri, men den blev på krogen. Sejlene kom ned og efter mange manøvre med båden for at holde linen klar af ror og skrue, hvor vi stykke for stykke halede ind på linen og efter mange forsøg på at slippe fri, var den til sidst så træt, at den gav op.
45 minutter hård kamp tog det, at hale den ind. Flot stor fisk på anslået 75 kg.
Halen var en lille smule mindre, end den Marlin vi fangede i foråret ved Madang og den var 83 kg, så det er et skøn. Vi beholdt fisken ombord, for en time efter anløb vi Ngulu atollen og vi ville forære fisken til de indfødte på øen.
Ngulu Atollen
Anløbet af atollen var flot. Flade koraløer spredt langs revet med bevoksning af krat og palmer. Da vi kom tæt på den sydligste ø, som bærer atollens navn, Ngulu, kom der en båd ud med tre personer.
George med sin svoger og hustru. De fortalte hvor vi kunne ankre og ønskede os velkommen. Som velkomstgave gav de os en kurv af flettede palmeblade, fyldt med friske kokosnødder.
Vi kunne så give dem Marlinen som gave, hvilket de blev meget glad for og George fortalte, at de aldrig havde smagt Marlin før. Vi tog dog selv en bid af fisken til aftensmad, samt halen, som vi har hængt op som trofæ.
En god oplevelse, som blev fotograferet flittigt.
De fortalte, at der kun bor 10 mennesker på hele atollen og de boede på Ngulu øen. Resten af den lidt større befolkning, var rejst til andre atoller og til Yap, for at tjene penge.
Vi blev inviteret ind og se øen og det var en fin oplevelse for os alle. Der var tydelige beviser på, at der tidligere har boet mange mennesker på øen, idet der var mange tomme hytter og husområder. Da vi kom ind på øen var de allerede i gang med at partere Marlinen og ryge kødet, så det kunne holde sig længere. 10 mennesker, inkl. 3 børn og 2 gamle kvinder, er ikke meget til at fortære en stor Marlin. Vi forærede dem en pose med ris, mel, sukker, salt og slik og balloner til børnene og alle var glade.
Der er en tydelig forskel på befolkningen i PNG og heroppe i Mikronesien. De indfødte er ikke så påtrængende, men de har jo også været under mange års amerikansk protektorat efter WWII, inden de blev selvstændige, så de er på en måde mere civiliserede, samtidig med, at man forsøger at holde atollerne isolerede, så de indfødte kan få fred til at leve livet, som de har gjort i generationer. Der er tydeligt polynesisk islæt.
Familieoverhovedet George fortalte, at der "lige" havde været en anden dansk båd, men han huskede ikke navnet. Da vi spurgte lidt mere om den sagde han, at det måske var 10 år siden!
OK, så gættede vi på Nordkaperen, og ja, det var det. Nordkaperen havde besøgt dem undervejs fra Yap til Palau.
På grund af den skiftende vind lagde vi os til ankers lidt væk, bag en anden ø og beskyttet af mange rev og vi havde en rolig nat. Dagen efter snorklede vi på koralstokken. Her svømmede vi imellem masser af sorttippede hajer, ganske små, under ½-1 meter lange.
Bagefter gik vi en tur på øen og fangede en masse landkrabber og 4-5 kokoskrabber. Imens vi ventede, fik vi vejrkort og meldinger fra Tokyo og Taipeh, der sagde, at Durian havde udviklet sig til en tropisk tyfon, men den var heldigvis stadig på vej vestover, men centret passerer nord om os, kun 130 sømil væk. Vi er heldigvis i den venstre kvadrant, så vindene er moderate.
Men i den højre kvadrant er der mere end 50 knob lige nu.
Tyfonsæsonen er ikke forbi endnu. Sent på eftermiddagen skulle vinden dreje i syd og give os en fin sejlads de sidste 80 sømil op til Yap. George kaldte os på VHF radioen og ønskede os god tur. Jeg fortalte ham, at der er stor sandsynlighed for, at Anaconda ville komme tilbage i februar under vores tur fra Guam mod Palau og Philippinerne. Hans radioanlæg havde han fået af en dansker, der bor og arbejder et eller andet sted i Mikronesien?
På vej til Yap, sejler vi hen over et af verdens dybeste havområder.
Yap graven på over 8000 meter og senere på vej mod Guam sejler vi hen over Marianergraven på over 11000 meter. 
Over ækvator
Så er vi nået halvvejs til Yap. Det har været motorsejlads hele vejen, kun for lav fart, ca. 5 knob med storsejlet oppe, så vi ikke ruller så meget.
Passagen af ækvatorbæltet er ikke overstået endnu, men besætningen, de tre "landkrabber" er blevet behørigt døbt af Kong Neptun, der dukkede op tirsdag morgen, da vi passerede "linien" på 142 grader øst. Her var havet spejlblankt.
Lige nu er der store dønninger fra NØ og vinden få knob fra samme retning.
Vi har kurs 335 og påtænker at gøre stop på Atollen Sorol, der ligger næsten i Yaps retning. Ifølge litteraturen skulle der kun bo 3 mennesker på atollen.
Det er godt nok meget forbudt, at gøre stop nogen steder før man har checket ind, kun i nødsituationer, men mon ikke vi kan finde på en undskyldning? ;o)
Den lave fart har gjort, at vi har sejlet 1,8 sømil pr. liter diesel, hvilket glæder mig og viser, at vi har en sejladsradius på over 1000 sømil.
Godt at vide. Bare en knob mere gør, at vi bruger en liter pr. sømil.
Vi havde en fin oplevelse på Sepik River, hvor vi sejlede op imod strømmen i nogle timer og oplevede floden sno sig, men vi havde ikke tid til at fortsætte for langt op. Vi sejlede tilbage til landsbyen og her havde de indfødte fanget masser af friske flodrejer, der var så store som hummere.
Vi købte dem alle, næsten 20 stk. for 30 kr. og fik to rigtig gode måltider ud af dem de næste dage.
Vi fortsatte til Wewak, der lå smukt oppe på en høj halvø. Her fik vi handlet lidt, hentet vand og diesel, checket ud og kom af sted. Dagen efter gjorde vi stop på en lille ø ved navn Wuvulu hvor vi dykkede imellem skildpadder. På revet lå der et vrag af en nyligt grundstødt PNG fiskerbåd, der var sejlet direkte op på revet.
Imens vi var der, ankom en anden større fiskerbåd, der skulle forsøge at bjærge fartøjet, selv om det så lidt håbløst ud. Det lå højt på revet og bølgerne havde rullet med båden, så der var hul i skroget, der skulle tætnes først. 
Vi nåede ikke i land på øen, men en kano kom ud til os og vi fik handlet lidt frugt og grønsager, som vi ikke havde fået købt i Wewak. Vi kunne nu se, at den sorte Melaneser befolkning havde skiftet til mere Polynesisk afstamning, som de fleste af småøerne i dette område er befolket af.
Vi glæder os til at komme til Yap, som er den mest isolerede stat i Micronesien, hvor man stadig holder på traditionerne fra gammel tid. Enkelte steder er det forbudt befolkningen at gå i vestligt tøj. Der bliver nok masser at fortælle. Jeg håber det er muligt at sende billeder hjem via E-mail til websiden her. Der skulle være et posthus på øen, så vi må se.
Fiskeriet har været fint med spansk makrel og mahi mahi, så "landkrabberne" er lidt trætte af fisk i øjeblikket. Vi venter på en Yellowfinn tun, så vi kan lave en gang sushi, frisk fra havet.
Besætningen fra Guam den 1. februar er allerede på plads.
Der kommer 5, som sejler med tilbage til Yap, Palau og Philip-pinerne. Efter 1. april er der ledige pladser under videre sejlads i Philip-pinerne.

Ithi atollen den 5. december 2006
Tyfonen "Durian" 
Vinden tiltog i løbet af natten til 45 knob, så vi havde alt for høj fart og ville ankomme til YAP i mørke, så vi rebede sejl og ændrede kurs. På vejrkortene kunne vi se, at Durian passerede 110 sømil nord for Yap og det roterende skyområde strakte sig ned over os og det kunne vi mærke.
Det regnede i spandevis og søen var grov. Men da dagslyset kom stilnede det lidt af og vi kom sikkert i havn. Efterfølgende forrettede Durian frygtelig skade hen over Philippinerne med flere tusinde omkomne og fortsatte helt til Viet Nam.
2 gaster afmønstrer
Efter indcheck måtte vi vente til næste dag før vi fik vores "Entry Permit" og skulle blive ombord. Henrik Friis Juhl skulle hjem fra Yap via Guam og Søren Asmussen besluttede ligeledes at flyve til Guam.
Vi nåede at tage en rundtur på Yap med en Taxi, hvor vi så masser af Yap "stone money", som er store udhuggede sten, som mest af alt ligner møllesten. Det var betalingsmiddel i gamle dage og tegn på velstand og "pengene" har stadig betydning som værdi i dag.
Stenene kommer fra Palau, som ligger 250 sømil fra Yap og de er alle hentet i udriggerkanoer, en stor bedrift, på dette kæmpestore, urolige hav. Yap er den sidste stat imod vest i Federal State of Micronesia. Yapeserne, som er af polynesisk blandet med Philippinsk afstamning, er kendt for deres fremragende evner som navigatører og søfolk.
Der lå et par andre både på ankerpladsen, bl.a. "Petima" fra Langø på Lolland.
Det var tyskeren Peter fra Hamburg og hans canadiske kone Nicole. Han havde tidligere været dansk gift og har boet i Danmark, så dem havde vi nogle hyggelige timer sammen med, bl.a. var de med til vores julefrokost med danske madvarer, som Henrik Friis Juhl havde haft med.
Topløse kvinder
Rundt i gadebilledet så vi tit Yapesere, der var klædt traditionelt. Det består af Lava, et stofklæde, som mændene har viklet om hofterne og kvinderne som en lang sarong og så med bar overkrop. Også kvinderne. Topløse, som man ser på en strand i Danmark. 
Mantaer
Yap er kendt for rigtig god dykning, bl.a. med Manta rokker, så vi entrerede os med en lokal bådejer med en åben "bananbåd", der for et rimeligt beløb sejlede os over på den anden side af øen til en passage igennem revet, hvor der var mange Mantaer.
Det er Big Business på Yap med flere dykker Ressorter og mange både, der er ude at se Mantaerne hver dag. Det koster normalt 99 USD for to dyk, plus udstyr. Men vi havde vores eget og en af de erfarne Dive Masters med os "Mike" og fik et par fantastiske dyk med masser af Mantaer.
Som alle andre Yapesere, tyggede han betelnødder, også imens han dykkede! Så der kom en rød sky i vandet fra ham en gang imellem, når han tog automaten ud af munden og spyttede.
Mantaerne havde tre "clearing stations" i passet og kom sejlende stille igennem vandet i grupper på 3-4-5 stykker. De største var over 4 meter i vingespand. På "clearing stationen" stod Mantaerne stille i vandet og små koralbarser svømmede rundt på de store fisk og nippede urenheder til sig. Flot Syn.
Afsejling fra Yap
Magnus Waage og jeg skulle videre mod Guam, så vi gjorde os klar til afsejling mandag den 5.
Vinden var konstant fra N Ø, lige i næsen, 20-25 knob, så vi vidste vi ville få en hård tur, med kryds. Vi ville gøre stop på Ulithi Atollen, som ligger 100 sømil fra Yap og jeg fik indhentet Visiting Permit, som er obligatorisk. Det var med lidt bange anelser vi tog af sted, fordi vejrkortene viste atter et opbyggende lavtryk nede ved Ækvator, som vi skulle holde øje med, men vi håbede det først ville komme op til Micronesien når vi var tættere ved Guam.
Bølgerne var 4-5 meter og vinden hård, så undervejs flængede genuaen. Så måtte fokken holde for, alene med storsejl og motoren kørende. Fokken gik imidlertid også i stykker og jeg måtte i den rullende søgang skifte starter på motoren, da dagtanken, på grund af krængningen, løb tør for diesel og derefter "lufte ud".
Det gik bedre, da vi kom nærmere atollen, der gav læ for de store Stillehavs bølger.
En flot indsejling imellem de mange små palmebeklædte øer i ringbæltet omkring lagunen opvejede al besværet. Bølgerne aftog og da vi droppede anker ud for en af de beboede øer, Fassarai, blev vi hilst velkommen af vinkende mennesker. Vi ankom dog sent, så landgangen i morgen vil klarlægge, om vi må blive her et par dage og reparere sejlene.
Vi skal hilse på The Chief på øen og give ham en gave, samt betale for vores ophold 20 USD.

Stillehavet den 9. december 2006
Dagen efter sejlede vi på vej i land, men blev vinket tilbage mod båden.
Det viste sig at skibshunden Ana var sprunget i vandet og svømmede efter os, så vi vente om og fik hende ombord igen, bundet fast.
I land blev vi modtaget af en række indfødte, der inviterede os ind i Falaen, mændenes hus, som lå helt ud til stranden. De forklarede, at hunden var velkommen, men de vinkede fordi, der var en særlig stor Tigerhaj, der holdt til i området og en svømmende hund ville være en hurtig lækkerbisken for den. De frarådede snorkling og dykning lige omkring øen på grund af Tigerhajen. Deres egne børn var alment svømning af samme årsag.
Vi foreviste vores "visitors permit" og så var alt i orden. Vi skulle ikke betale noget og blev spurgt om alle mulige nysgerrige spørgsmål. En pose med små gaver var velkommen, især en rød tophue. Vi kunne færdes hvor vi ville og skulle bare kalde, hvis vi fik brug for hjælp. Der boede normalt 200 mennesker på øen, men mange var væk, i skole på den største ø Falalop, eller arbejdede på Yap, eller Guam. Resten lavede ikke noget.
Copra kunne ikke betale sig så de levede bare af frugter og fisk. De fik lidt indtægter af at samle skaller og sneglehuse og flette lidt kurve. Hver jul fik de fra Guam en kasse med julegaver kastet ned med faldskærm fra et militært transportfly, der besøgte alle de små atoller. De ventede flyet nu, men på grund af den megen regn var det udsat.
Og regnede gjorde det, hele tiden i kraftige byger, så sigtbarheden var dårlig og det var svært at få tørret noget. Sol/regnsejlet kom op på båden og symaskinen kom frem, men arbejdet blev afbrudt hele tiden på grund af regnen.
Vi havde planlagt at dykke i lagunen, men vejret forhindrede det. Landsbyens høvding "ejede" rettighederne til de vrag, der lå på bunden efter WWII, så vi aftalte, at komme tilbage til Februar, når vejret var bedre. Jeg forærede dem nogle store fiskekroge, så de kunne få fat i tigerhajen og love mig gebisset, hvis de fangede den.
Jeg blev ikke færdig med at sy, pakkede det hele sammen i våd tilstand og besluttede at sejle mod Guam netop, da der kom en god vejrmelding. Vi tog i land og sagde farvel, fik overrakt blomsterkranse og udvekslet gaver, hvorefter vi afsejlede mod Guam.
Vejret var fint og ude på åbent hav havde søen lagt sig, så med 15 knobs vind er vi nu på vej og forventer ankomst Guam den 11-12. december.
Det svage lavtryk er nu blevet til tyfonen Utor og har nået Philippinerne, der igen rammes.

Rejsebrev Guam den 18. december 2006
Efter ca. et døgns sejlads fra Ulithi atollen døde vinden, så vi måtte sejle for motor igen, dog med det i tankerne, at vi ikke havde diesel nok helt til Guam, 360 sømil.
Vi havde fornøjelsen at hoppe i vandet med verdens største havdybde under os, Marianergraven på over 11 kilometer!!!
Vi havde to knob modstrøm, så da vinden kom, var der ikke langt imellem krydsene. Det hjalp med motoren kørende sammen med sejlene, men nåede alligevel ikke frem før den 13. december kl. 20 om aftenen. Efter lidt radiokommunikation med Port Control blev vi dirigeret til en ankerplads ved Yacht Clubben, hvor en gummibåd med medlemmer fra klubben kom ud og modtog os og dirigerede os ind imellem revene og gjort fast til en kraftig mooring. Customs og Immigration var klar i klubben og indklareringen gik smertefrit, bortset fra, at vi skulle betale overtid til Customs, 100 US$.
Vi havde ikke lyst til at krydse frem og tilbage hele natten for at ankomme i dagtimerne.
Den store naturhavn er 3 sømil i diameter, så man ligger roligt her. Den er dog ikke tyfonsikker, så dagen efter gik med at undersøge hvordan man kunne sikre sig, i tilfælde af en tyfon ville komme.
Guam er ikke været ramt direkte af en tyfon i 4 år og da skete det en juleaften, så vi måtte konstatere, at sæsonen ikke er ovre endnu. Der er et smalt område i bunden af havnen, hvor der er store cementblokke på bunden, hvor man med en vifte af kraftige fortøjninger, kan gøre båden fast. Det har før vist sig effektivt. Der lå kun en sejlbåd fra Australien her. Ejeren er bortrejst.
Vi fik lejet en bil til rimelige penge, 150 US$ for en uge. Afstandene er store her, alt for store til at spadsere rundt, så en bil er nødvendig, da der ingen offentlige transportmidler er. Nærmeste forretning ligger 4 kilometer fra klubben og Hagatna by 8 kilometer.
Alle har biler her, fuldstændig som USA fastland. Man er ikke i tvivl om, at man er kommet til USA, med alle de sædvanlige forretningskæder, K-Mart, Burger King, Pizza Hut, Wendys, Mc. Donalds, Sears m.m.
Der er mange store hoteller og mange turister, især Japanere. Byen Tumon bobler og syder af turist aktivitet med store indkøbscentre og natklubber.
Yacht Clubbens medlemmer er meget imødekommende og hjælpsomme. Der er mange aktiviseret og jeg er allerede inviteret ud juleaften. 
Magnus Waage nåede at få set lidt af Guam, inden han skulle hjem den 16. december. Jeg er nu gået i gange med at købe diverse småting og bl.a. bliver alle dykkerflaskerne nu trykprøvet og kompressoren efterset.
Der er masser af arbejde forude, reparationer, sejlsyning, slibning og lakering, så alt kan blive klar til afsejling først i februar, hvor der kommer tre gaster. Der er afbud fra to af gasterne, så der er plads ombord.

Guam den 30. December 2006 
Travlhed, travlhed. Tak for alle jule- og nytårs-hilsnerne, det varmer hernede i "kulden".
Jeg sliber og har lakeret alle vegne og båden er delvis adskilt i apteringen. 20 års slid og især de sidste 5 år, kan ses alle vegne, men nu bliver det fint igen.
Den motordrevne fryser, som jeg fik installeret kort før afsejling fra Danmark og som aldrig har virket mere end få gange, er nu fuldstændig afmonteret og smidt på lossepladsen. Kæmpe fejlinvestering!
Men det gav en masse plads under navigationsbordet, som nu skal udnyttes.
Slibestøv, savsmuld, høvlspåner, lim og skruer, kan mange sikkert nikke genkendende til.
Guam er OK. Der er bare for mange reklamer i radio og TV. Man bliver bombarderet, så det er uudholdeligt. Al respekt for reklamerne, der skal hjælpe med indsamlingerne til Tyfonens Durians ofre på Philippinerne, men... de kommer hver 5 minut, det samme, gang efter gang og det har stået på i uger.
Sammen med alle jule reklamerne, men hvad, man kan bare lukke for det.
Der er stor dykkeraktivitet her og det er billigt. Jeg var med en af Yacht Clubbens medlemmer ude at dykke i forgårs på en af de store turdykkerbåde. 2 dyk for 40 USD. Op til jul var der tilbud på PADI Open Water kursus. 99 USD for en uges undervisning, meget billigt, men i Januar er prisen 150 USD, som stadig er meget billigt.
Til dem, der måtte have interesse i at komme herud og sejle, vil det være en billig måde at få beviset på og så sejle med Anaconda i starten af Februar mod Yap, med alle Mantaerne, Palau og Philippinerne med masser af store dykkeroplevelser.
Til dem, der ikke har føling med kursuspriserne, så koster det andre steder rask væk 3-5- op til 700 dollars for samme kursus.
Julen var stille og rolig, hvor jeg var inviteret ud hos Marianas Yacht Clubbens medlemmer, som er flinke og hjælpsomme.
Udstyr og materialer er bestilt i USA, hvorefter Anaconda er godt udrustet til næste togt mod Philippinerne.

Guam den 6. Februar 2007
Slibning og lakering, igen og igen. Det ene projekt efter det andet tog fart, men vejret har været fint til det. Slibestøv og savspåner alle vegne er stadig hverdag. Men det er til at se en ende på det hele. En god ven jeg har mødt her, Randy, forærede mig 6 specielle batterier, som har suppleret Anaconda´s "Batteribank". De var beregnet til en installation i lufthavnen, men blev overflødige, så nu gør de gavn her.
For et par uger siden var der "kapsejlads" hvor jeg var inviteret med på Randys båd, men vi måtte opgive hurtigt, da der ingen styring var. Randy har en ældre båd "Moon Dancer".
Rormekanismen var løs på rorakslen og det havde han ikke opdaget i tide, men vi havde en fin dag. Midt i al arbejdet havde jeg bestilt varer i USA via Port Supply, som Mac og Charlie fra Yacht Klubben klarede, men en af pakkerne med et nyt vacum toilet, var for bekostelig at sende til Guam, så en kombination af afhentning af pakken, indkøb og besøge Sue Ganster i Pittsburgh, USA, var fordelagtig.
En uge i Pittsburgh og derefter et døgn i Las Vegas sammen med Sue Ganster blev det til, en kærkommen "ferie", inden det går videre ud over Stillehavet med Anaconda.(Ja, vi sagde JA til hinanden)
Sue … (nu Sue Klintegaard) tog tilbage til Pittsburgh, men kommer tilbage til Anaconda til sommer.
Opholdet på Guam har været dejligt. Vejret er nu fint, den tørre periode er startet. Lidt "sight seeing" og dykning er det også blevet til. Guam har meget dykkeraktivitet og OK at dykke på. Jeg har fået købt lidt mere dykkergrej og alle flaskerne er blevet trykprøvet.
En anden god ven fra Yacht Klubben, Bob Leeper tog mig med ud at dykke flere onsdage fra forskellige steder. Der er dog ikke store koralrev, som på atollerne. Kystområdet er klippegrund, overgroet med koral. Fiskebestanden er decimeret på grund af de lokale beboeres overfiskning, men jeg har da set Havskildpadder, Barracudaer, Muræner, Sting Rays, store stimer af Jacks og Tun, samt masser af andre mindre koralfisk.
Absolut flot, men man bliver jo forvent med dykning, når vi har dykket på nogle af verdens bedste havområder.
Lørdag morgen den 3. Februar ankom den nye besætning, Thomas Krogsgaard, Ulrich Belli, Tina Hansen og Lise Kastrup Madsen.
Jeg havde nået at lejet en bil og kunne vente på dem i lufthavnen. Med 5 personer og bagage, bl.a. meget dykkergrej i bilen var der læs på. Det samme i Dinghien, men det gik godt. Der var ingen problemer overhovedet med immigration. Så det blev bekræftet, at man IKKE skal have visum til USA for at mønstre ud på en båd her.
Vi har også været rundt på "sight seeing" og set det man bør se her.
Forleden dag var vi inviteret til "Surprise Party, da Bob fyldte 60 år.
En dejlig aften med en masse søde mennesker tilknyttet Yacht Klubben. I går aftes havde vi "Pool aften" på den lokale pub, som var meget hyggeligt med masser af god øl :o)
Lige nu er vi i gang med at gøre båden færdig. Vi har været på STORT indkøb, så vi kan henkoge og gøre så småt søklar til afsejling lørdag.
I morgen onsdag, skal vi på dykkertur, hente vores philippiske visa og have handlet det sidste.
Fredag er der "farvel" party i Yacht Clubben, hvorefter det er afsejling mod Yap. Vi var heldige, at FSM (Forenede Stater Micronesien), Palau og Philippinerne alle havde konsulater lige ved siden af hinanden, så alle papirer kunne ordnes på kort tid. Normalt får europæere 21 dages visum automatisk ved ankomst, men det philippiske konsulat anbefalede, at vi alle fik det store visa til Philippinerne, det som koster kr. 345,- i Danmark, da det vil gøre ankomsten til Philippinerne meget nemmere. Vi blev glædeligt overrasket, da vi afleverede vores visum ansøgninger.
Der fik vi at vide, at det var gratis, fordi Danmark og Philippinerne havde gode relationer sammen. Det varmede om hjertet.
Alle andre nationer må betale 50 US dollar for det.
Entry permit til Palau koster 30 US dollar for båden og alt, men det betales på stedet. FSM er gratis, men man SKAL have Entry Permit klar.
Om ikke andet, skal man have faxet ansøgningen til Immigration i Pohnpei, hvilket vi har fået gjort. Så mangler vi bare diesel og vand, hvilket bliver klaret lidt ad gangen med dunke. Men det allersidste er Phaff symaskinen, der er til eftersyn her. Forretningen har haft den siden jeg ankom i December, men den er ikke klar endnu. De har dog lovet den klar til torsdag. Så er der lige to dage til at sy sejlene, men det skulle nu gå meget hurtigere, når den bliver justeret og kommer til at køre ordentligt.
Ana, vores skibshund, blev passet på en anden båd, "Clipper One" af Cal og hans familie, imens jeg var i USA. Ellers kunne rejsen ikke have ladet sig gøre. Tak for det.
Det er igen med vemod, jeg må forlade et sted jeg holder af. Efter nogen tid får man gode venner og det er trist at sige farvel og vide, at man ikke ser hinanden igen. Jeg håber dog at møde Mac og Charlie igen, da de til sommer sejler mod Malaysia.

Ulithi Atoll, Yap State, den 20. Februar 2007
Før afsejling fra Guam lavede vi en træplade med en hilsen til The Marianas Yacht Club fra "Anaconda" og besætning.
Den blev virkelig flot, udført af Tina Hansen med kraftige plastic farver.
Inden det var mørkt, var vi ude på det åbne Ocean og satte kurs mod Ulithi, 335 sømil. Det blev klaret på 49 timer, et gennemsnit på 6,8 med vinden lige agtenfra. Vi fangede en Rainbow Runner og en Mahi Mahi undervejs. Der var tendens til lidt søsyge imellem de nye besætningsmedlemmer, men det fortog sig langsomt, så da vi ankom til den nordlige del af atollen, var alle glade og raske igen.
Vi ankrede i lagunen bag øen Asor, ikke langt fra hovedøen Falalop, kort før mørkets frembrud, da vi indså vi ikke kunne nå ned til Fassarai, som jeg havde besøgt på vejen op til Guam. Af de ca. 40 øer rundt om lagunen er der kun 4 der er beboet. Falalop, Asor, Mog Mog og Fassarai.
Da vi havde ankret og faktisk ikke havde til hensigt at gå i land, kom en indfødt svømmende ud til båden og hilste os velkommen. Han insisterede på, at vi skulle komme ind på øen næste dag og hilse på hans far, der var høvding på denne ø.
De ville også gerne handle lidt, så vi medbragte lidt gaver i form af Nescafé, sukker, salt, ris, lidt øl og sodavand og slik og balloner til børnene. Vi blev vist rundt på øen og alle nød at være ude i det "RIGTIGE" Stillehavsområde, på en atoll, blandt de indfødte, der boede i palmehytter. Vi blev der dagen efter og fik snorklet og slappet af.
Den 16. sejlede vi videre, to timer over lagunen til Fassarai, hvor vi igen blev modtaget af glade indfødte, der huskede Anaconda to måneder tidligere.
Høvdingen, Chief Centi hilste os velkommen og blev glad for lidt gaver. Igen ris, sukker, øl, sodavand, og diverse småting. Der var ikke mere sukker på øen og alt var velkommen. Centi og hans søn Miki lånte en stor mappe med DVDer, som var meget populært, så nu skulle der ses film de følgende dage. Jeg havde lovet at købe en DVD afspiller til Miki på Guam, så han blev glad, da den blev overrakt. Betaling var mest i naturalier, men en cargo faldskærm var en del af det. Desuden lavede hans kone noget flot håndarbejde til mig. En taske og et par ringe lavet af skildpadde skjold og en "rigtig" lava, en form for sarong.
Cargo faldskærmen var en af mange, jeg efterhånden har fået anskaffet. De skal bruges til sejlads "downwind" i stedet for spiler. Men herom senere, når de engang bliver taget i brug.
I mændenes hus "Falawen" fortalte de indfødte, at de havde haft Tigerhajen på krogen for en måned siden, men den sprængte linen og svømmede væk med krogen i munden. Siden havde de ikke set den.
Efter et par dage afslapning sejlede vi med Mike og to andre indfødte over til den anden side af atollen for at dykke og de ville finde hummere til os. Vi fik to flotte dyk med hajer og skildpadder og masser af fisk. Men ingen hummere. Det rådede de dog bod på sent samme aften, hvor de sejlede ud på vindsiden af revet og fangede masser af fisk samt 5 flotte hummere, som vi fik.
Det blev selvfølgelig til den store hummerkalas aftenen efter.
I dag var vi ude midt i lagunen og dykke på et stort vrag fra anden Verdenskrig. En amerikansk Navy Olietanker på 25.000 tons ved navn "USS Mississinewa", der blev torpederet imens den lå til ankers i lagunen. Den brød i brand og sank i to dele på 42 meter vand med fuld last. I 2001 begyndte den at lække olie, så den amerikanske Navy kom til hjælp og med dykkere fik de i løbet af 4 uger 2 mil. gallon fuel pumpet ud af den og forsejlet hullerne igen. På øen Mangejang blev der opsat en monument for de omkomne, da den sank. Vraget ligger ikke på søkortets position, så en anden af Chief Centi´s sønner guidede os vej ud til vraget.
Det koster afgifter til de lokale chiefs at dykke, lige meget hvor. For dette dyk skulle vi betale 15 USD pr. mand, men de almindelige revdyk kostede kun 5 dollar. Dykket var flot med meget klart vand, stimer af barracudaer, Ørnerokke, Dragefisk og stimer af alle mulige andre fisk, der kredsede ud og ind igennem vragdelene.
Her til aften tog Thomas Krogsgaard med Miki og de samme to ud og snorkle langs kanten af naboøen, for at fange hummere. De kom tilbage kl. 24 med 6 store flotte hummere.
I morgen sejler vi videre mod Yap, ca. 100 sømil herfra.
Stillehavet på vej til Palau, Micronesien, den 4. marts 2007
Sejladsen fra Ulithi til Yap var uden problemer. Vinden agterind, så vi rullede lidt i søerne, fangede et par Mahi Mahi og var fremme torsdag den 22. februar.
Yap er den vestligste stat i Federal State of Micronesia, en høj øgruppe på størrelse 13 x 5 sømil med hovedbyen Colonia og en samlet befolkning på ca. 18.000. Man forsøger, i større grad end de andre Stater, at holde fast i traditionerne, så man stadig ser befolkningen gå i lava lavaer, et sarong lignende klædestykke om lænden. Mange kvinder, mest de ældre, går med bar overkrop midt i gade billedet, ligesom mændene, eller blot med en T-shirt. Alt er en blanding af gammel kultur og ny vestlig påvirkning. Biler på gaderne, et par supermarkeder og andre små-butikker, hoteller og restauranter.
Desuden souvenir butikker og dykker resorts, da Yap er kendt for sin gode dykning med Mantaerne. Mobil net er der også og en internet cafe med langsom forbindelse. Så godt som alle tygger betel, så alle har en lille taske med sig hvor de går. 
Indklarering var nem og smertefri, men kostede i alt 55 dollars i Port fee og Quarantine fee. Heldigvis havde vi pr. fax sendt anmodning om forlængelse af Entry permit, og den lå klar, så vi kunne gå i land med det samme.
En anden båd "Finisterre" fra Canada med Eric Robinson og hans kone, havde ingen Entry permit og havde først udfyldt papirerne, da de ankom, to dage før os. De var alment landgang og havde stadig det gule flag oppe, så de var glade for vores selskab, bådene imellem. De havde været ekstra uheldige, da deres gear var gået i stykker, vindroret var knækket, deres HF og VHF virkede ikke og deres fryser var ligeledes i stykker. Så de havde virkelig brug for at komme i land og få bestilt reservedele. De var glade, at kunne låne vores E-mail, så de kunne få kontakt med familien og vi havde nogle hyggelige dage sammen med dem.
"Finisterre" fik først lov til at gå i land efter en hel uge i "karantæne". Det havde jeg ikke fundet mig i.
Igen besøgte vi Manta Ray Hotel med den store Indonesiske træbåd, der var lavet om til restaurant og bar i flere etager. De havde deres egen øl, en lys og en mørk, som smagte fortrinligt mixed sammen.
Thomas Krogsgaard og Lise Madsen og jeg besluttede at prøve at tygge betelnødder. Servitricen Juliette, en lille mørk Yap pige, tilberedte nødderne. Det smagte forfærdeligt, faktisk som at tygge på en grøn gren. Men efter nogen tyggen og spytten af mundvandet der flyder, kunne vi mærke den svage virkning af nødden.
Det virkede som at tage en inhalering af en cigaret efter lang tids rygepause, hvis jeg lige skal sammenligne med noget. Det blev en kort fornøjelse.
Vi fik arrangeret dykning med den samme båd, som første gang jeg var her og det kostede for turen til Manta Ray passage det samme, 100 dollar. Det var en fin pris for os fire der dykkede, to dyk hver. Normalt koster det 90 dollar pr. mand for to dyk, når man sejlede ud med dykkerresortene.
Vi var dog ikke særlig heldige og så kun Mantaer på det første dyk. Vandet var grumset, som i Østersøen om sommeren. Anden gang vi var ude, var det endnu mere grumset og vi så ingen Mantaer.
Derimod havde vi en erfaring med stærk tidevandsstrøm, da vi kom til en smal passage. Her blev vi revet med af strømmen og måtte klamre os til korallerne. Heldigvis var det en god bådfører, der lå lige netop hvor han skulle, da vi kom op. Ellers kan man hurtigt blive ført ud mod det store rev med de frådende bølger. 
Da vi ankom til Yap erfarede vi, at det var YAP DAY den 1-2. Marts, så vi besluttede at blive og opleve det. Yap Day er en nationaldag, hvor de gamle traditioner med udsmykning og dans blev taget op, hvert år og er en stor begivenhed. Yap dagen havde dog medført, at vi måtte meddele Jacob Johansen, den næste gast, at han måtte vente i Palau et par dage på vores ankomst lidt senere.
Festivalen var arrangeret ved en lille landsby 15 kilometer fra Colonia og var som et stort marked ude i "bushen" med boder omkring en åben plads foran Mens House. Med højtalere blev der holdt taler og takket for "dit og dat", hvorefter forskellige konkurrencer begyndte. Piger og drenge var klædt ud, d.v.s. pigerne var "klædt af, for alle kvinder var topløse og bar kun tykke bastskørter i mange farver og kun med diverse halskæder på overkroppen.
Kurvefletning af palmeblade, "bamboo raft" binding, spydkastning, boldjonglering, og flere andre konkurrencer startede dagens hændelser. Derefter Womans Sitting Dance. I utroligt flotte farverige kostumer, sad på rad og række ca. 50 kvinder i alle aldre og udførte fakter og bevægelser med sang, der symboliserede hændelser fra det forrige århundrede. Der var flere hold, fra forskellige landsbyer, der ligesom udfordrede hinanden.
Under skyggefulde træer sad befolkningen og så på, i deres traditionelle udklædning, Lava Lava og bar overkrop, imens der blev spist og drukket hvad der var hånden. Ved frokost tid gik vi på opdagelse for at finde noget at spise i boderne.
Turtle og bats var på menuen flere steder og Ulrich Belli måtte prøve en "Bat" sandwich. Den kunne dog ikke "glide ned" idet der virkelig lå en flagermus med skind og det hele imellem de ristede palmeblade.
Vi endte med en bakke pomfritter.
Efter frokost kom flere dansere i flotte kostumer og sidst på programmet var der Mens Standing Dances. Over et hundrede mænd i alle aldre og i flotte i kostumer, stod på række og udførte en fantastisk dans med høje sangråb og bevægelser. Hele dagen var en stor, stor oplevelse, vi ikke ville have været foruden. Der blev taget mange fotos og video klip.
Da alt var færdigt og vi skulle hjemad til båden, stoppede vi en tilfældig minibus og en ældre herre tilbød at køre os til Colonia. Det viste sig at være "høvdingen" for Yap Proper, den største ø, vi havde æren af at køre med.
I mellemtiden havde vi fra flere sider og fra radioforbindelse med andre både fundet ud af, at ankomsten til Palau ikke var så ligetil og slet ikke i weekenden, så ankomsten måtte arrangeres til mandag morgen. Det medførte, at vi kunne anløbe den lille atoll Ngulu, (udtales Gulu) hvor vi for 3 måneder siden stoppede og søgte ly for tyfonen Durian. Igen kom en lille motorbåd ud og med George og hans søn og tog imod os.
George, som jeg havde mødt før, var et stort smil og præsenterede høvdingen Chief Michael, som i Lava Lava og bar overkrop var ET stort smil og en lun herre. De kom ombord til en kop kaffe og hyggelig sludder.
Chief Michael elskede at lave "jokes" og grinede højlydt, samtidig med at hans kulsorte tænder kom frem.
Betel tygger de alle vegne. Her på øen var de imidlertid løbet tør for betelnødder og tobak. Vi ærgrede os over, at vi ikke havde taget friske forsyninger med fra Yap. Som erstatning for betelnødder tyggede høvdingen friske skud fra de stængler, hvor kokosnøddeblomsten kommer frem. Det gav en lettere virkning end betel, men blev tygget på samme måde, med limestone og et grønt blad omkring. Men absolut kun en nødløsning.
Vi fik at vide, at den danske båd "Celtic Avenger", lige var sejlet fra øen et par dage forinden. Ankerpladsen var meget urolig, så vi måtte flytte Anaconda til en nærliggende ø, Uatschaluk 1,5 sømil væk, hvor der var mere ly for vind og vejr. Derefter sejlede vi tilbage til Ngulu i motorbåden og genså de få mennesker (12), der boede der. Vi blev budt velkommen i The Mens House og fik hver en kæmpe kokosnød med et papaya strå i (sugerør), samt en blomsterkrans om halsen.
På en rundtur på øen blev vi inviteret til at spise havskildpadde. Ved stranden lå der to store "leatherback turtle" havskildpadder, på ryggen. Over 4 fod i længden fra snude til halespids. Skjoldet 3 en halv fod og skildpaddens vægt vel over et hundrede kilo. Igen et ynkeligt syn, der går tæt på ens følelser, fordi havskildpadderne på en måde er blevet den vestlige Verdens "kæledyr". De indfødte havde fanget dem, da de kom op på stranden for at lægge æg. Når de vendes om på ryggen, kan de ikke vende sig og de forbliver i live i dagevis, indtil de slagtes.
Men det er traditionen her i Stillehavet, hvor man har spist skildpadder i årtusinder.
Da vi blev sejlet tilbage til båden, fik vi 5 store kokoskrabber og en stak kokosnødder med, så det var kokoskrabbe kalas til aften. Næste morgen skulle vi afhentes for at se slagtningen og tilberedelsen af skildpadderne og smage det tilberedte kød, men det var blæst op til kuling, så jeg besluttede at blive på båden og passe på den.
For få år siden forliste en sejlbåd på atollen fordi ankeret svigtede. Resterne ligger her endnu. 
Thomas Krogsgaard og Lise Madsen tog dog af sted med George og fik en fantastisk oplevelse. Chief Mihael slog skildpadden ihjel med en jernstang i hovedet, hvorefter den blev skåret op under hovedet og indvoldene taget ud sammen med flere hundrede æg i forskellige stadier. Normalt kommer skildpadderne på land 3-4 gange i løbet af året og lægger de æg, der er klar. Skildpadden blev nu lagt i en fordybning i sandet, så underskjoldet var opad. Herpå blev nu lagt tørre blade og kviste og tændt. Bålet blev vedligeholdt i ca. ½ time, hvorefter underskjoldet blev skåret fra. Det øverste kød var nu klar til at spise.
Kvinderne rensede og fordelte kødet sammen med Chiefen. Det blev delt i 4 dele, som den oprindelige tradition til hver klan på øen, selv om der kun var to klaner tilbage. Kødet blev troligt båret ud til de hytter, hvor klanerne boede engang. Traditionen skulle holdes.
Men senere blev det hentet igen og fordelt.
Vi fik en stor portion kød og æg, som vi smagte på til aftensmaden. Kødet smager som svinekød, men var meget sejt. Skjoldet blev renset og ligger nu på Anaconda.
Det er dog ridset, da skildpadden var meget tung og slæbt op til bålet.
Vi var nødt til at sejle lørdag eftermiddag for at nå frem til Palau og Jacob Johansen mandag morgen, ca. 195 sømil, så efter en hyggelig stund på Anaconda, var det farvel til et dejligt sted igen.
Vi ankommer til Palau Mandag morgen den 5. marts.

Stillehavet den 17. marts 2007
Indklarering i Koror på Palau gik nemt og smertefrit. Dog forlangte de, at Ana skulle i "hundehus" i en hundekasse imens vi opholdt os på Palau. Jeg fik dem dog overbevist om, at hun ikke løb nogen steder, så Ana fik lov til at nøjes med hundesnoren. Den blev dog plomberet i begge ender, så hun kun kunne bevæge sig et par meter til begge sider. Så snart quarantine folkene var gået fra borde, tog vi halsbåndet af hende :o) 
Efter indklarering lagde vi os til ankers ud for Sams Diving Tours, som samtidig fungerer som Yacht Club med en hyggelig bar "Bottom Time Bar and Grill".
”Celtic Avenger” lå her også og vi blev inviteret på kaffe og en hyggelig sludder ombord.
Imens Jacob Johansen havde ventet på os, havde han været ombord på ”Celtic Avenger” og havde fundet sig til rette ombord og deres sejlplan passede ham bedre, så han besluttede sig til at sejle med dem i stedet. ”Celtic Avenger” skulle direkte mod Thailand, kun med et stop på Cebu, så Tina Hansen og Ulrich Belli besluttede ligeledes at sejle med dem, idet Tina Hansen netop havde planlagt at slutte sin ferie i Thailand. Bob Leeper fra Guam ankom dagen efter og Thomas Krogsgaard og jeg havde en hyggelig aften sammen med ham.
Palau er en selvstændig stat med ca. 20.000 indbyggere på 450 km2, på størrelse med Malta.
Palau er dykning! Masser af dykker operatører, masser af hurtige dykkerbåde og masser af dykkerturister, mest Koreanske og Japanske og en del Amerikanske.
Se www.samstours.com der viser lidt om stedet.
Efter nogle dage i Koror sejlede vi ned igennem øriget, inden for det omkransende rev. Øerne består af hundredvis af store og små klippeøer af "lime stone", der er overvokset af krat og buskads.
Havet har igennem årtusinder nedbrudt klippekanterne, så de ved lavvande står som paddehatte i det klare turkisblå vand. Området minder meget om Pang Nha Bay ved Phuket i Thailand, som har samme geologiske oprindelse. Hele området er utroligt smukt og der er masser at se.
Vi snorklede og dykkede, hvor vi kunne og det ene sted var mere smukt end det andet. Ved Blue Corner, et revkant, der vender mod vest, lå vi og dykkede i to dage. Masser af hajer, masser af kæmpestimer af Travally, Barracuda, Rainbow runner, snappers, samt et utal af andre koralfisk. En undervandsverden, der er koncentreret og sjælden at finde på et sted. Ubeskriveligt.
Vi havde fanget en stor Mahi Mahi og efter at have taget det bedste filet, blev den sat på en kraftig line, uden krog og sænket ned i dybet samtidig med at vi dykkede.
Efter et kort øjeblik kom hajerne og de angreb øjeblikkelig. Sikre bag revkanten kunne vi se deres kamp om at få det bedste af fisken og det endte naturligvis med, at linen sprang og en stor haj svømmede væk med den sidste bid.
Vi blev enige om, at det måtte gentages.
Palau har mange ferskvandssøer og i mange af dem findes "jelly fish", "brandmænd", der har mistet evnen til at brænde og lever i stedet af plankton. Vi snorklede i en af søerne med hundredtusindvis af dem. En speciel oplevelse.
Ellers sejlede vi rundt imellem de forskellige dykkersteder og "drop off.s".
Laguneområdet, som er på størrelse 20 x 25 sømil med alle øerne, var fyldt med rev alle vegne, så der skulle navigeres godt og det var kun muligt, at sejle om dagen, da kortene ikke kunne bruges. 
Milky Way med hvidt limestone mudder, German Channel med Mantaer, Blue hole, en stor undersøisk hule med huller op igennem koralrevet, Turtle Bay, Sydøen Peleliu med sørgelige minder fra WWII, omkranset af drop offs, Clam City med masser af kæmpemuslinger, Tridacnea Gigantea, på over en meter i diameter og mange flere steder.
Da vi havde snorklet her, sejlede vi i dinghien til en nærliggende strand, hvor det så ud som om, der var en restaurant. Det var der ikke, men en stor gruppe koreanere spiste medbragt frokost. Tur guiderne grillede kød og kyllinger og inviterede os med til at spise, ganske gratis. Palau er et sted, der varmt kan anbefales, hvis man er til dykning. Befolkningen er søde og hjælpsomme og smilende.
Den sidste aften gik vi på en lille lokal restaurant "Drop Off" og fik dejlig mad. I baren sad præsidenten af Palau sammen med sine undersåtter.
Efter 12 dage skulle vi videre, fik udklareret og er nu på vej til Philippinerne, hvor vi er om ca. 3 døgn. Vi har valgt Cebu, da vi er blevet advaret imod at sejle til sydøen Mindanao, som vi først havde bestemt. Der har været uroligheder for nyligt.
Thomas Krogsgaard har lige halet en Mahi Mahi ombord på ca. 6 kg, så aftensmaden er reddet.
Et par timer efter én mere, samt en 4 kg tun.
Vi tager det med ro op igennem øhavet, stopper om natten, fordi der er hundredvis af lokale små fiskebåde og vil anduve Puerto Carmen, nord for Cebu, en af de sidste dage i denne måned.
Her kan vi indklarere og der er billig arbejdskraft, som samtidig kan være vagt på Anaconda.

Surigao-Panaon, Philippinerne den 23 marts 2007
Kraftigt tidevand
Sejladsen til Philippinerne gik hurtigt, på halvvind på styrbord halse. Efter godt 3 døgn var vi fremme ved øhavet imellem Mindanao og Leyte og først her døde vinden, så motoren måtte tage over.
Natten før blev vi mødt af flere og flere fiskere i små udrigger kanoer "Bankaer", der skyndsomt tændte lys, hvis vi kom tæt på. Da dagen gryede, så vi, at vi var ankommet til en "ny" verden, forskellig fra Mikronesien.
Store og små motoriserede udrigger kanoer krydsede rundt imellem øerne. Sejladsen ind i øriget var flot med høje klippeøer, tæt bevokset med palmer og med meget tidevand, der til tider var meget kraftigt. 4-5 knob. Efter e-mail kontakt med stedkendte folk i Puerto Galera, besluttede vi at gå til Mindanao alligevel og sigtede mod Surigao, på nordspidsen. Vi valgte ruten tæt ind imellem øerne og oplevede hvirvler og malmstrøm i vandet, hvor tidevandet blev presset igennem smalle passager.
Et sted kikkede vi pludselig op på et par el-ledninger, der gik tværs over et stræde imellem to øer.
Der var ingen afmærkning eller advarsel, men vi nåede at stoppe inden det var for sent.
Forsigtigt manøvrerede vi tæt ind under kysten og kom sikkert under ledningerne.
Sikke en ballade, der ville have blevet, hvis vi havde påsejlet dem, for slet ikke at tale om vores egne skader.
På det sidste stykke før Surigao var tidevandet så kraftigt imod os, at vi næsten stod stille. Da vi holdt øje med de lokale udrigger kanoer opdagede vi, at mange kom fra en smal passage ind igennem mangroven. Dårligt afmærket på kortet prøvede vi alligevel denne vej. Den ville afkorte vores sejlads med mere end en time og vi var heldige, at der var dybt nok.
Kort efter var vi i Surigao.
Perlefisker i Surigao
Vi blev modtaget af en banka med "Eddie", der levede af at sælge perler og han anviste os en ankerplads.
Han havde tidligere været perlefisker, men fiskede lidt endnu. Hans dykkerbriller var hjemmelavede, udskåret af træ og med glas limet i. Ganske små, som "goggles", men han fortalte, at han kunne fridykke ned til 40-50 m med dem. Han boede med sin familie i en af de faldefærdige træhytter, der stod på pæle ud over vandet.
Eddie hjalp os under vores ophold. Hans søn holdt vagt på Anaconda, hver gang vi var i land og Eddie sørgede for transporten ind til land. Til gengæld handlede vi perler, hvide og sorte, som var dyrkede på perlefarme ved Zamboanga i det sydlige Mindanao.
Kvaliteten var ikke så god, som jeg har set i Polynesien, men de var billige. Jeg forsøgte forgæves at kalde havnemyndighederne for at anmode om "clearence", men fandt ud af, at man ikke gik så højt op i det. Vi venter til Cebu.
Billigt
Philippinerne er billigt, både at handle og gå på restaurant. San Miguel øl koster 20-30 peso, svarende til godt 2-3 kroner, på restaurant. I supermarkedet samme pris som i Danmark. En flaske rom kan fås fra 5 kroner og opefter. Man kan leve for omkring 10 kroner om dagen.
Lise Madsen havde fødselsdag den 21. marts, så signalflagene kom frem, så Anaconda var pyntet, friskbagt morgenbrød og hygge.
Om aftenen gav Lise Madsen middag på byens dyreste restaurant, hvor Eddie med familie var inviteret med, i alt 7 mennesker og det beløb sig samlet, inkl. drikkevarer til 1410 peso, svarende til 150 kr.
En normal dagløn på Philippinerne er 150 peso. Lidt mere for specielt arbejde, så jeg vil kikke mig om efter bådebyggerarbejde i Cebu, hvor kanterne på teakdækket skal repareres. Vi går ikke til selve Cebu, men en lille by nord for, som tidligere nævnt, P. Carmen, hvor vi har fået oplysninger om, at der er bådeværfter. 
Dykning med Hvalhajer
Efter et par dage i Surigao, sejlede vi mod nordvest til øen Panao, hvor vi ankrede i en lille hyggelig bugt, bag høje grønne bjerge.
Overalt, hvor øjet rakte, er der kokospalmer, op og ned ad bjergene. Vi havde fået at vide, at der var mange hvalhajer i området, så vi fik arrangeret lokal hjælp.
Hvalhajerne er blevet en stor "industri" på Philippinerne og er blevet organiseret. Det vil sige, det koster penge for at hoppe i vandet og se dem, men det er pengene værd. 1400 peso betalte vi hvorefter vi havde fem personer med, to udriggerkanoer på slæb og så gik det mod området hvor de holdt til.
Med to "spottere" i hver kano fandt de hurtigt hvalhajerne og vi nærmest "hoppede" ned på ryggen af dem. Kæmpestore fisk på mellem 8 og 12 meters længde, med kroppe som hajer, mørke og med masser af hvide prikker, der majestætisk langsomt svømmende igennem det klare vand med halvåben mund for at filtrere plankton.
Det var en kæmpe oplevelse af format.
Vi svømmede med dem så længe vi orkede, sejlede til et nyt sted og gentog det.
Vi så mellem 4 og 6 hvalhajer i forskellig størrelse, igen og igen, tog billeder med vore små kameraer og var glade for denne oplevelse. De største kan blive 18 meter og veje op til 40 ton, men vi var ganske tilfredse med dem vi havde set.
Snart går det videre mod Bohol til nye oplevelser. Her har jeg været før på dykkerferie, så det er meget, der skal genses.

Malapascua, Philippinerne den 14. april 2007
Ved ankomst til det sydøstlige Bohol, sejlede vi tæt forbi kysten og nød de høje klipper med grøn bevoksning og en række ressorts. En meget smuk kyststrækning.
Der var kraftig tidevandsstrøm og bølger og vi oplevede en udrigger kano, der kæntrede med omkring 15 personer ombord, flest børn. Vi fik vendt Anaconda og Thomas Krogsgaard sejlede dem til undsætning i dinghien og hjalp med at trække båden ind til kysten igen. 
Vi lagde os til ankers i bugten ved byen Guindulman. Dagen efter var vi til hanekamp "Cockfighting" i byen. Philippinernes nationalsport, som er noget barks. Hanerne bliver udstyret med barberblade skarpe knive på sporerne, så i hver kamp slås hanerne indtil en, eller begge ligger døde i arenaen. Philippipnerne elsker det og vædder under høje råb.
Her mødte vi en læge, der havde hørt vi var interesseret i at komme på køretur til Chokolate Hills, som Bohol er berømt for. Han tilbød, at lade sin chauffør køre for os for en rimelig pris og vi havde en fin dag, hvor vi også besøgte Laboc River og så den lille Tarsier abe, som kun findes netop på Bohol. Jeg har været de samme steder for 12 år siden, men kunne næsten ikke kende det igen, da der er kommet så meget turisme alle vegne. Thomas Krogsgaard og jeg havde et enkelt dyk her, men vandet var lidt grumset.
Efter et par dage sejlede vi videre til Balicasag Island og havde et meget fint dyk med drop off, masser af fisk og rimelig klart vand. Det var dog ikke så flot, som da jeg dykkede her for 12 år siden. Undervejs havde vi set masser af delfiner og grindehvaler.
Fiskelykken havde forladt os, måske på grund af vandet var for varmt. Vi stoppede hver nat og lagde os til ankers og nåede efter nogle dage op forbi Cebu by og gik ind i Puerto Carmen, hvor jeg havde fået en kontaktadresse til en filippinsk kvinde, Sening, der havde været gift med en amerikaner vi mødte på Palau. Hun var straks klar og tilbød at assistere os rundt i Cebu for at handle og få checket ind ved Custom og Immigration.
Thomas Krogsgaard og Lise Madsen´s ferie var desværre slut og skulle hjem til Danmark. Men de nåede da to uger af det pragtfulde Philippinerne. Sening eskorterede dem ud til lufthavnen. Robert Christiansen var ankommet et par dage forinden, efter en rundrejse i New Zealand og skal sejle med i nogle måneder.
Efter yderligere nogle dage ankom Karsten Rendtorff fra Boracay, hvor han havde holdt en uges ferie med sin kæreste.
Karsten Rendtorff regner med at sejle med Anaconda, til vi er i Thailand en gang hen på efteråret.
Vi lagde vi os ind til et værft, Pinoy Boat Services for at få malet hækken på Anaconda, som jeg ikke havde nået på Guam. Også den nye forpulpit, som jeg svejsede i Australien skulle poleres ordentligt. Arbejdskraften er utrolig billig på Philippinerne. Værftet arbejdede 68 timer på båden, hvorefter jeg fik en regning på 3100 pesos, hvilket svarer til ca. 400 kr., inkl. materialer!! Helt uforståeligt billigt.
I samme periode reparerede jeg selv scepter fødderne og lagt nyt teaktræ i dækket under dem.
Kombinationen rustfrit stål og aluminium sammen er ikke god, da det skaber kraftig korrosion, især når man sejler på de salte verdenshave.
Imens vi lå på værftet fortalte nogle Philippinere, at der boede en dansker lige i nærheden. Vi blev nysgerrige og gik på opdagelse for at finde ham. Under en simpel restaurant, i et lille værelse fandt vi Erik Floridon, der lå på en briks, idet han var syg af sukkersyge og ikke kunne gå. Han var 77 år og ankommet hertil under en jordomsejling i sin båd. Han blev så glad for stedet, at han har været her siden. Det er 18 år siden. Vi sludrede lidt med ham og hørte på hans livshistorie, der ikke har været kedelig. Han var nu i gang med at skrive en bog.
Under opholdet fik jeg også syet nyt stof på alle hynder og madrasser i båden. Pris 5500 pesos, svarende til ca. 600 kr.
Da det var højvandet den 11. april gik vi ud fra værftet og lagde os til ankers, fik ryddet op og gjort klar til afsejling næste dag.
Der er ikke meget vind på Philippinerne, så vi måtte motorsejle hele vejen op til nordspidsen af Cebu Island, hvor vi nu ligger ved Malapascua Island med hvide badestrande, klart vand og hyggelige ressorts.

Demaguite, Negros, Philippinerne
Den 9. maj lagde vi os til ankers ud for byen Dumaguete på Øen Negros. En rigtig hyggelig by med et spændende bagland med bjerge, søer, vandfald m.m...
I går lejede vi to små motorcykler og kørte rundt hele dagen. Pris 25 kr. pr. stk. og en rigtig god måde at komme rundt på. Vi besøgte Twin Lakes naturparken i ca. 1000 meters højde, med jungle, stier og et rigt fugleliv. Der skulle også være mange aber, men vi så dog ikke nogen, men hørte skrigene inde fra junglen. Så der blev også vandret en del.
Bagefter besøgte og svømmede vi i Casaroro Falls ved byen Valencia. Et meget smukt vandfald, der i en smal vandkaskade falder lodret ca. 35 meter.
Et af de flotteste vandfald jeg har oplevet på turen.
I morgen sejler vi videre sydover til en lille Marina ved Lambobo Beach på sydspidsen af Negros og derfra ud til øen Apo, hvor der skulle være god dykning.
Vi er meget trætte af, at sejle for motor hele tiden, så vi håber hver dag, at vinden kommer. Men det er årstiden. Vi må nok påregne, at der ikke kommer vind før midt på sommeren og samtidig vil vi nok få mere regn. Der er ikke mange vejrudsigter at få for Philippinerne, for den er altid den samme. Vindstille og sol med temperaturer på 30-32 grader.
Her er Karsten Rendtorff i gang med at tage dykkercertifikat. Dykningen er god her, så vi ved, hvad vi skal lave de næste dage.

Demaguite, Negros, Philippinerne den 11. maj 2007
Malapascua var bare en fin ø. Vi lå der en uge og var på flere gode dyk. Et af dem var ved en nærliggende ø, hvor der var en 80 meter lang snørklet tunnel tværs under øen. Jeg dykkede alene ind i tunnellen med en dykkerlampe og kom godt halvvejs igennem ind til et stort undersøisk rum.
Her var der flere muligheder, så jeg kom i tanke om, at hvis lygten gik ud, så var det noget risikabelt at forsætte, måske ind i men blindgyde. Så jeg vente om igen.
Men der var masser at se på.
Stedet var fyldt med store kammuslinger og rundt om øen var der store grotter og huler, hvor hvidtippede hajer lå og "sov" på bunden.
Karsten Rendtorff fik sit PADI dykkercertifikat efter 4 dage.
Pris 370 US dollar. Så han var stolt og klar til at dykke. 
Vi sejlede derefter til en lille ø ved navn Calangaman Island, et lille paradis med en lang sandtange på den sydlige spids. Her blev der snorklet og dykket og funder små sneglehuse på stranden.
Det philippiske øhav er dybt og der er meget tidevand, op til 2 meter. Derfor løber der kraftige tidevandsstrømme hver gang tidevandet skifter. Nogle gange er vandet klart andre gange lidt uklart. Her så vi igen pelagiske dyr som "vandmænd" og havhvepse, der brænder, hvis man rører ved dem.
Dem får man hurtigt respekt for.
Der har ikke været vind af betydning imens vi har sejlet rundt i øhavet. Så det hedder hver gang "Jern genua", altså motorsejlads, hvilket koster ekstra, men heldigvis er dieselen ikke dyr her, ca. det halve af hvad vi er vant til.
Til gengæld er der ingen bølger, men bare fladt, til tider spejlblankt hav. Derfor er det let at spotte delfiner og hvaler. Og det har vi haft held med.
Vi har hver gang vi sejler, set delfiner i små og store flokke. Også grindehvaler der mange af.
Fiskelykken er stadig dårlig. Ikke en eneste gang har vi haft bid, siden vi sejlede ind i det Philippinske hav.
Efter Calangaman sejlede vi til Camote Island og fik dykket på nogle flotte "drop offs" med kæmpe "funnel spronges" og kæmpestore gorgonia vifte koraller. Her havde vi flot klar vand hver gang.
Fra Camote sejlede vi tilbage til Carmen og fik de sidste hynder, provianteret og fik vand og diesel ombord, hvorefter vi besluttede at sejle til Cebu City.
Robert Christiansen havde været "på farten" i så mange måneder nu, at han besluttede at tage hjem. Vi lagde os til ankers lige uden for Cebu Yacht Club.
Her kom en ung Philippiner, Antony, ombord, der skulle arbejde og lave mad og holde vagt i det næste stykke tid. 
Dykkerkompressoren, en Bauer Utilus, ville ikke lave ordentlig tryk mere og forsøg på at skille den ad selv gik ikke. Jeg måtte se i øjnene, at den nu havde pumpet luft til mig i 30 år absolut uden problemer, så nu var tiden inde til et Service eftersyn.
På Internettet fandt jeg hurtigt en Bauer forhandler og der var en i Cebu City. Aquaventure Whitetip Dive Shop lå midt inde i byen og var velforsynede og Karsten Rendtorff fik købt sit eget dykkerudstyr der. Dykkerudstyr er billigt på Philippinerne og der findes alle mærker.
Ydermere fik vi 40 % på alt, da jeg fremviste mit instruktørbevis. Så der blev handlet stort ind. Forretningens Bauer mekaniker var ikke ansat mere, så kompressoren blev gratis sendt til Manila for reparation. Det ville dog tage godt 14 dage, så vi måtter få tiden til at gå. Vi skulle have luft på flaskerne og blev henvist til et dykkercenter, Scuba World. Her fik vi kontakt med en af instruktørerne ved navn Dondong.
Han tog os med ud på et vragdyk i nærheden og bagefter satte han os i kontakt med en tatovør, der dagen efter kom ud på Anaconda og lavede den tatovering jeg gerne ville have, som stammede fra Fransk Polynesien.
Optegningen og selve tatoveringen tog 7 timer, så kunne ingen af os klare mere. Den forestiller en Manta, der i kroppen har to delfiner og en havskildpadde, samt to tiki´er. Den fylder hele ryggen og er den samme, som min gamle gast Steen Sørensen fik lavet på Fiji.
Virkelig flot, symboliserende sejladsen og oplevelserne med disse dyr tværs over Stillehavet. Pris. 800 kr.
Jeg aftalte med tatovøren at få lavet det sidste på tatoveringen, når vi kom tilbage for at hente kompressoren.
På Philippinerne er det almindeligt, at der i de større byer er et område med "Girlie Barer".(Pige barer)
Her er der mange letpåklædte unge piger, (meget lidt tøj) der danser "go go" på en bar/scene i midten af lokalet. Barerne er flittigt besøgt af de lokale, men også mange turister og fastboende udlændinge kommer her. Karsten Rendtorff og jeg har besøgt et par steder og haft nogle fornøjelige aftener med poolspil og billig rom.
Efter at have besøgt mange lande, må jeg konstatere, at Philippinerne er det land i verden, der har de fleste smukke kvinder.
Som medlem i De Berejstes Klub, er jeg i øvrigt nu nået op på 94 lande.
Fra Cebu sejlede vi tilbage mod det Sydlige Bohol og lagde os for natten til ankers ved Tagbilaran. Her var dog snavset og ikke noget at se, så tidlig næste morgen sejlede vi videre og lagde os til ankers ved Balicasag, det berømte dykkersted, hvor vi havde været før og havde her nogle knaldgode dyk, med masser af fisk, klart vand og havskildpadder.
Efter 3 dage her sejlede vi til Alona Beach på Panglao, hvor vi nød det i nogle dage sammen med andre turister, på restauranter og ressorts. Karsten Rendtorff fik en tur til Chokolate Hills og Laboc River, som man bør se.
En nat kom der pludselig store dønninger, så Anaconda rullede kraftigt. Om morgenen var Antony søsyg og han savnede sin familie, så han ville gerne hjem til Cebu igen. Han havde arbejdet på båden i 14 dage og tjent 300,- kr. så han var glad. Han tog bussen og færgen derop og var hjemme samme dag.
Philippinerne har et fantastisk godt forbindelsesnet. Masser af små tricykler, som er en knallert med overdækket sidevogn. Masser af små minibusser, store busser og forbindelsen imellem øerne foregår med et net af store og små færger, samt mange "Pump Boasts", de store udrigger både.
Næste dag sejlede vi videre sydover og ankrede for natten ved en lille ø ved navn Sumilon Island ved sydspidsen af øen Cebu. Undervejs sejlede vi igennem en stor flok delfiner, der lavede springopvisning for os. Et herligt syn man altid bliver glad af.

Boracay, Philippinerne den 24. maj 2007
Demarguete var et dejligt sted og vi nød at være der. En englænder havde etableret sig med en lille bar, der hed "Happy Fred" og der hyggede vi os flere gange.
Fra Demaguete sejlede vi videre sydpå til sydspidsen af Negros, til en lille naturhavn i en "fjord" totalt beskyttet fra alle sider og en sikker Typhoon havn. Stedet er kendt mellem Philippinersejlere og hed Tambobo Bonbonon Bay. 
Der lå ca. 20 sejlbåde fra forskellige lande, men næsten alle sammen var "tomme". Folk var rejst hjem, måske for at tjene flere penge. Fjorden var omkranset af høje bakker og mangrove, men midt i det hele lå en hyggelig lille restauration/bar, bygget af bambus, som er det udprægede byggemateriale hernede. Her kunne man godt tilbringe lidt tid, så vi lå der et par dage, men vi måtte videre mod Apo Island, som vi havde hørt skulle være stedet til dykning.
Apo Island lå kun 3 timers sejlads derfra. En meget lille klippeø med hvide strande. Der var også et par dykker ressorts og et af dem var et hyggeligt meget lille sted med egen strand, afgrænset med klipper til siderne. Baren var bygget op ad klippen med palmetag. 
Philippinerne er et populært rejsemål og her kommer mange danskere. Vi løb således ind i Katrine og Michael fra København, der var på dykkerferie. Det var hyggeligt at snakke lidt i baren. De havde haft en god ferie, men skulle desværre hjem et par dage efter.
Fra Apo Island, hvor vi fik dykket lidt, uden de store oplevelser, kun havskildpadder, sejlede vi nordover igen. Vi ville op til Bais, der ligger på Negros, lige over for Cebu Island. Stedet skulle være kendt for "Whale watching".
Indsejlingen var flot, med store hvide sandbanker i kilometervis. 
Der var bygget flotte huse på høje pæle, ensomt liggende på de store sandbanker og vi blev enige om, at det var stedet hvalerne kom forbi. 
Tidevandet er på 2,5 meter, så de stod "højt" når det var lavvandet. Da vi gik i land i landsbyen, fik vi snakket med forskellige mennesker om Whale Watching, men alle rystede på hovedet og kendte ikke noget til det. De ensomme huse var weekendhuse for mere velhavende folk fra Demaguete.
Jo, vi kunne sejle ud med lokale både og se masser af delfiner, men det var ligesom ikke interessant, da vi ser delfiner hver dag.
Dagen efter sejlede vi videre nordover. Jeg havde fået besked fra Dykkerfirmaet, at kompressoren var færdig og kunne sendes til Cebu, men fragttiden var for lang, så jeg bad dem om at sende den til Boracay, hvor den kunne være fremme hurtigere.
Vi tøffede op mod Toledo og så som sædvanlig masser af delfiner. Vi stoppede for natten i Moalboal, lige på den anden side af Ceby Island over for Ceby City. I Toledo kom Tattoo Jack ombord igen og fik lavet de sidste ting på min ryg tattoovering. Det tog dog 6 timer ekstra, men nu er den færdig og meget flot.
Ingen store fisk er at finde
Stadig ingen fisk, selv om vi forsøger med alle slags "lurer". Vi kan se på de lokale markeder, at det kun er småfisk som sild og små makreller, de sælger. 
Alle mennesker er utroligt flinke og vil gerne snakke. Ingen kan forstå, at Anaconda er sejlet halvvejs rundt om jorden for at besøge "dem". 
Philippinerne er veluddannede, men de fleste lever meget fattigt. Det er i de større byer man finder mere civilisation. Her er kæmpe Malls, så store at "City 2" i Tåstrup kunne ligge i det ene hjørne. Her kan man få ALT. Der er tusindvis af små Teleshops overalt i det Philippinske ørige. Selv om man er fattig, ja så har man altså en mobil telefon og som derhjemme, så går folk rundt på gaden og SMS´er til hinanden. Jeg har skiftet min gamle Motorola ud med en ny Nokia. Den kostede kun 200 kr., fin ny model. Med prepaid service kan jeg ringe til Sue (Klintegaard!) i USA for meget små penge og sende SMS´er.
Vi ville hurtigt videre mod Boracay, så vi tilpassede afsejlingen igen til tidevandet, så vi havde medstrøm. Ingen grund til at sejle mod strømmen, især ikke når det altid er for motor.
Næste havn var Cadiz. Tusindvis af byer på Philippinerne har spanske navne, men landet har jo også været spansk i mange hundrede år. Navnene er bibeholdt, selv om folk ikke taler spansk, men næsten alle taler engelsk.
På grund af tidevandsforskellen kunne vi næsten ikke komme i land, sejlede frem og tilbage ud for byen. Men så lige rundt om en pynt, så vi, at der løb en flod ud. Her kunne vi sejle midt ind i byen og lagde til uden på et par ultra gamle fiskerbåde, nærmest vrag. Men der boede folk ombord og de passede på gummibåden imens vi var i land.
Stedet er "helt ude på landet"
Snavset, beskidt, men masser af glade mennesker. De "gamle" dage med overfald og gangstere på Philippinerne synes at være fortid.
Vi føler os fuldstændig sikre alle vegne.
Alle byerne summer af knallerter og motorcykler og "tricycles" knallerter med et lille "skur" som sidevogn, de lokale taxaer, forpester luften. Der er ikke meget vind, så forureningen bliver liggende i gaderne. Men alting har sin charme. Gadekøkkenerne ses alle vegne, små steder, hvor der laves barbecue. Maden på Philippinerne er dog ikke noget at skrive om. Kedelig, ukrydret, kylling, svin og pølser med ris til. Man skal lede længe for at finde et godt spisested. Det har bare aldrig været tradition her, at krydre maden.
Fra Cadiz gik det nordover og i det nordøstlige hjørne af Panay fandt vi en lille bugt for natten. Stedet var fyldt med store bambusbyggerier ude midt i vandet, på de lavvandede områder. Her hang store fiskegarn til tørre. En gang imellem blev nettene sænket ned i vandet, hang et stykke tid og så hevet op igen. Hvis de var heldige, var der en masse småfisk i nettet.
Næste morgen var det tidligt op, for at kunne nå frem til Boracay inden mørket faldt på. Men vi havde modstrøm på 1,5 knob. På denne tur kom vinden, som vi har ventet på så længe. Først 10 knob, tiltagende op til 20 knob fra forskellige retninger foran for tværs. Det gav fart og vi kunne slukke for motoren. Modstrømmen fortsatte, så det sinkede os. Vi måtte overnatte kun få timer fra Boracay i en lille bugt ved Ibajay. Men tendensen var god. 
Vinden var begyndt at vende tilbage
Næste morgen var det igen tidligt op. Vi kunne se Boracay i det fjerne, så nu skulle vi bare finde en ankerplads, der var sikker. Vinden var fortsat fra vest 15-20 knob, så White Beach siden var for urolig. Vi ankrede på den østlige side og bemærkede, at alt søsport aktivitet var på denne side, når vinden var fra vest. Det summede af hundredvis af både, dykkerbåde, speedbåde, vandscootere (det er noget fanden har opfundet) udrigger sejlbåde, turbåde og Para sail speedbåde (faldskærms både). I land var der på vestsiden hundredvis af restauranter, 25 dykkercentre, hoteller, butikker og meget andet. Som en summende bistade, med tusinder af turister, flest fra Korea. Boracay er virkelig "stedet" hvor det sker. Prisniveauet er også lidt højere. Vi besluttede at blive her i nogle dage og se tiden an. 
Jeg havde masser af småting at lave på båden inden Sue kommer tilbage. 
Dykkerkompressoren blev afhentet. Pris 2.444 dollar. Forretningen ville charge 5% oven i prisen for at benytte Visa som betaling. Det endte med en stor diskussion, opringning til Manila og meget mere, men til sidst gav de sig og undlod de 5%.

Boracay den 3. Juni 2007
Borecay er bare dejlig, en flot summende ø, hvor der godt nok er mange turister, men der er masser at opleve. Den hvide strand er 5 miles lang og er på næsten hele strækningen spækket med ressorts, forretninger, restauranter og barer.
Der hvor vi ligger til ankers, kommer der hver dag en dykker-katamaran ud og lægger sig tæt ved Anaconda, idet det var deres specielle gode lavtvands dykkersted. Båden bliver mange gange i løbet af dagen fyldt op med Koreanere i ens dykkerdragter. De skulle have taget billeder under vandet med dem i dykkerudstyr. Jeg lod mig fortælle, at det var folk på bryllupsrejse. En kæmpe forretning for det hotel, der står for det. Der er også mange Philippinske turister, formentlig fra Manila området, hvor der bor 12 millioner mennesker.
En dansker på Boracay
En dag kom en af "divemasterne" svømmende hen til Anaconda og råbte: Goddag!.
Det viste sig at være en Philippinsk fyr Dante, der havde boet i Danmark i et år, idet hans mor var gift med danske Leif Sørensen.
De havde nu slået sig ned på Boracay og havde værelsesudlejning i et stort hus, de havde fået bygget. Jeg hilste på dem og fik mange hyggelige stunder med Leif Sørensen.
Leif Sørensen skaffede mig mange gode kontakter og jeg besluttede, at flyve til Manila fra Boracay og hente Sue på denne måde og således blive lidt længere på Boracay.
Karsten Rendtorff flyttede på land og bor nu i en hytte inde i mylderet af ressorts og barer.
Uvejr
Natten til onsdag den 30. Maj vågnede jeg ved, at et uvejr trak ind over Boracay. Meget kraftig regn og vindstød.
Ankeret rykkede i båden, men det holdt. Regnvands slangerne på solsejlet kom på og der blev samlet en masse godt drikkevand og dækket blev vasket godt og grundigt af. Det var blevet mærkbart, at denne del af Philippinerne var gået ind i den "våde" sæson. Siden har der været mange regnskyl, men de varer kun kort.
Tyfonsæsonen er startet
Det er samtidig starten på Tyfonsæsonen og der har allerede været en tyfon i forrige uge, der passerede op langs den østlige kyst af Philippinerne og derefter mod øst. Philippinerne rammes i perioden fra Juni til December af ca. 20 tyfoner om året, så det er med at holde øje med vejrkortene, så man kan tage sine forholdsregler. De fleste kommer ikke sydligere end Luzon og ved Palawan og Mindanao kommer de aldrig.
Den 10. December sidste år blev Boracay ramt af en tyfon, der udrettede voldsom skade og mange omkom. Det er ikke til at spøge med, når vindhastighederne kommer op over orkan/tyfonstyrke og kan nå hastigheder op til 250 knob, svarende til 125 m/sek. Puha.
Men Philippinerne er vant til dette. De tynde huse, bygget af bambus og palmeblade blæser væk og mange bliver hjemløse for en tid, men det bygges hurtigt op igen og hverdagen går videre. Der er mange gode "tyfonsikre" steder for lystbåde. Dybe fjorde med høje skrænter. Puerto Galera er et af stederne og Yacht Clubben er meget hjælpsom med oplysninger. www.pgyc.org
Flot dykning
Dante og jeg havde et flot dyk på Crocodile Island. Masser af bløde og hårde koraller, muræner, en kæmpe havslange på et par meter, skorpionfisk og den sædvanlige flotte fauna. 
Imens jeg er i Manila har jeg sikret båden med to ankre og Leif og Dante vil holde lidt øje med det hele og kan ringe til mig, hvis nødvendigt.
En god sikkerhed, hvis noget skulle ske.

San Jose De Buenavista, Panay, Philippinerne, den 26. juni 2007
Manila
Sue ankom til tiden og vi turede Manila rundt et par dage, fik handlet diverse ting sammen, imens vi boede på et gammelt hotel. Den sidste dag besøgte vi Manila Yacht Club, som er ret stor. Der er kun adgang for medlemmer, samt gæster der kan forevise medlemskab af anden Yachtklub, så jeg fandt mit gamle medlemskort frem fra Kongelig Dansk Yacht Klub. Så var der ingen problemer med at komme ind.
Formanden for Manila Yacht Club kom personligt ud og tog imod os og vi fik en fin rundvisning. Han efterlod os i baren, hvor vi blev præsenteret for "Capt. Mitch", en englænder, der havde boet på Philippinerne i mange år og havde en broget fortid som bådebygger mange steder i verden og nu havde et bådebyggeri i Manila. Han inviterede os på en øl, på lidt gebrokken dansk og det viste sig, at han var gift med en danske Hanna og havde boet i Danmark for mange år siden. Så snakken gik lystigt og inden vi så os om, var vi inviteret hjem til Capt. Mitch og Hanna.
Mest fordi han havde 3M Marine Bedding, som jeg havde brug for til teakdækket.
Tilbage på Boracay
Efter nogle dages afslappelse fik vi kontakt med dykkercenteret Scuba Libre, der ejedes af Sonja og Andy.
Sonja gav os et godt tilbud på et Open Water kursus til Sue, så det meste af en uge gik med det.
Imens fik jeg dykket nogle gange på et meget flot dyk, Yapak Point, et strømdyk på et fantastisk flot rev på op til 50 meters dybde. Ikke et dyk for nybegyndere, så her fik den nyindkøbte dykker-computer sin sag for ved dekompressions tiderne.
I mellemtiden mødte jeg Thomas Nordling, en dansk sømand, der havde opholdt sig på Philippinerne og Boracay i lang tid og arbejdet som Divemaster.
Også en Svejtsisk Divemaster, Sandro Tobler, fik vi kontakt med og vi alle ville gerne ud til Tubbataha Reef, 200 sømil midt ude i Sulu Havet. Stedet er national park og rangerer på listen over de 10 bedste dyk i verden, så det måtte vi se.
Revet er skarpt bevogtet af "Rangere", der kontrollerer, at vi ikke har fiskegrej eller spearguns. Der var også en masse papirarbejde og en Park Fee på i alt 15.000 pesos, svarende til ca. 1700 kr. Så efter telefaxer og betaling, proviantering m.m. afsejlede vi fra Boracay den 23. juni mod syd.
Skipper i flammer
Efter afsejlingen gjorde vi stop på Maniguin Island, hvor vi havde nogle flotte dyk med sigtbarhed på over 50 m. Men da vi skulle fylde dykkerflaskerne, ville Honda motoren ikke køre mere. Den blev skilt ad og lige meget hjalp det.
På et tidspunkt kontrollerede jeg tændrørets gnist og "Puf", en stikflamme af benzin stod ud ad cylinderen, lige i benene på mig. Benet brændte og mine shorts smeltede på et sekund. De andre nåede kun at se mine ben i luften, på vej ned i et hovedspring, for at slukke ilden.
Det lykkedes hurtigt og jeg slap med nogle store brændvabler og afsvedne ben.
Hondaen ville bare ikke køre, så vi gav op og fik via mail og telefon kontakt med Leif, der fik arrangeret en kontakt i Iloilo, hvor vi kunne få fat i en ny.
På vej til San Jose de Buenavista dagen efter, trak jeg i irritation en gang i startsnoren, og "vupti", motoren kørte upåklageligt igen, til endnu mere irritation, fordi vi ikke havde fundet fejlen. Men vi fik fyldt vores dykkerflasker. Men den var gammel og ikke stabil nok, så den nye motor måtte vi have.
I dag fandt vi hurtigt den lokale Honda forhandler og en ny motor indkøbt. Vi var således fri for at tage til Iloilo, selv om det ville have været en flot tur over bjergene, som står smukke, stejle og grønne. Faktisk var Hondaen uhyre billig. 10520 peso, svarende til ca. 1300 kr. Jeg ved den koster mindst 4.000,- i Danmark.
Og så er den jeg fik en GX200, modellen større end den vi har.
Stadig ingen fisk
Efter at have handlet lidt mere afsejlede vi igen, nu med kurs mod Cagayan Islands, ca. 70 sømil mod sydvest, med store vanddybder, hvor øerne stikker op over overfladen som en atoll, så vi ser frem til nogle gode oplevelser derude. Vi tager en natsejlads, så vi er der tidlig morgen.
Vi har stadig 3-4 liner ude agter, men har ikke fanget en eneste fisk. Vandet er fladt og næsten ingen vind, men det giver os gode muligheder for gode dyk på Cagayan og Tubbataha Islands.
Ved San Jose kom en fisker "banka" tæt til os og vi byttede et par pakker cigaretter med en spand fine flyvefisk, så det var et lille "plaster på såret".
Det er sjældent, at vi har mulighed for at smage dem, da de kun lander enkeltvis på dækket. Men disse landede på stegepanden og når benene er pillet fra smager ganske godt, lidt hen ad danske sild.
Regnen kommer flere gange i døgnet, nogle gange "i torve", så det er ingen problem, at fylde vandtankene.
Vi har solsejlet (regnsejlet) oppe så vi er nogenlunde i tørvejr i cockpittet.
Men imellem bygerne er der masser af sol om dagen.
Om små 14 dage skal vi være ved en af de større øer igen, så Sandro Tobler kan stå af. Han skal hjem til Schweiz for første gang i mange år.

Puerto Galera, Mindoro den 12. juli 2007
Tubbataha Reef
Dykkerkompressorens motor blev installeret, men akslen var en millimeter mindre, så remskiven passede ikke. En konservesdåse blev klippet op og med lidt blik fra denne og en øldåse, samt locktite, så holdt den sig på plads. 
Cagayan Islands var flotte øer med mange delfiner. Vi ankom dertil om morgenen og havde et dyk på sydsiden. Men det var en skuffelse.
Dykket var et drop of, som var flot med masser af gorgonia og soft corals, men sigten var ikke i top og det øvre rev var totalt dødt på grund af de Philippinske fiskere, der stadig uhæmmet, fisker med dynamit og gift mange steder, fordi der ikke er ressourcer til at håndhæve dette total forbud. De har ingen sans for deres egen fremtid.
Efter endnu en natsejlads ankom vi til Tubbataha Reef og kaldte Ranger Station op. Vi blev venligt modtaget på stationen, der var bemandet året rundt af 8 rangere.
Dette var Philippinernes stolthed. Et naturreservat, der blev bevogtet.
Der var totalt fiskeforbud og vi blev fortalt, at man "fangede" mange fiskere, der især uden for sæsonen, sneg sig herud fra Puerto Prisncesa (80 sømil, som fra København til Tyskland) for at fange fisk. Vi blev informeret om reglerne og hvor bøjerne var lagt ud. De fleste bøjer var dog inddraget efter den regulære dykkersæson. Vi var den sidste båd i år. Men på positionerne kunne vi dykke ned og fastgøre en trosse til de store cementklodser på bunden.
Vejret var fint de to første dage, med havblik og ingen vind. Men den 3. dag blæste det op fra syd, 25 knob, så det var lidt uroligt, men tåleligt.
Det ene dyk overgik det andet, havskildpadderne var helt upåvirket af vores tilstedeværelse. Vi lå helt tæt på en Hawksbil i 5 minutter og kikke på dens søgen efter mad. Der var skildpadder alle vegne. Hajer så vi på hvert dyk, nogle små andre store.
Der var "cleaning" stations alle vegne. Skildpadderne lagde sig på bunden og pudsefiskene rensede løs. Alt imens andre fisk ventede pænt på deres tur.
Kæmpe Barracudaer, tun, kæmpe stimer af mange arter fisk, humpback, groupers, sort- og hvidtippede- samt grå revhajer, store stimer trigger, store titan triggers, ja, man kan blive ved i en uendelighed. Super klart vand, der dog skiftede lidt med tidevandet.
På et tidspunkt kom en stor flok delfiner svømmende imod Anaconda. Hurtigt var vi alle i vandet med flasker og svømmede mod dem, men der var meget strøm, så de forsvandt. Kort efter dukkede de op igen, nu helt tæt på og det var fantastisk, at ligge midt i en flok, der kommunikerede med de høje pibelyde.
De to efterfølgende dage med vind, regn og meget strøm, dykkede vi to ad gangen. Blev dumpet af fra Dinghien og drev derefter med strømmen tilbage til Anaconda. Til gengæld var der begge dage manta, masser af skildpadder og hajer.
Sidste dag den 2. juli dykkede vi på nordspidsen af Tubbataha. Her var masser af fisk, bl.a. mange store groupers. Herefter var vejret ikke så godt mere, så vi besluttede at gå nordover.
Næste stop var Cuyo Islands, men her mødte vi igen døde rev, der var ødelagt af dynamit og gift. På en lille ø kaldet Pamilakan havde vi læst, at der lå et dyrt ressort, men der var ankring forbudt. Vi blev imidlertid mødt af en stor hurtiggående gummibåd med to svært bevæbnede vagter. De fortalte, at øen var et eksklusivt ressort og de kunne arrangere en ankerbøje.
Vi fik kontakt med resortet. Deres politik var dog, at besøgende Yachts skulle betale for mindst et værelse for at benytte bøjen og gå i land og prisen var omkring 600 $ pr. nat, så vi afstod, sagde pænt tak og fandt en anden ankerplads. Resortet var formentlig det dyreste på Philippinerne.
Næste stop var Panagatan Caqys, men det viste sig at være et stort fiskerleje og Sea weed produktionssted. Tusindvis af flamingo bøjer var spredt ud over de lavvandede områder og her producerede man sea weed. Vi fandt et drop of og ankrede uden at ødelægge korallerne. Første dyk var ved skumringen og flot med Devil Rays (tæt beslægtet med Manta ray). Næste morgen også et flot dyk, men meget få fisk. Igen fik vi bekræftet, at Philippinerne er udfisket. Kun på de beskyttede steder, national parkerne, var der endnu gode oplevelser. Til sidst besluttede vi at sejle tilbage til Boracay. Her stod Sandrop Tobler af igen og vi andre gjorde klar til art sejle til Puerto Galera. 
Vi afsejlede fra Boracay om formiddagen den 10. juli og overnattede på øen Maestre de Campo Island, hvor vi havde et dyk inden vi sejlede derfra mod Calapan på nordkysten af Mindoro og ankom til Puerto Galera i dag den 12. juli.
Mindoro er en flot ø med meget høje bjerge og grønne jungleområder, hvor meget af det endnu ikke er helt udforsket. Faktisk var der her, at man for få år siden konstaterede, at en Japansk soldat har opholdt sig siden anden verdenskrig.
Tyfonen har ikke givet mærkbare ændringer i vejret, i hvert fald ikke endnu.
Thomas Norling bliver ombord et par dage, hvor vi skal dykke på nogle af områdets bedste steder, men tager så tilbage til Boracay.
Sue og jeg slapper af og får lavet lidt på båden, inden Sue skal tilbage til USA.
Ny typhoon er under opsejling
I mellemtiden begyndte et lavtryk (tropical depression) at bygge op ude i Stillehavet imellem PNG og Micronesien og i løbet af få dage vandrede det nærmere mod nordvest og blev til en tropical storm. For få dage siden blev den navngivet til Man-Yi og er nu en tyfon. Den vandrer dog så meget nordvestover, at det ikke bliver en trussel for Philippinerne, men vi holder øje med den hele tiden via vejrkortene og tyfon varslerne, der kommer fra www.typhoon2000.com.ph via e-mail.

Puerto Galera, Philippinerne den 17. august 2007
Over en måned er der nu gået her i Puerto Galera. Vi lagede ud med et par gode dyk på ydersiden af ø-systemet og ved en af bøjerne lå der en lille udrigger kano med to personer i, der fiskede. Efter en kort samtale viste det sig, at Lito, den ene, var vant til at arbejde i et dive center, så de blev inviteret ombord for at vise os de gode dykker steder. Efter nogle dyk besluttede vi at ankre inde i bugten.
Teakdækket skulle renoveres, ca. 700 meter sort fugemasse skulle fjernes og nodderne renses fuldstændig. Lito og Jay kom hver morgen kl. 07 og arbejdede til kl. 5 seks dage om ugen. Det tog 3 uger før det var klar til ny primer og fugemasse, men nu er det færdigt og der mangler kun noget afslibning.
Pris 3 (tre)kr. i timen hver. En hel måneds arbejde for begge har kostet ca. 1500 kr. alt inkl., plus materialer som jeg selv havde medbragt.
En lørdag eftermiddag blev Sue og jeg inviteret hjem til Lito, hvor hans kone havde lavet mad. En hyggelig eftermiddag med masser af rom og snak.
Familien var overlykkelig for at Lito og Jay havde fået arbejde. Der er ingen fagforening eller arbejdsløshedskasse her, så når der ikke er arbejde, så må man selv fange sin mad/fisk m.m.
I mellemtiden tog Thomas Nordling hjem via Boracay og Sue og jeg fordrev lidt af tiden med at spille golf, gå på skydebanen og skyde med pistol, samt Sue tog et duelighedsbevis i sejlads i små sejljoller i Puerto Galera Yacht Club, som er meget aktiv, mest på grund af Peter Stevens, der er Commodore, tidligere politichef i Hong Kong.
Hver fredag er der Barbecue Night, hvor en masse ex-pats dukker op og hygger sig. Hver mandag aften var der quiz night til stor morskab for alle.
Området er smukt med høje bjerge og en fantastisk udsigt, især oppe fra Ponderosa Golfklub, der ligger to kilometer oppe ad bjergsiden.
Lige ved siden af golfklubben bor Bo Nielsen, en dansker, der har arbejdet i 25 år i Hong Kong og nu Kina i konstruktionsbranchen. Huset her er sommer residens. Et storslået hus i tre etager med balkoner og udsigt ud over ø området. Der bor mange udlændinge i området og alle er gift lokalt og har familie her.
Jeg kom rigtig godt ud af det med Peter Stevens og vi havde flere gode dyk, bl.a. ved The Canyon, Shark Cave m.m.
Gode pool aftener blev det også til. Hver torsdag mødtes  20-25 af de lokalboende ex-pats til "Classic Club", en hyggeklub med god mad og masser af øl og rom. En ny restaurant blev besøgt hver uge og jeg deltog flere gange. Siden klubben blev stiftet, havde man afholdt 556 torsdagsmøder. Alle bar samme T-shirt med klubbens logo på.
Der kan ikke hæves penge i byen, så enten skal man tage jeepnyen til Calapan, eller tage en banka udriggerkano 15 sømil over til Batangas, hvor der er masser af banker. Sue og jeg lejede et par motorcykler en dag og fik os en god tur til Calapan. Senere fulgte jeg hende til Manila, hvor vi boede et par dage på Swagman hotel, inden hun fløj hjem til USA. Et nyt job ventede i Pittsburgh.
Området, især Sabang Beach, er blevet meget udbygget, siden jeg var her for 20 år siden første gang. Ved Sabang og La Laguna ligger det ene ressort/ hotel efter det andet, men kystområdet har stadig noget af det bedste dyk på Philippinerne og er flittigt besøgt. Også på grund af der er mange natklubber og "Girli Bars".
Tyfonerne har flittigt besøgt det Philippinske hav, øst for Philippinerne, indtil nu uden at have "landfall" direkte på Philippinerne, men den der raser nu, SEPAT, en super typhoon i kategori 5 med vindhastigheder på 135 knob og vindstød på 165 knob, kom rigtig tæt på det nordlige og har forårsaget kraftig vind med meget regn over hele området og det har været to hårde nætter på ankerpladsen.
Regnen har silet ned. En bekendt var 6 timer om turen til Manila. Den tager normalt 2 timer.
Oversvømmelser og trafikstop alle vegne. Tyfonerne har lokale navne. Her hedder den SEPAT, men når den når til Taiwan/Kina hedder den EGAY og derudover har den et internationalt navn, som jeg ikke kender.
Alt løst fløj omkring og det nye solsejl blev flænset i det ene hjørne. Men vandtankene er fyldt op igen. Det samme er diesel tankene så det er efterhånden ved at være tid til at komme videre.
Lene Nykjær Sørensen skal påmønstre den 4. september i Kota Kinabalu på Borneo og jeg skulle gerne nå at se lidt af Palawan.
Så snart der er et "hul" i vejr vinduet tager jeg af sted.
Måske "single handed".
Måske med en amerikaner Andy, der gerne ville med til Coron Bay ved Busuanga.
Her ligger der en stribe japanske vrag fra anden verdenskrig.
Puerto Galera er dejlig og atmosfæren er hyggelig. Selve byen har ikke forandret sig meget siden jeg var her sidst. Det er kun de omkringliggende strande.

Puerto Princesa, Palawan den 1. september 2007
Inden Sue rejste hjem, havde yachtclubben arrangeret en barbecue aften med overrækkelse af hendes sejlercertifikat. Samtidig benyttede vi lejligheden til at overrække/bytte vimpler(burgees).
Yachtclubben overrakte deres blå/gule vimpel og jeg overrakte FTLF vimplen, samt mit sidste KDY flag. Jeg har godt nok ikke betalt kontingent til KDY siden jeg sejlede fra Danmark, men det bærer de nok over med. Havsejlernes vimpel er jeg udgået for, for længe siden. Jeg må bede de næste gaster om at tage nogle med.
Den 21. august var alt endelig klar så aftenen gik med afsked til vennerne og næste dag var det afsejling tidlig om morgenen. Igen afsked med et sted, man holdt af. Andy Corwin og hans Philippinske veninde Marina havde besluttet at sejle med til Apo Reef og Coron Bay på øen Busuanga, på nordspidsen af Palawan.
Igen svag vind, så motoren måtte hjælpe til næsten hele vejen til Apo Reef, som er National Park. Her måtte vi betale diving fee, 1300 peso hver til Ranger stationen.
Men dykket den første dag var det hele værd. Masser af hajer, tusindvis af store og små fisk og et flot drop off.
Grundstødning på koralrevet
Vi lagde os sent ved en udlagt bøje for natten, men jeg nåede ikke at dykke ned for at kontrollere bøjens fastgørelse og i løbet af aftenen blæste det op og ved midnat knækkede tovenden og Anaconda drev ind mod koralrevet. Jeg var hurtigt ude på fordækket og fik hevet bøje grejet op, for ikke at få det i skruen. Men inden det var oppe ramte kølen korallerne. Det gik dog fint og vi var hurtigt fri, da motoren var startet.
Efter en times sejlads i store bølger fandt vi ind imellem revene og lagde os til ankers på ca. 10 meter vand og kunne gå roligt til køjs.
Næste morgen var det havblik. Vejret skifter konstant. Vind er der ikke meget af, kun i korte perioder og som regel sammen med regn. Vi fik fastgjort bøjen igen.
Vi havde mange gode dyk på Apo Reef, nogle med meget strøm. Men det er her der sker noget. Altid masser af fiskestimer og hajer.
Efter nogle dage her gik det videre mod Busuanga. Vi landede på nordkysten, ved et lille ressort "El Rio y Mar", hvor vi blev budt velkommen som sejlere.
Der var en mooring fee på 150 peso (18 kr), men til gengæld var der 50 % på alle drikkevarer og 30 % på menu kortet, så det var hurtigt "tjent hjem". Vi hyggede os i resortets eksklusive swimming pool med drinks på kanten. 6 kr. for en rom og Cola. Området består af mange bjergrige øer og klipper, der rager op af vandet. Et meget smukt område. Men også under vandet "rager de op", så det er med at holde godt udkig, for søkortene er slet ikke nøjagtige nok. Men det er vi vant til. Der sker alligevel mange grundstødninger. Men heldigvis er det koraller og de er "bløde" at ramme. Der kommer kun nogle ridser i blykølen.
Værre er det, når der er massiv klippe nedenunder.
Dagen efter sejlede vi ind i en beskyttet bugt, hvorom vi havde hørt, at daværende præsident Marcos havde rømmet en ø for at sætte afrikanske dyr ud, en dyrepark til egen fornøjelse. Den måtte vi se, idet dyrene skulle være der endnu. Vi gik i land og ganske rigtigt, i et lille skur sad der mutters alene en fyr og solgte billetter til parken. Der var ikke et øje i miles omkreds, så vi undrede os. Men kort efter kom der en gammel jeep og samlede os op.
De næste to-tre timer gik med "Safari tur" med bøfler, zebraer, giraffer, antiloper, hjorte, krokodiller, bjørne og meget mere. En interessant tur.
Herefter gik det mod Coron Bay med alle skibsvragene fra anden verdenskrig. Vi havde gode informationer, så dagene herefter gik med dyk på vragene. Dog med meget dårlig sigtbarhed, kun 5-10 meter, men der var jo som hjemme i Danmark.
Den 28 august var vi heldige, idet der var byfest i Coron, så det fik vi også med. Dagen efter dykkede vi i en snæver bugt, hvor der var varme kilder, så vandet flimrede og temperaturen svingede op og ned. Det varmeste var ca. 40 grader. Sjov oplevelse.
Den 31. August om morgenen sagde Andy Corwin og Marina farvel, hvorefter jeg satte kursen mod Puerto Princesa.
Skibshunden Ana forsvundet midt ude på havet!
Det var igen motorsejlads, næsten ingen vind og jeg forsøger at holde aftalen på Borneo med Lene Sørensen, der lander i Kota Kinabalu den 4. september om aftenen. Det kunne godt se ud til at blive den 5. idet jeg har haft 2 knobs modstrøm hele vejen.
Sent på eftermiddagen stoppede jeg for at sende og modtage mails. Autopiloten kan ikke styre, når HF radioen sender, så jeg lå og drev. Da jeg kom op var Ana væk. Men kort efter opdagede jeg hende i gummibåden, bag Anaconda.
Hun blev kaldt på dæk igen og efter et par småting rettede jeg kursen ind og satte autopiloten på igen og gik nedenunder. Efter ca. 20 minutter kom jeg op igen og nu var Ana væk igen.
Hun var heller ikke i gummibåden, så jeg frygtede med det samme, at jeg ikke ville finde hende igen. Kikkerten til hjælp hjalp ikke. Jeg vendte Anaconda og sejlede tilbage i samme spor til stedet 1,5 sømil tilbage, hvor jeg havde drevet rundt, men der var ingen Ana at se nogen steder. Det begyndte at blæse op og så var det endnu sværere at finde hende. Jeg blev på stedet i en time og var ved at give op, men efterhånden gik solen ned og det var mit (og Anas) held, for så kunne jeg bruge projektøren, der havde hjulpet før.
Lange ude, hvor strømmen havde ført hende væk, så jeg genskinnet fra Anas øjne, svømmende imod Anaconda. Det var en meget træt lille hund jeg fik ombord, men meget glad.
Ana var åbenbart hoppet ned i gummibåden igen, uden jeg havde set det og da jeg startede sejladsen igen, har det givet et ryk i gummibåden, der har kastet hende i vandet. Hendes held er, at hun er en god svømmer.
Jeg var glad igen og fortsatte sejladsen frem til Puerto Princesa, i alt 33 timers sejlads for motor.

Borneo, den 19. September 2007
I Puerto Princesa nåede jeg ikke meget, kun at handle lidt, købe diesel og så videre igen dagen efter. På vej ud af havnen, hvor vandet var grumset stødte jeg på et eller andet hårdt, som jeg senere konstaterede må have været et vrag, der ikke var afmærket.
Foran i blykølen er der et hak, som kun kan stamme fra en skarp kant, feks. en jernprofil. Resten af sejladsen gik fint.
på eftermiddagen stoppede jeg på en lille koralø i strædet imellem det sydlige Palawan og Borneo. Vandet var klart, god snorkling og stranden hvidt koralsand. Ana hoppede og dansede hen ad strandkanten. Natten gik med passage af strædet, hvor der var meget skibstrafik. Søvn en halv time ad gangen med udkig og korrigering af kursen ind imellem. 
Sabah, Malaysia
Malaysias største landområde ligger på Borneos jungle beklædte nordkyst, Sabah og Sarawak. Af landets 24 mill. mennesker bor kun 15 % her.
Næste dag, den 4. September kl. 13 lå jeg til ankers uden for Kota Kinabalu centrum. Mount Kinabalus 4100 m tinde ragede op over skylaget i det fjerne. Clearence gik nemt, da jeg først kom til det rigtige sted. En dum taxa chauffør brugte 2 timer forgæves.
Jeg vidste, at immigration lå for enden af kajanlægget og hyrede en taxa. Han mente han var klogere og kørte forbi bygningen på trods af mine indsigelser og sagde på gebrokken engelsk, at immigration var flyttet. I tæt trafik, 15 km uden for byen kom vi til en meget flot, pompøs goverment bygning. Det var immigrations hovedkontor, men her ville de ikke gøre noget, men henviste til bygningen jeg først havde sagt.
Taxa chaufføren havde oprindeligt sagt 40 RG (ringit), svarende til 65 kr. Men på grund af mere tid og trafik ville han have 50, da vi kom tilbage.
No way my friend!! Your fault! I give you 5 RG, hvorefter han brokkede sig.
De næsten to timers kørsel var spild af tid. Det endte med 20 RG, indcheck tog et minut, kostede ingen ting, hvorefter han kørte mig ud til en stor Marina i den anden ende af byen for de samme penge.
Her ville det koste 100 USD at ligge en uge, så jeg afstod.
Da jeg kom tilbage kom der en trope regnskyl, så ventetiden blev fordrevet med en øl på en restaurant ved havne kajen. 18 RG ! Her var stilen lagt. Stedet var dyrt i forhold til Philippinerne.
Om aftenen hentede jeg Lene Sørensen i lufthavnen.
Lene har sejlet lidt før i Caribien og ellers med store Mærsk skibe. De efterfølgende dage gik med at finde ud af hvad der skulle ses her på Borneo og snakke med tur-arrangører, men byen var hurtigt overset og havde ikke noget at "byde" på, så det endte med, at vi sejlede videre mod Brunei.
Undervejs besøgte vi Labuan, en told fri Malaysisk ø tæt ved Brunei. Vi havde forventet en lille landsby, men her blev vi overraskede.
I havnen var der store skibsværfter, vi talte 17 kæmpe supply både til boreplatformene, fragtskibe, slæbebåde, en stor fiskerflåde og en meget travl by, helt top moderne.
Her blev handlet lidt forskelligt, og her var anderledes hyggeligt end i KK.
Efter et par dage her sejlede vi videre mod Brunei. Vandet omkring Borneo er meget grumset på grund af alle floderne fra højlandet.
Brunei Darussalam er et lille land på nordkysten af Borneo med 375.000 indbyggere, meget muslimsk, selv om kun 67% er muslimske. Landet er meget velhavende, på grund af de store olieforekomster tæt ved kysten, så der er spækket med platforme og olierigge. Prisniveauet er derefter.
Masser af biler, motorveje ind igennem junglen til andre byer. Folk tjener godt og levestandarden er på højde med Europa. 
Indcheck foregik ved færgeterminalen, hvor custom, immigration og marine departement lå i samme bygning, men papirerne skulle stemples i den rigtige rækkefølge, så det blev til 10 gange renden rundt fra kontor til kontor til tørklæde dækkede muslimske kontorassistenter.
Der er dødsstraf for smugling af narkotika.
Spiritus er bandlyst og forbudt i Brunei, men ingen spurgte om hvad vi havde.
Ikke et eneste sted kan der købes øl, vin eller spiritus, heller ikke i Royal Brunei Yacht Club, hvor vi lå til ankers udenfor. Men her kunne vi tage vores egne legale drikkevarer med ind.
Det tager dog lidt af charmen, når man ikke kan købe en kold øl i baren. Men ellers et hyggeligt stort sted med svimming pool, kæmpe bibliotek, vaskemaskine, fine badeforhold, wireless Internet og meget mere. Alt gratis.
Klubben var flittigt besøgt af alle de udenlandske arbejdere i landet, samt mange "ikke muslimske".
Alle kom her for at drikke deres øl og vin. Maden var god i rimelig billig.
Billig brændstof
Lørdag sejlede vi ind ad floden mod centrum af hovedstaden Banda Seri Begawan. Langs bredderne bor de fleste mennesker i Water Villages, huse på betonpæle, hele byer i store områder. Alt er på pæle, varehuse, markeder, politistation, brandstation, skoler, moskeer. Transport foregår med speedbåde, der fræser ud og ind hele tiden.
Der var flere Shell servicestationer i vandbyerne, så her tankede vi også diesel og benzin. Kr. 1,10 literen!!
Så der blev fyldt på mange reservedunke.
En af speedbådene tilbød en sight seeing tur, som var ganske interessant. Vi så Sultanens palads fra floden, en overdådig bygning med 1000 værelser og 1000 tjenestefolk. Moskeer med kæmpe kupler med guldtage, jo, Sultanen er en af verdens rigeste mænd på grund af olien.
Sønnens kæmpe lystyacht hedder "Tits" og tenderne hedder "Nipple One" og "Nipple Two".
Det fortælles, at han ofte får fløjet kvinder fra alle verdensdele dertil i sin private jet, så han kan more sig lidt, hvorefter de bliver fløjet hjem igen. 
Videre op ad floden så vi flokke af Proboscis aber i træerne. Det er aben med den store næse (hannerne).
Vi overnattede på floden midt i byen og blev vækket kl. 05 næste morgen med en "koncert" fra de omkringliggende moskeer, der med højtalere prøvede at overgå hinanden under morgenbønnen til Allah.
Om formiddagen blev der handlet lidt og jeg besluttede at se lidt af byen.
Sydøstasiens største moske ligger her og den måtte jeg se indvendigt. Men der var ikke adgang i turist tøj, så jeg blev iklædt en sort kåbe, der gik helt ned til gulvet, før jeg kom ind. Det må have været et herligt syn at se mig med sejlerkasket og sort kåbe!!
Fotografering var forbudt, desværre!
Moskeen var meget flot med guld og skinnende motiver i loftet. Det hele faldt dog lidt til gulvet, da der midt for endevæggen var en ganske almindelig rulletrappe op til etagen ovenover. Den ødelagde hele billedet imellem alle de knælende muslimer på gulvtæpperne. 
Tilbage til Yacht klubben fik vi arrangeret en dagtur ind til en Ulu Temburong Nationalpark.
Først med speedbåds bus. En lukket speedbåd med en 200 HK påhængsmotor ind igennem floddeltaet med fuld speed.
Derefter med minibus og til sidst med longboat det sidste stykke op ad flodens rivende strøm. Spændende tur med lidt trekking op til et højdedrag, hvor der var opsat et kæmpe stillads imellem de høje træet med "Canopy Walk" i trætop højde, 80 meter over jorden. Fantastisk udsigt.
Vi så ingen dyr af betydning. Det må vente til Kuching. Før vi sejlede kom en anden båd ind "Silver Fern" fra NZ.
De fortalte, at den danske båd "Larsine" lå i Miri, kun 70 sømil fra os. Jeg kender Annie og Steen ganske godt, da det er samme bådtype som Anaconda, men de fortalte, at de var rejst til Kina et stykke tid, så et besøg ville være spildt.
Drivgarn i skruen
Vi sejlede sent næste dag fra Brunei for at nå ned til Kuching 350 sømil mod syd. Udklareringen var samme løben mellem kontorer. 
Kl. 21 om aftenen, i bælgeragende mørke, sejlede vi ind i et drivgarn og på et øjeblik gik motoren i stå. Der var ca. 10 knob vind og rullende dønninger på tværs, så Anaconda hoppede noget op og ned, men der var kun en vej.
Dykkerudstyret på og ned med franskbrødskniven og skære garnet fri af skruetøjet.
I mellemtiden var fiskerne kommet forbi, men Lene Sørensen fik fortalt dem, at vi selv forsøgte at klare problemet, hvorefter de sejlede igen. Skaden var sket og der kunne ikke gøres mere på nuværende tidspunkt. De regnede vel med, at vi stadig hang i nettet næste morgen.
Det tog halvanden times hårdt arbejde, hvorefter vi var fri.
Alt var ok, selv om man har sine bange anelser, hver gang man får noget i skruen. Ødelagt gearkasse og hvad ved jeg. Garnet slap med et 4 kvadratmeter stort hul, hvorefter vi sejlede videre.
Hele natten passerede vi kæmpe oliefelter, så der var oplyst horisonten rundt.
Vinden er stadig ikke kraftig nok, så vi sejler for motor med sejlene oppe, så vi holder en fart på 5-6 knob, afhængig af strøm og tidevand.
I skrivende stund er vi næsten halvvejs til Kuching, men holder skarpt udkik efter de små røde lysbøjer på drivgarnene.

Det Sydkinesiske Hav den 28. september 2007
Vi slap igennem til Kuching uden flere uheld med drivgarn.
Kuching er Borneos største by og ligger på nordkysten af Borneos sydvestlige hjørne i et stort floddelta fra Sarawak River. Vi fulgte floden op og regnede med at ankre lige uden for bymidten, men nej. Der var bygget en dæmning tværs over floden, så den eneste vej ind til byen var via en sluse, Kuching Barage, hvor der gik en højbro over.
Slusen er den eneste af sin art i Sydøst Asien og et præstige projekt for Malaysia. Gennemsejlingshøjden under broen ved højvande var 12 meter, så der manglede stadig meget, selv ved lavvande til at vi kunne gå under med Anacondas 21 meters mast. Slusen var bygget for at kontrollere oversvømmelse i Kuching by ved ekstra højvande og i regntiden og var stor nok til at tage store skibe igennem, men højden var begrænsningen.
Vi ankrede derfor lige uden for slusen og gik i land herfra. Forinden havde vi ankret længere ind ad floden, ved et færgeleje, uden for Immigration og custom. Den ene gang sejlede vi igennem slusen med dinghien tog det 40 minutter med fuld speed at nå ind til byen. Det gjorde vi kun en gang.
Byen var meget større end forventet og en helt anderledes god atmosfære end Kota Kinabalu og Brunei. Store kinesiske kvarterer med masser af markeder og forretninger.
Mange forretninger var nærmest antikvitetsforretninger med gamle ting fra Borneos fortid, hvor stammerne var "headhunters" Hovedjægere. Som krigstrofæer skar man simpelthen hovedet af fjenderne og tog dem med hjem, hvor de blev tørret og gemt. De gav kraft og mod.
Der fandtes kinesisk porcelæn, vaser, våben, kanoner, figurer, motiver, billeder, dragter, alm. souvenirs og meget, meget mere. Mange spændende ting, som ikke engang var dyre. Var man samler, så var dette stedet.
Flodvandet inden for byen var utroligt snavset. Mange store trawlere havde hjemhavn her og det flød med diesel og skrald på overfladen. Literpris for diesel her var mere end dobbelt af prisen i Brunei. Kr. 2,50 pr liter, men stadig billigt for os, så vi fik fyldt op igen.
Personalet på Slusen var utrolig flinke og hjælpsomme.
Vi skulle blot sige hvor vi ville hen, hvorefter de kørte os dertil.
Manageren, Captain Goe Chin Guan, havde selv sejlet mange år i handelsflåden, så der var meget at tale om og han satte en ære i at hjælpe de sejlere, der fandt deres vej herind på floden. De fleste sejlere ankrede 20 km fra byen ved et ressort i Santubong og var bundet af det dårlige transport system. Offentlig transport er dårlig her.
Forleden dag tog vi ud til et stort Sanchuary, hvor vi kunne se Orang-Utan aber i det fri.
Et stort område, som en nationalpark, hvor man tog sig af Orang-utans, der var enten blevet forældreløse, eller var blevet jaget bort fra deres skovområde på grund af skovhugsten. Der var 23 Orang-Utans i området og det var meget interessant at se dem blive fodret og igen forsvinde ind i skoven. Men forfærdelig mange turister fra især Europa var mødt op, kørt i specielle busser. Det ødelagde fornøjelsen. Men vi kommer til Borneo igen til foråret, på den sydlige Indonesiske side.
Næsten hver dag fik vi om eftermiddagen et kraftig "thunderstorm" med vindstød og regn. Vindstødene var en dag så kraftige, at der var væltet mange træer omkring byen.
Den sidste dag nåede vi at overvære, at der i byen blev afholdt Kinesisk festival med fyrværkeri og optog igennem byen på grund af "efterårsfuldmåne".
Kuching var en god oplevelse.
Vi afsejlede Kuching den 27. september og sejlede til Santubong, hvor vi ankrede for natten. Næste dag blev der gjort søklar til de 800 sømil vi har foran os på vej nordvestover til Thailand, hvor vi skal være den 3. oktober for at tage næste gast, Søren Hansen, ombord ved Koh Chang.
Vi glæder os til at få klart vand under kølen igen og måske fange en fisk?
Eller måske stoppe ved en lille ø og dykke. Det er efterhånden lang tid siden.

Det Sydkinesiske Hav den 1. oktober 2007
Imens vi gjorde søklar observerede vi en masse små fiskerbåde, der satte deres garn alle mulige steder, de nærmest broderede havet, så risikoen for at ramme et garn var igen stor. Vi var på lavt vand, 3-4 meter, men vi fik "vinket" os igennem og kom helt til havs uden at hænge fast.
Efterhånden blev havet mere og mere klart og til sidst helt blåt.
Hvilken dejlig fornemmelse efter flodvandet. Fiskelinerne kom ud og vi håbede på fangst. Dagen efter havde vi passeret en masse småøer, der tilhører Indonesien.
Sent på eftermiddagen ankrede vi ved en idyllisk lille tropeø, Pulau Timau, med hvide sandstrande og palmebevokset i den ene ende. I den anden ende var der høje stejle klipper, der var overgroet med træer og buskads. Ca. 500 meter lang.
De hvide strande var oversået med "traktorspor" efter havskildpadder, der havde været på land og lægge æg i sandet. Men deres anstrengelser har været forgæves, for de indfødte fra de nærliggende større øer kommer her tit og graver æggene op og spiser dem. Der var fem tomme hytter på øen, som de benytter til overnatning og der var tydelige spor i sandet efter dem for nyligt. Ærgerligt.
Vi fik snorklet lidt og inden mørke sejlede vi videre. I løbet af aftenen passerede vi et skybælte og herefter kom vinden. Ca. 10-13 knob fra SW og den var stabil, så motoren blev slukket.
Vi var kommet ud af det Ækvatoriale Stillebælte. Det har været en lang periode, fra vi entrede Philippinerne i april til nu, havde det stort set været motorsejlads hele tiden og i samme periode havde vi ikke fanget en eneste fisk.
Mahi Mahi
Næst dag var der udsejlet 300 sømil og vi passerede storskibsruten imellem Singapore og Hong Kong - Japan.
Mange kæmpe container- og bulkcarrier passerede. Kæmpe skibe.
Vinden var tiltaget til 14-15 knob.
Sidst på eftermiddagen snurrede multiplikatorhjulet og Ana var på pletten med det samme. Nu skulle der hales fisk hjem.
Kort efter så vi en Mahi Mahi, Guldmakrel springe for enden af linen.
Ju-huu, efter mere end et halvt år uden fangst, havde vi endelig fået bid.
Forsigtigt blev den halet hjem og kom ombord. Ca. 8 kilo og filet kniven kom i gang. Uhm. Et godt måltid til aften.
Vejrudsigterne lover stabil vind fra West. Søen er "confused" fra alle sider, så Anaconda hopper noget hen over havet.
Letmatros Lene Sørensen har det bedst, når hun ligger ned :o)
Grib filerne - vejrkort med vindfaner, samt tyfon varslerne fortæller, at tyfonen Hanna passerede hen over Philippinerne, hvor den blev svag. Men nu, i det Sydkinesiske Hav opbygger den styrke igen og har kurs WSW mod syd Vietnam, hvor vi passerer tæt forbi.
I en fart fik jeg bestilt vejrmelding med en WSW gående bevægelse og da den blev modtaget kunne jeg se, at tyfonen drejer og rammer Nordvietnam, men har vind- og regn- udstrækning, der rækker ned over det område vi passerer. De sidste par døgn har vi passeret store oliefelter, tilhørende Malaysia. Borerigge og platforme i massevis og advarsler på søkortene.
Hård Kuling
Ja, vinden og regnen kom.
Søndag aften, tæt oppe under sydspidsen af Vietnam kom der store skyområder og vinden friskede op fra 8 knob til 20-30-35 knob, mere i vindstødene. Samtidig drejede den mere fra vest, så den var lidt spids og det gav hård sejlads. Tyfonen Hanna trak i sine "tråde".
Vi havde et par uheld med et knækket bombeslag på storskødet og også på Kickbeslaget på masten, men det blev nødrepareret, så nu går det fint nordover igen, nu med væsentlig mere fart.
Søerne er store, 4-5 meter, men fra siden er det ikke noget problem.
I skrivende stund har vi 200 sømil tilbage. Der skal blot holdes godt udkig. I nat talte jeg 69 lys horisonten rundt fra trawlerfiskere og andre fiskefartøjer.
Havet er igen blevet en smule grumset, måske fra Mekong, der løber ud ved Saigon kun 150 sømil herfra. Eller måske fra Menam, der løber igennem Bangkok, godt 300 sømil herfra.
Jeg havde den glæde, at komme i Radio kontakt med min gamle ven Henning på "Kuta" af Nyk. Falster. Han er på vej over det Indiske Ocean og ligger 1100 sømil syd for os. Det er mange år siden jeg kunne snakke med ham på radioen, så der gik flere lange samtaler og vi holder kontakten hver eftermiddag.
Henning er via Cocos Keeling og Mauritius på vej til Sydafrika fra Australien, adskillige tusinde sømil. Omkring 6700 sømil singlehanded i sin Bandholm 31. Godt gået.
Vi forlod Danmark samme sommer i 2001 og har mødtes mange steder, sidst på Grand Cayman, hvor jeg arbejdede. Men har holdt kontakten via E-mail.
Om alt går vel er vi fremme på Koh Chang om morgenen den 3. oktober.
Mange hilsner fra Det Sydkinesiske Hav.

Bangkok den 20 Oktober 2007
Vandet i Siam Bugten var grumset på grund af den megen vind vi har haft.
De sidste tyfoner i havet imellem Philippinerne og Vietnam har forårsaget det hele, men det er stilnet af nu. Vandet bliver langsomt klarere, men der er langt igen til det er værd at dykke i. Men "sæsonen" starter først til november.
Ankomsten til Thailand var velkommen. Vi havde en hård tur op til sydspidsen af Vietnam og langs kysten op til Cambodia og Thailand. Vinden havde spidset til, 25- 30 knob og vindstød, der var hårdere. Så bølgerne var tilsvarende høje, enkelte 5 meter.
Vi havde en masse småskader. Bombeslaget til storskødet blev revet ud af bommen. Genuaen flængede et par steder, men kunne bruges. Første stop blev bag øen Koh Kut, hvor vi ankrede i mørket.
Næste dag sejlede vi mod Koh Chang, hvor Søren Hansen ventede.
Vi lagde os ind til et lille resort på sydspidsen, Island View Resort, der ejedes af tyske Dieter og hans Thailandske kone Sue.
Et rigtigt hyggeligt sted, som Dieter havde bygget på betonpiller, da han gik på pension fra et job som rejsemontør for Siemens.
Søren Hansen stod på kajen og ventede spændt. Indklarering gik nemt i havnebyen til Trat, Laem Ngop, hvor vi tog bussen og færgen ind til dagen efter. Samtidig fik vi handlet lidt.
Vi blev på Koh Chang en uges tid og fik slappet af, set lidt på omgivelserne, kørt rundt på øen på motorcykler og oplevede elefant ridning og badede med elefanterne. En fin oplevelse.
Vejret var ved at skifte fra SW monsun til NØ monsun, men vi nåede at få en del regn. 
Tankene blev fyldt op når det regnede, men alting var vådt i lange perioder.
Vi samlede vand i solsejlet. Men efter et par dage kikkede solen frem og alting blev godt igen. Vestsiden af Koh Chang er i heftig bebyggelse med barer, restauranter og ressorter alle vegne.
Fra Koh Chang sejlede vi til Koh Samet, hvor vi også blev et par dage.
Derefter sejlede vi op mod Pattaya, hvor vi lagde os til i Ocean marina på Jomtien kysten, lige syd for Pattaya. Her var dyrt, så det blev kun til to dage i havn. Marinaen lå også 15-20 km fra byen, så der var for langt. Men alligevel nåede vi ind og så på nattelivet to-tre nætter. Puh ha, det var meget værre end vi havde forventet.
En kæmpe by, der var skudt op inden for de sidste 30 år. Højhuse hoteller i masse vis, turister fra hele verden i hundredtusindvis, barer og restauranter i tusindvis, neonreklamer, go-go barer, gadehandlere, billige kopi ting, og meget meget mere. Vi oplevede lidt af det man skal opleve og havde nogle sjove aftener.
Tilbage i Marinaen fik jeg fat i lidt bådting, hvorefter det gik mod nord.
Natten efter ankrede vi ved nordenden af Pattaya Bugten og dagen efter fik vi handlet noget teaktræ, et nyt motorbatteri og sejlede så videre mod Sri Ratcha.
På vej derop passerede vi de nye store havneområder, kæmpe container terminaler og olieterminaler. Desuden lå der over hundrede skibe på reden, nogle blev lastet og losset af pramme, andre ventede på kajplads.
I Sri Ratcha havde jeg en adresse på en australier, Lou, en god bekendt som jeg havde mødt i Kavieng, PNG for halvandet år siden og som jeg gerne ville besøge. 
Vi fandt Lou´s bar, men han var på rejse til Phuket, så vi fik talt med hans kone Lamoon og jeg fik sludret lidt med Lou på telefon.
Der var ikke meget at se i området, så her til morgen den 20. sejlede vi nordover mod Menam flodens udløb fra Bangkok. Her havde vi frisk vind fra nordøst, halvvind op til anduvningsbøjen, hvorefter det gik for motor igen, sammen med de store fragtbåde, der var på vej med lods op til Bangkok.

Det er en gammel drengedrøm for mig, der går i opfyldelse.
At sejle op ad Menamfloden til Bangkok i min egen båd.

Jeg har været i Bangkok mange gange som ung sømand og husker spændingen, når vi var på vej op ad floden. Men hele området var ikke til at kende. Nu var der store havne og kæmpe industri områder. Det gamle "Klong Toi" med barerne Moskito Bar, Sans Sousi Bar, Venus Bar og Golden Dragon eksisterer ikke mere. Nyt byggeri overalt. 
Luften var tyk af røg og forurening. Desuden sejlede vi under 4 broer, før vi ikke kunne komme længere op.
Vi ligger nu til ankers ud for et stort spisested, hvor der er fuld gang i den.
Lørdag aften, men vi er trætte efter vores ture på Pattaya. I morgen skal vi have arrangeret noget "sight seeing".
Vi bliver her til de næste to gaster dukker op: Flemming Bitz og Hans P. Jensen, der begge kommer den 1. november.
Derefter sejler vi mod syd, ned langs Thailands østlige kyst, mod Koh Samui m.v.

Koh Samui den 8. November 2007
Mange havde sagt til os, at det var umuligt at sejle til Bangkok i sin lystbåd, men vi gjorde det nu alligevel.
Trafikken på Menam floden var meget kraftig. Hele tiden kommer der små slæbebåde forbi med store stålpramme på slæb. Op og ned ad floden med grus, træ, kævler, cement og hvad der ellers kan transporteret.
Flodtrafikken er den væsentligste transportmåde her. Mange gange er 3-5 pramme bundet sammen og bliver trukket af 3-4 slæbebåde, der pruster af sted imod strømmen. Derudover farer "longtailsbådene" frem og tilbage med turister og flodbusserne sejler fra morgen til aften. 
Restauranten The Good View var et sted, de rige Thaier kom og spiste, så det var lidt dyrt. Store Mercedeser og BMWer og mange flere bilmærker på parkeringspladsen fortalte deres eget sprog. Men alle var flinke og hjælpsomme.
Vi hentede vand inde på restauranten mange gange inden gæsterne dukkede op om eftermiddagen.
Der var gode forbindelser ind til byen. Busserne havde endestation der og det kostede 7 bath at køre med, så man var hurtigt derinde selv om Bangkok er stor. 8 millioner mennesker bor her og der bygges konstant alle vegne. Skyskrabere ser man overalt.
Dagen efter ankomsten til Bangkok tog Søren Hansen og jeg til Port Department og fik tilladelse til at blive liggende, hvor vi havde lagt os til ankers. Men med store besværligheder, for man var ikke vant til at have besøg i Bangkok af lystbåde. Det tog flere timer at parlamentere med myndighederne og udfylde papirer, som kun var beregnet på fragtskibe. Men til sidst fik vi en tilladelse på Thailandsk og den kostede 100 Bath.
Vi var mange gange inde i byen og handle, spise og opleve nattelivet. Pat Pong med alle go-go barerne fik også besøg. Gadehandlere i massevis overgik hinanden med "gode" tilbud på Silom Road og mange andre steder.
Alle vegne mødte vi turister fra hele verden, Russere og Italienere fornemmedes at være i overtal.
En aften tog vi undergrundsbanen langt ud til udkanten af byen og oplevede et storslået teaterstykke i Siam Niramit, der viste Thailands udvikling igennem tiderne. Meget flot.
Tiden blev også brugt til at lave de sædvanlige små-reparationer på Anaconda.
Lene Sørensen og Søren Hansen tog ind til Jysk Rejsebureau kontor i Bangkok og fik arrangeret nogle udflugter, så de fik oplevet noget. Især deres sidste tur op til en landsby, hvor de boede privat hos en gammel Thaier var de meget begejstrede for.
Flemming Bitz og Hans Jensen (HP) var forsinkede, idet de ikke nåede deres fly i Hong Kong, så de ankom først kl. 2330. Men taxachaufførerne i Bangkok taler ikke meget engelsk, så de havde store problemer med at finde frem til os.
Først kl. 02:30 om natten dukkede de op inde på kajen og kunne berette om netop de typiske besværligheder. De havde vist chaufføren kortet over Bangkok og vist ham bestemmelses stedet. Men han havde vendt kortet på hovedet og kørte dem til et andet sted, der dog var tæt på os. Men her havde de skiftet taxa og det samme skete, en ikke engelsktalende og han kunne heller ikke læse kort. Men efter et par opringninger til Anaconda fandt de vej.
Dagen efter blev der handlet og hentet vand og diesel, Lene Sørensen og jeg tog på Immigration for at forlænge vores visum, men til vores overraskelse fik vi kun 7 dages forlængelse formedes 1900 Bath. Vi skulle være ude af Thailand den 11. november, så det afkortede vores tur lidt, da vi ikke havde lyst til at betale for 7 dage mere.
En sidste tur til Port Department for at få en Port Cearence til Songhla endte med en diskussion med en nybagt havneofficer, der ville checke om jeg var kompetent til at sejle Anaconda, om sikkerhedsudstyret på båden var i orden, om besætningen havde de fornødne kvalkationer, om jeg havde motorpasserbevis og meget mere. For han ville blive draget til ansvar, hvis der skete noget. Jeg styrede min frustration over den totale misforståelse og sammenligning med erhvervstrafikken og snakkede ham efter munden og forklarede hvad der var normalt for lystfartøjer og at jeg efterhånden havde sejlet 75.000 sømil i Anaconda. Til sidst tøede han op og alt var i orden. Idiot.
Vi afsejlede fra Bangkok søndag morgen den 4. november og tog en natsejlads ned til Ao Bang Saphan i en lille bugt, hvor vi lagde os imellem en masse fiskerbåde. Søren Hansen og HP var ovre og snakke med fiskerne, eller gøre forståeligt, at vi gerne ville købe fisk. Ingen talte engelsk, men fik foræret en hel spand blæksprutter og 3 store fisk, så maden var sikret. Levering af fiskene foregik ved, at de blev de hældt direkte ned i gummibåden, så der var et pænt rengøringsarbejde bagefter.
Men måltiderne med Snapper og Pacific Barracuda var perfekte.
Vi havde et stop mere ved Koh Wiang, inden sejlede til Koh Tao, som er kendt for god dykning. Men også her var vandet grumset på grund af den megen regn.
Vejret har været ustabilt en lang periode, så det regner meget og vandet langs kysten er helt grumset. Nordøst Monsunen smider sin regn på østsiden af kysten, som vi sejler ad nu, så det er med at komme over på vestsiden så hurtigt som muligt.
Vi er nu ankommet til Koh Samui, hvor vi bliver til den 10.
Regnen har styrtet ned hele dagen, så alt "sejler", men nu er det stilnet af. Herfra er det direkte de sidste 150 sømil til Songhla, hvor vi får vores Port Clearence til Tumpat, Malaysia.
Hvis man vil læse flere detaljer om vores tur herned, så gå ind på Flemming Bitz hjemmeside: www.bitz.dk
Flemming Bitz og Hans Jensen er begge fra Havsejler klubben: www.occd.dk

Rejsebrev fra Tioman Island, Malaysia den 22. November 2007
Songhla var en stor industrihavn med container terminal og en kæmpe fiskerihavn. Vi ankom i mørket, men indsejlingen var nem og vi lagde os til ankers på floden, lige ud for en stor statue af en statue af en drage, der udspyede kaskader af vand ud over floden.
Næste dag sejlede vi længere op i byen og ankrede. Her lå en kæmpe skibshandel og et stort skibsværft for fiskeriflåden. Jeg fik købt en masse gode skibsting, som ikke har været til at finde andre steder.
Motorrumsisolering, rustfrie beslag til bommen, rustfrie bolte og skruer, råmateriale til at svejse ny slangestuds på manifoldet, nyt søvandsfilter, olie- og brændstoffiltre, slanger, spændebånd, værktøj og meget mere. Her var billigt. Vi ville ikke købe diesel her, for vi vidste det var billigere i Malaysia.
Søren Hansen kom tilbage på båden med 5 kilo store rejer, der havde kostet kr. 100,- og de blev kogt på ægte dansk vis med en stor håndfuld salt, en stor håndfuld sukker og dild, hvorefter de nærmede sig danske fjordrejer i smag. Vi spiste rejer morgen middag og aften indtil de var væk. Men vi spiste også i land, faktisk mange gange, for maden er billig og god.
Vi fik ordnet vores "port clearence" på havnekontoret/Marine Departement og skulle så af sted. Men Ana havde revet sig løs af halsbåndet og var svømmet i land, så nu måtte vi byen rundt for at finde hende. Efter en times tid var der "bid" så vi kom af sted inden mørkets frembrud.
Det var stadig for motor med hjælp af genuaen. Vinden kom kun i pust og døde igen, men sejlet kunne stabilisere lidt, så vi ikke rullede så meget.
Flot syn inde over land, hvor varmen fra solen i løbet af dagen havde rejst kumulusskyerne, der nu lyner og tordner på en bjergrig baggrund. Denne side af Thailand har ikke været det helt sindsoprivende og det er heller ikke sæson, men vi forventer at Pulau Tioman, lige nord for Singapore er mere tiltrækkende.
Næste dag var vi ud for Tumbat i det nordøstlige Malaysia, hvor vi havde planlagt at indklarere, men der var alt for lavvandet, så vi måtte opgive og sejlede videre et døgn mere til Kemaman, en stor ny containerhavn i Terrengau området.
Malaysia er i en rivende udvikling, fuld moderne på vestlig vis. Havnebyggeri var i gang alle vegne ned langs kysten. Men her blev vi på radioen dirigeret videre op ad den nærliggende flod for at indklarere. Vi sejlede op ad floden til Cukai, en mellemstor by, hvor vi blev et par dage og nød den Malaysiske kultur.
Nu var vi tilbage i "Muslimer-land", men mange religioner er blandet her. 
Indklareringen foregik pr. taxi tilbage til Kemaman, uhyre nemt. 2 formularer med få oplysninger, færdig. Det var værre med diesel. Man kunne kun købe 18 liter diesel ad gangen, så ejeren af tankstationen kørte os op på Goverment Office for at få tilladelse til at tanke 350 liter. Efter en masse "palaver" fulgte en "Inspektør" med tilbage og overvågede, at vi fik 350 liter på dunke. Vi fattede ikke hvad det gik ud på, men det var billigt. 1,58 Ringit pr liter, svarende til ca. 2,20 kr. Det kan godt lade sig gøre at have lave brændstofpriser og lave skatter og alligevel have et fuldt moderne samfund.

Vi fortsatte herefter mod Pulau Tioman, som var et af hovedmålene efter den lange 750 sømil sejlads fra Bangkok i mudret og grumset vand. Vi ankom til en naboø, Pulau Tutai, efter mørkets frembrud, men havet var roligt og søkortet ok, så vi ankrede sikkert i en lille bugt.
Næste morgen så vi den fineste hvide sandstrand med rimeligt klart vand omgivet af jungle og høje klipper. Vi kunne høre aberne om morgenen inde i junglen. Her var paradiset vi havde ventet på. 
Vi fik snorklet og nød den vilde natur. Om eftermiddagen lavede vi bål på stranden og grillede fisk vi havde købt af en fiskekutter vi mødte.
Næste dag sejlede vi mod Pulau Tioman, 1 times sejlads og ramte ved en tilfældighed ind i en helt ny Marine, den eneste på øen. Vi blev modtaget af andre sejlere, som var de første vi havde mødt i lange tider. Her kunne vi komme til kaj og få vand og strøm for 24 Ringit i døgnet, svarende til ca. 36 kr.
Jeg har været på Tioman for ca. 10 år siden. Der var sket meget, men det samme ressort lå her som dengang, Berjaya ressort. I dag var det blot blevet meget større med plads til over 1000 mennesker. Det flotteste ressort jeg har set.
Tioman er meget besøgt i sæsonen, som så småt starter nu, men de fleste steder var der ingen turister.
Vi kunne leje motorcykler, men vejnettet strakte sig kun 500 meter i hver retning. Regntiden havde ødelagt resten, så vi hyrede i stedet en firehjulstrækker og kørte op igennem junglen over det 1000 meter høje bjerg, til den anden siden af øen, en meget flot tur. 
I 2 dage har det regnet i torve fra tidlig morgenstund med kun et par timers pause ind imellem, men i dag er det fint vejr med solskin, så Lene Sørensen og Hans Jensen er på trekking tur over bjerget sammen med en hollandsk skipper.
Vi bliver her en uge frem til lørdag, hvorefter vi afsejler mod Singapore.

USA den 25. December 2007
Singapore
Anduvningen til det kæmpe område omkring Singapore skete i mørke. Horisonten var fuld af lys fra opankrede skibe, i hundredvis.
Jeg huskede reden fra dengang jeg kom mange gange med ØK's fragtskibe i tresserne, men jeg vidste at Singapores havn var blevet meget udbygget, så vi ankrede øst for byen ved Changi Lufthavn den første nat, for ikke at sejle igennem virvaret af lys alle vegne.
Næste dag sejlede vi videre og oplevede denne kæmpehavn, som er en af Verdens største. Vi sejlede forbi Sentosa med Merlion, Singapores varetegn.
I den sydlige del af havnen var der et sejlskibs symbol på søkortet, så vi lagde kursen imod dér.
Det viste sig at være Republik of Singapore Yacht Club, en stor lækker marina, hvor det ikke var særlig dyrt at ligge. 23 SIN $ om dagen, svarende til lige godt kr. 100,-. Det eneste minus var, at hele marinaen bestod af flydepontoner og den meget heftige færgetrafik rundt imellem øerne og raffinaderierne gjorde, at der var en del dønninger om dagen. Men ellers var Marinaen overtruffen. To barer, to restauranter, Internet, gratis gym-lokale, flotte badeforhold, dampbad, swimmingpool, alt incl. 
Vi blev liggende i en uge og fik set og handlet hvad vi skulle. Bl.a var Furuno Radaren til reparation, så nu virker den perfekt igen. Et besøg på det kendte Raffels Hotel nåede vi også.
Vejret var skiftende, med meget sol, men en gang imellem heftige regnskyl, men det hører med i troperne. Når det regner plejer vi at samle regnvand i vores solsejl og det kan følge med forbruget.
Turen gik nu videre op igennem Malacca Strædet og vi sejlede dag og nat.
Tidevandet var 1-3 knob, enten imod eller medstrøm. Om dagen sejlede vi lidt tættere på land, hvor strømmen ikke var så stærk og om natten længere ude langs skibsruten for at blive fri for de mange fiskenet og bøjer.
Malaccastrædet er meget trafikeret med de store containerskibe og der har været mange piratoverfald på de store skibe her i området. Alverdens overfald bliver indberettet til en centralt kontor, der ligger i Kuala Lumpur, Malaysias hovedstad. For år tilbage har der også været enkelte overfald på lystfartøjer, men det anses ikke for en trussel mere. Man kan læse mere om overfald på www.noonsite.com
Tiden ombord går med læsning. Flemming Bitz, Hans P. og Lene Sørensen sluger den ene bog efter den anden. Ind imellem er der bakstørn og madlavning. Vi har lavet en liste, så det går på skift hele tiden.
Undervejs besluttede vi at sejle ind igennem Port Klang, som er en stor containerhavn ud for Kuala Lumpur, nord for Port Dickson. Havnen er anlagt langs med bredderne af floddeltaet, der giver Klang floden udløb i Strædet flere steder. Her var fyldt med skibe, der travlt sejlede ud og ind og lossede og lastede deres containere. Man fik virkelig fornemmelsen af, at der er en stor im- og eksport fra denne del af Verden.
Langkawi
Fra Port Klang anløb vi den toldfrie Malaysiske ø, Langkawi, hvor der lå mange sejlere til ankers. Øen er populær, da her er smukt og billigt, hvorfor der er bygger flere Marinaer rundt på Øen. Vi lagde os til ankers ud for hovedbyen for natten, idet vi ankom i mørket, ind imellem småøerne med hjælp af radaren.
Næste dag så vi en Sydafrikansk sejler, som jeg havde mødt på Tonga, så vi fik et hyggeligt gensyn med Hans og hans Koreanske kone.
Vi lagde os igen ind i Marinaen, denne gang var det Royal Langkawi Yacht Club. Her var lidt dyrere at ligge, men vi vidste, at der nok ville gå noget tid, før vi igen kunne ligge til kajs. Her fik vi snakket med en del sejlere og efter et par dage dukkede "Nordkaperen" op og lagde sig tæt ved os.
Skipperen Kresten gav os en masse gode informationer og fiduser om Indonesien, hvorfra de netop kom. De skulle også mod Phuket og vende, inden de skulle have båden på værft på Langkawi.
En dag lejede vi nogle motorcykler og fik en herlig tur rundt på øen. Herunder var vi til en stor fly opvisning ved Langkawis lufthavn med udstilling af alverdens flyteknik fra mange lande, ligesom udstillinger i Bella Centret. Vi fik igen handlet hvad vi skulle bruge og sejlede videre mod Thailand.
Igen var der mange fiskere, men det skiftede nu til blækspruttefiskere. Mange steder passerede vi bøjer i overfladen, der var svære at se og det gik da også galt. Flemming Bitz vækkede mig en nat og fortalte, at vi hang fast i et eller andet. Jeg hoppede hurtigt i "baljen" med dykkerlygte og kunne konstatere, at der sad et reb fast ved roret. Rebet førte videre til et kraftigere reb med en stor bøje i vandoverfladen. Der var kun en vej, at skære rebet løst, så vi var hurtigt fri.
Bøjerne ligger fast forankrede på havbunden, så fiskerne kan gøre fast, når de fisker efter blæksprutter. Det foregår som bekendt med et lyshav, der tiltrækker blæksprutterne, som de så fanger i store net.
Thailand
Da vi nærmede os Thailand fik vi fin vind. Kings Cup Regattaen var netop overstået og de havde haft god vind alle dagene. 
Vi ankom til øen Koh Ratcha Yai midt på eftermiddagen og lagde os til ankers i den smukke bugt. Jeg havde besøgt øen flere gange tidligere, da jeg sejlede med Bo Søndergård for år tilbage, men nu var der bygget en masse ressorts i bugten, synd, for det har fuldstændig ødelagt det "smukke". Men vi fik noget god mad i land og næste dag sejlede vi videre, efter en lang snorkeltur. Vandet var endelig blevet klart, så man kunne se bunden.
Vi ankom Ao Chalong Bay den 9. december og lagde os ved en bøje, som Bo Søndergård havde anvist os via mail.
Bo Søndergård er FTLF kontaktpersonen her i Thailand og har selv en sejlbåd Patrice, som jeg har sejlet med flere gange. Bugten var fuld af sejlere, tæt på 75 både. Indklareringen gik fint og uden problemer. Kun skal man være opmærksom på, at hvis man ønsker at forlade Thailand imens man er ombord på en båd, så skal der betales 20.000 bath i "bond" som man får tilbage, når man er tilbage igen eller der er bevis på, at man har forladt landet. Der er fuld kontrol med alle udlændinge her.
Jeg havde sat Flemming Bitz på som skipper, da myndighederne forlanger, at der er en ombord, der tager ansvaret hele tiden. 
Den 11. december holdt vi julefrokost, hvor Bo Søndergård var inviteret med. Desuden Steen Sørensen, der tidligere var været med Anaconda i 7 måneder ude på Stillehavet. (Hvor han skrev bogen "Gast", da han kom hjem) Han var tilfældigt på Phuket, da vi ankom. 
Jeg forlod Thailand den 13. december for at flyve til USA for at holde jul. Imens sejler Flemming Bitz, Hans Peter Jensen og Steen Sørensen, samt skibshunden Ana rundt ved Phuket i Anaconda.
Midt i januar sejler vi sydover igen mod Indonesien.
Jeg kan stadig kontaktes via min hotmail, men også sailmail og winlink adresse, som jeg kan læse via Internettet.
Alle der følger med i Anacondas rejser ønskes en rigtig glædelig jul og et godt nytår.

Indonesien den 25. februar 2008
Den 13. januar var jeg tilbage på Anaconda. Flemming Bitz og HP Jensen havde passet godt på hende, men skibshunden Ana havde pådraget sig nogle sygdomme, så hun måtte på Dyrehospitalet. Lene Sørensen kom tilbage fra Singapore og nogle ture med "live onboard". Ib Møller ankom fra Danmark og vi sejlede så til Phi Phi Island og drev lidt rundt. 
Tilbage til Ao Chalong besøgte vi Flemming Hansen dagen før han skulle mønstre ombord. Han boede på hotel i Patong Bach så på lejede motorcykler fik vi en tur ud af det. Også Niels på den danske Celtic Avenger, aflagde vi besøg oppe ved Boat Lagoon, hvor båden stod på land.
Thailand har forandret sig meget i de år jeg har besøgt landet. Utrolig mange turister alle vegne har givet landet god økonomi, men samtidig har landet mistet sit præg af det "Rigtige Østen". 
Det er ikke mere "som i gamle dage". Alt er regelrettet og meget strengere kontrol med ind- og udrejsende. Det meste kan lade sig gøre alligevel, men mod betaling. Det er penge i det hele. Men nutidens turister synes stadig det er spændende og meget at opleve.
Vi fik dykket nogle gange rundt i området, sidste dyk i Thailand var på revet Hin Daeng, hvor der som sædvanligt var tykt af dykkere under vandet, som der er på alle dykkersteder i Thailand.
Den 23. januar sejlede vi til Langkawi lige på den anden side af den Malaysiske grænse, hvor vi igen lå i nogle dage og hvor vi nød at være. Den ene dag havde jeg mulighed for at besøge nevø Carsten og hans kone Hanne, der var på ferie. Hyggeligt at møde familien igen. 
HP Jensen stod af på Langkawi for at deltage i et PADI opgraderingskursus. 
I Langkawi modtog jeg Anacondas nye AIS modem (Automatisk Identifikations System), som blev installeret. Et kinesisk modem SR261 fra SmartRadio i Kina, der kun koster det halve af andre. 
Vi er nu i stand til at se alle andre skibe med AIS på PC skærmen og de kan se os på deres skærm. Smart og en god sikkerhed. 
Systemet kører sammen med MaxSea 11,05. Ved hjælp af modemmet udsender vi hele tiden vores MMSI nummer, navn, kurs og fart samt position via en separat GPS og VHF antenne. Dette modtager andre skibe og viser automatisk dette på deres PC skærm. 
På samme måde ser vi alle andre skibe med samme oplysninger. 
Systemet fortæller automatisk om der er kollisionsfare eller hvor tæt man kommer på hinanden. AIS er obligatorisk i hele Verden for alle skibe over 300 ton. Pris: 500 USD sendt hvor som helst.
Vi sejlede herefter til Penang og lagde os i marinaen et par dage. Her stod Flemming Bitz af for at mødes med HP Jensen og familien i Kuala Lumpur, hvor de sammen skulle rejse videre til den Malaysiske del af Borneo. 
Videre derfra havde vi aftalt møde med Kenneth Rico Post i byen Malaca, en dagsejlads fra Singapore. Af erfaring havde vi lært, at det er meget nemmere at foretage "crewchange" i Malaysia. Der var temmelig meget besvær med det sidste gang vi var i Singapore. Singapore har i øvrigt indført obligatorisk AIS for ALLE skibe og både, der sejler ved Singapore. 
Ved ankomst til Singapore lagde vi os ind i samme Marina som sidst. Det var den billigste. Vores CAIT (Cruising Approval for Indonesian Territories) var ikke klar fra Jakarta og vi kunne ikke få ansøgningerne for Visa godkendt før vi havde CAITen. I øvrigt kostede den 2.850.000,- Rupies, hvilket svarer til omkring kr. 1500,- Ydermere var det Kinesisk Nytår i 3 dage, så det hele forsinkede vores afgang fra Singapore med en uge. 
Vi mødte dog mange mennesker og fik hjælp af nogle flinke Mærsk ansatte, der arbejdede på et olieborings projekt, da vi skulle have indstillet AIS systemet ordentligt.
Langt om længe afsejlede vi fra Singapore den 11. februar og allerede samme dag lagde vi til i Nonsa Marina på øen Batam lige over for Singapore. Vi ville indklarere i Indonesien her, men så snart det var overstået måtte vi forlade Marinaen, idet den var under reparation. 
Vi fandt dog en ankerplads selv om det var mørkt og det aldrig er betryggende at ankomme til nye horisonter i mørket. 
Næste dag var vi i land og opleve det første af Indonesien på øen Bintan, som jeg vil sammenligne lidt med Philippinerne. 
Efter nogle dage var vi nået frem til nogle små øer, Tokongkemudi, 150 sømil fra Borneo, hvor der boede Havsigøjnere. 
Undervejs havde vi fået gang i fiskeriet igen og fangede 2 Wahoo, der naturligvis endte på middagsbordet. 
Vi fik dykket lidt her og havde lidt kontakt med de lokale, men absolut ingen af dem talte engelsk. Vandet var ikke helt klart, idet vi hele tiden havde haft frisk vind fra NØ Monsunen og bølgerne herfra piskede sandet op og gjorde vandet mælkeagtigt. Monsunen blæste helt oppe fra Vietnam, sydvestover ned imellem Singapore og Borneo videre ned syd om Borneo, hvor den drejede mod sydøst, så vi havde vind hele vejen hen over Ækvatorområdet, hvilket er usædvanligt. 
Vi var tæt på Ækvator og den 18. februar kl. 11 om formiddagen passerede vi linien. Som traditionen kræver, kom Kong Neptun igen på besøg og døbte de 4 nye landkrabber. Vi fortsatte sejladsen og nåede den 20. frem til Kumai flodens delta på sydkysten af Kalimantan. 
Herfra var vi på bustur til byen Pangkalan Bun og fik hævet penge. Næste dag tog vi på tur med en lokal motorbåd, hvor vi boede ombord, ind i et junglereservat, det største i Sydøst Asien, hvor vi oplevede dyrene tæt på. 
Der var flere rehabiliterings centrer for Orang Utan aber og vi havde mange gode oplevelser, tæt på disse. Også Probiscus, næse aber, Gibbon aber og Makath aber var der at se alle vegne. Masser af fugle. En rigtig god tur. 
Efter dette sejlede vi mod Bali, hvortil vi ankommer inden den 1. marts, hvor Jørgen Lang Nielsen ankommer fra Danmark. 
Vi glæder os til at se rigtig klart vand, for det har der ikke været for meget af. Bali er omgivet af dybt vand og tæt på Det Indiske Ocean.

Bali den 11. marts 2008
Surabaya
Undervejs til Bali løb vi tør for vand og madvarer ombord, så vi lagde kursen om mod Surabaya. Det var ikke med i planlægningen, idet vi vidste, at byen var stor og snavset, men mad skulle vi have. 
Indsejlingen til havnen er flere timer lang igennem en bøjet kanal imellem Java og øen Madura. Det var tydeligt, at her kom vi til en kæmpe by.
Rejsebøgerne siger 2.5 millioner mennesker og havnen var enorm med mange skibe, containerhavn og en kæmpe flådehavn, der "bevogtedes" af en kæmpe statue af en kendt flådeofficer. Men der var ingen facilliter til lystbåde nogen steder.
Efter ankring fik vi skaffet drikkevand og sejlede derefter til havnekontoret og fortøjede.
Igen var der samme problem. Ingen snakkede engelsk, men en ung havneassistent hjalp så godt han kunne.
Efter en løben imellem 5 kontorer, hvor ingen turde tage et ansvar, kom "Coastguarden" og politiet ind i sagen. De havde ingen steder at henvise os til, så til sidst bad de os om at sejle med efter patruljebåden, ind i bunden af den snavsede havn og fortøje uden på 4 andre patruljebåde. 
Så langt så godt, men vi kunne ikke få lov til at komme i land, medmindre de eskorterede os, idet de mente, at vi først kunne gå i land, når vi havde indklareret med immigration og custom. Men hvis de "passede på os" så var der ingen problemer. Da det blev mørkt kørte vi alle, sammen med to coastguards, i en politibil med en politiofficer ind til byen for at handle.
Alle tre herrer fulgte med overalt og var meget hjælpsomme.
Bagefter var vi ude at spise indonesisk og smage lidt på det lokale øl, og vi endte da også på en sen Cafe, med nogle smukke sangerinder. Bagefter blev vi kørt tilbage til båden, hvor vi blev inviteret ombord på patruljebådene til en tår øl.
Fin aften, der endte med, at Rico Post og jeg fik byttet os til en original Indonesian Coastguard T-shirt.
Næste morgen måtte vi tidligt af sted, fordi vi lå i vejen, da bådene skulle på job. 
På vej til Bali var der ingen vind i starten, men den kom senere. Næste formiddag ankrede vi ved det nordvestlige hjørne i håb om at få et godt dyk, men vandet var ikke for klart og dykket var ikke noget at råbe hurra for.
Herefter sejlede vi til Lovina Beach, hvor vi havde aftalt at Jørgen Nielsen skulle møde os.
Jørgen Nielsen ankom som planlagt med taxa fra lufthavnen kort efter mørkets frembrud.
Bali
Bali er anderledes end resten af Indonesien. Her taler mange engelsk og stedet vi ligger, er rigtig hyggeligt med mange restauranter barer, små handlende og masser af kultur. Det store turist "ryk ind", var lige overstået. Australierne var taget hjem igen, så der var masser af plads.
Vi lå i Lovian i næsten en uge og var på flere udflugter i minibus. På grund af det kommende Balinesiske nytår, som er præget af Hinduerne, var der mange ceremonier og optog forskellige steder. Vi så templer, bjergsøer, vandfald, jungle, rismarker, floder, store bjerge og vulkaner og meget mere. Alle steder var der småhandlende med masser af souvenirs og Bali batik, som de er berømte for. 
Vi forlod Lovina beach den 5. marts og sejlede mod Benoa.
Vi var heldige og havde medstrøm ned igennem strædet mellem Bali og Lombok. Ved ankomst til Bali Marina var der allerede lukket alle vegne fordi nytåret fejredes samme aften. Vi var blevet advaret, men opdagede nu, at det var alvor.
ALT lukkede
Fredag den 7. var der totalt lukket alle vegne og INGEN mennesker måtte vise sig uden for husene. Vi besluttede derfor at sejle ud til dykkerstederne igen for ikke at ligge og kede os i en dødssyg marina. Marinaen var i øvrigt i forfærdelig stand. Broerne var ved at synke og møgbeskidt alle vegne. Her mødte vi de svenske både "Stressless" og "Xora", med Ingemar, som jeg har hilst på over radioen mange gange. De havde ligget i Marinaen i mange uger. 
Imellem strædet ved øerne Nusa Penedes havde vi meget stærk strøm, så vi gik næsten 12 knob over grunden. Flotte strømhvirvler alle vegne og de store Ocean dønninger buldrede mod klipperne og fremkaldte flotte geysere fra alle Blowholes.
Der var ingen dykkerbåde nogen steder, så vi havde det hele for os selv. Vandet var rimeligt klart og her var masser af fisk og overdådigt mange koraller.
Ved aftenstide sejlede vi tæt på et ressort område i håb om, at der var et spisested åbent, men NEJ, absolut lukket alle vegne og det virkede som om, at der var opstået en epidemi, så alle var omkommet. Totalt tomt alle vegne. Dybt underligt.
Selv turisterne på deres hoteller var forbudt at gå ud på gaden. Lys var der heller ikke nogen steder.
Næste morgen var der liv alle vegne og færgerne med turister ankom i hobetal.
Kaskelothval
Vi sejlede tilbage mod Benoa, men undervejs tabte vi vores vandudskiller i tragten til diesel, så vi spildte en time med at sejle rundt for at finde den, men opgav til sidst.
Til gengæld var vi heldige at "rende ind" i en Kaskelothval, der svømmede alene dovent rundt i strædet. Vi kredsede rundt om den i over en time og den var helt tæt på mange gange og var inde og gnide sig op ad skroget.
Den ene gang ramte den roret, så Rico måtte slippe det. Der skete dog ingen skade, men det var en kæmpe oplevelse at svømme med så stort et dyr. Digitalkameraerne kom på arbejde og vi fik mange gode motiver og optagelser.
Skibshunden Ana var den første i vandet og svømmede hen til hvalen, hvor hun kom så tæt på, at hun stod på den 2 meter brede halefinne, inden det gav et plask, så hun blev vippet af. Vi andre var helt tæt på og røre ved hvalen og halefinnen. Jeg sprang i vandet lige for næsen af den kæmpe hval og blev lidt skræmt, da jeg så det kæmpe dyr svømme imod mig og opdagede først her, at det var en Kaskelot. Ikke en bardehval.
Skønsmæssigt var kaskelotten omkring 9-10 meter lang og har vejet måske 8-10 tons.
Det var et højdepunkt, der måtte fejres med en Gl. Dansk. 
Vi sejlede derefter tilbage til Bali Marina, men der lå mange både og vi blev vinket væk af personale, selv om der ved lidt organisering sagtens kunne blive plads til os, men da vi vidste, at de forlangte 20 USD pr. døgn, lagde vi os til ankers uden for havnen. 
Ib Møller skulle stå af her og Flemming Hansen besluttede efter et par dage ligeledes at stå af for at blive fri for at rejse fra Lombok tilbage til Bali. I går brugte jeg 3 timer på Immigration, Port Master, Navy, Qurantine og Custom i dette kæmpe bureaukrati for at udfylde papirer og få stempler på en masse formularer, for at skifte besætningen. 
Overalt sidder der hobevis af ansatte og laver ingenting og ingen aner hvad der foregår, så det går langsomt. Man skal sørge for kun at lave officielle clearings i Bali for at skifte besætning. Ellers undlade det for at spare dette tidsspilde. Bali er et af de eneste steder det kan lade sig gøre at skifte besætning.
Man forlanger, at der er international lufthavn, så de kan gå direkte fra eller ombord på flyet. Hvis et besætningsmedlem vil stå af, feks. på Komodo, så forlanger myndighederne, at pågældende eskorteres af en politiofficer til Bali og man skal betale pågældendes rejse frem og tilbage. 
I dag sejler vi videre mod Lombok...

Fandme hårdt at være langturssejler! ! !
Rejsebrev, Flores Sea, Indonesien den 18. marts 2008
I sidste rejsebrev nævnte jeg et "filter" som vi ledte efter, da vi tabte det i havet. 
Hernede er den diesel vi køber (hernede kaldet "solar") meget uren, rettere sagt beskidt, så det er bidende nødvendigt at filtrere al diesel, der fyldes på tankene. Dertil har vi en stor tragt med et meget fint filter i midten, der også frafiltrerer vandet. Men da dieselen er snavset, skal filtret renses hele tiden. Det var under en sådan rensning, at Lene tabte filtret i havet. Vi ledte efter det i en time, men fandt det ikke. Det var herunder vi mødte Kaskelothvalen, som stadig står klart i vores hukommelse.
For at slutte historien med filtret, så kan man kun få et sådant i USA, men i mellemtiden bruger vi et filter fra en påhængsmotor. Det går dog meget langsommere med det. 
Ombord på Anaconda er der to store tanke i bunden og en "dagtank" på 110 liter. På siden af den er der et glasrør, så jeg hele tiden kan holde øje med indholdet, så vi ikke løber tør i en presset situation. Motoren føde herfra. 
Al diesel der fyldes på denne tank, enten fra dunke eller via pumpesystemet fra de andre tanke, bliver filtreret og løber igennem to vandudskillerfiltre og et motorfilter, inden det når frem til motoren. 
Det siger lidt om, hvor snavset brændstoffet er hernede.
Inden vi forlod Bali handlede vi ind i det store Carrefour supermarked, hvor man kan få alt hvad hjertet begærer. Forskellige slags kød er blevet henkogt, så der er nok til de afsides områder vi regner med at besøge. 
Bali er ikke så muslimsk, som alle de andre øer, så man kan få svinekød og mange andre fornødenheder, som muslimerne ikke må spise. Den vestlige del af Lombok ligner Bali, så her er det det samme. Jeg fik også besøgt forskellige "hard ware stores" Der er altid et eller andet man skal have skaffet. Også en godt forsynet dykker forretning blev besøgt, så vi kunne få nogle reservedele (membraner) til vores lungeautomater.
Turen til Lombok var igen flot med meget kraftig tidevandsstrøm langs øen Nusa Penedes, med høje klipper ud mod det Indioske Ocean. De store dønninger brølede imod klipperne og det gav et indtryk af havets kraft. De kunne sammenlignes med Møns Klint, blot meget, meget større og så langt øjet rakte. 
Kæmpe strømhvirvler alle vegne på grund af ujævne havbund, der består af bjerge og kløfter, som på land. Strømmen gjorde at vi gik 11,5 knob over grunden.. Det var fristende at dykke i det klare vand, men det ville have været livsfarligt. Vi så med mellemrum delfiner og et par enkelte hvaler dukkede op langt fra os. 
Første nat ved Lombok ankrede vi tæt ved en flad koralø, inde bag et rev i det sydlige Lombok. Næste dag sejlede vi nordover langs østkysten.
Vi mødte mange udriggerkanoer, der fiskede. Ikke med primitivt materiel, men med moderne fiskestænger, som var det i Danmark. Langs kysten så vi de indfødte stå i vandkanten med vand op til brystet og deres spidse hatte og fiske med kastestænger. 
Ved ankomst til Singigi fandt vi en hyggelig ankerplads. Jørgen Nielsen havde hjemmefra, via en kolleger, der havde handelsforbindelser i Sydøstasien, fået kontakt til en kinesisk familie, der boede ikke så langt fra Singgigi og de afventede vores ankomst. Hustruen Francisca, have mange jern i "ilden", en dygtig handelskvinde og det var tydeligt, at familien var velhavende. Ved aften kom de kørende i deres SUV og hendtede os. Vi blev kørt op til byens bedste hotel, som var ejet af en anden kinesisk familie de kendte, hvor de gav middag ved kanten af swimmingpoolen. En perfekt stille skyfri aften den første aften på Lombok, som vi nød meget.
De ville gerne vise os lidt rundt i området, så dagen efter blev vi afhentet og kørt op til "The Palace". Dette var et stort privathjem, tilhørende en hollænder, Marcel Rijk, en tidligere danser, der havde købt landområde ved vandet på nordvestkysten af Lombok for 25 år siden for at bygge hus. Men da Marcel Rijk skulle i gang med byggeriet var der lavet nye regler for området og han var nødt til at bygge et hotel. 
Marcel Rijk købte derfor mere land inde i landet ved en jungleagtig bjergskråning og byggede her sit kæmpe drømmehus i ægte Indonesisk Bali/Lombok stil med alt hvad der kan tænkes af lokal kunst og arkitektur. 
Et utroligt smukt område med mange bygninger til tjenestefolk, gæster og hans dyr. Marcel Rijk havde mange forskellige slags fugle, mange af dem udrydningstruede, som han havde "speciel tilladelse" til at holde. (penge åbner mange døre i Indonesien) Aber og en meget sjælden strudsefugl, hunde og katte, sjældne kakaduer og meget andet. Desuden havde Marcel Rijk en kæmpe kunstsamling, mest lokal Bali, Lombok og Java, som var sjælden og kostbar. Igen med "speciel tilladelse". 
Meget eksotisk og fornem atmosfære. 
Marcel Rijk var utrolig gæstfri og brugte den halve dag på at vise os rundt, på trods af, at han hernede var en travl forretningsmand med flere hoteller, nybygninger og andre forretninger. En stor oplevelse for os alle. Vi var helt overvældede.
Bagefter kørte vi hjem til den kinesiske familie, der boede i udkanten af Mataram, den største by på Lombok. Deres hus var kæmpestort, indhegnet med høje mure og aflåst port. Familien fortalte, at de var utrygge ved deres liv i Indonesien. Igennem tiderne havde der været mange "misundelses" angreb på kineserne, der sidder på størsteparten af landets handel, som de gør mange andre steder i verden. De stammede fra Jawa, Jakarta området, men var flyttet til Lombok efter urolighederne mod kineserne, for 4-5 år siden. 
Jeg kom til at tænke på de samme hændelser i Honiara på Solomon øerne for 4-5 år siden, hvor lokalbefolkningen brændte hele "China town" af, samt en række store virksomheder, ejet af kinesere. Her måtte der polititropper fra Australien og New Zealand iindsættes for at mskabe ro. Muslimer, Hinduer eller Kristne, de er alle efter kineserne fordi de har skabt sig formuer ved handel og hårdt arbejde.
Vi blev igen beværtet og bagefter kørt rundt i byen for at handle. Deres gæstfrihed havde ingen grænser og de var utroligt søde. Fransisca og hendes mand havde to døtre, der begge studerede i USA, samt en søn, der gik på kollege i Surabaya. Deres eneste mål i livet var, at tjene penge til deres børn kunne få den bedste uddannelse og få arbejde i udlandet, væk fra de områder, hvor kineserne var misundt. 
Fransisca havde et stort transport firma, og handlede med en masse forskellige ting. Desuden havde hun sine "fuglehuse" som hun kaldte dem. Fransisca havde gennem årene opkøbt nogle ældre forladte betonhuse i byerne i området. De var blevet hermetisk lukket af og blændet for vinduerne. Men til gengæld var der lavet huller til "indflyvning". Husene blev nu beboet af svaler, den art, der bygger svalereder af deres eget spyt. En gang om måneden blev rederne "høstet" og solgt. Rederne bruges som bekendt til "svaleredesuppe", som er en dyr, men stor kinesisk delikatesse. Hun fik 1500 US doller pr. kg og der kunne samles rigtig mange kilo hver gang. 
Kunsten var blot, at få svalerne til at bygge rede i husene, men det var hendes mand god til. Han forstod at tiltrække dem. Dette var en "guldgrube" og Fransisca fortalte, at fuglehusene i store træk betalte for børnenes uddannelse, som var meget kostbar. Og ganske rigtigt, vi kørte forbi flere af Fuglehusene og så svaleflokkene flyve ud og ind af hullerne. Genial forretning!
Vi måtte efter et par dage tage afsked med familien, men Fransisca kontaktede os flere gange for at hjælpe me "et eller andet". 
Mange tak for denne fine oplevelse.
Vi sejlede derpå til Gili øerne, der ligger ved nordvesthjørnet af Lombok. Øerne var et Mekka for dykkere, som vrimlede alle vegne i dykker resortenes udrigger kanoer. Vi fik dykket ved en af øerne, men ikke noget at råbe hurra for. Også her var der meget tidevandsstrøm i strædet imellem øerne. Vi gjorde fast til en af de faste bøjer ud for den største samling dykker resorts, men strømvhirvlerne gjorde, at vi drejede rundt og kom for tæt på de andre dykkerbåde, så vi var nødt til at ankre op i stedet for. Der var 13 meter dybt, men det var på en skrænt, hvor der var 35 meter dybt i strædet. Vi slækkede 80-90 meter kæde ud for at være nogenlunde sikker og gik i land for at spise. 
Da vi kom igen to timer efter var Anaconda væk!! 
Anaconda var drevet 400 meter ud i strædet på grund af den kraftige strøm, der havde trukket ankeret ned ad skrænten, men herude havde ankeret heldigvis fået fat i en koral, så det lå fast. 
På vej derud så det ud som om, at Anaconda sejlede med fuld fart igennem vandet. Det var naturligvis strømmen, men sikke et besvær med at få ankeret op og det tog noget tid. 
Bagefter lagde vi os til bøjen igen, idet vinden var frisket op, så Anaconda lagde sig roligt i den rigtige retning og der skete ikke mere den nat. 
Men et spændende område. 
Dagen efter dykkede vi igen på "Shark Point" og sejlede så nordvestover op imod nogle afsides rev. Vi ville væk fra alle de overrendte dykkersteder, så vi kunne have det for os selv. Aftensolen gik ned i en næsten skyfri himmel med Balis højeste vulkan i baggrunden, en meget flot solnedgang. 
Havet var fladt som en pandekage så Perkins måtte som sædvanligt sørge for at bringe os videre, nordøst over. På styrbord side tonede Lomboks højeste vulkan sig op imens vi sejlede tæt forbi den smukke kyst. Vi sejlede natten over og næste formiddag var vi ved Pulau-Pulau Tengah, en samling af øer på et højt plateau i det dybe klare Flores Hav. Imellem øerne var der ca. 30 m vand, men vi vil finde nogle "drop offs" at dykke på i kanten mod dybet. 
Da solen var stået op anduvede vi ø-området med alle revene. Vandet var krystalklart da vi snorklede. Sigt på 30-40 meter var helt fantastisk, især efter lange perioder med flodvand og andre steder med sigtbarhed på 10-15 meter. 
Der var mange fiskere, større både, der havde besætning på 15-20 mand, der snorklede på revene for at fange hvad der var af levende væsner. Vi lagde os tæt til en af dem og blev forevist dagens fangst. Der var masser af Octopus blæksprutter og småfisk, men også hummere. Vi købte to pæne hummere for 75.000 Rupiah, svarende til 45 kr. 
Besætningen var lutter "øjne". Det var ikke ret tit, der kom en sejlbåd forbi. Båden kom fra Sulawesi og ingen af dem talte engelsk, så kommunikationen var fagter og bevægelser. 
Derefter ledte vi forgæves hele dagen efter det rette dykkersted med "drop off", men fandt det ikke før kl. 16. 
Men der var det: Uberørt lodret fald fra 6 meter til over 50. 
Lækker fornemmelse, at der ikke havde været en flok dykkerturister her før. Det opvejede hele dagens søgen efter det perfekte. Efter dykket besluttede vi at blive her natten over og få morgendykket og måske opleve hajerne, mantaerne og hvad der måtte komme. 
Vi går til ro med hummer i maven og et par sundownere :o)
Fandme hårdt at være langturssejler! ! !

Sulawesi den 3. april 2008
Pragtfuldt solskin og klart vand vågnede vi op til. En tur i masten for at få et godt foto af det klare vand. 
Dykket VAR fantastisk og med et utal af forskellige fisk og koraller. 
Her levede Indonesien op til sit renommé, det at have noget af verdens bedste dykkervand. Senere samme dag dykkede vi ved en anden væg, hvor der var mange store fisk, klart vand og hajer. 
Herefter gik kursen mod Komodo øerne, men vi besluttede at stoppe i Bima på Sumbawa, der lå inde i bunden af en fjord. 
Her kunne vi handle lidt og måske komme på Internet. 
Men nej, det var for langt væk fra de store byer, ingen Internet. 
Vi blev der natten over og sejlede videre den næste dag, mod Komodo og Rinca. Her var rivende strøm, denne gang imod, så det var med at søge strømlæ langs den forrevne kystlinie ned igennem strædet. 
Vi landede i det sydlige Rinca, hvor jeg af en anden sejler havde fået en position på en mooring tæt ved kysten. Vi var spændt på om der var varaner. Vi så ingen den eftermiddag, men vi så sorte grise, hjorte, ørne og mange andre fugle, et fantastisk flot område med høje grønne bjerge omkring. Da vi vågnede næste morgen var der pludselig 3 store varaner inde på stranden. Vi havde læst om varanerne, at de kunne blive meget store. 
Kort efter kom der en båd med tre Park Rangers, der forklarede hvor vi skulle sejle hen for at få en guidet tracking tur oppe i højderne og hvor der var mange store varaner. Vi betalte 15 usd hver i Park Fee.
Der er masser af informationer om parken på Internettet. Bl.a. er der mange rigtig gode dykkersteder.
www.komodonationalpark.org
Sejlede videre til Kapulauan Taka Bonerate Marine Park, der lå midt imellem Flores havet og Banda havet. 
Her havde vi nogle fine dyk igen. 
Inde i et koral revs område lå der en lille hvid sand-ø med kratbevoksning. 
På stranden var der opført en lille palmehytte, lige hvad Rico Post havde drømt om, at lave en lille bar i. 
Et skilt blev hurtigt malet "Ricos Bountybar" og et par flasker sat på "bardisken", hvorefter filmen kom i "kassen" til stor morskab. 
Vi blev nu enige om, at der nok ikke ville komme ret mange kunder herude. Så vi måtte videre. Barskiltet blev dog gemt. 
Måske dukker der en anden ø op på vores vej.
Herefter tog vi strækket til Wakatobi (navnet består af en forkortelse af øerne WAngi-Wangi, KAledupa, TOmia og BInonko) og ankom næste dag sent om eftermiddagen. Det var begyndt at blive mørkt, så det var svært at se revene, SOM VAR ALLEVEGNE. Da vi var kommet inden for revet og ledte efter en ankerplads løb vi på et mindre koralrev og sad fast. 
På trods af Anacondas store motor kunne vi ikke komme fri og jeg vidste, at det var højvande, så vi SKULLE fri. 
Hurtigt fik vi dinghien i vandet og firet ankeret ned i den med 40 meter kæde, hvorefter Rico Post sejlede ankeret ud i en retning jeg havde valgt, efter et kort snorkeldyk omkring båden. 
Jeg firede samtidig kæde ud og da der var 50-60 meter kæde ude droppede Rico Post ankeret og jeg begyndte at hive hjem på kæden. 
Samtidig kørte motoren på halv kraft fremad, så Anaconda flyttede sig stille og roligt ud imod ankeret og kort efter var vi fri. 
De lokale fiskere så interesseret til i deres kanoer omkring os. Det er en metode vi tit har brugt og den virker. 
Vi fandt en ankerplads for natten og fik os en kold øl.
Dagen efter sejlede vi imod Wakatobi Resort, som var det eneste punkt vi havde på kortet, som vi havde udskrevet fra Internettet. Søkortene herude er meget unøjagtige, kun i størrelsesforholdet 1:1.000.000, så de er kun til orientering, ikke til at navigere efter. 
Da vi nærmede os øen, hvor resortet lå kom der en thunderstorm med 50 knob vind og voldsom regn, så vi intet kunne se. 
I løbet af få minutter stod himmel og hav i ét. 
Vi måtte drive med vinden imens vi forsøgte at redde solsejlet. Vi fik det ned med lidt revner og småskader. 
Vi ankrede herefter imellem nogle store fiskefartøjer ud for en lille by ved navn Usuku. Vi var langt nede i proviant, så vi sejlede i land i dinghien for at handle. Men her var ingen forretninger overhovedet. Kun lange asfalterede stier med pæne huse på begge sider og næsten ingen mennesker. 
Et trøstesløst område, hvor vi hørte muslimernes "brægen" fra moskeerne.
Næste dag sejlede vi hen til resortet og kom i kontakt med nogen af de ansatte ved anløbsbroen. Manageren Marcus fra Sweitz blev tilkaldt og han kom ud og snakkede med os. Vi blev pænt afvist med besked om, at Resortet var privat for eksklusive gæster, så vi kunne ikke benytte restaurationen. I øvrigt var det ikke muligt at ankre nogen steder i nærheden, så det var lige meget. Han skaffede os i stedet nogle forsyninger i form af brød, fisk, smør og andet. Han fortalte, at den Sweitziske indehaver betalte store summer til de lokale fiskere for at få dem til at stoppe med at fange fiskene i området, så der var flere fisk at se på for resortets gæster, og de betalte også mange penge til regeringen for dykkerrettighederne omkring resortet. Han viste os i stedet en masse andre gode dykkersteder, som det vrimlede med i Wakatobe Marine Park, som er kæmpestor. 
Vi fik dog dykket på deres bedste dykkersted, The Blade, men det var ikke særligt imponerende, men flot med masser af koraller, drop off og nogenlunde klart vand. 
Herefter sejlede vi op til en landsby, Waga, hvor vi havde fået oplyst, at vi kunne få gas, som vi var næsten løbet tør for. Vand skulle vi også bruge, så dunkene kom med i land. 
Efter en spadseretur op igennem landsbyen fik vi kontakt med nogle muslimske kvinder i et stort hus. 
De kunne intet engelsk. De fnisede men ledte os ind i deres køkken og fra en dyb brønd fik vi hejst fint vand op.
Kort efter kom vi i snak med en ung kvindelig læge, der arbejdede alene på det primitive, men ret nye, hospital overfor. Hun ville gerne hjælpe os og hun talte som den eneste, engelsk. Hun kom fra Jakarta og var udstationeret på øen. Hun havde en ambulance stille til rådighed, en ganske ny, med diverse udstyr. Men vi fornemmede, at hun ikke vidste meget om at køre bil. Ambulancen var bulet alle vegne og hun kunne næsten ikke nå pedalerne. Vi blev dog kørt rundt til alle de steder vi havde behov for, ud og ind af ambulancen til stor moro og interesse for landsbyens beboere. Penge for kørslen kunne der ikke være tale om. Hun tog det sikkert som en oplevelse, at få lov til at tale med os og hjælpe. 
Generelt for indoneserne er, at alle er glade og smilende og hilser "hello mister". Møder man en gang imellem en, der kan tale engelsk, så kan man være sikker på, at pågældende gerne vil øve sig lidt, ved at tiltale os. Selv de muslimske kvinder er smilende og hjælpsomme. 
Nogle går med slør, men de fleste uden.
Derefter sejlede vi til Hoga Island Marine Research Station, hvor vi mødte englænderen Ben, som helt modsat Marcus, var utrolig imødekommende. Ben kom selv ud til os og anviste en mooring og fortalte os en masse om arbejdet på stationen. Ben havde været på stationen som dykkerleder i 9 år. Der kom året rundt en masse studerende fra hele verden og lærte noget om at passe på revene og forske i miljøet og meget mere, samt lære at dykke. Lige nu var der studerende fra Essex og Cambridge. 
Stationen havde ikke meget at byde på, men en bar var der da, så vi kunne få en kold øl. Vi fik anvist alle de bedste dykkersteder i området, og der var mange. 
Inden vi "blev sluppet løs" skulle en af Park Rangerne lige se hvordan vi dykkede for at vise vi kunne tage vare på os selv og ikke ødelægge korallerne. Vi dykkede sammen med ham på en Pinackle, et utroligt flot dykkersted med stejle forrevne vægge og en kæmpe stime af Great Barracuda. 
Jeg havde fornøjelsen, at svømme lige igennem stimen, der var så tæt, at man ikke kunne se igennem den, når den var samlet. 
Gode billeder kom i kameraet. 
Efter 10 minutter blev Park Rangeren kaldt hjem af en dykkerbåd, der kom hen til os med Ben ombord. 
Ben "blæste" i sin dykkerfløjte under vandet for at påkalde vores opmærksomhed, hvorefter han kom ned til mig med sin tavle, hvorpå der stod Rangeren skulle hjem. En studerende var blevet syg og skulle transporteres til et hospital lange derfra. 
"Hav nogle gode dyk", hvorefter han forsvandt igen. Vi dykkede flere andre steder og alle dykkene var fine med fantastisk sigt og masser af fisk og fauna. Ben forklarede om området og hvor vi kunne dykke og handle ind på vores vej op imod det nordlige Sulawesi. 
Wakatobe Marine Park ligger lige i midten af et af verdens bedste dykkerområder, med den største arts variation i verden. 
Banda havet, Molukker havet, Celebes havet og Sulu havet. 
Men området er samtidig en "sort" plet på verdenskortet med hensyn til uroligheder, overfald og Pirater. 
Ben fortalte, at nord for Sulawesi skulle vi være særlig på vagt. Efter nogle dage måtte vi videre og fik sagt farvel til Ben og sejlede til Kambode på Wangi-Wangi, hvor vi fik handlet lidt ind af det sparsomme udvalg. 
Symaskinen havde været fremme, sol/regnsejlet repareret og vi fik også samlet det regnvand der skulle til for at fylde tankene.

Celebeshavet den 24. april 2008
Efter et døgns sejlads ankom vi til Kendari, som er Sydøst Sulawesuis største by. Byen ligger inde i en fjord og her kunne vi få handlet lidt mere og komme på Internettet. Jeg havde i lang tid haft problemer med lidt langsomme computere og efter et besøg på en Internatcafe på Flores var der via et Flashcard importeret en Trojan virus, der slettede alle billederne på vores flashcard og kameraer og gjorde computeren helt rundtosset. Derfor ville jeg have downloaded nogle virus programmer.
Imens jeg forsøgte at downloade nogle programmer fra en Internatcafe dukkede ejeren op, en yngre muslim, Mohammed Akmal, der viste sig at være Lektor på Universitetet i Data Teknologi. Han fik forelagt problemet og anbefalede med det samme at få renset begge computere og formateret dem. Han lagde herefter de mapper jeg ville gemme, ind på cafeens server, og alt foregik på Linus systemet, der er immunt over for alle virusser. Jeg fik således to "nye" computere tilbage, men skulle så lægge alle mine programmer ind og sætte indstillingerne op igen for at få det hele til at køre. Det har taget noget tid. 
Hele mit mail system på sailmail blev slettet, så jeg har mistet alle mine e-mail adresser (alle der skriver med Anaconda, send lige en kort mail, så vi er i forbindelse igen) 
Vi blev gode venner med Akmal, der var glad for at kunne hjælpe.
Men alt dette forsinkede os fra sejlplanen med 2-3 dage, idet vi skulle nordover 400 sømil mod Lembeh Strait, Bitung, Bunaken, Manado og videre 450 sømil mod Tawau i den Malaysiske del af Borneo, hvor vi skulle hente Eddy Møller Christensen den 17. april. 
Vi ankom til tiden efter en lang motorsejlads. Undervejs fangede vi både Wahoo og Guldmakrel. I tawau var der en ganske flot Yacht Club. Her var både billigt og dejligt og medlemmerne meget hjælpsomme. 
Ankerspillet trængte til en overhaling og flere andre ting blev gennemgået inden vi kom videre.
Fra Tawau sejlede vi til Mabul og dykkede. Her var mange havskildpadder og mange små fisk og havdyr. Dagen efter sejlede vi til Sipadan, som ligger lidt længere ude fra kysten. Vandet var klart og vi så mange skildpadder. 
Men den Malaysiske regering havde for nyligt lavet strenge regler vedrørende besøg på øen. Vi blev kontaktet af nogle Rangere, der fortalte, at vi skulle have "permit" for at besøge øen og få lov til at dykke. Vi sejlede herefter 25 sømil ind til byen Sempora og henvendte os til Sabah Marine Park Office og bad om at få lov til at besøge Sipadan. 
Men her fik vi at vide, at kun 120 personer pr. dag var tilladt og dykker operatørerne havde booket alt ud i fremtiden. Hvis vi skulle til Sipadan, så måtte vi kun tage derud med en operatør, hvor det kostede 100 US dollar pr. person, pr. dag. 
Vi måtte ikke besøge øen med Anaconda og den pris var lige grov nok.
Det var vi noget skuffede over, men trøstede os med, at der var masser af lignende dykkersteder på vores vej og som var ganske øde og uberørte, ikke overrendt af dykkere, som på Sipadan. 
Efter at have handlet lidt sejlede vi nordover mod Sulu øriget der hører til Philippinerne. Her var vandet også krystalklart og masser af skildpadder.

Zamboanga, Philippinerne den 30 april 2008 
Under passage af strædet, Sibutu Passage, der forbinder Celebes Havet og Sulu Havet mødte vi meget trafik af fragtskibe, formentlig forbindelsen imellem Australien og Hong Kong. I det fjerne så vi høje forvredne klipper af ø-gruppen Tawitawi. 
Strædet er dybt og da vi nåede den østlige del tiltog den sydgående tidevandsstrøm, så vores kurslinie på PC-skærmen drejede voldsomt sydover mod styrbord. Da vi rettede kursen op og sejlede mod strømmen, gik vi kun godt 1 knob over grunden med en fart på 6 knob igennem vandet. 
Vi vendte derfor 180 grader og sejlede med strømmen for at komme syd om øen i stedet. Så gik vi pludselig 11 knob og kom hurtigt rundt om den smukke pynt med høje overvoksede forrevne klipper, der var omkranset med store palmeplantager langs kysten. 
Befolkningen der er muslimske fiskere/havsigøjnere boede i simple træhytter langs kysten hele vejen rundt om pynten til vi nåede en større fiskerlandsby ved navn Bongao. 
Det var vores første Philippinske by, men den ligger i det yderste SW hjørne, så her var ganske anderledes end det øvrige Philippinerne. Meget militær. Meget fattigt, mange tiggere, men de typiske tricykler alle vegne. 
Vi var her kun kort, fik handlet lidt og sejlede videre. Clearence vil vi vente med til senere. 
Vi havde stadig 170 sømil op igennem Suluøerne til Zamboanga. Vi blev alle vegne frarådet at sejle for tæt på Jolo øerne, der husede en stor gruppe oprørere/banditter. Vi havde dog ingen problemer undervejs.
Vindstille hører til dagens vejr, så motoren måtte gøre jobbet. Efter bunker i Malaysia har vi igen fået god og ren diesel. Indonesien er det værste brændstof, der er oplevet. Konstant skulle der renses og udskiftes filtre, ellers får vi luft i systemet og medfølgende motorstop med besværlighederne med at udlufte systemet. 
Vi ankom den 28. april til Zamboanga, lige før solnedgang. Zamboanga har en forholdsvis stor havn og meget industri. Jeg blev hurtigt hjulpet rundt til Policia Maritime, Coastguard, Port Control og fik anvist en ankerplads, lige ud for byens bedste hotel og restaurant, Lantaka. 
Custom og Immigration kunne vi klare mandag morgen. Clearence startede næste dag hos Custom, der fik en kopi af vores port clearence fra Tawau. 
Lokalet var fyldt med ansatte, der intet lavede, men snakken gik hurtigt imellem dem, hvad vi skulle betale i "Fee". Til sidst sagde chefen, at vi kunne slippe med l00 US dollar. 
Dette nægtede jeg. 
Rundt på Philippinerne er der forskellige "ulovlige" satser. I følge reglerne skal der ikke betales nogen clearence afgift for lystbåde, men myndighederne beregner sig en "service afgift", som er ren korruption. 
Det går lige i deres lommer. Jeg bad ham om at se noget på skrift om gebyret, men det kunne han ikke fremvise. Jeg forlod herefter kontoret med besked om, at jeg først ville tale med Immigration. Da vi sidste år ankom til Cebu, blev vi tvunget til at betale 3500 peso, ca. 350 kr.
Men med en "officiel" kvittering, der viste sig ikke at være lovlig. I mellemtiden har jeg læst mange indlæg fra andre sejlere, der er stærkt utilfredse med det korrupte system, bl.a. på Noonsite.com 
Jeg havde derfor besluttet at tage kampen op med systemet, i hvert fald så langt jeg turde, uden at komme i klemme. 
En ansat i Custom kørte mig herefter rundt i byen for at finde immigration og til sidst fandt vi dem på en færge, der skulle til Sandakan, hvor de var i gang med at stemple passagerernes pas. En stor gruppe immigration officerer gennemgik vores pas og en af dem "spurgte" hvad vi plejede at betale for clearence. Jeg nævnte hvad vi havde oplevet i Cebu, men at jeg ikke var enig i dette gebyr. 
De diskuterede ivrigt, men vores pas blev stemplet med indrejse dato, crewlist udleveret m.m. hvorefter en af de overordnede dem trak mig til side og fortalte, at Immigration gerne ville holde Customs ude af billedet med hensyn til betaling. Så jeg kunne bare betale 3000 peso til ham, så var det ude af verden. Jeg fornemmede, at han var på usikker grund og forklarede, at jeg gerne ville have en kvittering på Goverment papir med de officielle takster. Det var han ikke i stand til og da der stod en masse andre og lyttede, blev han usikker. Jeg forklarede, at jeg ikke ville betale noget, hvorefter han gav op, frafaldt sit betalingskrav og ønskede os god tur fremover. 
"Yes" tænkte jeg. Korrupte banditter! 
Jeg gik derefter på Internettet og kikkede på den Philippinske regerings hjemmeside. Her står intet om takster for clerence, kun at der skal betales et gebyr ved forlængelse af visa. Nu var jeg sikker i min sag og gik dagen efter ned til Custom officeren, der modtog mig med et stort smil, for "nu skulle han jo have betaling". Jeg forklarede ham, at jeg havde konstateret, at der IKKE skulle betales gebyr ved Clearence. Han blev lidt forvirret, for nu havde han ikke mere "bolden i luften" og sagde så, at så ville han ikke kunne udstede Port Clearence til vores næste havn. 
"Betyder ikke noget" sagde jeg. Jeg skal først bruge en Port Clearence, når jeg forlader Philippinerne. Da han kort efter opdagede, at vi skulle have diesel ombord, forsøgte han at "redde" situationen og sagde, at det skulle Custom overvåge og have afgift af. 
Custom skulle overvåge alt, der skulle fra og til alle skibe. "What" sagde jeg højt og vredt. No way! Never heard about it! 
Jeg vil tage diesel ombord uden customs indblanding! hvorefter jeg drejede om og gik ud af kontoret. På vej ud kom han løbende efter mig og til min forbavselse ønskede han os god tur og gik ind på kontoret igen. Puh ha! 
Det slag vandt jeg også og var lidt stolt, for det er store ukontrollable og korrupte myndigheder man er oppe imod. Her er ingen retssikkerhed og man kan hurtigt komme ind i beskyldninger og krav, som man intet kan gøre imod. Det havde hele tiden været med lidt rysten og bæven i maven, men nu var det ovre. Jeg er sikker på, at denne oplevelse vil glæde mange andre sejlere. 
Jeg kender til flere sejlere, der slet ikke clarerer ind eller ud af Philippinerne, fordi de ikke vil igennem dette korrupte system. De tager risikoen, men vil komme slemt op "og køre" hvis de bliver "taget". 
Vi fik kikket rundt i byen og handlet ind. Johnny, en ansat på havnekontoret, var yderst behjælpelig med at skaffe diesel og vand. Han kørte os rundt på sin motorcykel og vi fik anvist en plads ved færgekajen, hvor der kom en tankbil ned. Kajen var fuld af Philippinere der var nysgerrige og mange ville sælge ting og sager. 
Et par "LEWIS" 501 cowboybukser kostede 50 kr. når de var forhandlet ned fra 250 kr. De unge hoppede i vandet hele tiden og morede sig meget over, at skibshunden Ana hoppede med hele tiden. Men de er bange for hunde, så de kom hurtigt op ad vandet hver gang hun hoppede i. 
Vi spiste hver morgen og aften på Lataka hotellet, meget billig og god mad. Det var en fornøjelse igen, at kunne få San Miguel øl til maden og drinks af alle slags. Det havde vi savnet i Indonesien. Nu kunne vi igen købe en flaske Tanduay rom til 52 peso = kr. 5,00.
Befolkning i Zamboanga på ca. 700.000 hvoraf 70 % er muslimske, resten kristne. Der var mange kirker at se i bybilledet, kun få moskeer og man hørte næsten intet til muslimernes brægen og meget få kvinder gik med tørklæde eller slør, så man fornemmede slet ikke at området var muslimsk. Men man fornemmer, at det er et uroligt område af Philippinerne, hvor ARMM (Autonomous Region of Mindanao Muslims) bliver holdt i skak af militæret. Området er klart mere fattigt end resten af Philippinerne. 
I dag, Onsdag den 30. april afsejlede vi fra Zamboanga mod Apo Island ved sydspidsen af Negros. 
Når vi kommer til Cebu, står Lene Sørensen af efter 7 måneder ombord. 
I Carmen, nord for Cebu, skal Anaconda på land og bundmales, hvorefter vi sejler til Malapascua, Boracay og Puerto Galera. 

Boracay den 18. maj 2008
Første stop efter Zamboanga var Apo Island. Vejret var klart med solskin, flot syn med udsigt over Negros høje bjerge og Cebu øen i baggrunden. Længere mod øst Siguijor Island. Vi sejlede en tur rundt om Apo Island og lagde os ved en dykkerbøje for at få et strømdyk. Rico Post passede dinghien som følgebåd. Her fik vi et flot dyk med masser af store og små fisk, skildpadder og meget mere. Korallerne flotte. 
Apo Island er Marine Park med en lille landsby og to pæne ressorts. På grund af tidsnød besluttede vi at sejle til Dumaguete, 14 sømil fra Apo på øen Negros. Her fik vi købt ferskvand og fik noget god mad. 
Dagen efter sejlede vi til Balicasag, den lille dykker-ø syd for Panglao Island med Alona Beach. Her fik vi igen et par gode dyk på lodrette "Drop Offs". 
Herefter gik turen mod Cebu, hvortil vi ankom den 4. maj. Vi lagde igen til uden for Cebu yacht Club og Lene Sørensen stod af her. Hun skulle på kursus i International Søsikkerhed for at få mulighed for et eventuelt job på en lystyacht. Hun havde fundet ud af, at kurset i Cebu kostede en fjerdedel af hvad det kostede andre steder. 
Eddy Christensen besluttede også at stå af her, hvorefter vi sejlede op til Carmen, hvor Zeke Stefansky på Pinoy Boatservices ventede os. Anaconda skulle bundmales og vi var afhængig af tidevandet for at komme ind i havnen. 
På værft
Vi ankom mandag den 5. maj og næste morgen kunne vi sejle over sandbarren og ind. Vi blev med det samme placeret med siden til en kaj, hvor vi stod tørt på bunden hver gang det var lavvande. Tidevandet stiger og falder op til 3 meter her. 
5-6 mand gik straks i gang med at slibe og gøre klar til maling. I løbet af den næste uge blev hele cockpittet og hækken slebet og lakeret. Fribordet blev poleret og vokset. Hele bunden blev slebet og bundmalet 2 gange, 4 gange i vandlinien. I bunden af roret blev igen monteret en 15 centimeter blød kerne med et tyndt lag glasfiber uden på, der vil brække af ved en eventuel grundstødning. 
Propelakslen blev udtaget og sendt på maskinværksted for afpudsning og check. Propellen poleret. 
Nye Cutlass lejer (vandsmurte gummilejer) blev monteret og ny stævnrørstætning. 
Alle vores dykkerflasker blev slebet og malet. Alt rustfrit stål blev poleret. 
Alt dette arbejde inklusive maling og andre materialer kostede i alt kr. 3.000,- (tre tusinde) som vist ikke kan gøres billigere nogen steder. 
De philippinske arbejdere var flittige og dygtige. Mange gange arbejdede de til midnat for at drage fordel af tidevandet. Vi var færdige efter nøjagtigt en uge. 
I mellemtiden havde vi haft det hyggeligt og var en aften inviteret op til Zeke Stefansky til Barbecue i hans pragtfulde villa med svimming pool på toppen af et af de nærliggende bjerge. 
Tyfoner tidligt på året 
Flere lavtryk i det Philippinske område forårsagede noget uroligt vejr. Der havde allerede været to tyfoner i år og da vi sejlede mod nord havde vi frisk vind, der tiltog til hård kuling, så det var umuligt for os at gå i land på Malapascua Island, hvor vi havde planlagt at dykke. 
Vi havde en urolig nat på ankerpladsen og næste morgen var det værre, så vi besluttede at sejle videre mod Boracay. Vinden tiltog undervejs og vejrudsigterne fortalte, at de to lavtryk var i gang med at udvikle sig til tropiske storme. Et lavtryk lå nord for Palawan og var stationært og det andet lå på østsiden af Luzon, men bevægede sig langsomt nordøstover. 
Da vi efter et døgn ankom til Boracay var vinden tiltaget til 40-50 knob (25 m/sek)men på østsiden af boracay var der læ, så vi kunne ankre sikkert. De næste dage blæste og regnede det meget. Det østlige lavtryk bevægede sig nordover og blev til en tyfon efter et par dage. Det vestlige lavtryk begyndte at bevæge sig nordover, tæt forbi Manila og lørdag aften den 17. maj var dette også blevet til en tyfon i kategori et. 
Der var tyfonvarsler i hele det nordlige af Philippinerne og søndag passerede tyfonen over Luzon på vej mod nord. Fire tyfoner allerede i midten af maj er meget usædvanligt og lover ikke godt for resten af sæsonen. Det blæser og regner stadig meget, men det skulle holde op om et par dage. 
Rico Post og Jørgen Nielsen er i gang med PADI Advanced Open Water certificate hos Andy og Sonja på Scuba Libre Divers, hvor Sue også fik sit PADI certifikat sidste gang vi var her. De afslutter med et dyk på "Yapak" hvor jeg hopper med i vandet. 
Vi har også fået hilst på Leif og Glenda, som vi mødte sidste gang vi var på Boracay. 
I løbet af ugen sejler vi mod Romblon Island og derfra videre mod Puerto Galera, hvor Jørgen Nielsen flyver hjem fra. 
Omkring den 1. juni sejler vi videre mod El Nido på Palawan og så det lange stræk på 1200 sømil til Tioman Island i Malaysia. 

Puerto Princesa, Philippinerne den 16. juni 2008
Farvel til Boracay
Det blev til to dyk på Yapak og flere andre dyk for Jørgen Nielsen og Rico Post, der fik afsluttet deres Advanced Open Water og for Ricos vedkommende også Nitrox bevis. 
Andy fra dykkercentret besluttede at sejle med os til Puerto Galera, så vi lavede en lille afstikker fra ruten og sejlede til Romblon Island, der er kendt for deres marmor. Mange slags marmor bliver brudt fra bjergene der og befolkningen producerer alle mulige figurer og er meget dygtige. Bordplader, figurer, fliser, statuer og meget mere og det er meget billigt. Bagdelen er, at det er meget tungt at rejse med, men jeg fik et par små minder med derfra. 
Efter et par dage var vi fremme i Puerto Galera og lagde os til ankers inde ved yacht klubben. Bugten og området er smukt og jeg nød at være tilbage igen. 
Lito, der havde arbejdet på Anaconda sidst jeg var her, kom ombord og hilste på. Lito var stolt over at han nu havde motor i sin båd, nemlig den Honda jeg havde foræret ham. Den der havde været ild i på et tidspunkt på dykkerkompressoren. Den var blevet sat i stand og transporterede ham nu rundt. Lito havde fået godt arbejde på et koreansk ressort. 
Vi var i Sabang Beach flere gange og både Jørgen Nielsen og Rico Post fik købt dykkercomputere. Jeg fik hilst på en masse gamle venner fra sidste år og vi var på "the shooting range" og fik øvet os lidt med en kaliber 45 pistol.
Anaconda med fransk kok ombord
Jeg lavede en lille "poster" hvor jeg søgte "adventure crew" til den videre sejlads og fik flere henvendelser. Turen for Rico Post og jeg ville blive nemmere, hvis vi var flere. Zack Smith, en amerikaner på 28 år ville med til Puerto Princesa på Palawan og ved et tilfælde mødte jeg en Fransk-Sweitzisk chefkok, Michel Waeber, der trængte til lidt ferie efter mange år som medejer af en restaurant i Sabang, så han ville også med til Puerto Princesa. Michel Waeber ville sørge for al forplejning ombord, så det fortrød vi ikke. Selv efter vi havde handlet ind, ankom han på afsejlingsdagen om morgenen med en masse delikatesser, som nu franske kokke ikke kan undvære og som vi nød godt af. 
Vi afsejlede fra Puerto Galera den 4. Juni og tog den i et stræk til Pandan Island (www.pandanisland.com) hvor Michel Waebers Franske venner Dominique og hans Philippinske kone ejede resortet. 
Vi havde nogle hyggelige timer sammen, hvor Dominique bl.a. fortalte om hans uheld i Manila. For få måneder siden blev han skudt ned på åben gade, da han kom kørende på en motorcykel. To skud ramte ham.
Gerningsmanden ukendt. Nu var han blevet lam i højre arm og meget handicappet, men i fint humør.
Efter Pandan sejlede vi til Apo Reef og dykkede flere gange i det krystalklare vand og smukke koral landskab. Hajer og rokker og millioner af fisk samt havskildpadder. Her fik Rico Post set "sine" hajer.
Herefter gik ruten mod Coron Bay, delvis for sejl, delvis for motor. Vi overnattede i en lille bugt, hvor vi gik ind for radar om natten. 
Næste morgen var vi i Coron et par timer for lige at få opsnuset positionen på et godt vrag. Vi fandt det hurtigt og fortøjede til bøjen. 
Der var meget strøm, ca. 1 knob, så det var armgang ned af bøjelinen. 
Vraget var et Japansk forsyningsskib, som jeg havde dykket på sidste år, sænket under WWII. 
Flot dyk på trods af dårlig sigtbarhed, der altid er i Coron Bay.
Ankomst til Anacondas "hvilested" Puerto Princesa på Palawan.
Jeg havde stadig i baghovedet, at jeg skulle være i Singapore midt på måneden for at nå min flybillet til Danmark og vi havde stadig 1000 sømil tilbage, så efter dykket besluttede vi at sejle direkte til Puerto Princesa. 
Det tog et par dage i stille vejr, dog med nogle "thunderstorms" undervejs. Vi lagde os til ankers ud for byen og her mødte vi David og Anna i båden "Desiree". 
David havde arbejdet i USA i 20 år som Tatovør, så Rico Post og jeg besluttede, at her var chancen for at få noget "blæk i huden" af en dygtig tatovør. 
En havfrue der sidder på et anker og en flot revhaj blev det til. Samtidig blev en ældre delfin tattoo trukket op.
Zack Smith og Michel Waeber stod af her og netop som Rico Post og jeg skulle sejle videre blev vi kontaktet af en båd, der fortalte, at der lå en Yacht Club lidt oppe i bugten bag byen. Vi besluttede at kikke på den og fandt det mest idylliske sted, bygget af bambus og fiskeline. 
En lille bar og restaurant, som var bygget af engelske John og hans philippinske kone Cissy for år tilbage. De boede selv på en stor motorbåd, men havde slået sig ned her. Her fandt vi os godt tilpas og blev modtaget med åbne arme. 
Anaconda kunne ligge godt beskyttet i bugten og det centrale Palawan er lige uden for risikozonen for tyfoner. 
Samtidig kunne en af de ansatte på klubben bo på Anaconda om natten og sejle skibshunden Ana frem og tilbage, så hun om dagen kunne lege med Yachtklubbens hunde. Perfekt, her ville jeg efterlade Anaconda imens jeg tog til Danmark og USA. 
Der lå ca. 10 både her, flere af dem "live onboard" dykkerbåde, idet dykkersæsonen for området, nærmere Tubbattaha Reef var slut for i år. Jeg måtte dog dykke ned i tegnebogen for at få en flybillet, der kunne tilslutte mig til min oprindelige billet fra Singapore, men det lykkedes. 
For første gang skal jeg være væk fra Anaconda i 4 måneder, så de sidste dage går med at "pakke båden ned". Sue kommer fra USA og lander i Københavns Lufthavn næsten samtidig med mig og jeg glæder mig. 
Det er 4 år siden jeg sidst var på visit i Danmark.
Rico Post bliver på båden nogle dage og tager så tilbage til Mindoro området. Hans hjemmeside er www.farbrorrico.blogspot.com hvor der er en del billeder. 
I løbet af sommeren kommer der flere billeder her på siden, der er nogle tusinde, der skal redigeres, men rejsebrevene bliver nok lidt mindre indtil jeg er tilbage på Anaconda sidst i Oktober.

4 december 2008, Opsummering siden sidst
Ophold i Danmark 19/6 til 15/7-2008
Turen til Danmark forløb rutinemæssigt. Min datter Christa med sin søn Ocean samt Sue, med sin søn Trace, der begge var landet fra USA en time forinden, stod i Kastrup Lufthavn og tog imod. Gensynsglæden var stor.
Christa og Ocean havde jeg ikke set siden Tahiti i 2005, Sue og Trace i Januar måned. Det var anden gang Sue var i Danmark. 
Første gang var som ung backpacker. Vi boede i Christas lejlighed på Frederiksberg og nåede at se familie og venner. 
Min datter Annbritts søn, mit yngste barnebarn Oliver på 3 år, så jeg for første gang sammen med storesøster Amalie. Jeg fik også set lidt mere af Danmark ved at vise Sue og Trace rundt til diverse seværdigheder. 
Vi fik også set Danmark fra søsiden, idet jeg havde lånt en Bavaria 36 i Mariager Fjord af en af mine tidligere gaster, Flemming Hansen. Vi havde en pragtfuld tur op til Hals, Læsø og Skagen og retur.
Tak for det.
Opholdet i Danmark var dejligt, men jeg var noget chokeret over det høje prisniveau. Ikke noget for en langturssejler.

Til USA
Den 15. juli gik turen via New York til Pittsburgh og derfra ned til Belle Vernon ca. 100 km syd for, hvor Sue har hus og arbejder. Da det stadig var sommerferie besluttede vi at tage på Campingferie op til Niagara Falls, videre til Toronto og igennem Canada ud til Maine på USA’s østkyst, hvor jeg ville besøge min gode ven Henning "KUTA" Christensen i Camden, hvor han har slået sig delvis ned sammen med sin kone Linda, som han var blevet gift med kort forinden. Et herligt gensyn.
Vi havde ikke set hinanden siden Grand Cayman i 2002, men havde bevaret kontakten via kortbølgeradio og e-mails. Vi forlod Danmark samme år, 2001 og har haft mange sejleroplevelser sammen. "Kuta" er tilbage i Caribien efter fuldført jordomsejling og i skrivende stund er Linda og Henning på vej nordover fra Trinidad til Martinique.
Jeg blev i USA frem til den 15. oktober og nød opholdet i fulde drag. Jeg fik startet papirarbejdet til K3 Visa til USA (green card) og lavet en masse på huset, bl.a. et nyt badeværelse.
Men Anaconda kaldte på den anden side af jorden. Turen tilbage gik via en uges ophold i Danmark, hvor jeg boede hos en god ven Erik "Nabo" Jørgensen på Havnevej i Mosede. Jeg havde lovet FTLF Københavns afdelingen at holde et foredrag om sejladsen over Stillehavet, som tog noget tid af strikke sammen og dagen før den 21. oktober "gik" computeren i sort. Men ved hjælp af gode venner og forbindelser fik vi "reddet" foredraget og det blev holdt som planlagt i Sejlklubben Enigheden i Københavns Sydhavn.
Der var rigtig mange mennesker og en masse gode venner og gamle gaster, webmaster og nye gaster.
Det var herligt at gense dem alle og jeg håber foredraget var underholdende.
Opholdet i Danmark var alt for kort og hektisk, så jeg nåede ikke en brøkdel af, hvad jeg havde planlagt.
Da jeg rejste den 23. oktober, måtte jeg efterlade min ene kuffert i Lufthavnen, da man kun måtte have et stk. bagage på 20 kg med. Den er siden fremsendt til Singapore separat ved hjælp fra Annbritt og Per. Den er dog p.t. "strandet" i Bangkok på grund af urolighederne

Philippinerne den 25. oktober 2008
Efter aftale mødtes jeg med 3 gaster, Per Skovholt, Gerhard Sikken og Wiebe Veerman, i Manila, som vi nåede at se lidt af sammen.
Vi fløj derefter til Puerto Princesa og ud til Abanico Yachtklub, hvor Anaconda havde ligget til ankers ud for i 4 måneder. Herligt at være tilbage på båden.
Ana (skibshunden) havde været på "pension" hos den amerikanske Ray, der arbejdede der for den Philippinske regering og Ana havde haft det godt og havde taget lidt på.
Den fjerde gast, Otto Valentiner, ankom et par dage efter og vi alle fik i løbet af de næste dage Anaconda gjort klar til nye oplevelser.
Vejret var uroligt og det ene tropiske stormsystem efter det andet fejede hen over Philippinerne, så vi måtte ændre planer med mellemrum. Vi nåede dog i løbet af de næste par uger, at se en del af Philippinerne og Otto Valentiner og jeg fik et par gode dyk, bl.a. på Apo Reef.
Vi sejlede nord om Palawan for at se El Nido, der er et område med basaltklipper, der tårner sig lodret op af havet og er utroligt smukt. Man kan sammenligne lidt med Pang Nah bugten ved Phuket. Blot, større og flottere og her er der ingen turister af betydning.
Vi fortsatte ned ad Palawans kystlinie og stoppede i en bugt, hvorfra vi havde mulighed for at tage til Sabang, en lille landsby ved en anden seværdighed, den underjordiske flod, der løber 8 kilometer under et bjerg.
Vi blev roet i en kano langt ind under bjerget. En enestående oplevelse med kæmpe drypstenshuler. Den videre sejlads mod Borneo var uden problemer med vejret. Vi ankom til Kota Kinabalu den 20. november, hvor jeg fik checket ind i Malaysia, men samtidig checkede jeg ud igen for at spare tid i de næste Malaysiske byer. Vi forlod hurtigt Kota Kinabalu, som er ret kedelig. Det vidste jeg fra sejladsen sidste år, hvor vi oplevede Kuching som en helt anderledes interessant by.
Vi sejlede herefter til Labuan, tankede diesel og vand, fik handlet lidt og fortsatte til Kuching. Ingen uheld med fiskenet denne gang.
Vi ankrede igen uden for slusen og herfra tog Otto Valentiner, Per Skovholt og Gerhard Sikken på en 3-4 dages tur ind i Borneos jungle. Wiebe  og jeg blev ombord.
Wiebe Veerman var her på en heldagstur med en taxavognmand og så Orangutan aber, krokodiller og meget mere.
Jeg fik lavet lidt små-reparationer på båden og handlet lidt ind. Vi var også i byen og fik noget god mad inden vi sejlede efter 5 dage i Kuching. Jungleturen havde været helt fantastisk.
Turen gik videre mod Singapore, men under vejs har vi lavet stop på Tokong Kemudi og ikke mindst på Pulau Pinangsibu, som vi lige har forladt.
Begge hører til Indonesien, men her er ingen myndigheder. Her mødte vi søde havsigøjnere, der inviterede os rundt på øen. Vi havde medbragt balonner, slik, kaffe, hovedpinepiller m.m. som alle var glade for. Inden vi sejlede, handlede vi en stor Red Snapper for en halv flaske rom.
Red Snapper er noget af det bedste spisefisk der findes.
Otto Valentiner og jeg nåede også at dykke på et vrag af en Indonesisk fiskekutter.
Hele sejladsen fra Philippinerne har været 95% for motor, da der ikke er meget vind her på de sydlige breddegrader. Lige nu er vi kun 50 sømil fra Ækvator.
Efter Singapore sejler vi til Penang og Langkawi.
Otto Valentiner står af den 15. december og vi vil være på Phuket den 18-19. december, hvor min kone Sue ankommer den 25. december og holder juleferie frem til den 6. januar.
Vi vil være i Singapore fredag den 5. December.

Andamanerne den 18. januar 2009
Anduvningen af Singapore var flot med alle skibene og det specielle lys, der hviler over området. Storbyen med skyskrabere lige på den anden side af Malacce Strædet, hvor vi kommer op igennem øriget fra Indonesien. på laptoppens MaxSea søkort druknede det hele i AIS mål fra alle de andre skibe. Her lå igen hundreder af både.
Vi lagde os igen ind i Republic of Singapore Yacht Club, hvor de kendte Anaconda fra de tidligere besøg. Kufferten, som jeg ikke fik med mig i København, havde min datter Annbritt fået sendt herud og den var ankommet. Det tog så en lille eftermiddag at hente den i lufthavnens Cargo afdeling.
Vi fik handlet både elektronik og meget mere. Efter nogle dage besluttede Otto Vanlentiner at stå af for at kunne nå til Hong Kong og besøge sin datter.
Vi andre sejlede videre mod nord, op langs Malacca halvøen med kurs imod Penang. Der var nu fin vind og ikke så meget i næsen, som vi havde oplevet før. Vi lagde os ind i Peneng Yacht Club ved pontonerne. Men her fik vi en urolig nat, idet der var diskotek hele natten lige ved siden af med larm og musik. Så tidlig næste morgen futtede vi af igen.
Næste stop var Langkawi, som er et dejligt sted jeg ikke kan få nok af.
Med masser af indkøbs- og udflugts-muligheder.
Fra Langkawi gik turen mod Koh Lipe, hvor vi ankrede for natten i en lille bugt i ly for vinden, som nu var konstant, Nordøst Monsunen.
Næste dag lå vi ved øerne Koh Rok nok, et dejligt uspoleret sted på vej op mod Phuket. Vi lavede også et par dages stop på Phi Phi øerne, hvor jeg mødte min gamle canadiske ven Bob i hans 30 fods båd. Bob har jeg mødt flere gange i Stillehavet. Første gang i Fransk Polynesien.
Bob tjente gode penge her ved at sejle med turister. Han gik om morgenen rundt og snakkede med turisterne, der ankom i hobetal fra Phuket med de store færger. I løbet af kort tid havde han hver dag mellem 5 og 10 personer med på båden, hvor de sejlede ud imellem de flotte "hongs" og snorklede og nød dagen. Han får 2000 bath pr. passager for 4 timers sejlads, hvilket svarer til 320 kr. En ganske god forretning.
Den lokale politimester skulle dog have 3000 bath om måneden for at "lukke øjnene", da det ikke var lovligt. Men efter 3 år her havde Bob lagt en pæn formue op.
Herefter sejlede vi til Koh Ratcha Yai og videre til Ao Chalong Bay og klarerede ind i Thailand. Wiebe Veerman, Per Skovholt og Gerard Jan Sikken som passagerer, som kunne stå af uden problemer. Som crew på båden kan man ikke stå af uden at betale Bond på 20000 bath pr. mand.
I mellemtiden landede min gamle kammerat Kenn Rosenfold på Phuket.
Kenn Rosenfold er fra Mosede Havn og har sejlet med mig da jeg forlod Danmark til Spanien og igen over Atlanten til Venezuela.
Wiebe Veerman tog hjem til Danmark den 21., og den 22. tog Per Skovholt til Philippinerne og Gerard Jan Sikken tog hjem til Holland. Per Skovholt havde fundet lykken i Puerto Princesa og ville tilbage hertil.
Kenn Rosenfold og jeg sejlede herefter til Patong Beach og ankrede her og havde nogle hyggelige dage, imens jeg ventede på Sue, der ankom den 25. december fra USA. 
Kenn havde indlogeret sig på det danske hotel Hilltop, ejet af danske Jan Jensen. Et hyggeligt sted med svimming pool og fantastisk udsigt oppe fra bjergsiden bag Patong.
Jeg hentede Sue i lufthavnen og vi boede herefter i to dage på Hilltop imens Kenn boede på Anaconda sammen med Ana.
Vi sejlede herefter tilbage til Phi Phi og nød det nogle dage, hvor vi fik dykket. Bob kontaktede mig en dag og fortalte han havde overbookning, så vi brugte en dag med 5 svenskere, der fik en chartertur med Anaconda. Efter at have cruiset rundt i øriget, hvor vi havde fin vind og fik prøvet faldskærmen i spilerfaldet, der trak Anaconda, sejlede vi tilbage til Patong for at opleve nytårsaften. Dagen før mødte vi Hanna og Steen, der boede i et smukt palæ agtigt hus oppe i udkanten af Patong.
Steen havde rejst meget rundt i verden for sit tidligere arbejde i tøjbranchen, men de havde nu slået sig ned her. Steens hobby var akvariefisk og vi blev inviteret op og besøge dem. Her så vi et kæmpe ferskvandsakvarier, det smukkeste jeg har set. Akvariet var på 8000 liter og med kæmpe tanke bagved, en imponerende opsætning, som Steen havde vundet meget hæder for internationalt. Vi blev inviteret på mad og havde en rigtig hyggelig aften.
Nytårsaften var imponerende
Masser af fyrværkeri og en særlig ting var, at der blev opsendt tusindvis af varmluft balloner. De var lavet af tyndt stof, som en omvendt pose. I åbningen var fastgjort et stykke brandbart materiale, dyppet i petroleum. Når det blev antændt steg ballonen til vejrs i den svage vind og himlen var fyldt af balloner, der lyste som stjerner. 
Vi havde lejet motorcykler, så vi kørte rundt hver dag og så lidt af Phuket. Elefantridning blev også prøvet.
Den 1. januar ankom de to studerende Anders Kring Jensen og Bjarke Færch Johnsen fra Danmark. De skal sejle med i to måneder. To friske fyre med mod på livet, der glædede sig til turen mod Indien.
Kenn tog hjem den 2. januar og imens jeg ventede på mit visa til Indien, sejlede vi herefter til Similan Islands for at dykke. For 10 år siden var jeg her med Bo Søndergård på Patrice, men nu var det ganske forandret.
Vi ankom om natten og smed anker i en lille bugt. Næste morgen var vi omgivet af 25 dykkerbåde og i bugten ved siden af lå ligeledes 25 dykkerbåde. Man må i sandhed sige, at Thailand er oversvømmet af turister og dykkere. Dykkerstederne er stadig gode, selv om mange koraller er brune og triste. Men fiskefaunaen var stadig i top.
Sue skulle tilbage til USA den 8. januar, så vi sejlede tilbage to Patong og fik sagt farvel til Sue i lufthavnen.
Anaconda blev herefter gjort klar til turen mod Andamanerne. Proviant, diesel, vand m.m. blev fyldt på og den 12. januar afsejlede vi fra Hai Narn Bay mod Barren Island, i den nordlige del af Andamanerne.
Vi var hurtigt ude i blåt Ocean, da vi havde passeret Similan øerne og det var dejligt at være på Oceanet igen.
Både Anders Kring Jensen og Bjarke Færch Johnsen er ivrige lystfiskere, så linerne kom hurtigt ud og fiskelykken ventede da heller ikke længe. En 4 kilo tun og dagen efter en 3 kg guldmakrel kom på bordet.
Barren Island er en "live" Vulkan i konstant udbrud, som vi ville se. Andamanerne er meget strenge med at man ikke må besøge nogen øer før man har checket ind, men vi tog chancen og det fortrød vi ikke. Et fantastisk flot syn, da vi kom sejlende om natten.
Jo nærmere vi kom, jo flottere med det røde skær i udbruddene. Vi sejlede helt tæt rundt om øen imens det ene udbrud efter det andet kastede lava og grus hundreder meter op i luften. Senere stod solen op, så vi så vulkanen i dagslys også. Øen var ubeboet.
En uforglemmelig oplevelse.
Vi sejlede herefter til Port Blair, som jeg i forvejen havde meddelt pr. e-mail og via HF radioen, at vi ankom, hvilket man lovpligtigt SKULLE gøre. Andamanerne er indiske og indklareringen er meget besværlig. Toldere og immigration kommer ombord og skal se båden. Man skal lave lister over alt udstyr og proviant og meget mere. Masser af blanketter med kopier af crewlister, pas og meget, meget mere. Tolderne fik rigeligt med øl, så de slækkede lidt på kravene og vi undgik at få forseglet spiritus og øl m.m., men det kostede tre flasker vin og en flaske rom i bestikkelse. Systemet er utroligt bureaukratisk og korrupt. Jeg har ikke oplevet noget lignende i alle de lande vi har besøgt i årene.
Coast Guarden kom ligeledes om bord og vi skulle svare på spørgsmål helt hen i vejret. Måske over hundrede spørgsmål. Alle skulle have kopier og masser af underskrifter og stempler. Men det var ikke slut, selv om vi havde brugt hele dagen til denne part af indklareringen.
Næste dag skulle vi til Harbor Masteren og betale havneafgift og ansøge om at besøge diverse øer og steder. Alt skulle være opført på lister. Det viste sig efter lang ventetid, at Harbor Masteren var gået hjem for weekenden, så vi skulle vente til Mandag.
Der skal vi også ansøge om dykkertilladelse og specielle tilladelser til at besejle mange steder af Andamanerne. Desuden skal jeg forsøge at få forlænget mit 14 dages visa, som jeg fik via den Indiske Ambassade i Bangkok.
Anders og Bjarke havde fra Danmark fået 30 dages visa. Jeg tror vi tager en Agent, som kan få lov til at rode med alle besværlighederne. Når det hele er på plads, så skal man stadig kalde Port Blair op to gange i døgnet og oplyse hvor man er. Vi ville gerne have besøgt Nicobarerne, men det er forbudt område. Den Indiske regering beskytter disse øer, hvor indbyggerne lever på stenalder stadiet endnu og stadig skyder med bue og pil.

Andamanerne den 30. januar 2009
Port Blair er typisk indisk. Mange mennesker, masser af bazarer, møgbeskidt, larm fra højtalere og mange gamle biler, typisk indisk byggede gamle Commer Cob og Hillman. Firkantede biler med sofasæder foran. Og der er mange. Kun få moderne biler. Det meste taxakørsel foregår med Tuk Tuk.s. Det er fuldstændig de samme som der var i Bangkok tidligere, så måske har de arvet dem derfra.
Søndagen gik med at drysse lidt rundt, komme på Internettet, som var elendigt langsomt og få lidt at spise på de få, ganske få restauranter, som er her. Gad vide hvor folk spiser henne. Flere steder er der ingen toiletter og man ser tit folk stå og urinere på sidegaderne eller ude i det åbne. Øllet her smager forfærdeligt, så der er godt vi har forsyninger fra Thailand. Det er i sandhed en helt anderledes land vi er kommet til.
Vi snakkede med en agent, og han fortalte, at vi godt nok skulle have dykker tilladelse, men der var ingen kontorer, der kunne udstede den, så vi var ikke sikre på hvad vi skulle. Han ville for rimelig betaling sørge for vores udklarering, så vi sparede en hel dags renden rundt til myndigheder og kontorer.
Mandag morgen gik vi til Harbor Master på Port Management Office igen.
Vild forvirring. Nu sagde de, at vi var færdig indklareret og kunne sejle. Men hvis vi skulle dykke, skulle vi have tilladelse og nu henviste de til Forest Departement. Ud i taxa og derop.
Her skulle vi igen udfylde Itinerary, plan over hvor vi ville sejle. Efter flere timers venten på en vigtig persons kontor og snakken frem og tilbage fik vi endelig en ny tilladelse, men formiddagen var gået.
Sammen med danske Cappella med Ib og Vibeke, sejlede vi herefter endelig mod syd. Alle bevægelser skulle rapporteres på VHF radio, så aldrig så snart vi havde lettet anker kaldte de op og spurgte hvad vores planer var. De mente det alvorligt.
Vi var klar over, at vi SKULLE rapportere morgen og aften til Port Blair Radio, hvor vi var.
Vi var heldige, at kunne sende positionen på e-mail og vi indberettede også for Cappella de første dage.
Der er store områder af Andamanerne, der er forbudt område. Nicobarerne, der ligger syd for Andamanerne og er en gammel dansk koloni, som vi forærede til englænderne i midten af 18-hundredetallet, fordi alle udsendte danskere døde af malaria, så man opgav. Men de er i dag helt forbudt at besøge, da den Indiske regering vil beskytte de indfødte fra den vestlige verdens forfærdeligheder.
Vi havde lister og formularer med positioner og ø-områder på Andamanerne, hvor vi ikke måtte sejle til eller vise os. Helicoptere så vi hver dag, der afpatruljerer øerne.
Stammerne her lever fuldstændig isolerede, uden nogen form for kontakt med omverdenen. De er helt sorte, krushåret, går nøgne rundt og skyder med bue og pil, har vi hørt. Den indiske regering ved ikke engang, hvordan de indfødte klarede tsunamien i 2004, hvor Andamanerne blev meget hårdt ramt, men man har fundet ud af, at de indfødte løb med dyrene, geder og hunde, op i højderne for at undgå oversvømmelserne, så de har overlevet uden de store tab.
Øerne er bjergagtige med klipperne helt ud til vandet mange steder. Helt tæt bevokset med krat og urskov. Ikke så mange palmer, men mange hvide partier med hvide strande. For nyligt er nogle fiskere blevet skudt med bue og pil, da de gik i land på de indfødtes steder. Man mærker, at her er ikke koloniseret, som i Stillehavet.
Det sås tydeligt ved, at de koloniserede steder var og er overbevokset med palmer, som jo kan give kokosnødder, der kan høstes. 
Ikke lige som vi havde drømt om her, men det er jo det vi leder efter, det ukendte.
Vi fortsatte mod syd og kom ud til nogle ensomt liggende øer, Sister Islands. Her var der tropisk idyl og under vandet fantastisk flot, med masser af store koralformationer og mange tallerken koraller. Da vi hoppede i vandet, svømmede der en kæmpe grupper lige under os. Næsten 2 meter lang og måske lige under 100 kilo med en mund, der sagtens kunne gabe om et menneskehoved. Den holdt til under en stor koralformation og vi kunne betragte den i lang tid, svømme ud og ind. Fantastisk.
Her var masser af store fisk i alle afskygninger. Vi brugte mange timer her og sejlede så ved aftenstide mod nord igen, da vi ikke måtte overnatte på disse øer. Vi havde hele tiden fire til fem fiskeliner ude på vores havstænger ude agter og havde mange hug, men de faldt af igen. Men vi håbede. Vandet inde langt kysterne og imellem øerne var meget uklart, så vi kunne ikke se bunden.
Vi fortsatte nordpå og her mødte vi Cappella igen. Ib havde lige fanget en Travally på ca. 20 kg og var stolt. Vi fik lidt af fisken til aftensmad og næste dag sejlede vi længere nordpå. Der var ingen gode dykkersteder, så vi smed anker ved en flot hvid badestrand, hvor der var lidt liv.
Da vi sejlede i land med dinghien og ville have os en kold øl på stedets primitive restaurant, men her serverede de ikke øl. Øv, nedtur, men så gik vi en tur ind i gennem junglen og tilbage. Da vi kom ud til stranden, mødte vi en lokal mand, der kom gående med en elefant. Det var stedets turist attraktion, selv om her var meget primitivt.
Vi lå natten over på Stranden på Village 7 og sejlede dagen efter til Haveklock Port.
Endnu mere snavset og ulækkert.
Tog en tuk tuk ned til et dykkercenter. Her mødte vi danske Karen og Jørgen Erik fra Nordsjælland. De rejste meget og havde besluttet at besøge Andamanerne, men de var lidt skuffede over standarden på resorttet de boede på og det generelle snavsede og beskidte miljø.
Dagen efter, da vi lå i Village 1, kom de på besøg på båden og vi havde en hyggelig snak. Om søndagen sejlede vi nordpå til South Button Rock, hvor vi dykkede rundt om øen. Fantastisk flotte koraller på sydsiden.
Herefter lå vi to nætter på sydspidsen af Outram Island og ventede på svagere vind, så vi kunne dykke ude på åbent hav, nærmere på Minerva Ledge. Her lå en lille dykkerbåd fra førnævnte dykkercenter og de fortalte os om forholdene. Vi smed anker på 28 meter vand og dykkede så.
Her åbnede der sig et fantastisk undervands panorama.
Vandet var klart, sigt tæt på 30 meter og koraller, klipper, huler, kæmpe stimer af fisk i alle størrelse, hvidtippet revhajer, flest kæmpestimer af store fisk.
Kæmpestimer af Barracudaer. Store Muræner, kæmpe Maori pukkelhoved barser. Kæmpe revbarser, - you name it!!
Et uforglemmeligt syn, der ophæver alle negative sider af Andamanerne. Jeg har efter tusinder af dyk aldrig set så mange fisk på en gang !!!!!!
På andet dyk besluttede jeg at skyde en barracuda til aftensmad med min harpun, som jeg ikke har brugt ret meget.
Fisken har ikke en chance, når man dykker med flaske, men vi VILLE have fisk til aften, så noget måtte gøres. Men jeg blev klogere.
Først svømmede vi ned igennem kæmpestimerne af fisk, nu var der mange flere end på formiddagsdykket. Helt fantastisk.
Barracudaerne cirklede oppe mod overfladen i eftermiddagssolen. Jeg udfandt mig en stor krabat en på over 1 meter. Den blev ramt rent i gællerne og den svømmede derefter i ring i sin dødskamp for enden af den 3 meter line, der var fastgjort til harpunen. Men så skete der noget.
Jeg frygtede, at Hajerne ville angribe den kæmpende fisk, men nej.
Det var en kæmpe flok store vilde Travallyer, der gik til angreb på Barracudaen.
Jeg blev hurtigt klar over, at den ville jeg ikke få op i hel tilstand, uden selv at komme til skade, så jeg slækkede snoren ud og på et øjeblik var barracudaen revet i småstykker og revet af spyddet.
Travallyerne kæmpede imod hinanden for at få det meste og jeg var få meter fra og kunne nemt blive bidt i kampens hede, men undgik det. Farvel aftensmad.
Den oprivende kamp havde taget en masse luft, så jeg besluttede at svømme tilbage til båden. På vejen fandt jeg et tabt blybælte, fin sidegevinst.
Vel kommet op - uden fisk - kom Bjarke Færch Johnsen og Anders Kring Jensen op 200 meter fra båden, hvorefter jeg hentede dem i dinghien.
Vi var alle enige om, at dette bare havde været et fantastisk dyk. 
Vi satte herefter kursen imod ankerpladsen, men aldrig så snart en fiskeline var ude, med en hvid Rapalla, var der hug. Linen hvinede og der løb flere hundrede meter line ud inden vi fik kontrol over stangen, Bjarke Færch Johnsen tog fat og kæmpede fisken ind. I løbet af 20 minutter lå der en Travally på 31 kg på agterplatformen, 1.30 m lang.
De stolte lystfiskere fik taget mange billeder af fisken hængende i vægten. (der kommer billeder så snart vi fundet et Internet, der virker)
Aftenen på ankerpladsen gik med at partere fisken til filet’er, henkogning og dybfrysning, samt til fiskefrikadeller. Vi forærede en fransk båd på ankerpladsen et par kilo og de blev glade, da de kun havde fanget en ganske lille fisk dagen forinden. 
Vi havde haft en god og oplevelsesfuld dag.
Vi besluttede, at blive i området og dykke en dag mere på stedet. Nu havde vi fundet et dykkersted, der kunne opfylde vores vildeste drømme, så hvorfor sejle væk fra dette paradis.
Der var set Mantarokker og Hvalhajer på stedet, så.... måske flere gode oplevelser i næste brev.
Cappella ville komme forbi i morgen og snakke lidt.

Den Bengalske Bugt, Det Indiske Ocean, den 4. februar 2009
Næste dags dyk var lige så godt som de forrige, bortset fra, at sigtbarheden ikke var så god den dag. Men til gengæld var der så mange store fisk, at det fuldt opvejede det. Hajer og kæmpe revbarser.
En bars på næsten 2 meter lå helt stille på bunden og blev gjort ren af de små lyseblå pudsefisk. Vi kunne holde om barsen og tage billeder helt tæt på uden den rørte sig af stedet. Kæmpe stimer af barracudaer og andre store fisk sværmede hele tiden omkring os, et virkeligt flot syn.
Sigtbarheden blev værre, så vi droppede det andet dyk og sejlede tilbage mod Port Blair.
Undervejs lå vi sammen med Capella igen på en ankerplads og fik sagt farvel. De skulle tilbage til Phuket om et par uger.
Vi brugte herefter en hel dag med at få vand og diesel ombord og få handlet de ting vi nu kunne få i Port Blair.
Udvalget var ikke så stort. Beslutningen om at tage en agent til udklareringen fortrød vi ikke, alt var arrangeret til afsejling om lørdagen den 31. januar. Immigration og agenten kom ned til kajen, passene blev stemplet og vi kunne sejle. Vi brugte lige et par timer mere til at gøre søklar, som vi plejer, men denne gang lidt bedre, da vi skulle ud på Oceanet.
Det blev faktisk så sent, at vi kun nåede ned i passagen imellem de "forbudte øer", hvor vi ankrede om natten. Næste morgen ville vi finde et egnet dykkersted, så vi satte kursen vestover og midt på eftermiddagen nåede vi North Sentinel Island, som er absolut forbudt at anløbe nærmere end 5 sømil, idet der bor en vild stamme, "Sentineserne".
Absolut ingen kan få tilladelse til besøg, da man ønsker, at disse mennesker skal have lov til at leve som de altid har gjort i titusinder af år. Ikke engang den Indiske Regerings repræsentanter må komme der.
Folkeslagene, der bebor de isolerede øer i Andamamnerne og Nicobarerne (gammel dansk koloni) har bevaret deres identitet, fordi de stærke havstrømme, der omgiver øerne, er så stærke, at det gør det svært at ro dertil i kanoer.
Sentineserne er en sky stamme på ca. 400 medlemmer, der jager indtrængende bort med forgiftede pile. De er samlere, jægere, fiskere og bemaler deres kroppe med ler og smykker sig med perler og knogler. Vi kunne ikke finde et egnet dykkersted, men ude på det omgivende rev fandt vi en lille bugt, hvor vi kunne snorkle. Vi gik i land og det var en underlig fornemmelse at vide, at der boede vilde stammer lige inde i junglen, så vi var parat til at stikke af i en fart, hvis nogen dukkede op. Vi så ingen.
Den 1. februar sent om eftermiddagen satte vi kursen vestover med 1200 sømil foran os. Vi ville gerne til den gamle danske koloni Trankebar, syd for Chennai (Madras) men vores agent havde fortalt, at det var meget vanskeligt, at få tilladelse til at besøge/anløbe stedet. Så det måtte vi droppe, da vi ikke har tid til at ligge i forhandlinger der.
Sri Lanka er uroligt med Tamilerne på nord vestkysten og myndighederne forlanger urimelige 250 US dollar for at checke ind i Galle på sydkysten. Så det gad vi heller ikke.
Vi går direkte til Cochin og bliver der, for at undgå for meget af det indiske bureaukrati. Til gengæld har vi lagt kursen, så vi passerer ned igennem Palk Strædet imellem Sri Lanka og Indien. Her er meget lavvandet, men med en gravet kanal og en bro, der kan åbne. Vi sparer herved 100 sømil til Cochin. Kysttrafikken ved Indien benytter denne rute.
Den 14. februar ankommer næste gast Jesper Baltzer, der skal sejle med ned mod Sydafrika. 
Nu har vi været 4 dage til søs og det er skønt at se den ægte oceanfarve, den dybblå klare farve.
Fiskestængerne er ude og der har været bid af Skip Jack tun, Guldmakrel og her til morgen råbte Anders ophidset: Der er bid!
Vi hørte multiplikatorhjulet hvine, imens han forsøgte at få styr over stangen. Der nåede at løbe 3-400 meter line ud inden udløbet standsede og bremsen sat hårdere.
Hjulet var meget varmt, så Bjarke måtte hælde vand på det flere gange for at køle det af. Herefter begyndte en hård kamp, hvor fisken flere gange løb ud med linen igen. Kort efter så jeg en slank fisk, der lignede en Marlin springe 1 meter ud af vandet ca. 300 meter borte for enden af linen. Måske på omkring 50 kilo.
Efter ca. 25 minutters kamp og ca. 50 meter line tilbage, svømmede Marlinen rundt om Anaconda uden vi kunne gøre noget. Vi havde sejl oppe, så det ikke var til at manøvrere. Linen kom i klemme og knækkede. Ærgerligt!
Vi havde haft hugget på vores hvid/røde Rapala Magnum. Anders var helt knust efter den lange kamp. Blot et par billeder ville have været fint, inden vi slap den fri af os selv.
Radioforbindelsen til Sailmail stationen på Borneo, som er den nærmeste herfra til Sydafrika, går dårligt igennem, så nu må jeg benytte Winlink systemet, der til gengæld er meget bedre nu. Stationen ligger i Chennai.
Min jordforbindelse med kobberbånd er blevet tæret, så signalet falder kraftigt. Men jeg kan dog stadig komme igennem sent om eftermiddagen og få sendt og modtaget e-mail via radioen. Vi håber, at Internet forbindelsen i Cochin er god, eller bedre end Andamanerne. Der skal sendes billeder og downloades oplysninger og meget mere.

Indien den 11. februar 2009
Sejladsen mod Indien blev lidt mere spændende end forventet.
Vi havde kurs mod sydvest til passagen imellem Indien og Sri Lanka. Allerede 150 sømil fra land blev vi kaldt op om natten af Sri Lanka Navy, der udbad sig diverse oplysninger om vores tilstedeværelse her. Last port of call, next port of call, crew, type of boat og meget mere. Jeg gættede på, at de kunne se os på en langdistance radar. Vi havde ingen intentioner om at gå til Sri Lanka, og slet ikke her heroppe nord på, hvor "De Tamilske Tigre" terroriserer.
Da vi næste eftermiddag kom ind i strædet, Palk Strait, imellem Sri Lanka og Indien, kom der tre store patruljebåde, hver med 10 - 15 mand ombord, fra Sri Lanka Navy, fræsende ud imod os inde fra Sri Lanka. Vi havde skåret et hjørne af ruten og var kommet 7-8 sømil inden for Sri Lankas SØMILEGRÆNSE, hvilket de var yderst utilfredse med.
Hele besætningen var "linet op" langs siden med fire maskingeværer pegende imod os med en kampklar mariner på hver aftrækker.
Ups! Det var vist alvorligt.
Der blev parlemanteret flittigt med mange spørgsmål, som vi allerede havde svaret på. De bad os om at tage sejlene ned, så de kunne komme ombord. Vi fortalte dem, at vi var kede af det, men det var et uheld og gjorde klar til at sejle videre. Vi havde stadig sejl oppe og med motoren satte vi af sted.
Men nej, efter få minutter fræsede de efter os igen og bad os igen om at ligge stille. Med en råber fortalte en af officererne, at de havde haft kontakt med deres overordnede i land og havde fået besked på at arrestere os, da vi havde forbrudt os mod deres søterritorier. Masser af radiokommunikation fulgte, hvor jeg forklarede vores situation, at vi kun havde til hensigt at sejle igennem farvandet for at komme ned til bropassagen Pamban Pass og videre til Kochin.
Forvirrede meldinger fulgte efter.
Vi fik besked på at vi skulle eskorteres til land og der ville komme to bevæbnede vagter ombord under eskorten.
De forsøgte herefter at komme tæt på os. Vi rullede forsejlet ind og lagde bi, men i den hårde søgang var det umuligt at komme tæt på. En gang ramte deres stævn vores lønning og et scepter bøjede. Vi havde heldigvis fendere ude, så skaden var minimal, men vores fagter viste, at det skulle de ikke prøve mere. De skiftede herefter over til at stille en masse spørgsmål og fik igen navne, last port, next port, og meget mere, en gentagelse hele tiden. Vi var lidt nervøse for hvad der ville ske.
Man kunne sagtens tænke sig, at de fik den fikse ide, at man skulle betale en kæmpebøde for at overtræde reglerne. Men da det var ved at blive mørkt, fik vi pludselig besked om, at sejle ud til ti-sømilegrænsen med det samme.
Det var vi ikke sene til at efterkomme og efter en times sejlads med deres eskorte noget af vejen, ønskede de os "Bon Voyage"!
Puh ha! ... Den var tæt på.
Tre gange efter dette, kaldte de os op på kanal 16 og bad om alle de samme oplysninger. Hver gang takkede de for vores samarbejde og ønskede os god rejse. Vi snakkede om, at de ligger og vogter Sri Lankas grænser, så de Tamilske Tigre ikke kunne smugle våben og sprængstoffer ind i landet.
Da vi kom ud til ti-sømilegrænsen kunne vi på AIS systemet se, at der sejlede nogle store fartøjer frem og tilbage, så vi var sikre på, at det var den Indiske Marine, der patruljerede. Fandens, nu skulle vi igennem det samme igen! Men det viste sig at være store uddybningsfartøjer, der i høj fart skrællede bunde af i det lave farvand, og uddybede en sejlrende på denne måde. Vi var somme tider på 4 - 5 meter vand.
Vi fulgte grænsen hele vejen og ved midnat blev vi kontaktet af den Indiske Coastguard. Nu var det deres tur til at spørge, men de var meget venlige. De forsøgte på samme måde, at skulle borde os, men opgav på grund af bølgerne. De bad os derfor om at følge med natten igennem ned til bropassagen og kl. 9 næste morgen ankrede vi ved siden af dem. Kort efter kom der tre coastguard officerer ombord og skulle se papirer. Alt var i orden og de var meget flinke. De forklarede, at denne gennemsejling ikke var en normal rute for skibstrafik, idet det var "restricted area".
Der var en del problemer og uroligheder på Sri Lanka og officeren bad os om at melde ind på radioen til de forskellige myndigheder vi passerede, så de kunne være sikre på vores passage. Han forklarede, at der var en højbro på 45 meters gennemsejlingshøjde, men nedenunder var der en jernbanebro, der skulle åbne for vores passage. De takkede pænt farvel og ønskede os god rejse. De var meget interesserede i detaljerne om vores møde med Sri Lankas Navy.
Herefter sejlede vi hen til brogennemsejlingen og kaldte op. Ingen svar.
Heller ikke et telefonnummer til brovagten hjalp, men den var bemandet kunne vi se. Brovagten kom ud og vinkede med et rødt flag. Ved hjælp af tegn og fagter kunne vi forstå, at der skulle passere nogle tog, så vi kunne komme igennem kl. 2
Kort efter gik han til frokost med sin taske hen ad banelinien. Vi smed anker lige foran broen i den stærke tidevandsstrøm og ventede. Vi var lykkelige, bare vi kunne komme igennem denne vej. Hvis de havde nægtet os det, så var der over 800 sømil uden om Sri Lanka.
Nu kunne vi trods alt nøjes med 400 sømil til Kochin denne vej.
Da tiden var gået kom Port Masteren sejlende ud til os i en lille motorbåd.
Det var ham, som brovagten mente, da han nævnte kl. 2.
Port Masteren fortalte, at broen var lukket om søndagen, men vi kunne komme igennem mandag morgen kl. 11:00, men først skulle han have kopier af alle vores papirer og vi skulle betale bropenge svarende til 120 kr. Om natten blæste det op og strømsøen gav nogle gevaldige bølger i pålandsvinden, der mindede mig om Køge Bugt i hård kuling.
Vi lå meget dårligt, men der var intet at gøre udover at holde vagt hele natten. Anaconda hoppede op og ned, bølgerne vaskede over fordækket og på agterplatformen, så der blev ikke sovet meget. 
Kl. 11 næste morgen åbnede broen langsomt, meget langsomt. De mindre fiskerbåde kunne snart sejle igennem, og vi begyndte at tage vores anker op, men nu havde ankerkæden viklet sig ind i en bøje kæde. Fandens, nu var vi så tæt på at kunne komme igennem og så dette. Vi nåede dog frem til broen og herfra så vi nu, at den var håndbetjent. 4 mand på hver hejseværk stod og drejede på håndsvingene, så det var grunden til, at det gik så langsomt.
Der blev vores held. Broen åbnede lige nøjagtigt så meget det var nødvendigt for at vi kunne sejle igennem. Strømmen løb meget kraftigt med os, ca. 4 KNOB.
Vel igennem jernbanebroen og højbroen gav det nogle hop og "bang", så stod vi på grund. Anaconda krængede kraftigt over og stod nu uhjælpelig fast på grund.
Trafikken på højbroen stoppede og rækværket var tæt af mennesker, der lige fik sig en oplevelse. Alt blev forsøgt, med varpe anker ude og køre bak med maskinen, men intet hjalp. Tidevandsstrømmen krængede Anaconda over på siden. De lokale fiskere kom efterhånden ud til os i deres små fiskerbåde og gav en hånd med.
Alt imens sprang Ana, skibshunden i vandet og blev revet væk i den stærke strøm. Som om vi ikke havde problemer nok.
Heldigvis havde vi dinghien i vandet, så efter et par mislykkede redningsforsøg fra en af fiskerbådene, fik Bjarke hentet hende.
Fiskerbådene bandt nu hinanden sammen i en lang line og trak stævnen på Anaconda rundt, så efter et par timer var vi endelig fri.
Fiskerne ville ikke høre tale om betaling. Tværtimod, søfolk hjælper hinanden sagde de.
Vi smed så anker tæt ved fiskerbyen og fandt i stedet en kasse øl frem.
De hjalp os i stedet med at handle ind i den lille landsby. Vi var løbet tør for gas, men det klarede de også.
Det var en stor begivenhed at have besøg af en lystbåd. Ingen kunne huske hvornår der sidst havde været en sådan igennem broen. Vi fik foræret 2 store Wahoo, så det hele endte med en mindre fest ombord, hvor de lavede mad og vi kom ikke videre den dag.
Næste morgen kom Port Masteren ud til os med "bål og brand". Vi måtte ikke ligge her, da vi ikke var indklareret i Indien endnu, men han var nok snarere sur over, at han ikke selv var med. Han ventede stædigt på, at vi fik ankeret op og sejlede videre. Men på grund af det lave tidevand kunne vi ikke komme langt og stødte snart på grund igen. Heldigvis på blød bund, men vi var tvunget til at vente nogle timer.
Her fik vi besøg af den af fiskerne fra dagen før. Han havde en fin gave med til båden: En plysindbundet BIBEL. Han har nok ment, at vores uheld kunne løses ved at læse nogle kapitler i biblen. Det var dog en fin tanke og vi takkede respektfuld for biblen.
Vi fik at vide, at hele øen var beboet af ca. 100.000 mennesker og så godt som dem alle var kristne, blandet lidt med hindu skikke. For flere hundrede år siden var en Portugisisk opdagelsesrejsende i en galeon landet på kysten og dette var årsagen til, at alle var kristne. Der hvor han gik i land, var der bygget et kirkeagtigt tempel på stranden, for at markere denne begivenhed. 
Hen over middag var der lige nøjagtigt vand nok til, at vi kunne passere.
Endelig kunne vi sætte kursen over Mannar Bugten mod Kochin.

Indiske Ocean den 4. marts 2009
Ankomst til Cochin
Turen syd om Indiens sydspids var præget af mange småbåde med flydegarn allevegne, så kursen gik i zigzag langs kysten. Om dagen var vi tæt på land og om natten gik vi længere ud, for ikke at ramme garnene. Vi var heldige. Vandet var helt plumret allevegne og luften var sløret af en svag røglugt fra afbrænding ind over det Indiske Kontinent.
Da vi nærmede os Kochin mødte vi særegne lange og slanke fiskerbåde, med høje stævne i flotte farver og med en masse folk ombord.
Kochin er en kæmpe naturhavn i et indsøområde med en bred indsejling. Langs indsejlingen var der side om side store fiskenet stilladser, der kunne hæves og sænkes i vandet for at fange småfisk i store stimer. Store uddybningsfartøjer sejlede frem og tilbage i sejlrenden for at skrabe bunden, så den holdt en konstant dybde. Store værfter, containerkajer og flådestation prægede havnen.
Indklareringen gik lidt nemmere end på Andamanerne, men bureaukratiet havde gode tider her. Utallige formularer skulle udfyldes i mange eksemplarer til ingen verdens nytte. Bl.a. ønskede man en komplet inventarliste fra Anaconda, indeholdende alt udstyr og alt hvad der var ombord, lige fra værktøj til dåsemad og sukker. Det nægtede jeg og skrev "tools, spareparts and dry food for the crew for one week". Løben imellem kontorer i nussede bygninger for at videregive kopier af det hele, ventetid og til sidst få sit stempel i passet. Hvilket tidsspilde. Men der er mange mennesker med fine uniformer involveret.
Overalt var der snavset, møgbeskidt og med skrald i gaderne. Luften var varm og tung af røg og i skumringen myldrede det med myg. Gadebilledet var overfyldt med mennesker og gamle biler, hvor de små trehjulede Tug-Tugs fræsede ud og ind allevegne.
Anders Jensen og Bjarke Færch Johnsen afmønstrede og tog toget til Goa og Mumbai for at nå deres fly hjem.
Jesper Balzer Jensen ankom den 14. februar og vi gik i gang med at proviantere, så vi kunne komme væk fra Indien. Det tog godt en uge, da det var svært at finde de ting vi ville have og ikke meget fungerer i Indien.
Dagen før vi afsejlede traf vi en Belgisk kvinde, Myriam Cornette, der gerne ville sejle med til Maldiverne. Crewlisten blev lavet om og vi udklarerede. Næsten samme procedure i omvendt rækkefølge. Vi satte derefter kursen mod den sydligste ø i Maldiverne Addu med byen Gan. Her kunne vi indklarere til en rimelig lav pris, sammenlignet med Male.
Rasmus Skov og Elsebeth Hansen ville mellemlande i Male og flyve videre til Gan.
Det var skønt at komme på havet igen og få rengjort båden for støv og snavs. Det blå ocean dukkede op da vi var 10-20 sømil ude og vinden var jævn agten for tværs. Men der gik under et døgn, så døde vinden, så det var langsom motorsejlads hele vejen.
Undervejs fik vi mail om, at det var besværligt for Rasmus Skov og Elsebeth Hansen at komme til Gan, hotellet var overbooket og man skulle i øvrigt have en invitation for at få lov til at flyve derned. Desuden hang det i luften, at vi muligvis ikke kunne få lov til at skifte besætning i Gan .... så vi vendte kursen mod Male i stedet.
Male
Vi vidste det ville blive dyrt, men det var meget værre end det.
Indklareringen blev foretaget af Customs, der kom om bord sammen med Quarantine. Masser af papirer og underskrifter. Ingen kikkede efter noget som helst, så man kunne skrive hvad man ville. Det drejede sig kun om, at få sejlerne til at betale en masse penge.
Maldiverne lever af turister, og de lever rigtig godt. Det er et velhavende samfund med høje huse, masser af dyre biler, tusindvis af motorcykler, dyre forretninger og masser af cafeer. Det er et 100 procent muslimsk samfund, så man kan ikke få øl eller spiritus. Transportmuligheder var dog perfekte. Der var hele tiden busser. Færger sejlede hele tiden mellem byen og lufthavnsøen og ud til alle de nærliggende atoller. Vandflyvere lettede hele tiden ud til fjernere atoller og store internationale fly lettede mange gange om dagen.
For sejlere koster alt penge. Da vi skulle udklarere fik vi præsenteret følgende regning:

Agent fee 250.00 USD
Boat for Custom and Quarantine 75.00 
Entrance fee 4.31 
Port Control permit 17.25
Deratting Certificate 4.31
Hulhule Permit Sejladstilladelse 35.00
Crew sign off 35.00
Crew sign on (2) 70.00

All total 490.87 USD 

Jeg var chokeret og diskuterede voldsomt med agenten. Vi havde intet fået for pengene og det arbejde han havde foretaget, havde jeg selv udført i alle de andre lande vi havde været i de snart 8 år jeg har sejlet rundt. Men der var intet at gøre. Maldivernes regering havde bestemt, at sådan skulle det være.
Maldiverne kan simpelt hen ikke lide sejlere. Der er ikke penge nok i dem, så hvis de vil besøge Maldiverne, så skal de bare slippe slanterne.
Underligt nok var der temmelig mange sejlbåde på ankerpladsen, men alle var mere eller mindre chokerede. Da vi havde handlet, og det var dyrt, sejlede vi sydover. Vi burde have haft en cruising permit, som kostede yderligere 250 USD, men der stoppede vores ydeevne.
Vi tog et langt stræk med frisk vind fra nordvest og stoppede ved Kulhumadulu Atollen ved en lille landsby ved navn Veymandhoo.

Seychellerne den 6. maj 2009
Afsejling fra Male den 5. marts var med kurs sydover, inde imellem de andre atoller. Male var et dyrt bekendtskab og det havde givet os et dårligt billede af Maldiverne. Vi havde fået opfattelsen af, at man skulle passe på med at besøge andre atoller, når vi ikke havde cruising tilladelse, men set i bakspejlet var der intet at være bange for.
Vi havde dog vores tidsbegrænsning, idet vores "en måneds tilladelse" til at besøge Chagos var i orden og der ville vi gerne opholde os noget tid.
Tilladelsen til at besøge Chagos, var pr. fastsat dato og en måned frem, basta og den kostede 100 engelske pund. Derfor anløb vi kun en Maldiver atoll på vejen, nemlig Veymandoo, som Anne og Mogens fra "Nordic Star" havde anbefalet os at besøge.
Det var nærmest for at få et andet billede af Maldiverne, vi ville besøge et andet sted. Vi fandt den lille landsby på atollen og fik det storslåede syn af de lave palmebevoksede atoller, som jeg elsker så meget. Men jeg havde en anderledes følelse her, idet de alle steder på Maldiverne som bekendt er muslimske. Men muslimerne er meget venlige og åbne.
Man må blot tåle deres religion og skikke med deres bønner og knæfald. 
Vi blev budt velkommen af den samme flinke Amam, som Anne og Mogens kendte. Han havde for år tilbage lavet sig en "besøgsbog", med hilsner fra alle de sejlere, der var kommet forbi og "Nordic Star" havde også skrevet sig ind.
Vi skrev vores hilsen og var en tur i land. Der var ikke meget at se, men vi fik handlet en smule af det vi ikke havde mulighed for at få den næste periode. Når vi forlod dette sted og til vi var på Seychellerne, om mere end en måned, var der ingen indkøbsmuligheder. Vi var kun her en dag og måtte så videre.
Vi nåede dog at dykke på er rev inde i lagunen, helt i top. Ud på det store Indiske Ocean med de store "swells" med 12 til 15 sekunder imellem bølgetoppene og totalt blå Ocean. Pragtfuldt!!
Men det var så som så med den øvrige besætnings begejstring, idet båden jo ikke lå stille!!!
Det kneb med appetitten for Jesper, Elsebeth og Rasmus.
Men vi skulle jo videre og snart skulle vi passere Ækvator, hvor vi håbede Kong Neptun ville lade de nye "landkrabber" komme over på den sydlige halvkugle.
Ækvatordåben
Den 8. marts 2009 passerede vi ækvator lige syd for atollen Huvadhoo i Equatorial Channel og Kong Neptun steg ombord og holdt sin tale til Landkrabberne og de gennemgik deres prøvelser, hvorefter de fik deres fiskenavne og var godkendt til at sejle videre.
Puh, ha. det var hårdt på de store dønninger, især med at spise og drikke mærkelige ting imens båden gyngede :o) så besætningen måtte ligge ned igen efter prøvelsen.
Han er fandme lidt ond, ham Kong Neptun!!
Chagos 
Den 11 . marts om formiddagen fik vi de lave atoller på Salomon atollen i sigte. Vi havde til hensigt at besøge tre af atollerne, denne var den første.
Chagos er det "sidste paradis på jorden". Øerne hører under British Indian Ocean Territory = BIOT. De var under WWII (anden verdenskrig) en vigtig base for de britiske styrker og på dette tidspunkt blev de fastboende øboere "deporteret" til Mauritius. Derfor har øerne været ubeboede lige siden og det har været et paradis for sejlere igennem de sidste generationer. Atollerne ligger ca. 250 sømil syd for Maldiverne, alene ude i Oceanet. Den største Atoll hedder Diego Garcia og er udlejet af englænderne til den amerikanske flåde, der har indrettet en kæmpe flådebase her med ca. 3000 mand. Her har også BIOT patruljen hjemme.
Her er adgang forbudt for sejlere. Der er meget strenge regler for besøget på Chagos. Anløb uden forhåndsindhentet tilladelse koster 5000 pund i bøde. Øerne er et kæmpe område med mange øer, men kun tre atoller med bestemte ankerpladser er tilladt for private sejlere, bl.a.. Solomon og Peros Banhos.
Lagunen var som andre fuld af "boomies", koraltoppe, der rager helt op til lige under overfladen, så sejlads her er kun mulig om dagen, hvor man kan "eyeball navigere".
Inde i bunden af lagunen ved øen Boddam, lå der 11 sejlbåde og vi fandt os en ankerplads, beskyttet bag rev inde i lagunen, der kunne beskytte mod dårligt vejr.
Kort efter blev vi budt velkommen af en af de andre sejlere og vi blev hurtigt introduceret til dette lille "samfund".
Mange af de andre sejlere havde tabt deres hjerte til dette paradis og havde opholdt sig her i årevis, kun afbrudt af sejlture til Maldiverne eller Thailand for at proviantere til det næste antal måneder. Grundet opstrammede regler var det nu kun muligt at opholde sig her 6 måneder om året, hvilket de var meget kede af.
Stedet er virkelig "uberørt" uden forurening. Lagunevandet en smule uklart, som det altid er, men havet omring var med fantastiske koralrev og krystalklart vand, fyldt af fisk og liv. Palmebevoksningen på øerne myldrer med kokoskrabber, som er fredede. Dykning er forbudt her og efter et par dage ankom BIOT patruljen, et stort orange fartøj, der ligner forsyningsskibene til boreplatformene. To store gummibåde, hver med 5-6 bevæbnede engelske kommandosoldater kom ind og kontrollerede vores tilladelse og gav os et regelsæt om hvad man måtte og ikke måtte.
Vores 7 dykkerflasker blev plomberet, dog fik jeg overtalt dem til at lade to flasker være fri, så jeg kunne foretage undervandsarbejde m.m.
Vi skulle blandt andet havde fastgjort vores ankerkæde omkring en boomie, og med flydebøjer for at holde resten af kæden svævende over korallerne. De var meget flinke og ønskede os godt ophold.
Når de sejlede vidste vi, at de havde et enormt område at dække, så vi ville ikke se dem den næste uges tid. Så dykket fik vi.
Vi lånte en flaske af en af de andre sejlere, Phill fra "Tramontana", der var fra Brisbane, så vi havde en række fantastiske dyk på koralrevet uden for atollen. Ubeskriveligt flotte dyk med masser af hajer, rokker, skildpadder, kæmpestimer fisk og meget mere. Vi opholdte os på samme atoll alle de tre uger vi var på Chagos. Vi nød det hele.
Hver dag sent på eftermiddagen mødtes vi med de andre sejlere inde i en lille lysning imellem palmerne, hvor vi drak vores "sundowner" med små anretninger af chips, nødder m.m.
Om dagen snorklede vi eller gik ture i junglen. Skibshunden Ana havde kronede dage her. Hun var altid med i land og kunne jage kokoskrabber, forsøge at fange fisk og en dag svømmede hun i fire timer sammen med en delfin, der alene havde opholdt sig i lagunen i lang tid.
Jeg kunne være blevet her i månedsvis, men vores tidsplan skulle holdes.
Vinden var ikke gunstig for den kommende sejlads ca. 1000 sømil stik vest til Seychellerne, så der var ingen tvivl om, at vi skulle sejle meget for motor. Derfor skulle vi bruge mere diesel, end vi havde tilbage.
Vi var derfor nødt til at sejle de 250 sømil stik nord, tilbage til Maldiverne.
Den 31. marts anløb vi Gan på Addu atollen, hvor vi i første omgang skulle have hentet Rasmus og Elsebeth.
Gan var et helt andet Maldiverne, end det vi havde set i Male. Gan er et gammelt engelsk militært område fra WWII med stor lufthavn og in frastruktur med gode veje og broer imellem øerne. Helt afslappet.
Vi ankom midt på eftermiddagen og forsøgte at få fat i myndighederne, men de havde ikke tid før næste dag. Vi var derfor ikke indklarerede, men vi gik alligevel i land og spiste på det lokale ressort om aftenen.
Næste dag ventede vi hele morgenen på myndighederne og da vi ikke havde rigelig med tid til at vente, sendte jeg gasterne i land på indkøbstur.
Kort efter, næsten 24 timer efter vores ankomst, kom Immigration og Customs ombord. De blev meget sure, da de fik at vide, at besætningen var gået i land. Det var meget forbudt så vi røg ind i en længere udredning om dette. Jeg kaldte besætningen tilbage via den bærbare VHF og de var tilbage i løbet af få minutter.
Det trak op til en bøde for overtrædelse af lovene, men efter nogen palaver, undskyldninger om, at vi havde ventet i næsten et døgn og et brev med forklaring til chefen, tøede de op og alt var til sidst i orden.
Ind og udklarering her, inklusive en afmønstring kostede sammenlagt 60 US dollar, en helt anden pris end i Male. Vi fortrød, at vi ikke havde fortsat hertil den første gang.
Rasmus og Elsebeth kunne sagtens være taget hertil, men det er altid nemt at være bagklog.
Der lå 6-7 andre sejlere og ventede på gunstigt vejr til Seychellerne.
Vores ven Don fra "Sourdough", som vi mødte i Kuchin, lå her også.
Vi fik tanket diesel og provianteret.
Jesper Baltzer besluttede at tage hjem herfra. Der var vist et nyt bekendtskab i DK der trak.
Vinden var stadig fra vest så vi sejlede tværs over lagunen for at sejle ud af det nordlige pas. På vejen mødte vi en stor flok delfiner, der fulgte os i lang tid. Vi fortsatte, men opdagede pludselig, at Ana manglede.
Jeg var med det samme klar over, at hun var sprunget i vandet for at svømme med delfinerne. Hun havde jo haft gode erfaringer med delfinen på Chagos. Vi vendte om og ganske rigtigt.
Dér hvor vi sidst havde set delfinerne kom Ana frejdigt svømmende i mod os. Godt det var fladt vand og lyst, så vi fandt hende med det samme. Skøre hund.
Lige ved udsejlingen havde Rasmus og jeg to fantastiske dyk, det sidste dyk var vi tæt på store Mantarokker, der stille svævede forbi langs revkanten.
Det er altid en speciel oplevelse at dykke med disse store dyr.
Herefter blev kursen sat imod Seychellerne, godt 1100 sømil mod vest.
Vinden var lige i snuden, strømmen også, så vi måtte krydse HELE vejen samtidig med at motoren gik i noget der lignede tomgang. Det gav lige den fremdrift vi skulle bruge, så vi ikke sejlede "baglæns" men det var en sur sejlads, til tider med regn og store bølger.
Det gik langsomt, så Rasmus og Elsebeth måtte ombooke deres hjemrejse fra den 14. til den 18. april.
Den næste gast, Jeppe Holm Hansen var ankommet den 12. og ventede på hotel til vores ankomst.
Den 16. april om eftermiddagen ankom vi til Seychellerne og blev modtaget af Immigration og Customs.

Seychellerne den 28. maj 2009.
Clearance var uden problemer og vi sejlede ind til yachtclubben på de sidste dråber diesel. 
Motoren gik faktisk i stå, da jeg dagen efter skulle lade batterierne imens vi fyldte diesel på tanken. Vi havde formået at sejle næsten hele strækningen fra Gan, 1100 sømil på den diesel vi havde tanket. Ganske godt, så vi havde formået at halvere vores normale dieselforbrug. Det meste af vejen sejlede vi i tomgang, hvilket gav lige det skub vi skulle have for at sejle på kryds, imod vind og strøm. Turen havde taget 13 dage.
Hovedstaden Victoria ligger på hovedøen Mahe, der er en lang smuk bjergø med grønne frodige sider. Byen er omkranset af disse bjerge, et storslået syn. Ca 25 sømil herfra ligger øerne Praslin og La Digue, der også er smukke bjergøer. Resten af Seychellernes ørige ligger spredt ud over et kæmpeareal, ca. 1 mill. kvadratkilometer, det vil sige et område på 1000 x 1000 kilometer. Hovedindtægten er tourisme. Der ligger dyre resorts alle vegne, hvor der er en strand og det myldrer med charterbåde, især katamaraner. Seychellernes Yacht Club ligger i bunden af en lille bugt, midt i byen, med industri langs siderne, så som Tunfiske fabrik, hvor de helt store oceangående tunfiskere lander deres fangster. En masse mindre fiskere har også hjemme her. På den anden side ligger en containerkaj, hvor der står mange Mærsk Sealand containere. Byen er travl i løbet af ugen, men lukker helt ned i weekenden. Befolkningen er Creolere, en blanding af afrikanere og søfolk, der igennem tiderne har besøgt stedet. 
Sproget er ligeledes creolsk, som er en blanding med meget fransk i og fransk er derfor også et naturligt sprog. Da Seychellerne tidligere har været under engelsk styre, taler mange også engelsk. Jeg sammenlignede Grand Cayman lidt med Seychellerne, bare er der meget smukkere her. 
Rasmus og Elsebeth havde syet et flot Seycheller gæsteflag, som er regnbuens farver i en vifte.
Det var herligt at komme ind og få koldt øl og god mad. Seychellerne var ikke så dyrt, som vi havde fået at vide. En øl kostede i Yacht Clubben 25 rupies, hvilket er ca. 8 kr. En ret mad kostede 20 kr. Lidt dyrere oppe i byens restauranter.
Jeppe Hansen havde danske varer med og en reservedel til Pfaff symaskinen. 
Oppe i byen fandt jeg en Phaff symaskine reparatør og han gennemgik maskinen og monterede den så nu kører den som en drøm.
Det store samtale emne var Somali piraterne. Seychellerne havde kort forinden fået kapret to skibe, begge to på strækningen imellem Mahe og Madagaskar. Det ene skib var et havundersøgelsesskib og det andet var en katamaran med turister, i alt ca. 13 personer, der nu lå i Somalia og der var forlangt 3 mill. us dollars i løsesum. Vi hørte også om kapringen af Mærsk skibet og den franske lystbåd, der var blevet kapret på vej til Seychellerne og hvor den franske skipper blev dræbt af skud under de franske legionærers befrielsen af båden. Alt i alt var vi landet lige lovlig tæt nok på alle disse kapringer. Ydermere kom hændelsen med krydstogtskibet "Melody", der afsejlede fra Victoria en lørdag eftermiddag. Allerede om aftenen kl. 23 blev skibet angrebet af 6 hurtiggående både med bevæbnede Somalier. Man var dog forberedt, idet man havde forhyret Israelske kommando soldater, der besvarede ilden og jagede piraterne væk. Dagen efter ankom et Spansk Navy fartøj med 9 af angriberne, der nu sidder i fængsel her i byen. Hændelserne var meget tæt på Victoria, under 100 sømil.
Vi fik klaret en masse ting, bl.a. reparation af navigationscomputeren og printeren. Det kostede sammenlagt 250 kr. Genuaen blev syet færdig på det lokale sejlloft, der havde de helt store symaskiner, der kunne tygge sig igennem 10 lag sejldug i skødbarmen. Alle er flinke og hjælpsomme. 
Efter en god uges tid i byen besluttede vi at sejle en rundtur i området og se lidt af seværdighederne og få dykket. Her er flot og der er ikke noget at sige til, at charter forretningerne går godt. Det var lidt værre med dykningen. Vandet var uklart rundt om øerne og kun ude på dyk midt i havet på klipper, var det bedre. Der er kun få eller ingen rigtige koralrev. Men store klipper alle vegne, hvor der vokser lidt koral. Der var en del dykkershops, men det virkede ikke som om, at de havde ret meget at lave. Der var mange Marine parks, men i alle disse var van det fuldstændig 
grumset og ugennemsigtigt. Men vi havde nogle OK dyk flere steder. 
En dag besøgte vi Corieuse Island, nord for Praslin med alle de store landskildpadder. De er fredet nu, men var tidligere, som på Galapagos, genstand for skibenes madforsyning. Seychellerne har dog stadig verdens største samling af disse kæmpedyr. 600 sømil herfra på Øen Aldabra, der ligger lige nord for Madagaskar, findes der stadig 150.000 stykker. 
Desværre foregik en af pirat kapringerne lige ved siden af Aldabra, så der skal vi ikke til. Vi var af sted i godt en uge og sluttede med se sejle rundt om Mahe. Vi lagde os ved de udlagte bøjer i Beu Vallon Bay, hvor man ikke må ankre, men de to første bøjer vi fortøjede til, var slet ikke forankret på bunden, så vi trak dem hen over bunden, da vi checkede deres fastgørelse.
Da vi kom tilbage til Yacht Clubben var det hele i oprør. Alle sejlere havde dagen forinden været til møde med lokale embedsmænd, bl.a. den franske Charge d'affair fra ambassaden. Alle var blevet advaret imod at sejle mod Madagqaskar eller i nogen anden retning. Der var observeret pirater hele vejen rundt om Seychellerne, bl.a havde man antruffet 5 unge Somalier, der var gået i land på en lille ø nord for La Digue for at finde mad og vand. Rygterne svirrede og mange var ikke trygge ved situationen. Flere besluttede at tage flyveren hjem et stykke tid og afvente hvad der skete. De fleste både her er franske, men der ligger også et par Canadier og nogle Amerikanere. Vi besluttede også at se tiden an. Vi skulle ikke nyde "cigaren" og blive kapret på vej til Madagaskar. Planerne måtte 
lægges om.
Ugen efter blev der arrangeret en konvoy mod Madagaskar. Men det foregik i al hemmelighed og var kun for de franske både og KUN for dem, der ville betale. Vi fik opsnuset, at bådene måtte betale 5000 Euro pr. stk. for at få et følgeskib fra den franske flåde som beskyttelse de første 400 sømil af ruten mod Madagaskar. En anden fransk båd med to mand ombord besluttede at afsejle samme dag som konvoyen, men det førte til en del splid. De betalende både ville ikke lade ham følge med, så de ringede til politiet og angav ham for at have våben ombord. Det medførte, at netop som konvoyen afsejlede og han skulle checke ud ved havnekontoret, kom en flok politifolk ned til kajen og anholdt ham. Han blev tvunget til at oplyse han havde våben ombord og landede derefter i spjældet for natten. Næste dag kom han i retten og det hele endte med, at han alligevel fik sine våben udleveret, så han kunne forsvare sig mod piraterne. Ingen bøde, men en løftet pegefinger om, at man skal huske at anmelde sine våben ved ankomst og det havde han ikke gjort. Men det er der nok mange, der ikke gør :o) Men anmelderne havde opnået hvad de ville, at forsinke ham, så han 
ikke kunne følge konvoyen. Han afsejlede dog nogle dage senere og vi har fået tilbagemelding om, at han er kommet godt dernedaf uden episoder.
Flere både er nu "lagt op" og folk er taget hjem. Her er flere Marinaer, men det er kostbart. En oplægning vil typisk koste 4000 kr. pr. måned. Vi ligger til ankers i den lille bugt ud for Yacht Clubben og det koster ingenting udover den almindelige ankerafgift, som er ca. 400 kr. pr. måned 
og det gælder overalt på Seychellerne. Der er en del tyverier, så det er med at finde et sikkert sted.
Vi går stadig og ser tiden an, Ventetiden er lang, men det gode er, at der ikke har været nogen overfald her i nærheden i nogen tid nu. Så måske stikker vi af og holder os væk fra de farlige områder. Ellers må vi vente til vejret bliver dårligt i sommermånederne. Da vil risikoen for at møde Somali pirater være mindre.

Farquhar Atollen, Det Indiske Ocean den 5. juni 2009
Flere sejlbåde var i mellemtiden ankommet til Port Victoria fra forskellige retninger, nogle fra Maldiverne og nogle fra Madagaskar.
Bl. a. var Ron Harrison i "Sourdough" af Seattle kommet fra Gan, hvor vi sidst mødte ham. Han havde været 29 dage undervejs og var glad for at se land igen. Vinden havde været svag og han havde ødelagt sin spiler, som han havde forsøgt at reparere med Duckt tape, ikke med stor succes, og havde derfor sejlet langsomt, men havde ellers haft en fin passage. Han var ikke vidende om al den postyr, der havde været på grund af piratangrebene, faktisk var han sejlet lige igennem området, lige som vi, da vi ankom til Seychellerne.
Der var nu meldinger om, at der ikke havde været piratoverfald siden den 6. maj i Seychellernes område og det forlød, at Somali-piraterne havde trukket sig helt væk fra det sydlige område. Mange Nato skibe patruljerede farvandet og kom jævnligt på besøg i Port Victoria. Franske, Græske, Spanske, Canadiske, Amerikanske krigsskibe af forskellige størrelser har været på besøg. Gidslerne fra de to Seycheller-både er stadig ikke frigivet. Seychellerne har ikke penge til at betale løsesummen, så det er en usikker fremtid for de stakkels mennesker.
Der kommer stadig en del turister til Seychellerne, men ikke i forhold til før. Mange kommer for at sejle i charterbådene, men man taler om, at nedgangen er meget mærkbar på grund af omtalen af piraterne.
Sammen med sejlmageren Maxwell sejlede vi en weekend til La Dique, hvor han er vokset op. Øen er et af de smukkeste steder her på Seychellerne. Vi blev vist rundt på øen og han fik besøgt sin familie.
Vi udnyttede også tidevandet og fik malet ny bundmaling under vandlinien.
Vi har fået lavet en masse på Anaconda for at udnytte ventetiden. Sejl er repareret. Ny Bimini, teakdæk på doghouse, HF radioen repareret, motoren overhalet, startere og generatorer har fået nye lejer og kul m.m. 
Vejret er ændret lidt. Der er mere vind fra Sydøst nu og de franske både har slået sig sammen og vil afsejle i konvoj den 10. juni mod Madagaskar, dog uden eskorte. Jeg kan dog ikke se fordelen ved at mange følges ad. Det er utroligt svært at holde sammen.
Nogle sejler hurtigere en andre. Vi snakkede sammen med en amerikanske båd "Soularity", der også var klar til at afsejle.
De havde haft indbrud i deres båd og mistet en masse ting, så de var trætte af Seychellerne. Vi besluttede os derfor at tage chancen og komme af sted.
Sejlmageren Maxwell kom ned og forærede mig en Coco de Mer kokosnød aftenen inden vi skulle af sted. Nødderne er verdens største og kan veje op til 30 kg stykket, når de hænger på palmen og vokser kun på Seychellerne, på et par af øerne hernede. Nødden har en speciel form, der får en til at tænke på en kvindes underkrop. Den er fredet på en sådan måde, at man kommer i fængsel og får en kæmpebøde, hvis man selv tager en. De sælges dog i dyre domme (minimum 200 euro) af Seychnelles Island Foundation, der strengt kontrollerer al høst. Med stempel og certifikat fra regeringen kan de udføres. Jeg var derfor glad for Maxwells gave, men den blev hurtigt gemt væk nede i Anaconda. Det er jo noget nemmere at få diverse ting ud af landet på en båd.
Den 2. juni afsejlede vi fra Port Victoria mod Madagaskar.
Shotgunnen blev fundet frem med de kraftige ladninger i patronerne. Skulle noget ske, så ville vi være parate. Vi fulgtes ad med "Soularity" det første døgn og snakkede sammen via VHF`en, men som nævnt er det svært at følges.
Vinden tiltog til over 20 knob fra SØ, så vi kunne ikke holde Anaconda i tøjler. Hun ville fremad og var svær at holde nede på 4-5 knob. Via radioen fik jeg en mail fra Det Maritime Rescue Sub Center, en afdeling af Seychellernes Coast Guard, der tager sig af plotningen af piratangrebene: 
Good evening Capt Jan Klintegaard, 
I'm happy to let you know that for the time being there is no pirates attend in your passage way to Nosibe, Madegascar and the route that you have chosen is safe for the time being.
You can count on us and if there will be anything, we will let you know so that you can change your course. So thank you for having confident with us and have a safe journey.
BEST REGARDS
Capitan Le Vivier, MRCC OFFICER
Begge skibe var glade for den positive melding og det gav os frihed til at fortsætte hver for sig alene og på radaren kunne jeg se "Soularity" forsvinde bagud. Vi satte nu kursen direkte mod Farquhar Atollen, der hører til Seychellerne, men ligger 375 sømil SV for Victoria. Herved havde vi vinden næsten tværs og farten steg yderligere til 8-9 knob.
Andendagen fangede vi en pæn guldmakrel, som endte i køleskabet. Jeppe Hansen er ved at få sine søben, men er endnu ikke vant til at lave mad i den hårde søgang.
Sydøst monsunen er kommet for at blive. Vejrudsigterne den næste uge frem er 20-25 knob konstant. Natsejladsen var i klart vejr med måneskin og sydkorset højt på himlen. En gang imellem passerede en regnbyge og det gav lidt ekstra vind, op til 30 knop, så vi sejlede med reb i storen hele tiden.
I går opdagede vi, at rulleforstaget var gået i stykker. Lejerne var ødelagt og havde sluppet den nederste del, som hang løst. Ikke godt at sejle videre med. Vi stoppede derfor på Farquhar Atollen for at reparere. Indsejlingen her til morgen gennem revet var vanskellig, idet den overhovedet ikke var afmærket, men vi fandt ind på trods af den kraftige vind.
Kort efter blev vi kaldt op af Elvis, den lokale beboer på øen. Han oplyste venligst, at vi ikke måtte besøge øen, når vi ikke havde fået speciel tilladelse fra myndighederne i Victoria, men vi var naturligvis velkommen til at stoppe for at reparere. Vi fik også tilladelse til at gå på stranden, men vi måtte ikke komme ind til bebyggelsen. Vi så kun få huse. Øen på atollen ligger isoleret midt i havet og er ganske uberørt, et lille paradis.
Her kommer absolut ingen turister.
Imens jeg arbejdede, gik Ana og Jeppe Hansen en tur på stranden, som strækker sig milevidt langs kysten, helt hvidt koralsand med kokospalmerne hængende ud over. Masser af fugleliv, bl.a. Fregatfugle og mange spor i sandet efter æggelæggende havskildpadder. Revet er enormt, så vi skal ud og snorkle i morgen.
Dagen er gået med at løsne agterstaget, løsne forstaget og sidde i gummibåden og skifte lejerne ud i rullesystemet, et vanskelligt arbejde, når båden gynger, men helt umuligt, når vi sejler. I morgen færdiggør vi arbejdet og reparerer lidt på vindroret, hvorefter vi snorkler lidt inden vi sejler videre.
Måske kan vi gemme os i den anden ende af atollen og dykke lidt, inden de sidste 275 sømil til øen Nusibee på nordvestkysten af Madagaskar. Her skal vi mødes med de andre sejlere.

Mozambique Kanalen den 19. juni 2009
Ved afsejling fra Farquhar atollen stoppede vi ved en af de ubeboede randøer. Vi havde kikket efter et egnet dykkersted, men alle steder var havbunden kun svagt faldende mod dybet, så det blev i stedet til en spadseretur i land på den flade sandstrand. Her var masser af fugleliv, havfugle vi ikke kender i Danmark.
Øen var tydeligvis et sted, hvor havskildpadderne lagde deres æg, for alle vegne var der "traktorspor" i sandet fra havet op til kanten af buskadset, hvor de havde gravet huller til æggene og vi havde set mange store havskildpadder i vandet. På den side af atollen, der vendte ind imod lagunen så vi hundredvis af mindre havskildpadder, på størrelse med en stegepande, der svømmede tæt ved strandkanten, så Ana var helt vild med at springe ud efter dem, men de er lynhurtige, så hun havde ikke en chance for at komme tæt på.
Vi var sikre på, at alle disse havskildpadder var udklækket her på øen og åbenbart holdt sig tæt ved øen imens de voksede op.
I en lille palmelund fik vi samlet nogle kokosnødder til vores "sundownere".
Turen gik nu videre de næste 275 sømil mod Madagaskar. Vi skulle passere Cape Ambre, nordspidsen af Madagaskar og vi vidste, at der ville være meget vind, hvad der altid er ved Capes.
En gammel sømandsadvarsel lyder: "Stay away from the Capes, the Horns and the Hins (rev), then you are safe".
Vores vejrkort viste, at 20 knobs vindpilene strakte sig over hundrede sømil væk fra området, så at sejle i en bue udenom ville forlænge ruten væsentligt. Vi valgte derfor at gå direkte forbi, med en afstand til Capen på 30-40 sømil.
De 20 knob holdt dog ikke stik.
Vi havde op til 35 knob, foran for tværs og bølgerne svarede dertil. Det tog et halvt døgns tid at passere forbi, indtil vi kom ind i læ af nordspidsen.
Halsbarmen på genuaen gik i stykker, så forliget revnede helt til tops og vi måtte bjærge genuaen hurtigt, inden den blev pisket i stykker. Resten af turen brugte vi inderfokken.
Men turen havde givet Jeppe Hansen en føling af hvordan det er at sejle på Verdenshavene.

Ankomst til Madagaskar den 8. juni 2009
Næste formiddag, den 8. juni, sejlede vi i næsten vindstille ind imod Nusy Be, hvor vi skulle indklarere. Der begyndte nu at vise sig flere sejlbåde i området. Det var et flot syn med Madagaskars bjerge i baggrunden og et perfekt cruising område.
På et tidspunkt fik vi øje på en sejlbåd, der drev langsomt af sted. Det var "Soularity".
Kort efter hørte vi "Soularity" over VHF`en kalde assistance på Nusi Be, men ingen kunne hjælpe. De havde fået motorskade allerede kort efter Seychellerne og nu kom de ingen vegne i den svage vind. Vi fik hurtigt rigget liner til, hvorefter vi bugserede dem helt ind til ankerpladsen i Hellville på Nosy Be. Nosy Be er en stor ø, der ligger på nordvestkysten af Madagaskar.
Alle vegne høje øer og bjerge på fastlandet var et flot syn. Hellville var en lille travl by, med trafik af både fra området. Mange af dem var gamle Piroques med lasede latinersejl. Der lå 7-8 almindelige sejlbåde til ankers. De fleste franske.
Indklarering foregik hos Immigration, der havde til huse i en gammel container på kajen, hvor vi gik i land. Vi undgik at betale visum, da vi skulle være her i under 30 dage. Der var lidt løben frem og tilbage til Custom, Havnekontor og tilbage til Immigration, men det var vi vant til. Alt, i alt en nem indklarering.
Lokale pressede på for at få os til at hyre en af dem til at passe på båden, vaske og polere og hvad der følger med. Mange af bådene der sejlede i området havde en fast mand ombord til at udføre disse pligter. Men vi havde jo skibshunden Ana, så det rygtedes hurtigt, at der var vagthund ombord og ingen nærmede sig Anaconda, uden de fik Ana på mærkerne.
Det viste sig at være nødvendigt, at have en til at passe på dinghien, når vi gik i land. Der der var mange tyverier af både dinghier og påhængsmotorer, så det var en irriterende ekstra udgift hver gang på 10-15 kr. Der skulle altid forhandles om prisen og undskyldninger var der masser af, når beløbet var steget i forhold til det aftalte.
Efter nogle dage mødte vi den franske båd "Samarcante" med Roland ombord. Roland mødte vi sidst på Seychellerne (Det var Roland der blev anholdt for ikke at have indklareret sit våben ombord) og han havde sejlet og arbejdet på Madagaskar i 20 år og kendte forholdene.
Roland havde en fast "sømand" ombord, Janis. Vi fik nu i stedet Janis til at sejle os i land i vores dinghi og tage den med tilbage til "Samarcante".
Når vi skulle ombord igen, ringede vi til Janis, der så kom og hentede os. Han fik så lidt lommepenge i stedet for de "tyvebander" der huserede i land.
Byen var tydeligvis en gammel nedslidt fransk koloniby og alle vegne kørte der gamle Renault 4 rundt. Befolkningen er sort blandet op igennem tiderne med indonesere og kinesere, så der var mange smukke kvinder.
Der tales Mallagasy og fransk. Kun meget få kunne lidt engelsk. Der var boder og markeder mange steder med frugt, grønsager og alt muligt andet.
Madagaskar er kendt for sine eksotiske krydderier, især sin Vanillie, så alle steder blev vi tilbudt friske Vanillie stængler til næsten ingen penge.
Prisniveauet er billigt. En god middag på Restaurant koster ca. 30 kr. En øl på 66 cl. koster 3000 ariary, svarende til 9 kr..
Jeppe Hansen mente vi skulle have en god forsyning rom, så vi købte en dunk på 20 liter. Den kostede 240 kr.
Vi fik ikke dykket nogen steder for vandet var alt for uklart langs kysten. Vi sejlede sammen med "Samarcante" til en anden ø ved navn Nosy Komba, som var en gammel udslukt vulkan med nu junglebegroede sider.
Landsbyen bestod af små træhuse, et stille og fredeligt sted, uden biler og med små hyggelige barer og restauranter ud til strandkanten. I udkanten af landsbyen levede der en stor samling af Lemurer, et lille katteagtigt dyr, der hopper fra træ til træ. De var helt tamme og var meget glade for bananer. Når vi kom gående med en pose bananer, hoppede de ned og satte sig på skulderen og spiste bananerne. 
Hele området, med Nosy Be som det største sted, var desværre også kendt som et sted med mange løse piger og hvor visse ældre herrer kunne købe sig mindreårige piger. Der var en del turister i området og det er et populært feriested for de fransktalende lande i Europa.
Den 18. juni afsejlede vi mod Mayotte, en Fransk ø midt i Mozambique kanalen, naboø til Comorerne. Vi planlægger at stoppe på et cirkelrundt rev, Geyser Reef, der endnu ikke er blevet en atoll. Dybderne rundt om er ned til 3-4 kilometer, så det er en bjergtinde, der rager op fra dybet.
Vandet herude midt i Mozambique Kanalen er krystalklart, så vi håber at kunne ankre inde i revelagunen i morgen formiddag og få et par gode dyk.

Mayotte den 8. juli 2009
Geyser Reef var specielt og vi havde besvær med at finde en ordentlig ankerplads, hvorfra vi kunne dykke, men det lykkedes. Dykket var et flot "drop of", men ikke med specielt mange fisk. Flot klart vand.
Vi fortsatte og ankom midt om natten til den sydlige indsejling til lagunen omkring Mayotte. Kort før vi var ved passagen blev vi prajet af det franske "Border Police", som kom ombord og undersøgte båden for eventuelle illegale flygtninge.
Anduvningen var let med ledefyr og perfekt afmærkning hele vejen ind til ankerpladsen ved Yachtklubben, hvor der lå mange andre sejlbåde. Langt de fleste var franske, mindre stålbåde lavet på knækspant.
Næste morgen til Capitanerie, Customs og Immigration, nemt, smertefrit og gratis.
Mayotte er en smuk bjergø med en af verdens største laguner omring, inde bag det beskyttende rev.
Hovedbyen på Mayotte hedder Mamutzy og Yachtklubben ligger på en mindre ø, der hedder Ile Pamanzi med bydelen Dzaoudzi. Lufthavnen ligger ligeledes på denne ø. Imellem Dzaoudzi og Mamutzy sejler der små færger hele tiden. Befolkningen er på ca. 80.000 blandede, mest fra Afrika og flest muslimer. Kvinder går i farvespraglede klæder og mange kvinder går rundt med lysebrun creme i ansigtet. Det er lavet af Sandeltræ og koralgrus, der er malet fint og siges at give dem en smukkere hud og beskytter dem imod sol og insekter.
Vi var lidt rundt og kikke og handle ind, men nu var priserne nogle helt andre end Madagaskar. Vi var jo kommet til et lille Europa med Euro.
Lidt små-reparationer blev lavet og et par besøg i Yachtklubben blev det til. Vi følte os dog lidt alene, da de franske sejlere ikke snakker ret meget engelsk.
En dag lejede vi en motorcykel og kørte øen rundt på 4 timer. Her så vi et af verdens største (tykkeste) træer, Baobab træet med en omkreds på 28 meter og en alder på omkring 600 år.
Efter 5 dage sejlede vi videre mod Comorerne. Vi landede først på øen Moheli, men her var der ingen myndigheder, så vi sejlede tilbage til Anjouan, der havde en lille havn.
Politi, Custom og Immigration kom ombord og checkede båden, hvorefter vi blev bedt om at følge med op på Immigrations kontor i en gammel lade. Her udfærdigede en Immigration officer et visa med billede og fingeraftryk, der skulle indsættes i passet. Men de forlangte 60 Euro pr. stk.!
Det sagde vi nej til. En opringning til chefen hjalp ikke, så vi takkede af og bekendtgjorde, at vi forlod Comorerne igen. Men i mellemtiden var det blæst kraftigt op.
Kastevinde kom hylende ned fra bjerget og det var åbenlyst, at vi ville få en hård tur med vinden i næsen. Jeg bekendtgjorde herefter, at vi blev liggende til ankers inde i havnen indtil vejret var bedre og det havde man ikke noget imod.
Vi nåede at få købt lidt mere diesel, men til nogle skyhøje priser, over 11 kr. literen.
Efter halvandet døgn lagde vinden sig noget og havnemesteren udfærdigede vores Port Clearence. Vi satte kurs imod Madagascar igen, ca. 300 sømil. Men om aftenen blæste det op igen og vi kunne ikke holde højden. Det ville blive en hård tur, så vi besluttede at gå tilbage til Mayotte og afvente bedre vejr. Igen ankom vi midt om natten, men et opkald på VHF.en gav os klarsejlads uden problemer. Vejrudsigterne lovede ikke bedre vejr de næste dage, så vi gik igen i gang med små-reparationer, lakering og andet.
Fredag aften i Yachtklubben var med barbecue og mange sejlere, så inden aftenen var ovre, havde de fået os lokket til at deltage i klubbens årlige kapsejlads Charlie Tango Cup, der skulle afholdes lørdag formiddag den 4. juli.
Starten gik kl. 09:30 og med 10-12 deltagere.
Vinden var frisk, stadig fra SØ, men det flade lagunevand var perfekt for Anaconda. Vi kom sidst over startstregen, men i løbet af ½ time var i forrest i feltet.
Halløjsa hvor det gik.
Herligt at dyste igen med andre både.
En lokal one-tonner kapsejladsbåd med 5 franske sejlere, der arbejdede på Mayotte, fulgte tæt bag os og den dystede vi med banen rundt, hvor vi lå forrest næsten hele vejen. Til sidst lykkedes det den at komme forrest på grund af lokalt kendskab til strømforholdene, som vi ikke kendte ret godt.
Men en herlig sejlads på 2½ time, som vi begge nød.
Om aftenen var der præmieuddeling i Yachtklubben og alle havde stor respekt for Anaconda, der sejlede så hurtigt med kun to mand ombord.
Det viste sig, at den franske kapsejler havde vundet 6 år i træk, uden nogen konkurrence, så de havde været nervøse for at de ikke skulle vinde i år og var meget glade for, at de skulle arbejde hårdt for sejren.
Den amerikanske båd Soularity ankom dagen efter fra Nosy Bay efter de endelig havde fået repareret deres motor. Vejret fortsatte med kraftig blæst fra SØ og udsigterne var ikke gode. Vi besluttede at droppe at sejle til Madagascar og begyndte at kikke på kysten langs Mocambique.
Den 7. juli var vi sammen med Soularity på en lang heldagstur op og se på et gammelt vulkankrater på øen og vi fik gået nogle kilometer ad smalle bjergstier. 
Der er efterhånden samlet 50 sejlbåde her og mange venter på bedre vejr til at gå sydover. Vi benytter flittigt grib files til at indsamle oplysninger om vejret og har fundet ud af, at den kraftige sydgående strøm langs Mocambiques kystlinie, der løber med op til 4-5 knob, netop i den næste måned møder mange dage med lavtryk, der kommer sydfra og giver nogle gevaldige hårde sejladser med kæmpe bølger, så vi overvejer stadig hvad vi skal.
I lavtrykket, der passerede samtidig med vores ankomst tilbage til Mayotte, havde en sejler målt bølger på 35 fod(11 meter) og meget krappe.

Mozambique den 25. Juli 2009
Det blev til nogle flere dage på Mayotte, end vi havde regnet med. Lavtrykkene kom op sydfra og gav dårligt vejr. Det var ret køligt om natten, så vi måtte have noget over os for ikke at fryse. Vi var stadig lidt i vildrede om hvor vi skulle sejle hen.
Vi fik dog et par gode dyk inde i lagunen. Meget flotte koraller og undervandsliv, meget flottere end jeg havde regnet med.
Vi besøgte den primitive Yacht Club en gang imellem og fik et par pilsnere og fik vasket vores tøj.
Efter vores gode resultat i kapsejladsen var alle meget mere venlige og snaksaglige. På Øen, hvor klubben lå, var det er hospital med kun en læge, som var fransk. Dr. Nadal Joshua, der var gift med en engelsk kvinde. De kom ofte i klubben og han inviterede os op på hospitalet og fik checket de nødvendige vaccinationer m.m. Helt gratis. 
Efter nogle dage ankom en engelsk båd "Sunflyer" med fire englændere. De boede i Kenya og var på en flere måneders mandetur rundt i området.
De fortalte om kysten langs Afrika og det afgjorde vores kurs. Vi ville følge dem på deres sejlads ind til Moazambique og videre langs kysten nordover til Tanzania og Kenya.
Den 20. juli afsejlede vi fra Mayotte mod vest. Vi ville indklarere i byen Pemba i Mozambique sammen med "Sunflyer".
Undervejs havde vi vinden tværs og omkring 20 knob, så der var buler på vandet. Undervejs de 285 sømil, fangede vi en pæn Yellowfin Tun, der straks blev fileteret og kom på køl. En lille del blev lavet til Sashimi med Soyasauce og Wasabi. Uhm, så friskfanget tun er bare perfekt.
Vi ankom til Pemba den 22. juli ved middagstid.
Pemba ligger i en stor beskyttet bugt og der var en lille containerhavn. Alle vegne vi kommer står der altid nogle Mærsk Containere på havnene. Mozambique har i en lang periode været Portugisisk, men er nu selvstændigt med ca. 16 mill. indbyggere. Mozambique har også været igennem en oprevet fortid med borgerkrig og elendighed, men der er stabilt nu.
Byen vi kom til var forfalden. Gamle bygninger alle vegne, der ikke var blevet vedligeholdt. Der virkede lidt trøstesløst.
På havnekontoret forklarede port Captain, at indklarering ville koste i alt 600 kr med tilladelse til at ligge to dage til ankers. Vi kom i en diskussion, da vi ikke havde lyst til at betale så mange penge, men der var intet at gøre. Det var prisen i Mozambique.
Derefter gik turen til Immigration, hvor vi skulle have visa. Her skulle også betales, men til gengæld slap vi billigere end vi havde regnet med, i alt 40 US dollar for begge visa. Vi havde regnet med 100.
To gange forsøgte Immigration folkene at prakke os flere udgifter på halsen. De mente vi skulle betale 33 dollar for en "shipping afgift", men igen med diskussioner og det endte med vi slap. Går den, så går den.
Vi havde efterhånden hørt meget om Afrika og alle historierne viser sig nok at være sande. Fattigt og korrupt alle vegne. Da vi sejlede med dinghien hen til containerhavnen, ved havnekontoret, kom vagtmændene løbende. Vi måtte ikke fortøje der, men da vi ignorerede dem, forlangte de at få betaling. Igen diskussion, men vi drejede blot om på hælen og gik vores vej. Det kunne lige passe, at man først skulle betale skyhøje priser for at ligge ved havnen, og så på toppen betale for at gå i land.
Det gik desværre ud over en hjælper, en lokal mand der talte engelsk, der fulgte os og hjalp med at oversætte når vi handlede ind. Da vi kom tilbage til dinghien, hev vagtmændene os ind på kontoret for at betale.
Ikke tale om, bekendtgjorde jeg og det blev oversat. Vi gik igen blot vores vej væk fra kontoret og ud til Dinghien. Vores hjælper fik 300 træpenge (Meticais) for at hjælpe os, hvorefter vi sejlede ud til båden.
Han fortalte dagen efter, at han var blevet stoppet af de samme vagter og truet til at udlevere de penge han havde fået af os, så han havde fået ballade med konen, da han ikke kom hjem med dagens løn. 
Først den 24. fik vi vores visa, men nu var vi allerede så trætte af Mozambique, at vi sejlede samme dag, kort efter vi havde fået købt diesel. Det foregik ved, at stoppe en pick up på gaden og bede ham om at køre os med alle vores dieseldunke til byens eneste tankstation. Når så dunkene var fyldt op, standsede vi en anden pick up og fik ham til at køre os ned til stranden.
Vores hjælper fik igen lidt penge og nogle T-shirts og shorts for sin hjælp. 
Sammen med "Sunflyer" sejlede vi nordover.
På vejen derop sejlede vi tæt på kysten og alle vegne rundt om os var der flokke af pukkelhvaler, der var i gang med at migrere nordpå, hvor de kælver i varme farvande.
Hvalerne sprang ud af vandet, landede med kæmpeplask og vi sejlede fra den ene flok til den anden hele eftermiddagen. Et kæmpe flot syn med de store haler, der langsomt kommer op af vandet.
Ana måtte bindes, hun var helt balstyrisk og ville garanteret hoppe i vandet efter dem.
Vi ankrede for natten bag nogle småøer og rev. Vinden er frisket op på grund af et lavtryk, der bevæger sig nordover langs kysten. De har lovet hård kuling, så vi må passe på ikke at komme ind i de stærke strømbælter, der giver disse høje stejle bølger.
Der er mange rev og små øer og umiddelbart ser det ud til at være godt dykkerområde, men flodvandet gør vandet grumset, så det er kun under gunstige forhold vandet er klart tæt ved kysten. Kystlinien er høj og kedelig, uden de store oplevelser og der er mange floder, der løber ud.

Zanzibar den 9. august 2009
Ankerkæden springer
På vej nordover gik vi ind på 5 forskellige ankerpladser for natten. Der virkede meget øde på hele kyststrækningen, bortset fra Dhows, de lokale træbåde med latinersejl, der sejlede op og ned af kysten.
Sidste ankerplads i Mozambique var i flod deltaet hvor den store Ruvuma flod løber ud og som er grænsen mellem Mozambique og Tanzania.
Vi droppede ankeret i stærk vind, nærmest hård kuling og det rykkede noget i båden, da der også var stærk tidevandsstrøm. Næste morgen vågnede jeg ved, at der lød et smæld samtidig med et ryk og jeg genkendte lyden. Ankerkæden var sprunget! 
Op og starte motoren. Vi drev med kædestumpen langsomt forbi "Sunflyer" imens vi gjorde CQR ankeret klar igen. Vi havde koblet Bruce ankeret på kæden i Pemba og det var derfor kæden var sprunget. Bruce ankeret holder bedre end CQR ankeret i sand eller ler-bund. Det er ikke første gang, dette er sket, så vi må lære, at der skal mere kæde ud, når vi ankrer med Bruce ankeret.
Nu var det bare at finde ankeret igen og det var ikke ligefrem de bedste forhold i en flodmunding.
Heldigvis lå " Sunflyer" ved sit anker endnu og GPS positionen havde vi, så allerede første dyk, landede jeg lige oven på ankerkæden og fik bundet en line fast. Vandet var mere klart end jeg havde regnet med. Men der gik alligevel nogle timer inden vi fik ankeret op og var klar igen, så vi besluttede med " Sunflyer", at vente med at sejle til næste dag. I løbet af natten lagde vinden sig noget og næste dag stoppede i en bugt på Tanzanias kyst og havde et flot dyk med dybe slugter og områder med mange koraller. Ikke så mange fisk lige der.
Ruiner fra "Slave tiden"
Næste stop var Kilwa Kisiwani, hvor vi kom i land første gang i Tanzania. Her var ingen myndigheder, men stedet var berømt for sine gamle ruiner fra en fordums tid med velhavende Sultaner, der havde bygget store paladser og borge og som i stor stil levede af at sælge sorte slaver.
Vi brugte lidt tid på at handle i landsbyen, meget sparsomt udvalg og ingen mulighed for at hæve penge, så vi lånte os frem hos "Sunflyer".
Dagen efter brugte vi en hel dag med at se på ruiner. Samtidig fik vi af en guide fortalt lidt om Østafrikas fortid, med slavehandel og sørøvere og meget andet. Meget interessant.
Vi sejlede derefter mod Dar Es Salaam, hvor vi ville indklarere. Igen var vi imellem legende pukkelhvaler og delfiner. Dem kan man aldrig blive træt af at kikke på.
Dar Es Salaam
Vi ankom næste dag, fredag den 31. juli og lagde os til ankers ved Yachtklubben, ca. 12 km fra byen, som har en stor havn, hvor mange skibe anløber.
Byen er store med skyskrabere. Yachtklubben er en af de største på kysten, så der lå omkring 100 både ved bøjer og anker ud for. Gæstesejlere lå gratis op til en uge og vi kunne benytte klubbens faciliteter. Gratis taxabåd service til land, fin bar, swimmingpool, restaurant m.m.
Vi havde smidt anker lige ved siden af en anden Columbie 451, magen til Anaconda, men med Deckhouse. Den var indregistreret i Valetta og hed "African Rythm". Det var tydeligt, at den havde ligger her i mange år og man mente i land, at den havde ligget der i mere end fem år. Jeg mener at kunne genkende den som den Columbie, der blev bygget i Nyk. Falster. Det er an anden historie.
Skipperen på " Sunflyer", Brian, havde arbejdet i Dar Es Salaam i 24 år, så han var hjemmevant. Ydermere boede hans datter Beatrice og hendes mand Kahn, tæt på yachtklubben, så vi var meget sammen med dem, blev inviteret ud, fik vasket tøj og meget mere.
Indklareringen klarede vi om mandagen, uden nogle problemer og det var gratis.
I Tanzania bor omkring 35 millioner mennesker. Overalt inde i byen var der gadesælgere, der solgte malerier, træudskæringer og andet tingeltang og der var masser af aktivitet og trafik.
Tanzania er ved at komme "på benene" igen efter en urolig periode under daværende socialistiske præsident Julius Nyerere, så det var stadig sparsomt, hvad man kunne købe, men vi fik det nødvendige.
Vandet kunne ikke drikkes og vi har ikke haft noget regn i lange perioder, så vi kunne samle. Ydermere var der ikke "vandstationer" som i mange andre lande, hvor man kunne bestille 20 liters dunke med drikkevand. Vi kunne kun købe 1-gallon flasker i supermarkedet og det var ikke billigt, så vi sparer på det vi har og venter.
Zanzibar
Onsdag sejlede vi fra Dar Es Salaam og mod Zanzibar, som er en ø ud for Tanzanias kyst. Zanzibar har en rigtig lang og spændende fortid, som et af hovedsæderne for slavehandlen for flere hundrede år siden. Desværre meget muslimsk, men det er den arabiske kultur fra Oman og den Persiske golf, der satte fodfæste her og startede slavehandlen. De fleste steder har arabiske navne endnu. Zanzibar har altid været kendt som verdens centrum for krydderier.
Kanel, Vanille, Kardemomme, Muskatnød, Chili, Ingefær, Nelliker, Paprika, Peber og Spidskommen har bredt sig ud i verden herfra. Zanzibar by var meget spændende, med gamle bygninger, Kirker, Moskeer, Paladser og museer m.m., så vi tilbragte en hel dag med at gå rundt i gaderne og se på det hele. Der blev også handlet lidt souvenir. Ikke "Made in China", men originalt afrikansk håndværk og træudskæringer.
En af mine mål på jordomsejlingen var netop at besøge Zanzibar, alene navnet lyder eksotisk, men Somalipiraterne havde næsten forhindret mig i det. Godt vi mødte " Sunflyer" og fik muligheden for at kommer hertil denne vej langs kysten sydfra. Vi lå til ankers lige nord for byen, ud for et ressort, som en tysker var involveret i og som Brian fra " Sunflyer" kendte. Tidevandet er 3 meter her, så der var lang vej ind til stranden, når det var lavvande. Turen ind til byen foregik i "Dalladalla" minibusser, der kører konstant. 
Næste stop var nordspidsen af Zanzibar, hvor der skulle være en god ankerplads. Da vi kom sejlende blev vi overraskede, for hele nordkysten var SPÆKKET med ressorts. Store og små bygninger med græstage, typiske afrikansk design, nogle på stolper ud over vandet. Noget af det mest koncentrerede ressortbyggeri jeg har set, men ganske flot og iøjefaldende med den lokale byggestil.
Her var masser af turister, så vi blev på bådene om aftenen og slappede af. Selv " Sunflyer" besætning var overrasket over, hvor meget der var bygget her. Der var diskomusik og Allah-bøn til langt ud på natten.
Pemba Island
Næste stop var Pemba Island, 50 sømil nord for Zanzibar. Pemba Island har et dårligt ry imellem sejlere, (se www.noonsite.com) idet de lokale myndigheder er meget aggressive og forlanger diverse afgifter for at sejle i specielle områder, blandt andet i en Marine Park i den sydlige halvdel. Vi sørgede for ikke at komme for tæt. Vi ville besøge en lille ø i det store ørige, som Pemba udgør.
Familien til en af gasterne på " Sunflyer" havde i 1949 købt denne ø med henblik på at bygge et lille ressort med tiden. Men i 1967 nationaliserede Tanzania al fast ejendom, så ingen kunne eje land mere og herved mistede de øen. Den ligger stadig uberørt hen. Øen er ikke ret stor, men med en lille klippe med urskov på og omgivet af mangrovebevoksning med små pletter af sandstrand. Deriblandt grupper af kokospalmer og andre store træer. Familien havde for mange år siden begyndt at dyrke forskellige frugter på øen, så der var stadig til at høste Ananas, Mango, Papaya, Bananer, Kokosnødder, Ris og Citroner. Et lille paradis, hvor de lokale fiskere i deres udhulede træstammer en gang imellem kom og overnattede i en lille palmehytte.
Området er aldeles øde, men meget smukt og det eneste man ser er urskov og mangrove. Ingen lys, ingen støj, kun fra det vrimmel af fugle, der boede på øen. Her blev vi i to dage og slappede af. Næste stop er Tanga på Tanzanias kyst og derefter de sidste l00 sømil til Kilifi i Kenya, hvor " Sunflyer" er hjemmehørende.

Kenya den 23. august 2009
Den lille ø Mwangwi, som jeg nævnte i sidste rejsebrev, i Pembas ørige var alle tiders. Vi gik i land ved lavvande og samlede østers til aftensmaden. På en tur igennem krattet fandt vi Papaya, men den ferskvandsbrønd, der skulle være her, var forsvundet og overvokset med jungle.
Dagen efter sejlede vi til en nærliggende ø, Funzi. Her havde "Sunflyers" besætning til mål at besøge et gammelt gravsted for engelske søfolk, der blev dræbt for 150 år siden i et træf imellem dem og slavehandlerne i deres Dhows, der sejlede op og ned ad kysten. Englænderne havde forbudt slavehandlen og patruljerede derfor med flere linieskibe for at fange slavehandlerne. Men de små Dhows var hurtige og smuttede tit ind imellem øerne på Pemba, hvor linieskibene ikke kunne følge dem.
Englænderne havde så søsat nogle travaljer og roede efter Dhowene ind imellem øerne. Her kom til det til en skudveksling, hvor 4 engelske søfolk blev dræbt og de blev begravet på Funzi. Det var dog ikke klart hvor gravene lå, så imens " Sunflyers" gik på gravjagt, sejlede Jeppe Hansen og jeg ud for at dykke på ydersiden af revet ved indsejlingen.
Grundstødning
På vej ud blev vi dog stoppet af Marine Park kontrollen, to mand, der kom sejlende i en hurtig åben speedbåd. De oplyste, at adgang til Pemba kostede 20 dollar for båden og 5 dollar pr. mand om dagen. Vi gad ikke argumentere, men betalte og vi fik en hjemmelavet kvittering. Pengene ryger garanteret direkte i deres egne lommer. De var dog flinke nok og fortalte, at vores dykkersted ikke var særlig godt, men udpegede i stedet et bedre sted. De fortalte yderligere, at næste gang vi kom til pemba, ville de vise os nogle meget gode dykkersteder, lidt længere nede ad kysten.
Vi sejlede derfor helt ud på ydersiden af revet for at dykke, men var her uheldig at grundstøde på en koralblok på ca. en meter i diameter.
Anaconda var gledet helt op på toppen og stod nu med vandlinien 10 cm under normal, så vi fik slagside.
Det værste var, at tidevandet var på vej ud, meget hurtigt, så i de næste minutter arbejde vi som gale for at komme fri, men intet hjalp. Genuaen blev sat, ankeret blev sejlet langt væk og vi hev og sled imens motoren kørte på højtryk. Først da vi også satte storsejlet og jeg vred roret fra side til side, fik vi maset os fri. Vandet var i mellemtiden faldet 20-30 cm, så vi var heldige. Det havde været et slemt sted at lægge sig på siden når al vandet forsvandt under os. Kølen ville have stået på korallen, som var en meter høj og det havde gjort, at Anaconda var kommet helt ned på siden, 90 grader vandret. Katastrofen ville indtræffe, når tidevandet returnerede. Så ville det løbe ind ad ventiler og luger før Anaconda ville rejse sig igen. Mangen en båd er forlist på denne måde.
Nå, men vi kom fri og er en erfaring rigere.
Kort efter fandt vi en egnet ankerspot og fik et herligt dyk på drop offet med fantastisk mange flotte koraller i klart vand.
Efter dykket satte vi kurs imod Tanga og igen var der pukkelhvaler og delfiner omkring os. Vi har haft fiskeliner ude hver gang vi sejler, men har ikke fanget noget.
Tanga
Igen kom vi til en god Yacht Club og her havde de poolborde, så de næste aftener stod på øldrikning og pool. Brian Barton, skipperen på " Sunflyers" og jeg havde nogle fine dyster.
Flere af de både vi havde ligget sammen med på Seychellerne lå nu her, lige ankommet derfra.
Vi fortsatte nordover og på vej til Scimone fik vi regn. Det øsede ned så vi ikke kunne se en hånd for os. Herligt, efter så lang en periode uden regn overhovedet.
På øen lagde vi os til ankers ud for et ressort, der har specialiseret sig i Seafood. Fantastisk krabbe forret og fiskehovedret. Det må vi lave om når vi går sydover.
Tanganikas og Kenyas kystlinie er meget smukkere og mere spændende end Mozambique. Masser af ankerpladser, bag tropeøer og bugter og mange flodudløb. Alle steder, hvor vi var nær kysten kunne høres fuglekvidder og lyde fra mangrove og jungle. Alle steder var der Dhows, der sejlede op og ned ad kysten, mange i elendig tilstand med lasede latinersejl, men alle med glade mennesker.
Kilifi
Vi ankom til Kilifi, som er en mindre by ved en creek 60 km nord for Mombasa, midt om natten.
Skipperen på " Sunflyers", Brian Barton, havde forklaret os hvordan vi skulle anduve, men han glemte at fortælle, at ingen af ledefyrene virkede.
På Maxsea søkortet var der fine røde ledefyr ind igennem revet og igennem det lavvandede område. Da vi ankom så vi de røde lys og mente det var nemt at anduve, men snart så vi, at fyrene ikke passede med kortet.
Efter en zig zag sejlads nåede vi dog sikkert ind igennem. Dog med en ubehagelig føling af, at vi ikke var hvor vi troede og de store dønninger fra Det Indiske Ocean, der brækkede over revet gav også nogle kæmpe bølger ind over det område, der var lavvandet. Det viste sig, at de røde lys var toppen af antennemaster og højspændingsledninger.
Vi ankrede i indsejlingen lige før en bro med 17 meters frihøjde. Den kunne vi ikke komme under før efter en uge, hvor det var ekstra lavvande.
Stedet var meget smukt med store villaer langs bredderne, oppe på klinterne, imellem store baobab træer og palmer og jungle.
På Kilifi Boatyard, som havde bar og restaurant, blev vi hurtigt introduceret i det lokale engelske samfund. De fleste havde boet her hele deres liv. De benyttede enhver lejlighed til at mødes og drikke øl og gin/tonic.
Mandag indklarerede vi hos Custom og Immigration, men sidstnævnte kunne ikke udstede visa, der skulle klistres ind i passet. Det skulle foregå i Mombasa. 
Den følgende dag fik vi kørelejlighed med en englænder ind til Mombasa for at få det klaret. På immigration blev vores pas gennemgået og vi fik besked på, at vi kunne hente vores visa efter 3 dage, men det var vi ikke tilfredse med idet Jeppe Hansen skulle på Safaritur og direkte hjem derefter.
Immigrationsofficeren kikkede på os og spurgte, om vi var klar over, at det kostede 50 dollar for begge visa. Det var vi med på, hvorefter han stemplede vores pas og fortalte, at DET var visa stemplet ?
De 50 dollar røg lige i lommerne uden kvittering. Men vi var ligeglade. Vi var legale i Kenya nu med indrejsestempel.
Jeppe Hansen fandt herefter en travel agent, der kunne sælge ham en safaritur ind i landet, inden han skulle rejse hjem til Danmark. Han blev på et hotel inde i Mombasa med sin bagage, da vi fik sagt farvel.
Jeg fik kikket lidt på solpaneler og batterier. Mombasa er en storby, hvor man kan få de fleste ting. Jeg fik ligeledes kontakt med en rejseagent og fik de nødvendige oplysninger til at arrangere en Safaritur, når de nye gaster ankom.
På vejen hjem nåede det at blive mørkt og det er ikke rart at køre ad de farlige landeveje i mørket. De fleste biler er bulede og mange mangler et lys eller to eller er forkert indstillede, så man bliver blændet. Oven i det havde vi et uheld under en overhaling. En modkørende dukkede op i lyskeglen, hvorefter vi bremsede. Men herunder satte venstre bagbremse sig fast, så vi skred sidelæns ud i rabatten. Heldigvis i den rigtige side.
Efterfølgende måtte vi i buldermørke begynde at reparere bremsen, kun med et led-lys fra en mobiltelefon og en hjulnøgle. Heldigvis stoppede en lokal håndværker og forklarede os, at det var meget farligt, at befinde sig her i mørket. Overfald hørte til dagens kost. Han satte lys på og hjalp os med sit værktøj, så efter en time kunne vi køre videre uden flere uheld.
Kenya er et af de store Safarilande med mange berømte dyreparker, faktisk ikke så langt fra kysten, så det var oplagt at få denne oplevelse med. Steder som Victoriasøen, Serengetti Sletten, Rift Valley, Mount Kenya, Tsavo og Amboseli reservaterne ved foden af det ca. 6000 m høje Kilimanjaro findes her. Kenya er i forhold til resten af Afrika et stabilt og produktivt land, men stadig Afrika.
Det store problem i Kenya er korruptionen. Alting kan lade sig gøre, blot man betaler bestikkelse.
Da det var lavvandet i går kunne jeg lige snige mig under Power lines og broen, så nu er Anaconda ved anker inde ved bådeværftet.
Jeg er blevet modtaget med åbne arme af de lokale englændere og andre ex-pats, der bor her. Der er også en del skandinaver og jeg har hilst på flere danskere.
Hver anden dag er der invitationer til klubaftner, pool og snooker, formiddagsmøder, frokoster og meget mere. De er rigtig søde, men drikker meget. Jeg må melde fra en gang imellem, når det bliver for meget eller drikke sodavand.
Den anden dag var vi 16 mand til sen frokost på et meget fint ressort. Alle gæster har betalt opholdet forud og har et farvet armbånd på for ikke at bruge kontanter over disken. Vi havde dog betalt vores frokost kontant, så der var penge i kassen. To timer efter vi forlod det, blev stedet røvet af en bande på 5 mand i camuflagetøj. Samme bande forsøgte efterfølgende at røve 2 villaer, dog uden held, da de blev jaget på flugt af bevæbnede vagter med AK 47 rifler.
Der er meget kriminalitet hernede og alle forskanser sig i deres villaer med høje mure, pigtråd og jernstænger for vinduerne og vagter alle vegne. Alle har vagter uden for deres huse og mange har fast ansatte folk, der passer hus og grund. Forretninger, banker, hoteller og resorts har mange vagter. Alligevel er det ikke nok.
Den 27. august og 2. september ankommer de næste gaster Lotte Brinch og Jesper Johansen.
Den 3. september skal vi på en 3 dages Safari til Tsavo East og West samt Ambolesi. Det bliver en stor oplevelse.
En enlig kvinde, Pam, har tilbudt at passe Ana imens vi er væk.
I dag var jeg til kaffe i hendes kæmpe herskabsvilla, som ligger højt på hjørnet af indsejlingen til Kalifi med en fantastisk udsigt over havet og indsejlingen, med en kæmpe park, staf boliger, swimmingpool og omkranset af en høj mur med glasskår på toppen, port-låger og gitre alle vegne. Hun var plaget af en flok på 30 aber, der kom hver dag og terroriserede haven, så hun anså det for en fordel at passe Ana.
Måske kunne Ana jage aberne væk? 

Tanzania den 5. Oktober 2009
Tiden i Kilifi var dejlig. Mange søde mennesker og perfekt vejr. Den 27. august ankom Jesper Johansen fra Nyk. Falster.
Jeg var heldig, at få en kørelejlighed 60 km ind til Mombasa, så vi kunne mødes i lufthavnen og samtidig få købt nogle ting, så som et nyt solcellepanel og en ny inverter til 220 volt, som var billige i Kenya.
Den 2. september ankom Lotte Brinch og jeg havde i mellemtiden fået arrangeret en tre dages Safaritur ind til Tsavo East, Tsavo West og Ambolesi Game Parker ved foden af Kilimanjaro, Afrikas højeste bjerg.
En amerikansk sejler, min ven Ron Harrison, tog med på turen, som kostede 490 US dollar pr. person alt inklusive. Vi blev hentet på Kilifi Boat Yard kl. 0500 om morgenen i en mini Safari bus med tag til at åbne inde i parkerne. Chaufføren var uddannet guide og kendte alle dyrene.
Vi besøgte først East Tsavo, hvor vi var efter ca. 6 timers kørsel. Parkerne er enorme med flere indgangsveje. Dagen lang hver dag kørte vi rundt og så alle dyrene.
Det var en fantastisk oplevelse og jeg er glad for, at vi tog os tid til det. 
Om aftenen overnattede vi på forskellige Lodges, første nat på en meget flot Resort med udsigt over savannen. Lige neden for lå en sø, hvor dyrene kom og drak vand og vaskede sig. Om aftenen var der hængt kød ud på et stillads og da mørket faldt på, kom leoparderne og spiste sig mætte.
Den sidste nat overnattede vi i en eksklusiv teltlejr med Kilimanjaro i baggrunden. Godt nok delvis tildækket bag skydække. Men dagen efter forsvandt skyerne noget om formiddagen, så det enorme bjerg stod frem i horisonten. Flot syn.
Til de dyre interesserede så vi: Impala, Cheetah Gepard, Hartebeest, Grants Gazelle, Elephant, Zebra, Warthogg, Baboon, Giraffer, Waterbuck, Dik-Dik, Lion, Buffalo, Hyrax, Lesser Kubu, Mongoose, Leopard, Bush Baby, Rebukah Antilope, Springler, Hippo (flodheste), Crocodile, Eland, Oryx, Thompson Gazelle, Wildebeest, men ingen Rhino næsehorn. Dem passer de meget på. De har deres egen kæmpeområde, indhegnet, hvor der skulle være over 50 stykker. Men de havde gemt sig den dag.
Til de fugleinteresserede så vi: Ostrich (struds), Red Billed Hornbill, Drango, Yellow Neck Spurfowl, Cassowary, Red Bill Honey Dipper, Guinea Fowl, Eagle Owl, Martial Eagle, Kingfisher, Maribu Stork, Vulture gribbe, Ibis, Crowned Crane, Yellow Beak Stork.
Desuden en række forskellige fisk i søer og floder.
Vi besøgte også en lille Masai landsby. Husene bestod af et træskellet som var klinet op med kolort, der var helt indtørret og derfor virkede som brændt ler. Ingen vinduer og meget mørke med bål i midten til at holde varmen om natten. Vi var oppe i en vis højde, så det var koldt om natten.
Husene beskyttedes mod rovdyrene udefra af en ring af tjørnebuske, som Masaierne flyttede rundt på fra dag til nat. Masaierne er høje slanke mennesker, klædt i farverige dragter. Kvinderne knokler og mændene snakker.
Da vi kom tilbage til Kilifi ville Pam, der passede Ana, gerne beholde hende, men nej.
Ana hører til på Anaconda.
Vi begyndte at indrette os til afsejling og havde besluttet os til at sejle til Lamu, der ligger ca. 80 km fra den Somaliske grænse.
Ironisk nok meget tæt på piraterne, men de kommer ikke ind i Kenyas kystzoner.
Vi havde medstrøm og medvind, men dog med store bølger, så vi rullede noget. Jesper Johansen måtte fodre fisk hele vejen, men han overlevede.
Lamu er kendt for at være en Islamisk by, uden biler, meget gammeldags med æsler i gaderne og ikke ret meget vestlig indflydelse. Faktisk meget populært imellem verdens velhavere. Der er masser af oplysninger på Google. Filmskuespillere og fyrster valfarter til dette sted.
Det var en fin tur og vi mødte to danske brødre, Lars og Niels, der ejede et af byens bedste resorts, lige ned til vandet i indsejlingen. 
På vejen tilbage havde vi modstrøm, så vi gik tæt under kysten. Her var der ingen problemer med søsygen. Vi var igen heldige at se pukkelhvaler og delfiner. Vi sejlede tilbage til Kilifi for at sige farvel til alle vores nye venner.
Vi fik handlet det sidste og sejlede derefter mod Mtwapa, en dagsejlads fra Kilifi. Indsejlingen hertil var snæver og farlig med store brændinger og alle havde advaret os. Ugen før var en lokal dhow turistbåd med lokal skipper væltet ved revet og to personer var omkommet, så det var med lidt spænding vi anduvede indsejlingen.
De store brændinger brød mod revkanterne. Der var dog overhovedet ingen problemer. Når bare man holder afmærkningerne/båkerne over ét i de forskellige pejlinger, er der ingen fare. Vi har sejlet igennem mange andre og meget mere farlige passager ude i Stillehavet, men det kunne de jo ikke vide. Hvad der er vanskelligt og farligt, kommer an på hvilke øjne der ser det.
Mtwapa var meget smukt og den lokale Yamaha forhandler kom tilbage med min gamle 15 hk Yamaha, der havde været til tiltrængt reparation/eftersyn.
Sjovt nok lever Kenya fedt på Somalia.
Alle påhængsmotorer i Somalia er solgt af denne forhandler, der hed "Kaptajn Andys Marine Service".
Pengene fra kidnapningerne og piratvirksomheden strømmer ind i Kenya, hvor de kan bruge millionerne. Man kan ikke købe noget særligt i Somalia, men i Kenya kunne piraterne købe dyre biler, købe vestlig luksus og teknologi, investere i fast ejendom og meget mere. Så ingen i Kenya brokker sig over Somalia Piraterne.
Fra Mtwapa sejlede vi til Shimoni, hvor vi på Øen Wasini igen besøgte det gode sted med fiske- og krabbemenuen. Dagen efter var vi i Tanga, hvor vi indklarerede i Tanzania uden problemer. Vi blev der kun i en dag, hvorefter vi sejlede til Pemba Island, direkte til Rangerstationen i Marineparken.
Her var underskønt, hvide sandstrande, jungle med underjordiske grotter, flot snorkling og klart vand. Vi betalte igen 30 dollars for opholdet, men det var pengene værd. 
Jesper Johansen havde fået et prøvedyk i Kilifi, hvor der ikke var noget særligt at se, men her oplevede han et fantastisk dyk, ude på koralrevet, ned igennem slugter, op over nr. to rev og ned ad et "drop off" med klar vand, masser af koralfisk, havskildpadder, den store Maori Wrasse, med pukkelhovedet, store koralbarser og meget mere.
Et dyk han sent glemmer og det VAR virkelig i verdensklasse. Nu skal Jesper Johansen hjem og tage et dykkercertifikat!
Om aftenen lavede vi mad over bål på stranden, rigtig hyggeligt.
Vi kunne godt have tilbragt mange dage her, men vi skulle nå til Dar es Salaam til Jesper Johansens  flybillet. Vi nåede dog at besøge Zanzibar igen. På vejen og imellem Zanzibar og Dar, fangede vi en Wahoo på 28 pund, så der var dejlig fiskemad på bordet i flere dage.
Da vi kom tilbage til Dar es Salaam og vi nåede at se lidt på byen inden Jesper Johansen tog hjem.
Lotte Brinch besluttede at tage på Safaritur op til Kilimanjaro, på Tanzanias side og har været væk i 5 dage. 
Jeg har fået installeret de nye solpaneler og snakket lidt med den anden danske båd, der har ligget her i over et år "Olivia" af København.
Ejeren Hans, er lige kommet tilbage fra Danmark.
Om lørdagen var der stort bal i Yachtklubben med 250 mennesker, næsten alle klædt i smoking og lange kjoler. Vi havde fundet det pæneste tøj frem, men det virkede akavet, at gå i sko og lange mørke bukser med hvid skjorte, efter så mange år i afslappet tøj.
Mandag den 4. sejlede vi fra Dar uden at udklarere. Vi fulgte kysten tæt, så vi ikke havde modstrøm, men nærmere medstrøm. I går eftermiddags fik jeg dykket rundt på Anaconda og fik renset propellen, samt revet alle skallerne af bunden, så det skulle give noget bedre brændstof økonomi.
Nu er vi på vej til Mafia Island.

Tanzania den 16. Oktober 2009
Den sydlige del af Mafia Island er udlagt som Marine Park, en af de største i Det Indiske Ocean med hundredvis af forskellige fiske- og koral arter, men med forskellige restriktioner og det koster penge at ligge i Parken, så vi lagde os til ankers uden for parken ved hovedlandsbyen Kilindoni. 
Dagen efter sejlede vi rundt om den sydlige del af øen til Chole, som er udgangspunkt for parkens aktiviteter. Det var faldende tidevand, som er 3 meter her. Derfor skulle vi igennem nogle meget snævre revpassager, hvor vi ville have problemer med at passere. Men sejladsen igennem revene ved lavvande var et virkeligt flot syn, som vi ikke fortrød. Ganske rigtigt kunne vi ikke komme helt igennem, men vi ventede blot ½ time på tidevandet, der løftede os fri og kort efter var vi ved Chole, hvor vi ankrede. Kort efter gik vi i land for at se på landsbyen. 
Vi endte på et resort, hvor der var en del turister. Imens vi sad og drak en kold øl, kom Park Rangerne sejlende for at kræve penge op. Det er altid sjovt at se, når de frejdigt kommer tæt på Anaconda. 
Pludselig står Ana foran dem og giver hals, hvilket resulterede i, at de trak sig pænt tilbage. Vi blev siddende og snart sejlede de deres vej igen. 
Næste dag kom de igen og her forlangte de 20 dollar pr. person, der befandt sig inden for parkområdet, uanset om man svømmer eller dykker eller ingen af delene. Ydermere skulle der betales 100 dollar for båden. 
Men der sagde jeg stop. Ikke tale om og diskussionen var i gang. De ringede herefter til deres chef og det endte med, at vi slap for at betale for båden, men fik lov til at være der resten af dagen og snorkle og dykke. 
I revpassagen ud mod Det Indiske Ocean var der flot med masser af fisk og koraller. Dejligt at se, at det kan lade sig gøre at beskytte visse områder. 
Der er virkelig forskel på Marine Parks og så de åbne områder. Vi besøgte herefter flere af de små øer, Okuza og Fanjove Island, der er midlertidige hjemsteder for de lokale fiskere. Små interimistiske landsbyer var bygget og der var livlig aktivitet. Områderne har enorme arealer med rev, nogle af hvidt sand så langt øjet rakte og alle vegne rev af coral ved siderne. 
På Jewe rev med hvidt sand og masser af muslinger og sneglehuse, stod der et enligt træ, midt i sandørkenen. Træet var det eneste, der var synligt, når det var højvande. Vi fik et par gode billeder fra mastetoppen og bagefter dykkede jeg på revet. 
Her fik vi reddet aftensmaden med en stor langusterhummer. 
Vejret og strømmen
Vejret er ved at ændre sig lidt. Solen skinner fra en næsten skyfri himmel hver dag og det er måneder siden vi har haft ordentlig regn. Vinden er begyndt at svinge mere i østlig end syd østlig og det er en fordel for os på vej sydover. Monsunen skifter helt over til November og bliver mellem Nordøst og Nordvest. 
Vi følger kysten tæt inde under land for at undgå den stærke modstrøm, der løber nordover. Ude på 100 meters dybde er strømmen mellem 2 og 3 knob nordgående, længere ude er den stærkere. 
Inde under kysten "kun" 1-2 knob og helt tæt på revet kan vi være heldig at have lidt medstrøm. Når vi når ned på højde med nordspidsen af Madagaskar, så får vi medstrøm. 
Den vestgående Ækvatoriale strøm, der kommer ude fra Det Indiske Ocean, deler sig, når den rammer Østafrika og den største del af vandmassen løber sydover ned gennem Mozambique Kanalen og løber på visse steder med op til 4 knob. Der er meget dybt helt ind til kysten, op til 4 kilometer næsten alle vegne, så det er store vandmasser der bevæger sig. 
Hver dag ser vi Pukkelhvaler, der kaster sig op i luften og lander med et enormt plask i det blå Oceanvand. Det er de sidste hvalfamilier, der migrerer sydover mod den Antarktiske sommer, hvor de skal ned og spise sig mætte. 
Jeg har meldt mig på radionettet Piri Piri, der drives af en sydafrikaner. 
Han snakker to gange om dagen med de både, der er i farvandet (en strækning på mere end 2500 sømil) og giver dem vejrmeldinger hele tiden. Jo længere sydpå vi kommer, jo vigtigere er det at holde øje med de lavtryk, der kommer farende op fra Syd-polarhavet. At blive fanget af en sydlig kuling i stærk medstrøm vil medføre, at bølgerne bliver 10-20 meter høje og så det er ikke sjovt mere. 
Derfor skal man ikke være for langt fra kysten for at komme i læ, hvis kulingen kommer. 
Heldigvis får vi fine vejrmeldinger, også over Sailmail/Winlink systemet, hvor man kan rekvirere skrevne vejrmeldinger og få Grib-files, vindpile, der kan køre sammen med MaxSea søkortene. Derudover vejrfax fra Sydafrika med satellit billeder.
Tyveri
Vi møder mange både på ankerpladserne, som vi har mødt andre steder. 
Nogle har vi mødt mange gange helt siden Sydøstasien. I Mtwara kom der 3 franske både vi har mødt mange gange før. 
I går nat var der tyveri fra nabobåden, en Quebec Canadisk Najade med et ældre ægtepar. Tyvene kom sejlende i trækanoer og sneg sig ombord lydløst og stjal tovværk og ankerkæde, samt deres gasflaske imens de sov. Manden nåede at se et hoved forsvinde ned i kanoen, der sejlere hurtigt væk. 
Godt vi har skibshunden Ana ombord. Der kommer ingen tæt på uden de får med hende at bestille. 
Canadieren måtte sprede rygter i land næste morgen for at få fat i gasflasken igen og det lykkedes. Han måtte dog betale 250 kr. for at "få" den tilbage. En tug-tug taxa kom kørende med den. Fandens til tyveknægte. 
I morgen sejler vi ind i Mozambique område, og vil besøge en række øer langs kysten, der er over 1000 sømil lang. Vi vil ikke indklarere nogen steder efter vores dårlige erfaring fra byen Pemba, hvor vi landede efter Mayotte. 
Vi har i øvrigt fået oplyst, at af alt hvad Customs, Immigration og Havnemyndigheder formår fremmede til at betale, får de 50 % af til dem selv, så der er ikke noget at sige til, at det "svirrer" med diverse afgifter og speciale service frees. Meget trættende at argumentere sig ud af. 
Kenya og Tanzania har været en stor oplevelse og her er der ingen free for ind- og udklarering. Det er jo tidligere Engelske besiddelser, hvorimod Mozambique er tidligere Portugisisk. Heraf stammer den omfattende bureaukratisme, som man stadig kan møde i Portugal. 
Jeg hørte lige, at Danmark havde kvalificeret sig til VM i fodbold i Sydafrika. Synd det ikke afholdes et halvt år før, så det havde passet med Anacondas passage af Sydafrika. 

Mozambique den 21. Oktober 2009
Vores næste destination var Quirimbas øerne, der ligger på den nordlige kyststrækning af Mozambique. En kæde af småøer, hvor vi med fordel kunne sejle "indenskærs" for at undgå modstrømmen. Øerne var flotte og mindede meget om atollerne i Stillehavet. 
Turen gik for motor og sejlføring, så vi gjorde god fart. Vi sigtede mod Isla Rolas, hvor der ifølge rygterne skulle være mange Cocoskrabber. Men der var ikke en eneste palme på øen, så hvordan krabberne skulle overleve er en gåde. Vi så ingen.

Vi fangede fisk hver dag og fik lavet en stor portion fiskefrikadeller. Vi så mange pukkelhvaler hele tiden. Et sted var vi tæt på to store hunner og en kalv. Den ene hun "luftede" sin halefinde højt i luften, hvor den balancerede i minutter. Et flot syn, der gør stort indtryk på en. 
Delfinerne besøgte os hver dag, så vi var efterhånden mætte med indtryk. 
Anden nat sejlede vi tæt ind til Isla Ibo, ind igennem en kanalagtig bugt, hvor man skulle sørge for at ankre midt i kanalen, hvor der var vand nok, når tidevandet løb ud. 
Her lå der to sydafrikanske katamaraner, der var på vej nordover på sommerferie. Vi fik et par gode fif til turen sydover. 
Om eftermiddagen/aftenen var vi i land og så på et gammelt fort, som portugiserne havde bygget i 1790. Vi fik et par øl og lidt mad på et af resortene, der lå i bykanten. Byen var meget gammel og misligholdt, så det lignede en ruinby. Intet var vedligeholdt siden landet blev selvstændigt. 
Da vi skulle ombord på Anaconda var vandstanden faldet 3,5 meter, men vores "dinghi-dreng" havde trukket dinghien ud hvor der var vand, så vi kom ombord i god behold. Anaconda lå fint i kanalen, men næste morgen gik det galt. Vinden havde lagt sig, så strømmen havde svinget os rundt, så vi stod på en sandbanke og tidevandet faldt meget hurtigt. Vi kunne intet gøre, så Anaconda snart krængede helt over på siden med 35 graders slagside, så vi kunne gå på sandrevlen ved siden af. Der var ingen fare, da vi var på halvblød sandbund. 
Efter nogle timer kom vandet tilbage, så vi foretrak at finde et andet sted at ankre. Vi sejlede så til en anden bugt syd for og lå de for natten. Her lå der også et meget smukt resort, med dybt vand lige til døren. Flotte koraller for snorkling, men dykning var mindre godt. 
Da vi spiste morgenmad kom en hun pukkelhval med sin kalv svømmende og lagde sig stille i bugten og ammede kalven. Alt imens kom havskildpadderne op og trak luft hele tiden omkring os. 
Naturoplevelserne stod i kø.
Der var ingen vind, så for motor og medstrøm gik det sydover. Vi passerede Pemba by, hvor vi landede, da vi kom fra Mayotte. Her skiftede havstrømmen, så vi pludselig havde medstrøm. I løbet af en time havde vi 4 knobs medstrøm, så farten over grunden steg til 9,5 knob. 
Vi besluttede at ankre for natten og lagde os til ankers i en beskyttet bugt nord for Nacala. Vi benyttede radaren til at gå tæt på land, idet søkortene ikke er nøjagtige nok. Der var dybt vand helt ind og næste morgen så vi, at det igen var lige ud for et resort. Ydermere var det på toppen af et koralrev med drop off lige ved siden af. 
Her fik jeg et flot dyk med utroligt mange flotte koraller og masser af småfisk, men ingen større fisk. 
Alt meget uberørt og rimeligt klart vand. 
Da vi sejlede derfra var vejrudsigten stadig næsten ingen vind, men det holdt ikke stik. Det blæste op og da vi nåede ud ved Cabo Culumululomo i medstrømmen rejste bølgerne sig og Anaconda blev konstant overskyllet af de korte søer. Vi valgte, at gå ind i det kystnære vand, men mistede herved fordelen ved medstrøm. Det blev ikke den dag vi nåede Isla Mozambique, som vi havde planlagt. 
Vi gik ind i en smal creek ved navn Ensenada Quissimajulo og ankrede. Her fik vi besøg af en masse kanoer fra den lokale landsby, der gerne ville handle. T-shirts, gamle svømmefinner, sko, kasketter og mere blev rakt ud over rælingen og smilene havde ingen grænser. Vi bad om frugt og grønsager i bytte. Vi har ellers ikke set mange af de lokale, der vil handle. Ikke så mange som på Papua New Guinea og Solomon øerne. 
Landskabet her er gråligt, ingen blade på træerne, som for det meste består af Beobab træer. Kysten er høje sandstensklipper, hvor bølgerne brækker imod, når det er højvande. Ellers tager koralrevene fra. 
Ved lavvande ser vi lokale beboere vandre på revene og samle ind hvad de kan finde af spiselige muslinger og krabber. 
Vandet langs kysten er mere eller mindre grumset, men ude i medstrømmen er det krystalklart og dybblåt.

Simons Town, Sydafrika, den 13. Januar 2010
Turen ned igennem Mozambique var flot med mange hvaler og hyggelige ankersteder. Bl.a Bazarute Islands. Men det var med at gemme sig for myndighederne, for de ville alle have penge for at "indklarere" og det var vi ikke interesseret i.
I Isla Mozambique ville Port Captain have 120 US dollar for at udlevere en ny Port Clearance, men vi sejlede uden. Vi vidste, at Sydafrika er fuldstændig ligeglade hvorfra vi kom.
Ved ankomst til Richards Bay lagde vi til ved "the Wall" hvor man indklarerer. Myndighederne her er meget afslappet og der kan gå dage, inden de kommer ned til båden. Men både Immigration og toldvæsen kom den samme dag. Ingen problemer.
I Richards Bay lå der mange både, som vi har mødt før. Bl.a Soularity med Laura Foster ombord, der var "strandet" her på 3. måned. En del af de både der løbende ankom, havde haft problemer undervejs og mange blev bugseret ind til Richards Bay. Der er et meget effektivt rednings beredskab, Coast Guard, som drives af frivillig arbejdskraft. På grund af det hurtige skiftende vejr kommer mange både i vanskelligheder og Coast Guarden er ude hver dag og hente havarister. En lokal fortalte, at de sidste uger var det ca. hver tredie båd, der bad om assistance til at komme ind til Richards bay. 
Efter få dage tog Lotte Brinck hjemad, men var først på tur inde i landet.
Motorrenovering
Anaconda´s 82 HK Perkins motor har efterhånden rundet 9000 timer og var begyndt at ryge lidt meget. Det kunne være klaret med et eftersyn og udskiftning af ventiltætningerne, men prisen for at få motoren hovedrenoveret her i Sydafrika var uhørt billigt, så jeg besluttede, at tage motoren ud og få renoveret den fuldstændigt med nye stempler, lejer, foringer m.m. Flere andre både gjorde det samme. 
Der ville gå 2-3 uger før den kom tilbage, så der var tid til at få gennemgået motorrummet med ny brændstoftilførsel og ledningsnettet m.m. Samtidig skulle gearkassen renoveres. 
Det var behageligt, at man kunne få det man havde brug for. Det var længe siden det havde været muligt. Hvad der ikke var på hylderne kunne skaffes fra dag til dag. 
Anaconda´s B&G Autopilot, der har lavet problemer et stykke tid, blev via Cape Town sendt til England for reparation og den var tilbage igen efter 14 dage.
Imens motoren var ude, blev Anaconda bugseret over til Zululands Yachtclub, hvor der var bedre faciliteter og en marineshop og mange sejlere.
Stedet var hyggeligt og lige ved indsejlingen holdt en flodheste familie til. Vi så dem flere gange svømme imellem de opankrede både. Meget usædvanligt, men badning havde man ikke lyst til. Flodhesten er det farligste dyr i Afrika.
Vandet var i øvrigt for koldt, nærmest hundekoldt når man er vant til de tropiske forhold. Vandet her var kun et par og tyve grader, brrrrrr..... 
Der var ligeledes skilte alle vegne med påbud om, at det var forbudt at fodre krokodillerne og aberne. Vi så dog kun aberne en gang imellem. 
Vinden er også kølig og det er ikke hver dag man går med bar overkrop. Men det er tankevækkende, at Sydafrika ligger på samme sydlige breddegrad som Nordafrika på den nordlige halvkugle. Havstrømmene bestemmer klimaet, men solen har meget stor magt, når det er vindstille. Det var dog en almindelig mening, at vejret i år havde været meget koldt. Vinteren havde været længere end nogen sinde og det havde blæst mere end tidligere. Faktisk havde Port Elisabeth, længere sydpå, været ude for en storm, der havde smadret den meget beskyttede Marina fuldstændigt, noget som var meget usædvanligt, idet man jo alle steder her nede var vant til hårdt vejr.
Vi fik hurtigt mange kontakter. En af dem var en Park Ranger, Albert, der privat arrangerede safariture til nærliggende parker. 
Laura og jeg tog på en safaritur, hvor vi bl.a så masser af hvide næsehorn, som vi ikke havde set nogen af på safarien i Kenya. Afrika er et kæmpe kontinent og der er hundredvis af safariparker, offentlige og private. 
Alberts speciale var, at campere midt i safariparkerne og opleve dyrene om natten, helt tæt på. Han er vokset op med dem og kendte alle farerne. 
En anden god ven jeg fik var Dess, en sejler, der på et tidspunkt havde bygget et Resort oppe i Mozambique. Det var solgt nu og han var i gang med at bygge en stor katamaran, som han ville ud og opleve verden i. Han havde en lille garage på Marinaens område, så her fik vi mange snak om at være langturssejler. Jeg lånte hans værktøj til mange ting og hans bil ligeledes, når der skulle handles ind, mad og reservedele. Alle er utroligt hjælpsomme, noget man kunne savne i DK.
Yachtklubben var indrettet med grillfaciliteter forskellige steder. De hvide Sydafrikanere er tossede med at grille (Brai) og det foregik næsten hver dag. Hver fredag kunne man for 35 kr. spise sig mæt i en kæmpebøf af T-bone kvalitet med tilbehør. Der er mange store grillpladser lige ved siden af hinanden og de bliver benyttet hver dag. Sydafrikanerne kan også godt lide øl. I Yacht Club baren var der pool table og alle de nyankomne yachter blev budt velkommen og fik alle en flaske Champagne og en klubstander udleveret. De første 14 dage lå man gratis og derefter skulle der betales, men det var ikke dyrt. 
Ejeren af den danske båd Olivia, som jeg havde mødt i Dar Es Salaam, Hans fra Københavns Nordhavn, dukkede op en dag. Hans båd var med nogle venner, af den faste stab fra skoleskibet "George Stage", Skipperen, maskinmesteren, kokken og to menige, på vej til Richards Bay. Han vidste ikke hvornår de ankom, så i mellemtiden boede han på Lauras båd, Soularity. Jeg havde mødt Laura på Soularity for år tilbage på Yap og flere gange siden. Sammen med sin partner havde hun sejlet i 7 år, men han ville ikke sejle mere og var taget tilbage til USA. Hun ville sejle videre, men ikke alene, så hun havde besluttet at sælge Soularity. Vi blev enige om, at hun kunne sejle videre med Anaconda i stedet. 
Soularity blev via en yacht brooker solgt i løbet af få dage og med overtagelse i Durban, så midt i December tog hun af sted til Durban med båden sammen med maskinmesteren fra George Stage og Olivia fulgte med. 
Anaconda var ikke helt klar. Gearet skulle justeres og det tog flere dage end forventet, men efter nogle dage mødtes vi i Durban. 
Durban er en af Sydafrikas største byer med over 3 mill indbyggere. Der var Marine shops og en shop, der købte og solgte brugt bådudstyr. Jeg besluttede mig at skaffe mig af med alle de søkort, som jeg havde sejlet rundt med i over 8 år og som jeg ALDRIG havde navigeret på. 
Anaconda har udelukkende sejlet efter MaxSea med CM93 elektroniske søkort. 
Laura var kommet ombord med yderligere to laptops, så papirkortene blev bragt i land. Vi havde nu også fået en watermaker.
Vejrmeldingerne lytter vi hele tiden til og får vindkort og bølgehøjder på Internettet. Så snart, der kommer en sydvestvind er det med at komme i havn med det samme. Mozambique-strømmen, der året rundt løber sydover rejser sig voldsomt, når Sydvestvinden blæser. 
Efter nogle dage i Durban sejlede vi sydover lillejuleaften. Vejret var fint med god udsigt, men halvvejs på den 250 sømil lange distance til East London vendte vinden pludselig og tiltog i styrke. Vi lå ca. 30 sømil ude, hvor strømmen løber stærkt, så det var med at komme ind under land i en fart. Turen var hård, med høje stejle bølger, men Anaconda klarer sig fint i alt slags vejr. Pludselig lød der et højt drøn, som noget der knækker. Da jeg kikkede rundt så jeg, at en af vindgeneratorerne var havareret. Generatoren hang som en vingeskudt fugl. To af vingerne var knækket og en af dem havde i stor fart boret sig igennem det nye solpanel. 
Ærgeligt, men godt den ikke havde ramt mig i hovedet. *@¤av c",) 
I rusk og regn ankom vi til East London juleaften kl. 21. Besætningen på Olivia stod klar til at modtage fortøjningerne.
Gearet var stadig i uorden, så vi måtte stoppe motoren et stykke før, men Anaconda drev perfekt ind på siden af Olivia og kort efter sad vi ved julemiddag på Olivia. 
Vi blev i East London et par dage ved en lille hyggelig Yacht Club. Ejeren og i øvrigt alle hvide Sydafrikanere er helt utroligt flinke og åbne. Hjælper med alt og kører os rundt, hvis vi mangler noget. Men da vi fik en chance for at komme videre, var det af sted. 
Vi havde endnu over 500 sømil tilbage mod Cape Town. Det er med at benytte sig af vejr vinduet, når det er her. Vi fortsatte forbi Port Elisabeth og sigtede mod Knysna. Vejret var flot, næsten havblik, bortset fra de store swells, der hele tiden ruller op nede fra Sydhavet. Vi så hver dag hvaler, delfiner og mange store klumpfisk, der lå og drev i vandoverfladen. Et andet særsyn er de mange havfugle. Nu ser vi rigtige måger, som vi ikke har set siden 2001 i Europa. Albatrosser kommer hele tiden susende forbi os.
Olivia mødte vi igen og vi fik en snak over VHF.en, men de besluttede at fortsætte videre mod Simons Town ved Cape Town. Vi drejede ind til Knysna, som er en smuk lille by med en smal indsejling imellem høje klipper. Vi ville være i land for at holde nytårsaften. Inden i bugten var det dog et inferno, et ferieparadis for Sydafrikanerne fra Cape Town.
Speedbåde og Jetski susede om ørerne på os da vi ankrede, et rent helvede. 
Så det var en kort god middag i land og en skål for det nye år, hvorefter vi tidlig næste morgen fortsatte mod Simons Town. På denne strækning skulle vi passere det frygtede Cap Agulhas, som alle søfolk frygter og mange er omkommet her igennem tiderne. 
Der var stadig ingen vind så det gik for motor. Vinden tiltog langsomt, jo nærmere vi kom til Cap Agulhas, men passagen var stille og rolig med spilet genua og fuld storsejl. Vi havde vinden fint agterind, en herlig sejlads.
Da vi nærmere os Cap Det Gode Håb og skulle op langs den østlig halvø kom vinden dog. På kort tid blæste det op til storm, men heldigvis agten ind. Det er et lokalt fænomen, som ikke er med i vejrudsigterne. 
Vi kom dog fint ind og drejede bi i læ af de store moler ved havneindsejlingen, men besluttede at lægge os til ankers i stedet. De ville være for farligt at gå i havn i fuld storm. 
Her lå vi i 3 dage imens det blæste og blæste. 
Vi kunne dog komme i land i dinghien, hvis vi ikke havde noget imod at blive våde. Ana er som sædvanlig frygtløs. En dag havde hun igen vredet sig løs af halsbåndet og var svømmet ½ sømil ind til marinaen i fuld storm med høje bølger.
Folk troede ikke deres øjne, da de så hende komme svømmende.
Her i Simons Town (False Bay Marina) har vi lejet en bådplads og betaler 80 rand(ca. 60 kr.) om dagen. 
Her er hyggeligt, masser af kendte både og god bar og restaurant. Barbecue hver aften og reparationsmuligheder, strøm og vand på kajen. 
Emil Simonsen ankom den 4. Januar og tre dage senere ankom Simone Pedersen og Pernille Møller Rasmussen, alle fyldt op med forsyninger fra Danmark, samt svejseren, der har været til Rep. i Nordjylland, så nu ligger vi og får lavet de sidste ting klar til at gå nordover mod Namibia. Autopiloten er lavet, Hydraulik cylinderen er repareret, gearet er lavet, watermakeren er installeret, Yankee forsejlet har fået ny solkant og meget andet. De andre har været på gåtur nede af stranden for at se på Pingviner. 
Vejret skifter hele tiden. Den ene dag er det vindstille og næste dag er det storm, så der skal planlægges godt, før vi går ud. I dag blæser det på 2. dag og vi håber, at det har lagt sig til i morgen, så vi kan komme på dyk. En arrangeret tur, 3 timers kørsel til Ganbai 4 timers sejlads ude i bugten, hvor vi skal dykke i bur med The Great White Shark!!! som vi glæder os meget til. Mere om dette i næste Rejsebrev.
Vi checker ud på torsdag i Cape Town, hvor vi tager ind med tog, en tur på 1½ time. Vi kan få alt VAT/TAX refunderet, så der er lidt papirarbejde at gøre klar inden. Vi behøver dig ikke forlade Sydafrika med det samme. Man er klar over vejrproblemerne, så der sker ikke noget ved, at man ligger her en uges tid mere. Her fra Simons Town har vi 10 sømil ud til Cap Det Gode Håb og med den udprægede vindretning vil vi have ryg-vind resten af vejen nordover. Vi påtænker dog at gå ind til både Cape Town en dag og til Saldanha Bay inden det 700 sømil lange stræk op langs Skelletton Coast til Lûderitz og Walvis Bay, hvor Sune Agersnap står på.
Sydafrika er et herligt land, godt nok med meget kriminalitet, men her er billigt og alligevel moderne, ikke med så mange love og bekendtgørelser. Man tager det afslappet. Tænker man sig om er der ingen problemer. Ikke gå med iøjenfaldende ting, ikke alene om aftenen. Det er heldigvis mere inde i landet, at der er stor kriminalitet.
Anaconda planlægger, at sejle fra Walvis Bay omkring 1. februar mod St. Helena, måske Assencion og så mod Salvador, ca. 4500 sømil herfra. Ruten derfra vil gå nordover med første mål ind ad Amazonefloden.
Mange hilsner og godt nytår til alle der følger Anaconda´s rute i Verden fra 

Walvis Bay, Namibia den 6 Februar 2010
Hajdykning.
Den 13. januar havde vi arrangeret en tur med dykning sammen med flere af besætningen fra Olivia, som vi havde mødt sidst i East London.
Dagen før havde vi fået at vide, at en voksen mand var blevet angrebet af en hvidhaj. Rygterne sagde, at han, (en tysk turist) var blevet bidt over i to dele. Fakta var, at han var angrebet af en hvidhaj og forsvundet. Det var ikke lige den melding de nye gaster havde ventet på, men det gav lidt mere spænding. Vi startede om morgenen fra Simonstown i mini bus en 3 timers køretur til Gaans Baai, øst for Cape Town. Her går alle dykkerekspeditionerne ud fra. Vi var alle spændte. Vi skulle i våddragter ned i det kolde vand i et såkaldt "hajbur" og se the Great White Shark.
Vi fik morgenmad på det professionelle firma, "www.sharkdivingunlimited.com" der arrangerede turen. Her kunne vi på væggen i ankomstarealet, se fotos af berømtheder, der havde været her. Skuespillere og andre kendte ansigter. (Brad Pitt m.fl.) Vi var i alt 15 personer ombord på båden, der sejlede os ud til dykkerstedet. Vi skulle kun "snorkle". Hajburet lå ved en bøje og ventede på os. Men vandet var meget uklart, så der skete ikke rigtig noget. Buret blev taget op og vi sejlede længere ud, hvor det var mere klart, men stadig kun en sigtbarhed på max en meter. Her blev der smidt diverse lokkemad ud, "chum", rådne fisk, fiskeaffald og lignende og i løbet af en halv time dukkede den første Hvidhaj op, en krabat på 2,5 - 3 meter. 5-6 personer ad gangen blev gennet ned i buret på siden af båden og der blev råbt "NED", hvorefter man kunne se en skygge af hajen, hvis vi var heldige. Ikke særligt ophidsende, så efter et par gange fandt man hurtigt ud af, at man så hajerne bedre fra overfladen på båden. Men de var der og vi så dem. På turen tilbage sejlede båden tæt ind langs de hvide sandstrande og her så vi adskillige hajer svømme dovent i overfladen, lige uden for badestederne. De kommer helt tæt på land og der er ikke noget at sige til, at der er flere angreb om året. Men generelt for hele Sydafrika, så var der næsten ingen mennesker, der badede, for vandet var for koldt. Uklarheden skyldes, at det kolde vand bringer en masse nitrater op nede fra Sydhavet og når vandet kommer op i de lave breddegrader med meget sollys, så "eksploderer" fotosyntesen og vandet fyldes med plankton. Det var en tur vi aldrig glemmer.
I Simonstown sagde vi farvel til besætningen fra Olivia, som skulle lægges op her for nogle måneder imens ejeren Hans Frimodt-Møller var i Danmark.
Laura havde opdaget, at hendes visa til Sydafrika var udløbet, så derfor stod hun til en bøde på 700 kr., når vi skulle udklarere. Men vi besluttede, blot at sejle uden stempel i hendes pas for at spare pengene. Vi havde fået oplyst, at Namibia tager helt afslappet på det hele.
Vi sejlede så mod Hout Baai, ca. 15 km syd for Cape Town. Stedet var en fiskerihavn, men samtidig et turist sted. Der kom flere gange om dagen busser fra Cape Town med turister, der skulle ud og se på sæler, som var her i tusindvis. Selv inde i havnen lå di alle vegne og solede sig på Marina broerne. 
En anden lokal sejler, Malcolm, der boede på sin båd, tilbød at køre os ind til Cape Town, når vi havde behov for det. Så det blev til nogle ture derind. Først for at handle, derefter for at udklarere ved immigration, custom og på kontoret, hvor vi kunne få "VAT refund", som vi kunne få på alt det vi havde købt af varer. Mad og reservedele. Blot ikke på arbejdsydelser. Der er 14 % VAT på alt hernede, så det blev til en del penge, ca. 6.000 Rand, vi skulle have refunderet. Sidst kørte Malcolm mig rundt i flere timer for at hente forstaget og nye lejer til samme. 
Anacondas motor havde rystet lidt for meget på det sidste og jeg var klar over det var skrueakslen, så jeg besluttede at tage båden på land en dags tid og få den rettet og samtidig at få bundmalet hvad vi kunne. Den lokale travelift kunne tage os op med det samme, men vi var nødsaget til at blive sat i vandet samme dag, da kranføreren fortalte, at det var alt for farligt, at blive hængende i stropperne for lang tid, på grund af de pludselige storme, der komme som et lyn fra en klar himmel. Det var ok, da der lå et maskinværksted lige ved siden af. Op kom vi, men held i uheld, så gik traveliften i stykker ved den ene hydraulikcylinder, så der måtte tilrigges en manuel talje til at udføre opgaven. Anaconda var kommet halvt ud af vandet, da det skete, så jeg hoppede ned på en tømmerflåde og fik propel og skrueaksel ud, imens jeg stod i det iskolde vand til knæene. På grund af skaden på traveliften, var vi tvunget til at blive på land, hængende i stropperne, i to fulde døgn inden han kunne søsætte os igen. Så vi nåede at få bundmalet hele båden 3-4 gange og repareret hvad vi skulle. Vi trak et spilerfald tværs over pladsen for at stive båden af, hvis vinden skulle komme. Pris for optagning og søsætning var 3.500 Rand, svarende til 2.500 kr. Da vi var kommet tilbage på Marina broen og skulle have agterstaget ned på grund af en isolator, der skulle flyttes, opdagede jeg ved inspicering af mastens øvrige dele, at forstaget var beskadiget. 4 kordeler var knækket ved terminalen. Så der var kun en vej. Ned med det hele og adskille rullesystemet. Riggerværkstedet lavede et nyt forstag med det samme, som vi hentede sammen med Malcolm. Pris 6000 rand, som forholdsmæssigt var meget dyrere. Men man undskyldte sig med, at alt var importeret fra USA. Men igen kunne vi konstatere, at Sydafrikanerne er utroligt hjælpsomme på alle måder.
Vi blev efterhånden færdige. Det sidste var en reparatør, der skulle have watermakeren til at køre. Den havde været ubrugt i mange måneder, så membranerne var stoppet til og skulle fornyes.
Vi kom dog af sted tirsdag den . Vejret var fint, men i løbet af eftermiddagen løb vi ind i tyk tåge, som er almindelig her, med de varme dage og det iskolde vand. Godt med radaren. Dønningerne gjorde, at Anaconda rullede lidt, så pigerne måtte ofre til havguderne. Vi så sæler alle vegne og delfinerne kom på besøg med jævne mellemrum. Vi fangede først en Yellowtail Amberjack og derefter en stor Bigeye Tun, så vi har fået fisk i nogle dage. Fredag ankom vi til Lûderitz i Namibia. Indklareringen var fuldstændig afslappet og ingen gjorde notits af, at Laura ikke havde udrejsestempel i sit pas. Namibia er et ørkenland, meget barsk kystlinie, der hedder Skeletkysten på grund af de mange forlis, der er sket igennem tiderne. 
Men Namibia er samtidig fuldstændig moderne. 
Efter en tur rundt i byen, hvor alt var lukket kom vi tilbage til Yachtklubben. 
Og der, for enden af baren sad den nye gast, Sune Agersnap
Hele kyststrækningen fra Orange River (Orangemund) op til Lûderitz, i et 100 km bredt bælte, er forbudt område (Spergebiet) på grund af Diamantminer og diamantindvinding i kystfarvandene. Da landet var tysk koloni for over 100 år siden fandt man frit liggende på jorden blinkende sten, som viste sig at være diamanter og så startede vanviddet, ligesom steder, hvor der findes guld. Der er ikke mere diamanter på jorden, men store miner og der er en livlig diamantsugning langs kystområdet. Fiskefartøjer er tilrigget med store kompressorer og si-systemer. De sejler ud og placerer et fleksibelt sugerør på havbunden og ved hjælp af trykluft, suger de sand og grus op, filtrerer det hele og finder på denne måde diamanter. Store og små skibe møder vi.
I Yachtklubben mødte vi Norbert, en lokal mand med tysk afstamning. Han ejede et resort, der hed OBELIX, som han i øvrigt lignede selv. Han fortalte, at vi MÅTTE besøge the "Ghost Town", Kohlmanskopp, som var blevet etableret for hundrede år siden. Den havde blomstringstider i diamant rushet, men i årene lige før anden verdenskrig slap diamanterne op i området, hvorefter folk flyttede fra byen, som stadig står som et museum. "Obelix" kørte os ud til byen i ørkenen i sin Pick Up, kvit og frit, blot vi selv betalte indgangsfee. Fire sad på ladet og i den stærke fartvind mistede Emil Simonsen sine briller, der forsvandt ud i ørkenen. Ærgerligt, men vi håber, at der er en Optiker i Walvis Bay.
Besøget var dog spændende. Vi fik et fint indblik i hele Diamantudvindingen og da vi kørte tilbage besøgte vi Norberts livsværk, Hans OBELIX resort, hvor han havde alle mulige ting og sager i en stor hal med græstag. Masser af udstoppede dyr, akvarier, billeder fra gammel tid, sjældne genstande og mineraler og meget, meget andet og i midten en stor bar. Hyggeligt sted.
Dagen efter fik vi lavet den store indkøbstur til det lokale supermarked og fik fyldt båden op til Atlantpassagen. 30 dage med 6 mand ombord, igen et kæmpe indkøb og vi skal have de sidste frugt- og grønsagsindkøb her i Walvis Bay. Eksempel: 6 æg/dag/30 dage er 180 æg, plus det løse til bagning. 30 liter mælk, 30 liter juice, 20 kg bagemel, 15 kg ris, 15 kg kartofler, en sæk løg, flere kilo hvidløg, dåsemad i massevis, lækkerier og spagetti. Listen er endeløs. Sådan er det med det hele. Bagning, aftensmad m.m. Dybfrysning og trykkogning for at opbevare maden så godt som muligt, har fyldt pantryet imens andre pakkede anden mad ned. Vi kommer ikke til at sulte. Vi skulle også gerne fange en fisk en gang imellem. Hvad med en Yellowfinn Tun. "Sashimi", rå fisk dyppet i Soyasouce med Wasabi. Uhmmmm!!!!!
Det har blæst meget de sidste dage i Lûderitz, men turen fra Lûderitz til Walvis Bay har været for svag vind, motorsejlads hele vejen, 250 sømil. Flot klar stjernehimmel med Sydkorset lige over hovedet. Kæmpe sælflokke dukkede op med mellemrum og boltrede sig rundt i vandet, så vi måtte holde fast i Ana, der ellers har det med at springe i vandet og svømme med dem. Nu koncentrerer vi os om at få alt klart, inden vi går vestover mod St. Helena, ca. 1100 sømil ude i Sydatlanten. De nye gaster prøver at vende sig til tanken om at sejle langt væk fra kystlinien, ud i det ukendte. Laura og jeg glæder os til at være på havet i lang tid, opleve roen, der langsomt kommer ind i kroppen. Vi har besluttet os til at sejle fra St. Helena direkte 2600 sømil mod Rio de Janiero.
Vi når ikke karnevalet, men det overlever vi nok. Vejrsystemet gør det muligt at gå nordover derfra i små hop. Men først skal vi nyde troperne, med klart vand, dykning, sydamerikansk kultur, billig rom og mad, inden det går mod Amazonas området.

Sydatlanten den 17. Februar 2010
Walvis Bay ligger i en stor bugt i midten af kystlinien "Skeletton Cooast" i Namibia, midt i et enormt ørkenområde.
Namibia ligger tilsvarende syd for Ækvator, som Sahara ligger nord for. Kalahari ørkenen er sikkert et kendt navn for mange. 
En stor sandtange strækker sig langt imod nord og beskytter Walvis Bay. På denne sandtange så vi titusinder af sæler ligge på stranden og de svømmede overalt.
Havnen er et kæmpe ind- og udskibningssted, så bugten var fuld af opankrede container- og fragtskibe, bl.a. flere Mærsk skibe.
Vandet var meget plumret og lugtede råddent. Men grunden hertil fik vi fortalt, stammede fra et meget kraftigt regnskyl inde i ørkenlandet uger før, som havde fyldt de udtørrede floder og ført affaldsstoffer ud i bugten, så der var opstået en "bundvending". 
Alt liv i bugten var dødt, fiskene drev døde rundt i overfladen.
Det er åbenbart ikke kun i Danmark vi kender til dette fænomen. Det blev dog langsomt bedre imens vi var der og vi fik fortalt, at vandet normalt er mere klart. Der svømmede sæler rundt alle vegne og flere af dem var meget tamme. De hoppede op på turbådene og lod sig fotografere sammen med turisterne, selvfølgelig mod "betaling" i form af fisk.
Yachtklubbens personale og medlemmer var yderst hjælpsomme og flinke. Herigennem fik vi arrangeret en tur ind i ørkenlandskabet med professionelle folk i Firehjulstrækkere, langs kysten, hvor vi også så saltudvindingsområder og store arealer med trækfugle, bl.a. mange Flamingoer. En flot og fantastisk tur, hvor vi lærte en masse om ørkenen og dyrene der lever der, op og ned ad Sand Dunes, rigtig sjovt. Mange turister, især tyske, kommer til Namibia og ved siden af Yachtclubben gik turbådene ud til Sælområderne og "Whale- og Delfin watching". Namibia er meget præget af tysk kultur og så godt som hele den hvide befolkning stammer fra Tyskland.
Hver dag fik vi suppleret op fra supermarkederne med det sidste vi manglede af kød og grøntsager, så efter en uge i Walvis Bay sejlede vi ned til småskibshavnen, hvor vi kunne tanke diesel og vand. Herfra gik jeg op til Custom og Immigration for at udklarere.
Alt var i skønneste orden, men i det sidste pas, Sune Agersnap,s opdagede Immigration officeren, at Sune kun havde fået 7 dages visum til Namibia, da han landede i Windhoek og det var langt overskredet. Jeg fik udleveret de 5 pas og blev bedt om, at Sune selv mødte op på Immigration kontoret for at modtage dommen over overskridelsen.
Imens vi andre gjorde søklar, luntede Sune op til Immigration, med lidt sommerfugle i maven.
Han fortalte senere, at de havde skruet "bissen " på og havde truet med at sætte ham i "spjældet" for natten, så han kunne lære at overholde reglerne. Et kort øjeblik var han overbevist om, at de ville gøre det, men de tøede op og han fik sit udrejse stempel. Det var kun et spørgsmål om misforståelse ved indrejsen. Normalt får man 30 dages visum automatisk, men Sune havde kun fået 7 dages "Business Visa".
Onsdag den 10. februar afsejlede vi ud på Sydatlanten. I starten mødte vi tåge og kystvandet var ikke klart. Men det ændrede sig langsomt og efter et par dages sejlads var vi ude i det blå Ocean og temperaturen skiftede drastisk. Nu var havvandet pludselig steget til 26 grader! 
Vinden var skråt agten fra bagbord, bølgerne kun 2-3 meter, så det var drømme sejlads med passatvinden, der svingede imellem 10 og 20 knob. (5-10 m/sek). 
Fiskelinerne var ude og vores første fisk var en Tun, der blev bagt i ovnen. Den næste var en lille Dorado, der endte som frokost fiskefilet på rugbrød. Flere gange "stoppede" vi, hoppede i vandet og nød det klare vand. Eller vi hoppede i vandet i stævnen af Anaconda og greb fat i badelejderen, når den passerede forbi. 
Pigernes søsyge forsvandt efter et par dage, så nu er alle på mærkerne og tiden går med at lave god mad på skift, passe sin vagt på to timer hver 8. time og læse og gøre rent. 
Den nye besætning vendte sig hurtigt til, at båden ruller i søerne. Vi har set store flokke af delfiner, der følger båden ved stævnen, så der er blevet fotograferet flittigt. Indtil nu, har vi kun mødt et eneste skib, der var på vej sydover. 
Tirsdag den 16. Februar kl. 1830 passerede vi Grenwich Meridianen og er nu på vestlig bredde. Det fejrede vi med en stor bøf med bagte kartofler. 
Der er 9 år siden Anaconda passerede denne linie første gang, på vej sydover i den Engelske Kanal.
De 1200 sømil til Sankt Helena er nu nede på 200, så fredag morgen lander vi i James Bay. Vi håber, at kunne dykke der. I bugten ligger der to store gamle skibsvrag, som kunne være interessante at dykke på.

Sydatlanten den 6. marts 2010
Walvis Bay er en stor containerhavn, hvor de fleste forsyningerne kommer ind i landet. Havnen ligger i bunden af en kæmpe bugt, som er godt beskyttet af en kæmpe lang landtange, dannet igennem mange år med den nordgående strøm.
Vi lagde os til ankers uden for yachtklubben og blev meget venligt modtaget alle vegne. Alt var til fri afbenyttelse, uden midlertidig medlemskab eller andet, så brusebadet blev flittigt benyttet, især af pigerne.
Byen ligger et stykke derfra, ca. ½ times gang, 5 minutter i taxa. Masser af forretninger, supermarkeder og generelt godt forsynet. Namibia er tidligere tysk koloni, med en periode under Sydafrikansk styre, så befolkningen (den hvide) er næsten alle af tysk afstamning og taler tysk, afrikaans, engelsk og andet lokalt sprog. En del tyske turister kommer her ligeledes.
Namibia er et ørkenland, så uden for byen var alt sand og uendelig ørken. Bugtens vand var meget urent og lugtede.
Efter nogle dage fik vi at vide, at der havde været et skybrud med meget regn for nogle uger siden inde i landet, som havde medført at flodlejerne var blevet fyldte og havde skyllet alt ud i havet. Dette havde medført et boom af næringsstoffer, der havde brugt ilten og kvalt alt liv i bugten og medført "bundvending" som vi kender i Danmark. Vi kunne dog langsomt se en forandring til det bedre, imens vi var der.
En dag tog vi på en arrangeret tur ud i ørkenen. I to firehjulstrækkere blev vi kørt nordover langs kysten og så her fuglelivet, bl.a. mange Flamingoer, der gik i strandområderne og fouragerede. Guiderne fortalte om ørkenen og vi så de store saltudvindingsområder, hvorfra Namibia eksporterer salt til hele verden. Vi havde en rigtig flot og sjov dag med kørsel op og ned af stejle sandbanker.
Inden vi afsejlede fra Walvis Bay fik Emil Simonsen sig et par nye briller til meget billige penge og de sidste indkøb blev foretaget, hvorefter vi kom af sted den 10. februar.
Sydatlanten
Langs kysten havde vandet været koldt og gråligt, som i Nordsøen. Tågen lagde sig næsten hver nat over området og forsvandt først op ad dagen. Men da vi var nået et par hundrede sømil ud ændrede temperaturen sig og det blå Ocean tonede frem. Det blev fejret med et stop med badning i det dejlige klare vand på 3000 meters dybde.
Vandtemperaturen var nu steget til 26 grader C. Vi havde fin vind hele vejen til St. Helena, der er en klippeø midt ude i Sydatlanten. 9 dage tog det at sejle 1200 sømil. På vejen passerede vi den 13. februar NUL meridianen, der går igennem Greenwich/London og kunne således fejre, at Anacondas jordomsejling var en kendsgerning, når man tager det i betragtning. Skål i Gl. Dansk!
St. Helena
St. Helena var et dejligt sted. Befolkningen på ca. 4000 mennesker er af blandet afstamning, Indisk og Portugisisk/Creolsk/Mulat gættede vi på. Igen meget gæstfrie og venlige. De gamle sejlskibe anløb her for at få vand og dengang var der en vigtig rute imellem Europa og Indien. Øen har altid været engelsk.
Kysten er meget stejl alle vegne og det var umuligt, at benytte sin egen dinghi. De store Atlanterhavsbølger bragede imod land og kaskader af vand stod op i luften. Derfor var der etableret taxabåd service, mod betaling af 1,2 £ per tur i land. Bådførerne var dygtige og kendte forholdene.
På det rigtige tidspunkt lagde de til ved kajkanten, hvor der var opsat stålrørsstilladser, hvorfra der hang kraftige tove med knuder på. Når båden var oppe i niveau med kajen, tog man afsæt og sprang imod kajen. På vejen greb man fat i tovet, så man kunne svinge sig i land, imens båden forsvandt nedad igen.
En spændende landgang, hvor man nemt kunne blive våd, inden man var på sikker grund. Ugen før havde Øen haft de største bølger i mands minde, så al landgang var umuligt. Hele kajområdet havde været under konstant overskylning af kæmpe bølger. Selv det store forsyningsskib, der sejler konstant imellem Cape Town og St. Helena, måtte vente et par dage, til bølgerne havde lagt sig nok til, at de kunne afsætte 80 passagerer og andre 100 kunne komme ombord.
Øen har en spændende fortid, hvor Kejser Napoleon blev sat i husarrest på øen i 1815 til 1821, hvor han døde og blev begravet. Hans kiste blev dog senere i 1840 flyttet til Frankrig, men hans oprindelige gravsted er bevaret.
Vi lejede et par biler en dag og kørte øen rundt. En dags leje kostede 15£, ikke dyrt.
Flotte bjerge, dale, slugter og bugter med forrevne klipper og tropeskov oppe på land. Smalle bjergveje med stejle hårnålesving.
Der er ingen lufthavn på øen, så den er meget isoleret, kun forbindelse via færgen der sejler til Cape Town, en 5 dages rute. Der er derfor meget få turister.
Sejlere stopper her og er meget velkomne. Den lokale radiostation drives af en svensker Mike Olson, der har boet med familie på øen i mange år. Radioen spiller god musik døgnet rundt, dog mest Country og det var lige noget for mig.
Efter en sludder med Mike lavede han en række country indspilninger til mig i bytte for en halv flaske Gl. Dansk, så vi var begge glade. Vi blev på øen i 5 dage.
Pernille Rasmussen havde hjemve og ville ikke med videre til Brasilien. Så hun flyttede på Pensionshotellet og ventede på den næste færgeafgang mod Cape Town den 3. marts.
Vi andre afsejlede den 24. Februar mod Rio de Janeiro, ca. 2200 sømil, men har planer om at stoppe ved øen Ilha da Trindade, ca. 800 sømil før Rio.
I starten havde vi store oceandønninger og lidt krappe bølger, men det ændrede sig i løbet af få dage til at blive næsten ingen vind og mindre dønninger. Det var som at ligge på ankerpladsen ved St. Helena. Farten var kun omkring 2-3 knob, så der er lange udsigter for at nå Rio. Vi sejler ligeledes for langsomt til at fange fisk, så der sker ikke meget.
Indtil nu har vi haft skiftende vejr, med regnbyger, der samtidig giver vind, men det falder tilbage på svage vinde, så motoren har snurret i tomgang i mange timer for at komme ud af dette dødvande. Når vi i kort periode har haft god vind og farten på 7-8 knob, har vi heller ikke fanget nogen fisk, meget mærkeligt. Men vejret er fint med sol og måneskinsnætter. Vi stopper en gang imellem og får en svømmetur.
Vi er efterhånden kun 140 sømil fra Trindade, som skulle være beboet og en militær forlægning er der ligeledes, så vi håber at kunne få lov til at lægge os der et par dage.
Vi skal have repareret vindroret, som er knækket. Vandfanen brækkede af og forsvandt i dybet, men det kan svejses og erstattes af et træror.
Vores andet problem er, at Laura skal have Visa inden ankomst til Brasilien som amerikansk statsborger.
Vi andre får visa ved ankomst. Så vi er spændt på hvad myndigheder siger.

Brasilien den 3. april 2010
Ilha da Trindade var en flot klippeø, sammenlignelig med St. Helena, blot meget mindre. Vi blev kaldt op af den Brasilianske Navy, der er stationeret der for at opretholde søterritoriet. De henviste os venligst til den bedste ankerplads, da der overhovedet ikke er nogen havn eller noget der ligner. Der var en del dønninger, så det rullede noget. De bad så om diverse oplysninger og ønskede os alle velkommen.
Den næste morgen bad de os om at komme i land for at se papirer, alle skulle med, ikke kun skipperen. De var overdådigt venlige og var bedøvende ligeglad med visa m.m. De så bare passene, skrev navnene ned og så var alt i orden. De var glade for besøget.
Vi blev derefter vist rundt på basen, hvor 45 mand opholder sig. Derefter blev vi inviteret til en lille hyggesnack i Officersmessen med efterfølgende frokost. Alle var meget beæret over vores besøg.
Det var 13 måneder siden der sidst havde været en båd på besøg. De var selvfølgelig også glad for at se et par kvinder, som der ikke var nogen af på basen.
Herefter blev der arrangeret en travetur op i klipperne for at se øen og de tre unge, Sune Agersnap, Simone Pedersen og Emil Simonsen blev inviteret til at overnatte på øen, ja det gjorde vi alle, men jeg skulle ud og passe på båden, da det rullede noget, så Laura Foster og jeg var på båden.
De andre var på nattevandring til en skildpaddestrand, hvor de så de store skildpadder lægge æg og de så andre små skildpaddeunger prøve at komme ned til vandet, uden om de tusinder af krabber, der ligger på lur for at æde dem. Det var en stor oplevelse.
Vi havde knækket vindrorets vandfane, så der blev sat en mand i gang med at lave et nyt ror til os, så nu har vi det fineste ror i Kanelatræ.
Vi var til frokost og drinks og flere bjergvandringer og vi blev overdænget med bananer, små souvenirs, video om øen, en kasse øl og mere inden vi efter 4 dage sejlede derfra. Et fantastisk ophold, som vi ikke fortrød.
Vi var nu noget forsinkede og besluttede, at gå til Salvador i stedet for Rio for at spare tid.
Vinden var svag og de forskellige meldinger vi fik om Visa var ikke gode. Vi fik at vide, at Laura Foster ville blive deporteret ud af landet.
Salvador
Den 17. marts ankom vi til Salvador, som er en kæmpe millionby, beliggende på en høj halvø i et stort vandområde med mange øer og dybe fjorde. Befolkningen er typisk Brasiliansk, blandet, mørke og ALLE taler kun Portugisisk.
Der var flere Marinaer og vi fik en plads tæt ved det gamle centrum, der kostede 45 Reais pr dag, som svarer til ca. 130 kr., hvilket var noget dyrt, ligesom alt andet i Brasilien. Mad, drikkevarer, reservedele, alt er dyrt.
Næste dag gik jeg op til Immigration og fik her at vide, at Laura Foster, som ikke havde visa, ikke kunne opholde sig mere end 3 dage i Brasilien, så vores valg var, enten at forlade Brasilien med båden, eller Laura Foster måtte tage flyveren ud af landet og få et visa på en Brasiliansk Ambassade og så komme tilbage. Alle os andre var der ingen problemer med og vi fik 90 dages ophold med det samme.
Montevideo, Uruguay
Laura Foster og jeg købte herefter flybilletter til Paraguay. Den anden aften vi var i Salvador blev Laura Foster væltet omkuld i en stol på gaden og lynhurtigt forsvandt hendes ur/dykker computer og halskæde, hvorefter tyven tog flugten inden vi kunne reagere. Vi VAR blevet advaret, da så godt som alle besøgende sejlbåde havde haft erfaringen før. Vi orkede ikke at anmelde til politiet, da absolut INGEN taler andet end Portugisisk.
Men det var endnu en brik til vores antiparti mod Brasilien.
Den 20. marts fløj vi fra Salvador med mellemlanding i Sao Paulo, men her blev vi stoppet, da vi skulle ombord på flyet til Paraguay.
Laura Foster skulle have visa til Paraguay!
Flyselskabet var dog behjælpelig med at ombooke til Uruguay, men flyet gik først næste formiddag. Da vi allerede var stemplet ud af Brasilien måtte vi ikke opholde os i lufthavnen, men blev under bevogtning sat ind i et koldt venterum, sammen med en flok sorte fra Somalia, der ligeledes havde problemer med deres visa.
Her sad vi hele natten og var godt trætte af det hele.
Men næste dag landede vi i Uruguay og fik en positiv overraskelse. Her var orden på tingene, befolkningen, som alle var hvide, talte spansk og mange talte engelsk. Montevideo er en gammel flot by ved indsejlingen til Rio Plata med Buenos Aires i Argentina på den modsatte side.
Visaet tog tre dage og i mellemtiden nød vi opholdet, var på vinsmagningsture og fik indkøbt en masse ting. Alt var uhørt billigt her i forhold til Brasilien.
Turen tilbage var smertefri og Laura Foster fik nu også 90 dages ophold. Vi havde indkøbt lidt vin og rom i Uruguay og forsøgte at få oplyst hvor meget vi måtte indføre. Her fik vi så en usædvanlig oplysning. Man måtte ikke indføre spiritus eller ting til Brasilien, som var fremstillet i Brasilien. Men til gengæld måtte vi hver indføre 24 liter rom eller spiritus og vi kunne endda gå ind i den taxfree butik i Salvador og købe det, inden vi gik ud af lufthavnen. Så vi var godt læssede, da vi kom tilbage til båden. De havde endda mit favoritmærke Appleton Rom fra Jamaica. 
Da vi kom tilbage havde Emil Simonsen været på hospitalet og blevet syet i hånden. Han havde skåret sig på en stålplade, da han skulle hjælpe en Fransk sejler, Steffano i en lille grøn båd, La Belle Verde. Han havde en masse MaxSea materiale, så nu er der noget at lege med på computeren.
Vi lå nogle dage mere i Marinaen, hvor Dykkerkompressoren blev renoveret med en ny stålramme og malet. Diverse småindkøb blev foretaget og jeg fik fyldt Argon på svejseanlægget, igen meget dyrt. Om aftenen var vi nogle gange ude at spise og få et par drinks, Caparina, Brasiliens nationaldrink. En stor lime knust sammen med is og lidt sukker, samt sukkerroers alkohol Casjasja. Det giver gedigne "hang over" hvis man overdriver. 
En af dagene var vi på dykkertur inde i fjorden med et lokalt dykkerfirma, der havde en position på et vrag. Det var dog ikke noget at råbe hurra for. 
Vandet var uklart og vraget var kun rester af et større gammelt sejlskib. Men der var lidt fisk og koraller og Emil Simonsen fik sit introduktionsdyk sammen med en divemaster fra dykkerfirmaet. Emil Simonsen var dog uheldig og fik rørt en ildkoral og næste dag var hans knæ inficeret og ømt. Men gode sæbevandsbehandlinger og salve fik bugt med det hele. Korallerne var meget fåtallige og de fleste rev er klipper.
En del andre både lå i Marinaen og flere af dem kom oppe nordfra. Vi havde planer om at sejle til Fernando de Naronja på Brasiliens nordøsthjørne for at dykke, men nu fik vi melding om, at det var uhørt dyrt at ankre der, da det er et Marine reservat. En mindre polsk båd med to personer fortalte, at taksten for dem var 90 euro pr. nat for at ankre. Så vores ophold kunne løbe op i noget mere, måske 150 euro, så det har vi droppet. Der er grænser for galskaben.
Vi udklarerede den 31. marts mod Reciefe og sejlede nordover i svag vind med 375 NM foran os.
Farvel til Salvador - tak for besøget!
Godt vi ikke gik til Rio, for modstrømmen og bidevind gjorde, at vi kun langsomt bevægede os nordover og så havde vi været meget uheldig stillet, tidsmæssigt. Vi gør stop på nogle småøer og i Natal, der ligger på Brasiliens nordoestspids og det er her den vestgående Atlanterhavsstrøm deler sig. Herfra skulle vi have medvind og medstrøm de sidste 2000 NM op mod Caribien. Men.... vi må se hvad der sker!
I hvert fald skal vi ind i Amazonas, som vi gerne skulle opleve lidt af. 
Derefter Fransk Guiana, Surinam og Guyana, inden vi lander på Trinidad sidst i juni.

Brasilien den 3. april 2010
Ilha da Trindade var en flot klippeø, sammenlignelig med St. Helena, blot meget mindre. Vi blev kaldt op af den Brasilianske Navy, der er stationeret der for at opretholde søterritoriet. De henviste os venligst til den bedste ankerplads, da der overhovedet ikke er nogen havn eller noget der ligner. Der var en del dønninger, så det rullede noget. De bad så om diverse oplysninger og ønskede os alle velkommen.
Den næste morgen bad de os om at komme i land for at se papirer, alle skulle med, ikke kun skipperen. De var overdådigt venlige og var bedøvende ligeglad med visa m.m. De så bare passene, skrev navnene ned og så var alt i orden. De var glade for besøget.
Vi blev derefter vist rundt på basen, hvor 45 mand opholder sig. Derefter blev vi inviteret til en lille hyggesnack i Officersmessen med efterfølgende frokost. Alle var meget beæret over vores besøg.
Det var 13 måneder siden der sidst havde været en båd på besøg. De var selvfølgelig også glad for at se et par kvinder, som der ikke var nogen af på basen.
Herefter blev der arrangeret en travetur op i klipperne for at se øen og de tre unge, Sune Agersnap, Simone Pedersen og Emil Simonsen blev inviteret til at overnatte på øen, ja det gjorde vi alle, men jeg skulle ud og passe på båden, da det rullede noget, så Laura Foster og jeg var på båden.
De andre var på nattevandring til en skildpaddestrand, hvor de så de store skildpadder lægge æg og de så andre små skildpaddeunger prøve at komme ned til vandet, uden om de tusinder af krabber, der ligger på lur for at æde dem. Det var en stor oplevelse.
Vi havde knækket vindrorets vandfane, så der blev sat en mand i gang med at lave et nyt ror til os, så nu har vi det fineste ror i Kanelatræ.
Vi var til frokost og drinks og flere bjergvandringer og vi blev overdænget med bananer, små souvenirs, video om øen, en kasse øl og mere inden vi efter 4 dage sejlede derfra. Et fantastisk ophold, som vi ikke fortrød.
Vi var nu noget forsinkede og besluttede, at gå til Salvador i stedet for Rio for at spare tid.
Vinden var svag og de forskellige meldinger vi fik om Visa var ikke gode. Vi fik at vide, at Laura Foster ville blive deporteret ud af landet.
Salvador
Den 17. marts ankom vi til Salvador, som er en kæmpe millionby, beliggende på en høj halvø i et stort vandområde med mange øer og dybe fjorde. Befolkningen er typisk Brasiliansk, blandet, mørke og ALLE taler kun Portugisisk.
Der var flere Marinaer og vi fik en plads tæt ved det gamle centrum, der kostede 45 Reais pr dag, som svarer til ca. 130 kr., hvilket var noget dyrt, ligesom alt andet i Brasilien. Mad, drikkevarer, reservedele, alt er dyrt.
Næste dag gik jeg op til Immigration og fik her at vide, at Laura Foster, som ikke havde visa, ikke kunne opholde sig mere end 3 dage i Brasilien, så vores valg var, enten at forlade Brasilien med båden, eller Laura Foster måtte tage flyveren ud af landet og få et visa på en Brasiliansk Ambassade og så komme tilbage. Alle os andre var der ingen problemer med og vi fik 90 dages ophold med det samme.
Montevideo, Uruguay
Laura Foster og jeg købte herefter flybilletter til Paraguay. Den anden aften vi var i Salvador blev Laura Foster væltet omkuld i en stol på gaden og lynhurtigt forsvandt hendes ur/dykker computer og halskæde, hvorefter tyven tog flugten inden vi kunne reagere. Vi VAR blevet advaret, da så godt som alle besøgende sejlbåde havde haft erfaringen før. Vi orkede ikke at anmelde til politiet, da absolut INGEN taler andet end Portugisisk.
Men det var endnu en brik til vores antiparti mod Brasilien.
Den 20. marts fløj vi fra Salvador med mellemlanding i Sao Paulo, men her blev vi stoppet, da vi skulle ombord på flyet til Paraguay.
Laura Foster skulle have visa til Paraguay!
Flyselskabet var dog behjælpelig med at ombooke til Uruguay, men flyet gik først næste formiddag. Da vi allerede var stemplet ud af Brasilien måtte vi ikke opholde os i lufthavnen, men blev under bevogtning sat ind i et koldt venterum, sammen med en flok sorte fra Somalia, der ligeledes havde problemer med deres visa.
Her sad vi hele natten og var godt trætte af det hele.
Men næste dag landede vi i Uruguay og fik en positiv overraskelse. Her var orden på tingene, befolkningen, som alle var hvide, talte spansk og mange talte engelsk. Montevideo er en gammel flot by ved indsejlingen til Rio Plata med Buenos Aires i Argentina på den modsatte side.
Visaet tog tre dage og i mellemtiden nød vi opholdet, var på vinsmagningsture og fik indkøbt en masse ting. Alt var uhørt billigt her i forhold til Brasilien.
Turen tilbage var smertefri og Laura Foster fik nu også 90 dages ophold. Vi havde indkøbt lidt vin og rom i Uruguay og forsøgte at få oplyst hvor meget vi måtte indføre. Her fik vi så en usædvanlig oplysning. Man måtte ikke indføre spiritus eller ting til Brasilien, som var fremstillet i Brasilien. Men til gengæld måtte vi hver indføre 24 liter rom eller spiritus og vi kunne endda gå ind i den taxfree butik i Salvador og købe det, inden vi gik ud af lufthavnen. Så vi var godt læssede, da vi kom tilbage til båden. De havde endda mit favoritmærke Appleton Rom fra Jamaica. 
Da vi kom tilbage havde Emil Simonsen været på hospitalet og blevet syet i hånden. Han havde skåret sig på en stålplade, da han skulle hjælpe en Fransk sejler, Steffano i en lille grøn båd, La Belle Verde. Han havde en masse MaxSea materiale, så nu er der noget at lege med på computeren.
Vi lå nogle dage mere i Marinaen, hvor Dykkerkompressoren blev renoveret med en ny stålramme og malet. Diverse småindkøb blev foretaget og jeg fik fyldt Argon på svejseanlægget, igen meget dyrt. Om aftenen var vi nogle gange ude at spise og få et par drinks, Caparina, Brasiliens nationaldrink. En stor lime knust sammen med is og lidt sukker, samt sukkerroers alkohol Casjasja. Det giver gedigne "hang over" hvis man overdriver. 
En af dagene var vi på dykkertur inde i fjorden med et lokalt dykkerfirma, der havde en position på et vrag. Det var dog ikke noget at råbe hurra for. 
Vandet var uklart og vraget var kun rester af et større gammelt sejlskib. Men der var lidt fisk og koraller og Emil Simonsen fik sit introduktionsdyk sammen med en divemaster fra dykkerfirmaet. Emil Simonsen var dog uheldig og fik rørt en ildkoral og næste dag var hans knæ inficeret og ømt. Men gode sæbevandsbehandlinger og salve fik bugt med det hele. Korallerne var meget fåtallige og de fleste rev er klipper.
En del andre både lå i Marinaen og flere af dem kom oppe nordfra. Vi havde planer om at sejle til Fernando de Naronja på Brasiliens nordøsthjørne for at dykke, men nu fik vi melding om, at det var uhørt dyrt at ankre der, da det er et Marine reservat. En mindre polsk båd med to personer fortalte, at taksten for dem var 90 euro pr. nat for at ankre. Så vores ophold kunne løbe op i noget mere, måske 150 euro, så det har vi droppet. Der er grænser for galskaben.
Vi udklarerede den 31. marts mod Reciefe og sejlede nordover i svag vind med 375 NM foran os.
Farvel til Salvador - tak for besøget!
Godt vi ikke gik til Rio, for modstrømmen og bidevind gjorde, at vi kun langsomt bevægede os nordover og så havde vi været meget uheldig stillet, tidsmæssigt. Vi gør stop på nogle småøer og i Natal, der ligger på Brasiliens nordoestspids og det er her den vestgående Atlanterhavsstrøm deler sig. Herfra skulle vi have medvind og medstrøm de sidste 2000 NM op mod Caribien. Men.... vi må se hvad der sker!
I hvert fald skal vi ind i Amazonas, som vi gerne skulle opleve lidt af. 
Derefter Fransk Guiana, Surinam og Guyana, inden vi lander på Trinidad sidst i juni.

Atlanterhavet den 24. Maj 2010
Fransk Guiana var et behageligt sted at besøge, meget fransk med tropisk islæt. Igen ankring på en flod med plumret flodvand. Befolkningen meget blandet med kinesere, afrikanere og hvide franskmænd.
En fransk solosejler viste os hvor Internet cafeen lå. En dag vi kom derop sad han på hug uden for Cafeen med sin laptop og snakkede på Skype. Vi gik indenfor og kort efter var der uro i forretningen. Franskmanden kom ind og fortalte oprørt, at han netop var blevet bestjålet, idet en lokal sort knægt, på cykel havde kørt tæt på ham og hugget hans computer ud af hånden på ham, hvorefter han stak af på cyklen. Så hurtigt, at han ikke havde en chance for at indhente ham. Satans til tyveknægte !! 
Det Europæiske Rumfartscenter ligger lige uden for Kourou. Der var dog lukket om fredagen og i weekenden, så vi måtte vente til om mandagen for at se det. Der var ikke meget andet at se i byen imens vi ventede, men Sune Agersnap spillede Patang hver dag på en Patangbane med de lokale. I mellemtiden tog vi nogle dinghiture op ad floden og så lidt af junglen og fik ind- og udklareret hos myndighederne. Fuldstændig uden problemer.
Vi havde også gode timer med Philip, en belgisk sejler ved siden af i en 65 fods ketch. Han var gift med en kinesisk pige fra Guyana. Han havde sejlet i 25 år og vi kunne udveksle mange oplysninger og historier.
Mandag morgen lejede vi en bil til 45 Euro pr. dag. Der er ingen transportmidler og kun meget få og dyre taxaer.
Det var gratis at besøge centret, men rundvisningen foregik på fransk, hvilket vi ikke var ret glade for. Men den franske unge pige, der foretog rundvisningen var meget professionel og hun oversatte sin rundvisningstale hver gang hun var færdig med det franske. Turen foregik med bus, da det er et enormt område centret ligger på. En meget interessant oplevelse, hvor vi opdagede, at det Europæiske Rumfartscenter er et af verdens bedste, moderne og bedst fungerende raket affyrings steder. Centret benyttes af mange lande. Det ligger tæt på Ækvator og nyder derfor godt af jordens rotation, hvilket sparer meget energi. Japan, Rusland, Indien, Kina uden for Europa er faste kunder til at opsende satellitter for kommunikation. Op til 10 tons Satellitter kunne opsendes på en gang.
De store raketter vejende 900 tons. Heraf var de 90 % brændstof og raketkrop!!! Uhyre store tal.
Der opsendes omkring 25-30 raketter om året. Centret blev oprettet i tresserne, men blev af Frankrig tilbudt Den Europæiske Union få år senere og fungerer nu på fuld Europæisk basis. 18 lande yder direkte tilskud til Centret, heriblandt Danmark. Så vi var lidt stolte af, at raketterne havde nationalflagene fra de deltagende lande malet på siden og det danske flag var med. Andre lande betaler prisen for at benyttet opsendelse muligheden. Besøget var en god oplevelse, som vi ikke ville have undværet.
Dagen efter var vi klar til afsejling. Kun 8 sømil uden for flodmundingen ligger tre øer, Ile Salut, Ile St. Joseph og Ile de Diable. Måske mest kendt fra filmen Papillon, hvor Steve McQueen og Dustin Hoffman som franske straffefanger afsonede fængsel her i 1930.verne. Fængslet ligger på Ile de Salut og er et yndet besøgsmål. Det var et spændende besøg. Forfærdelige forhold i datidens fængsler. Øerne ejes nu af Rumfartscentret, idet de ligger perfekt for observationer, når raketterne affyres.
Efter Fransk Guyana sejlede vi mod Paramaribo, Surinam. Igen op ad en flod og forsøge at finde en egnet ankerplads. Alle skal have visa til Surinam, som koster 40-50 Euro pr. stk., så vi var faktisk ikke interesseret i at indklarere. Efter at have spurgt om at ligge ved et stort hotel/kasino, hvor de ville have 50 US dollar i døgnet, lagde vi os uden på en stor pram, uden for en restaurant/bar midt i byen.
Her var vi velkomne, blot vi betalte 10 US dollar i døgnet og vi kunne nyde godt af vand og strøm ombord og baren var lige ved siden af med to gode poolborde. Fordelen var yderligere, at prammen fulgte tidevandet op og ned, så vi var fri for at hive og trække i fortøjningerne.
Befolkningen her er meget blandet, indianere, afrikanere, indere, kinesere, og få hvide. Masser af boder og butikker og det største marked jeg har set på hele turen. Jeg har under hele turen langs Sydamerika forsøgt at få fat i en papegøje, men konstaterede, at sæsonen for fugleunger var overstået for flere måneder siden. Når vi gik på gaden så vi mange, der gik rundt med et lille fuglebur med en lille sangfugl i. Vi troede, at det var noget overtroisk, men da vi spurgte til fænomenet fik vi at vide, at det er for at lære fuglene at synge så meget som muligt. Hver gang de møder hinanden pipper de sammen.
Efter et par dage hvor vi oplevede lidt af Paramaribo, kom en patruljebåd op på siden med en politiofficer. Han havde bemærket os nogle dage forinden og fortalte os, at vi lå ulovligt, hvor vi lå. Heldigvis kom han ikke ind på, om vi havde indklareret. Meget venligt opfordrede han os til at ankre et andet sted, længere oppe ad floden, lige uden for immigration. Politiet havde åbenbart et "horn i siden" på ejeren af restauranten, så vi måtte ikke ligge der. Ejeren betalte ikke skat, sagde han. OK, vi havde set hvad vi ville af Surinam og ønskede ikke at betale bøder, så vi provianterede og sejlede videre, og vi slap for at ind- og udklarere.
Vi ville videre til Bartica i Guyana, men havde ingen kort over flodsystemet, så vi anede ikke hvor det lå. Efter nogle hurtige mail til min webmaster Lars Hougaard, fik vi via Google mere styr på det og sejlede op ad Barbice River.
Det varede dog kort, idet der var nyligt anlagt en flydebro med vej på tværs. Broen åbnede kun en gang i døgnet, så vi måtte vente til næste morgen. Heldigvis forespurgte vi om det kostede en broafgift at passere, og Ja, det gjorde det. Brokontrollen vendte kort efter tilbage på radioen og fortalte, at det for os ville koste 550 US dollar at komme igennem og det samme når vi skulle ud. Tak for oplysningen, Vi har ombestemt os, vi sejler videre.
Vi havde nu nogenlunde fundet ud af hvor Bartica lå i Guyana, oppe ad Essequibo floden, men vi havde ingen kort over hvor det præcist var vi kunne finde byen, vi vidste kun, at det var oppe ad floden. Vi var frarådet at sejle til Georgetown, hovedstaden i Guyana. Der var ingen lov og orden og tyverier og røverier hørte til dagens orden. Vi sejlede derfor ind til byen Parika i flodmundingen af Essiquibo, og fik lidt instruktioner af de lokale bådejere, der fræser op og ned ad floden som "flodtaxaer". Vi tog en biltaxa 1o km op til en større by for at proviantere og kunne konstatere, at befolkningen var udpræget indisk. Indiske arbejdere var blevet importeret for mange år siden til sukkerplantager men var nu en dominerende befolkning. Meget smukt område og ikke så snavset som i Indien.
Køer, heste og æsler vandrede frit på gaderne og på de idylliske flodbredder. Også her var kontrasterne tydelige.
En hestevognskusk sad og snakkede i mobiltelefon imens han blev overhalet af en topmoderne Toyota firehjulstrækker. Her var ikke mange fattige mennesker. 
Vi besluttede at sejle helt op til Bartica, som var en hel dags sejlads op ad floden, ca. 40 sømil. Vi havde desværre strømmen imod, da tidevandet kun få timer giver et skub. Vi skulle holde os helt tæt til den østlige bred ad floden, hvor der hele tiden dukkede øer op i det enorme floddelta. Vandet var grumset som en kop kaffe med fløde i.
Speedbådstaxaer fræsede op og ned ad floden. Meget specielle både med en høj "snabelstævn" og med stor motorkraft. Alle med en eller flere store Yamaha påhængsmotorer. Sejladsen var ikke uden problemer.
Vi løb på grund hvert andet øjeblik og med den dårlige gearkasse var det et helvede. Jeg måtte ned i motorrummet hver gang vi skulle bakke af en grund. Til sidst måtte vi give op i mørket, kun 1 sømil fra byen Bartica. Næste morgen kom en af de hurtige taxabåde forbi og vi fik instruktion i hvilken vej vi skulle sejle for at komme uden om en sandbanke for at nå byen. Men det var ikke slut med det. Da vi skulle passere en pynt løb vi på grund på en klippe. Anaconda masede sig helt op og lå lidt skævt på siden.
Vi prøvede alt. Hvarpanker ud, dinghien hængende for at krænge og meget mere, men intet hjalp. Tidevandet var faldende, så der var intet at gøre. Men så kom en af de hurtige både forbi. Et par trækforsøg mislykkedes, så han fik vores spilerfald med en lang line med ud, hvorefter han trak Anaconda helt ned på siden. Herved kunne vi stille og roligt glide af klippen og flyde igen.
Det havde taget flere timer at komme af, så vi ankrede uden for bycentrum og gik på bar sammen med bådejeren. Det blev til mange øl, men vi var glade for hans hjælp og han fik i tilskud en dunk benzin, så han var glad.
Byen er ikke stor. Opstået i floddeltaet inde i junglen, hvor tre floder mødes. Området lever af minedrift, Bauxit, men også guld og andre mineraler findes her. Floden summede af de hurtige både og her var dyrt, for alt skulle transporteres herind fra Georgetown. Også på grund af minedriften sad pengene løst på indbyggerne. Easy comes - easy goes!
Man kunne gøre sig tanker, når man på gaden så store dyre biler i et gadesystem, hvor der næsten ikke var plads til at køre.
Ind- og udklarering tog et par timer, lidt besværligt, men det er jo tæt på Caribien, hvor vi har brugt mange timer på dette tidligere. 
Den sidste dag vi lå her kom et ca. 100 ton fragtskib op ad floden og lagde til kajen for at losse varer. Kort efter begyndte skibet at krænge og inden losningen kunne reddes, krængede skibet helt over og sank, lige neden for kajen, hvor færgen fra Georgetown skulle lægge til. Stor opstandelse, men heldigvis ingen omkomne. Vi ved ikke hvad løsningen blev på dette. Det er en umulig opgave at fjerne vraget for der er ingen kraner eller hævegrej i de dimensioner, der skal bruges. Det er nok billigere at bygge en ny kaj med et pakhus.
Vi forlod Bartica den 21. maj, da vi havde tanket diesel ved en kaj. Her kom der i øvrigt en fyr forbi med en Tukan på hånden. Tukanen er sort med mange farver på vinger og bug, men især det lange krumme næb var farvestrålende.
Fuglen var helt tam og til salg, meget fristende. Men jeg er sikker på den er på listen over dem man ikke må have, så han fik lov at beholde den.
Vi sejlede videre op ad floden til et dejligt sted, et Ressort ved navn Baganara House. Her lå vi i to dage. 
Den 23. maj sejlede vi ud af floden med tidevandet, løb igen på grund 4-5 gange, men nåede frem til Parika inden mørkets frembrud. 
Hele perioden langs Sydamerikas Nordkyst har været præget af meget regn. Mindst en gang i døgnet fik vi kraftig regn og har kunnet samle vand til tankene.
Men luftfugtigheden har konstant været over 90, så alt er jordslået og muggent hurtigt. Regnen var til tider meget kraftig og man får et indtryk af, hvor meget det regner hernede, når man ser på de enorme floder og den enorme vandmasser, der passerer ud i havet fra og hele Amazonelandets regnskov. Det er som et stort vådland, fuldstændig gennemboret af tusinder af floder, der langsomt samler sig sammen til de store floder.
Nu er vi på vej mod Barbados i stabil Passatvind fra øst og ankommer den 26. maj.


Mange hilsner fra Jan Klintegaard og besætning.